Sidste dages hellige røster
En spejderleders bøn
Illustration: Allen Garns
Jeg var spejderleder for 20 unge mænd og to andre ledere på en aktivitetstur i det sydlige Utah i USA.
Da vi nåede derhen, hvor vi skulle dreje fra til vores lejrplads, stoppede jeg og kiggede ud over ørkenen foran mig. Jeg havde taget denne tur mange gange, men af en eller anden årsag kunne jeg ikke få øje på noget, jeg kunne genkende. Jeg kiggede til venstre og til højre efter noget, jeg genkendte.
Uanset hvor mange veje, jeg tjekkede, endte de blindt.
Det var ved at blive mørkt. Til sidst standsede jeg og sagde til dem allesammen, at de skulle blive, hvor de var. Jeg tog en lommelygte og sagde, at jeg ville finde vejen til fods og signalere til dem, når jeg havde fundet vejen.
I virkeligheden knælede jeg ned og tryglede vor himmelske Fader om at hjælpe os ud af denne akavede situation. Jeg udøste mit hjerte for ham, påpegede min beredthed, min kærlighed til drengene, min taknemlighed for de fædre, der var taget med os og min absolutte tro på, at han hurtigt ville besvare min bøn. Jeg afsluttede min bøn og rejste mig op. Jeg forventede, at jeg ville rejse mig op, pege med min lommelygte ud i mørket, og så ville lyskeglen straks oplyse den rette vej.
Men der skete ingenting.
Jeg skannede tavs horisonten så langt, min lommelygte kunne lyse op.
Der var stadig ikke noget.
Jeg fattede det ikke. Jeg vidste, at så snart jeg rejste mig, ville jeg se vejen. Jeg vidste, at Herren ikke ville svigte mig, især ikke med så mange, der var afhængige af mig.
Nu skulle jeg møde to frustrerede fædre, som havde deres biler fyldt med støjende, spændte unge drenge og alle ville de spørge: »Er vi der nu?«
Jeg undskyldte og forsikrede dem om, at jeg havde taget denne tur 20 gange i mit liv, og jeg vidste, vejen var der. Jeg kunne bare ikke se den.
Til sidst besluttede vi os for at køre ind til byen og leje to motelværelser. Så ville vi starte på en frisk lørdag morgen.
Eftersom vi ikke kunne lave bål og lave vores medbragte mad, tog vi hen på det lokale pizzeria, vi havde set i udkanten af byen.
Pizzaen var lækker, og drengene var glade, men jeg havde stadig dårlig samvittighed over regningen for motelværelser og middag.
Mens vi spiste, tænkte jeg over, hvorfor vor himmelske Fader ikke havde besvaret min bøn, da jeg pludselig hørte et højt brag.
Jeg for op og åbnede pizzeria-døren på vid gab, og jeg så den kraftigste regnskylle, jeg nogensinde har set. Lyn flænsede himlen mod nordvest – lige der, hvor jeg havde bedt om et svar mindre end en time tidligere. I det øjeblik kom Ånden over mig, og jeg indså, at Herren havde besvaret min bøn!
Næste morgen var himlen blå, og da vi satte kurs mod labyrinten af grusveje, kørte jeg lige hen til det sted, jeg havde ledt efter aftenen før. Jeg ved nu, hvordan bønner sommetider besvares med et nej, men de bliver altid besvaret.