Jeg mærkede kraften i Jesu Kristi forsoning, da …

Min dåbsdag var som en drøm – jeg var så lykkelig og ivrig efter at begynde livet som fuldkommen. Men jeg skændtes med mine søskende få timer efter min dåb. Jeg kan huske, at jeg følte mig nedtrykt over, at det ikke havde taget mig ret lang tid at ødelægge alt efter min dåb og bekræftelse, men jeg kan også huske, at når jeg omvendte mig, følte jeg mig fuldstændig hel igen. Så i en meget tidlig alder lærte jeg, at Jesu Kristi forsoning bringer den nødvendige lindring for synd.

Da jeg fortsat udviklede min forståelse af evangeliet, lærte jeg, at forsoningen ikke kun var noget, jeg kunne bruge, hvis jeg havde syndet. Forsoningen kunne være en del af mit liv i tider med prøver, glæde, hjertesorg og succes. Når jeg kæmpede med at føle mig accepteret af mine jævnaldrende, bad jeg til vor himmelske Fader, og jeg fandt trøst i at vide, at Frelseren havde kæmpet med de samme følelser. Når jeg klarede mig godt med noget, blev min glæde blot større, når jeg tænkte på Frelserens glæde, for han havde oplevet de samme følelser.

I mange år følte jeg mig alene og forladt. Jeg kæmpede med uretfærdige ønsker, der førte mig til synd, og med tiden sendte mig til en ond cirkel af skyld og skam. Heldigvis lærte en kærlig biskop mig om den rolle, Frelserens forsoning spiller for at dække over svaghed, smerte og sorg så vel som synd. Min biskop glædede sig, når det gik godt for mig, og trøstede mig, når jeg gled.

Jeg lærte, at en teoretisk viden om Frelseren ikke var nok – jeg måtte bede til vor himmelske Fader og aktivt omvende mig gennem Jesu Kristi forsoning. Når jeg gjorde det, blev jeg mere lydig over for Guds befalinger og kom nærmere Frelseren.

Selv om jeg stadig kæmper med fristelse, har jeg lært, at jeg fuldt ud kan stole på min Frelser og hans forsoning. Når jeg står på min Forløsers klippe, kan min svaghed være en styrke. Med Paulus kan jeg sige: »Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig … For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk« (2 Kor 12:9-10).

I high school var jeg ikke helhjertet interesseret i evangeliet. På min mission lærte jeg langsomt, hvad en mission virkelig handlede om, og jeg ønskede den kraft og fremgang, som jeg kunne få i mit liv, hvis jeg virkelig var værdig. Til sidst knækkede skyld og sorg fra tidligere overtrædelser mig, og jeg ønskede frihed – at være ren og et bedre redskab i Herrens hånd. Efter nogle drøftelser med min missionspræsident rejste jeg hjem for at få tid til at omvende mig.

At komme hjem var noget af det sværeste i mit liv. Jeg begyndte at læse i skriften på en ny måde, hvor jeg faktisk forstod og anvendte dem. Selv om jeg gjorde alt »rigtigt«, følte jeg stadig en stor byrde af skyld. Så begyndte jeg at fokusere mine studier på Kristus og hans forsoning, hvordan han kunne være min Frelser, og hvordan hans uendelige forsoning kunne forløse min sjæl. En aften, mens jeg mediterede over alt, hvad jeg havde lært fra disse bønsomme studier, mærkede jeg Ånden røre mit hjerte, helbrede min sjæl og trøste mig. Jeg følte mig tryg og elsket, og min skyld forsvandt.

Lige da jeg kom hjem, troede jeg, at en forandring i hjertet var alt, hvad jeg behøvede i omvendelsesprocessen. Nu ved jeg, at jeg havde brug for tid til at omvende mig – forandring kommer linje på linje, lidt af gangen. Det kræver en langvarig indsats at forandre vores hjerte, ønsker og vaner til at være mere som Kristus. Vi kan ikke på et øjeblik foretage 180 graders ændringer, men på grund af forsoningen kan de ske fuldstændigt.

Der var et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var så følelsesmæssigt såret, at det påvirkede alle andre aspekter af mit liv. Jeg kunne ikke fokusere i skolen eller på lektier, mit forhold til mine bofæller var anspændt, og jeg var konstant på grådens rand. Mere end noget andet havde jeg svært ved at tilgive den person, der i første omgang havde såret mig – og jeg var endnu mere vred over, at jeg havde så svært ved at tilgive.

Endelig besluttede jeg mig for, at jeg var færdig med at være ked af det og vred. Jeg ønskede ikke længere at bære den byrde. Jeg bønfaldt vor himmelske Fader om at hjælpe mig til at tilgive. Inden jeg vidste af det, kunne jeg bære smerten. Den var ikke væk, men jeg kunne bære den. Af denne oplevelse lærte jeg, at Frelserens forsoning ikke blot tillader os at omvende os, den hjælper os også med at blive helbredt. Da jeg kom til vor himmelske Fader med mine byrder, i ydmyghed og med et oprigtigt hjerte, hjalp han mig med at bære de sårede følelser, den smerte og den hjertesorg, jeg havde.

Da mine forældre blev skilt, følte jeg, at alt mit håb om at få en evig familie var forbi. Det var et meget svært øjeblik i mit liv. Men selv om det ikke var let for mig at erkende, har den prøvelse bragt min familie uforudsete velsignelser. En af dem var, at min mor blev døbt!

Jeg lærte også min Frelser bedre at kende. For at komme mig over min tristhed valgte jeg at besøge en tante i Peru, hvor jeg mødte en ny ven, som styrkede mig meget. Den ven og jeg studerede ofte i skrifterne sammen og ved en bestemt lejlighed, mens vi drøftede evangeliske emner, mærkede jeg min Frelsers kærlighed til mig meget stærkt. Følelsen var som min Frelsers røst, der fortalte mig: »Jeg har altid været med dig; du så det bare ikke.«

Nu ved jeg, at vor Frelser ønsker at hjælpe os, og at han altid er med os. Nogle gang lader vi vores tristhed være større end vores tro, og vi tænker, at han har glemt os, men i virkeligheden kan hans forsoning altid hjælpe os.

Da jeg var 23 år, døde min bedstemor. Selv om hun havde levet et smukt liv, var hun stadig relativ ung, og hendes død kom hurtigere end forventet. Jeg vidste, at mange havde mistet langt mere end mig, og at min bedstemor havde fået fred, men jeg følte stadig smerte ved at vide, at jeg aldrig mere ville se hende i dette liv.

Trods denne tristhed følte jeg vor himmelske Fader og Frelseren række ud til mig. Venlige besøgslærere og venner kom med søde hilsener og lækkerier, og en god nabo kom forbi vores hjem med en bog, som hun sagde, at hun følte sig inspireret til at købe til os. Bogen indeholdt citater af apostle og profeter om frelsesplanen og virkeligheden af livet efter døden.

Mens jeg læste profeternes ord højt sammen med min søster den aften, mærkede jeg den smukkeste fred slå sig ned i mit hjerte. Jeg ved, at vi alle på grund af Jesu Kristi forsoning kan blive rene og i stand til at bo hos ham i det næste liv. Jeg ved, at »han tilvejebringer de dødes opstandelse« og at alt – og alle mennesker – skal blive bragt tilbage til dets rette orden (Alma 40:3; se også Alma 41:2). Jeg vidste, at alle i min familie, herunder de afdøde, på grund af forsoningen kan være sammen for evigt, og for det vil jeg for evigt være taknemlig.