2015
Herren har brug for jer nu!
September 2015


Herren har brug for jer nu!

Fra et CES-foredrag for unge voksne, »Vær rolig og vid, at jeg er Gud«, holdt i Californien i USA den 4. maj 2014.

Som Herren Jesu Kristi apostel opfordrer jeg jer til at iføre jer »Guds fulde rustning« og tage del i kampen i dag.

Den verden, vi lever i nu, bevæger sig hurtigt væk fra Kristi lærdomme i sine love og skikke. Som følge heraf arbejder Satan på overtid for at forvirre Guds sønner og døtre og for at bortlede selv de udvalgte fra at opfylde deres pligt og modtage en fylde af Herrens velsignelser.

Satan ønsker, at I holder op med at praktisere de gode vaner, I har lært derhjemme, i seminar og institut samt på jeres mission – så som dagligt skriftstudium, daglig bøn, værdig deltagelse i nadveren hver uge og at yde ægte, medfølende tjeneste. Han ønsker også, at I står på sidelinjen i vore dages vigtige og afgørende kampe.

Husk, vi er i krig – men ikke en krig med krudt og kugler. Ikke desto mindre er krigen virkelig, med utallige ofre. Krigen er faktisk en fortsættelse af den, der begyndte i den førjordiske tilværelse.

Paulus opfordrede os til at iføre os »Guds fulde rustning«. Han sagde: »Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet« (Ef 6:11-12).

Billede
A group of young adults holding a copy of the Arnold Friberg painting depicting the stripling warriors.

Detalje fra To tusind unge mænd går i krig, af Arnold Friberg.

Som Herren Jesu Kristi apostel opfordrer jeg jer til at iføre jer »Guds fulde rustning« og tage del i kampen i dag, ligesom Helamans sønner gjorde for så mange år siden. Vent ikke, til I bliver gift, begynder jeres livslange karriere eller bliver ældre. Kirken har brug for vore unge nu. Herren har brug for jer nu!

I husker nok, at de to tusind unge krigere »indgik en pagt om at kæmpe for nefitternes frihed« (Alma 53:17). Kirken har brug for nutidige unge krigere, der har indgået en pagt om »at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9).

Unge mænd og unge kvinder er Helamans nutidige sønner og døtre. Må der blive sagt om jer, som der blev sagt om dem: »[De] blev … nu på dette tidspunkt … en stor støtte« (Alma 53:19).

Bekæmpelse af pornografi

Vi har brug for, at I tilslutter jer os i kampen mod pornografi. Det er en forfærdelig plage, der breder sig over hele verden.

For over 180 år siden åbenbarede Herren sin sundhedslov og advarede blandt andet mod brugen af tobak (se L&P 89). Mange mennesker lyttede til Herren, men mange flere gjorde det ikke. Ingen kendte på det tidspunkt, og ikke engang da jeg var på jeres alder, rygningens langtidsvirkninger. I dag, efter årtier med videnskabelige undersøgelser, kender vi nu til rygnings bidrag til lungekræft og andre dødelige sygdomme. Herrens visdomsord var en beskyttende velsignelse.

På tilsvarende måde har Herren i dag advaret os mod virkningerne af pornografi. Millioner af mennesker følger trofast Herrens råd, hvorimod utallige andre ikke gør. Mine kære venner, vi behøver ikke at vente i 180 eller bare 10 år på at opdage pornografiens ødelæggende virkninger. Nuværende videnskabelige undersøgelser har vist, at pornografi skader unge voksne på adskillige måder og forgifter deres chancer for en dag at få et kærligt og varigt ægteskabeligt forhold.

Undersøgelser har vist, at jævnlig brug af pornografi kan føre til tvangshandlinger og kan omprogrammere hjernen, så en person bliver fanget i et afhængighedsforhold. Undersøgelser har også bekræftet, at pornografi skaber urealistiske forventninger og forårsager skadelig fejlinformation om sund intimitet mellem to mennesker.

Som det mest lumske bearbejder pornografi jer til at se mennesker som ting, som man kan lade hånt om og ikke vise respekt, hverken følelsesmæssigt eller psykisk.

Et andet aspekt ved pornografi er, at det sædvanligvis er en hemmelig beskæftigelse. Brugere skjuler ofte eller bagatelliserer deres brug over for alle, herunder deres kæreste eller ægtefælle. Undersøgelser har vist, at når folk involverer sig i den slags hemmeligholdelse – når de gør noget, de ikke er stolte af og holder det hemmeligt for deres familie og venner – skader det ikke kun deres forhold og får dem til at føle sig alene, men det gør dem også mere sårbare over for depression, angst og lavt selvværd. At have hemmeligheder skader tillid.

Til at begynde med må vi selv undgå pornografi, fordi det er dødbringende. Det dræber ægte, ømme forhold mellem mennesker – det ødelægger ægteskaber og familier. Det ødelægger ånden hos den person, der gør brug af det, så sikkert, som når den mest dødelige gift dræber legemet og sindet.

Lad jer ikke bedrage! Tro ikke, at I kan stoppe denne afhængige adfærd, når I tager på mission eller bliver gift. Hvis I er fanget i denne praksis nu, så få åndelig hjælp nu. I kan med Frelserens hjælp overvinde pornografi. Vent ikke! Jeg bønfalder jer om at undgå den! Der er mange hjælpekilder på LDS.org, der kan hjælpe jer med at overvinde mørket fra pornografiske billeder.

Vi lever i en udfordrende tid – men ikke mere udfordrende end på Helamans tid med de unge krigere, da de trådte frem for at forsvare deres familie og Kirken. Nu er det jer, der skal træde frem og tilslutte jer rækkerne af andre retskafne og trofaste unge mænd og kvinder og kæmpe kampen mod pornografi.

Læren om ægteskabet

Jeg ønsker, at I forstår Kirkens stilling til ægteskabet, som vor himmelske Fader har givet os gennem skrifterne og »Familien: En proklamation til verden«. Denne inspirerede erklæring fastslår: »Familien er indstiftet af Gud. Ægteskabet mellem mand og kvinde er grundlæggende i hans evige plan. Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab.«1

Apostle har til opgave at være udkigsposter på tårnene, til at se »fjenden, mens han endnu [er] langt borte« (L&P 101:54) og til at undervise om Kristi lære. I ved allesammen, at den traditionelle definition på ægteskab er under angreb i dag. Der findes de mennesker, som baserer diskussionen på at fokusere på menneskerettigheder. Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har forklaret Kirkens stilling og lære om Guds formål med og plan for hans åndelige børn om at opleve livet på jorden, som er af afgørende betydning for vores evigtvarende og evige liv.

Jeg citerer fra en udtalelse udsendt til kirkeledere i 2014 og beder jer om omhyggeligt at læse den:

»Ændringer i landets lovgivning ændrer ikke, ja, kan ikke ændre de moralske love, som Gud har fastlagt. Gud forventer, at vi støtter op om og holder hans befalinger, uanset modstridende meninger eller tendenser i samfundet. Hans kyskhedslov er klar: Seksuelle forhold er kun passende mellem en mand og en kvinde, der er lovformeligt viet som ægtemand og hustru. Vi opfordrer jer til at gennemgå og undervise Kirkens medlemmer i læresætningerne, der står i ›Familien: En proklamation til verden.‹«

Udtalelsen fortsætter:

»Ligesom personer, der taler for vielse af par af samme køn, har ret til hensyn og høflighed, gælder det samme for personer, der er modstandere deraf …

Som medlemmer af Kirken er det vores ansvar at undervise i Jesu Kristi evangelium og at fremhæve de store velsignelser, der kommer af at følge Guds befalinger, så vel som de uundgåelige konsekvenser af at ignorere dem. Vi opfordrer jer til at bede for, at mennesker alle vegne vil få blødgjort deres hjerte over for evangeliets sandheder, og at der må skænkes visdom til de mennesker, der bliver bedt om at afgøre spørgsmål af stor betydning for samfundets fremtid.«2

Jeg ved, at I elsker og støtter Herren og opretholder hans profeter, men jeg ved også, at nogle af jer måske er forvirrede over de mange konsekvenser af Kirkens beslutning om at støtte Guds åbenbarede plan for sine børn.

Jeg ved også, at nogle af jer unge kæmper med at forstå, hvordan man kan forklare læren om familien og ægteskabet og stadig bevare en venlig, mild og kærlig indstilling til dem, der er uenige. Måske er I bange for at blive stemplet som fanatiker og for at være intolerant.

I kender måske en, der kæmper med at være tiltrukket af sit eget køn eller har truffet en beslutning om at leve i et forhold med en af samme køn. Jeres kærlighed til denne person som Guds søn eller datter kan forårsage en indre kamp, når I prøver at elske og støtte ham eller hende og stadig forsvare Herrens evige plan for lykke.

Lad os sige det tydeligt: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige mener, at »situationen med tiltrækning af ens eget køn er en kompleks virkelighed for mange mennesker. Tiltrækningen i sig selv er ikke en synd, men det er det at følge den. Selv om personer ikke vælger at føle en sådan tiltrækning, vælger de dog, hvordan de vil reagere på den. Kirken rækker ud med kærlighed og forståelse til alle Guds børn, herunder [dem, der tiltrækkes af deres eget køn].«3

Kirken underviser ikke om eller er fortaler for at undgå nogen eller udvise anden lignende ukristen adfærd. Vi må elske andre og søge at hjælpe dem til at forstå, at ingen bør ignorere eller se bort fra Guds befalinger.

Et vidne og en advarsel

I »Familien: En proklamation til verden« har Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum udtalt: »Vi advarer om, at personer, som bryder deres løfte om troskab, som misbruger deres ægtefælle eller deres børn, eller som ikke opfylder ansvaret i familien, en dag skal stå til ansvar over for Gud. Vi advarer endvidere om, at familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter.«4

Jeg er en af dem, der var med i den advarsel. Som en af udkigsposterne på tårnet har jeg ansvaret for at støde »i hornet for at advare folket« (se Ez 33:1-9). Det gør jeg, fordi jeg elsker jer og ønsker, at I forstår, at vi må se Herren i øjnene og holde hans befalinger. Det er min pligt.

Billede
A couple holding a copy of a painting depicting Adam and Eve.

Detalje fra Adam og Eva ofrer, af D. Keith Larson

Herrens advarsel følges også af en opfordring til at komme til ham. Vor Fader i himlen kendte konsekvenserne ved at leve i en falden verden og sørgede derfor for en frelser til sine børn, »det slagtede lam« »fra verden blev grundlagt« (Åb 13:8).

I Johannesevangeliet lærer vi, at »således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16).

Husk, at evangeliet er et »glædeligt budskab«.5 Det er et budskab om håb. Hvis I har problemer nu, så få hjælp. Herren er barmhjertig og tilgivende.

Apostlen Paulus lærte:

»Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? …

Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter

eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre« (Rom 8:35, 37-39).

Takket være Jesus Kristus kan skyld erstattes med fred. Sunde forhold kan genoprettes. Afhængighed kan overvindes.

Vi er nødt til at lade vores familie og vore venner kende denne sandhed: Gud er kærlighed, »og han opfordrer dem alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham« (2 Ne 26:33).

Vi har brug for, at I er involverede i arbejdet med frelse før, under og efter jeres mission.

Brug teknologien til at velsigne andre

Herren opfordrer jer til at engagere jer og bruge de sociale medier, I foretrækker, til at udbrede evangeliet og træde frem som Helamans nutidige sønner og døtre i de sidste dages store kampe. Han ønsker, at I bliver nutidens unge krigere, der står fast og er forenede bag sandheden. Han ønsker, at I skal være modige og stålsatte over for fjendens fremfærd. Vi ved, at Herren til sidst vil vinde og Satan blive besejret.

I har nu muligheden for at bruge alle disse sociale medier klogt. Husk, at der er et passende tidspunkt og sted, hvor I kan bruge de sociale medier, og at videregive jeres tanker og bære vidnesbyrd om det, I lærer og føler, er et af dem. I kan gennem de forskellige sociale medier have samtaler om evangeliet med familie, venner og for hjemvendte missionærer, tilmed med tidligere undersøgere og nye medlemmer. I kan stå som et vidne for sandheden og forsvare riget.

Forsvar riget

Jeg ved, at nogle af jer er bekymrede for at blive fejlbedømt, latterliggjort og endda chikaneret, hvis I tager vor himmelske Faders, Herren Jesu Kristi og Kirkens parti. Jeg forstår jeres bekymringer.

Jeg tjente i Den Britiske Mission, da anden verdenskrig lige var afsluttet. På det tidspunkt var mormoner »til spot og spe« (3 Ne 16:9), og man grinede af missionærerne og gjorde nar ad dem. Nogle kastede tilmed ting efter os, og nogle spyttede på os. Vi trak os dog ikke tilbage, men fortsatte med at bære vores vidnesbyrd og forkynde evangeliet. Ligesom Abinadi veg vi ikke, ligesom Paulus veg vi ikke, og ligesom Frelseren veg vi ikke. På det tidspunkt kunne vi ikke forestille os virkningen af vore anstrengelser. Vi havde 14 distrikter og ingen stave. I dag findes der 46 af Zions stave på De Britiske Øer.

Billede
A woman holding a copy of a painting depicting Lehi's dream.

Lehis drøm, af Greg K. Olsen.

Mine kære, elskede unge venner, vær ikke bekymrede for menneskene i den store og rummelige bygning. Nefi så, at de ville spotte og pege »fingre ad dem, der var nået frem til og spiste af frugten«. Vær ikke som dem, der »efter at de havde smagt frugten, skammede de sig på grund af dem, som hånede dem, og de faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk« (1 Ne 8:27, 28).

I er en storslået og betydningsfuld generation, og dette er en strålende tid at leve i! Fremtiden ser lys ud. Sig til jer selv: »Jeg hjælper Herren, når jeg rækker ud og bærer mit vidnesbyrd og forklarer de sandheder, Gud har åbenbaret i disse de sidste dage.«

Må Herren velsigne jer med visdom, der overgår jeres alder, så I klogt vil erkende, at vi står midt i denne krig, og at vi må stå sammen, unge og gamle. Må I på den rejse, I er på, aldrig glemme, at I er uvurderlige for fremtiden ved at forberede verden til den dag, hvor Jesus Kristus vil sige: »Det er nok,« og han vil komme tilbage for at herske og regere som Frelseren, herrernes Herre, kongernes Konge, verdens Forløser, som jeg vidner om lever.

Noter

  1. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

  2. Brev fra Det Første Præsidentskab i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 10. jan. 2014 (USA) og 6. mar. 2014 (uden for USA).

  3. »Love One Another: A Discussion on Same-Sex Attraction«, mormonsandgays.org.

  4. »Familien: En proklamation til verden«, s. 129.

  5. Se Guide til Skrifterne, »Evangelierne«.