Tapre i vores vidnesbyrd om Frelseren
Ældste Christoffel Golden
De Halvfjerds
Fra talen »Being Valiant«, der blev holdt på LDS Business College den 17. juni 2014. Hvis I vil læse hele den engelske tekst, så gå ind på ldsbc.edu.
Enhver af os vil blive opfordret til at handle i situationer, der er svære, men også skelsættende. Disse situationer vil afgøre, hvem vi er, og hvad vi er blevet.
Illustrationer: Dan Burr
Som ung mand blev jeg for mange år siden hvervet – eller som vi kaldte det »indkaldt« – til det sydafrikanske militær. Jeg blev udpeget til en deling af soldater, som var gode mænd, men de var grove i munden og i deres opførsel, som man sommetider ser hos mænd, der tjener i militæret.
Jeg opdagede, at det ikke altid var let at efterleve evangeliets standarder, når man er omgivet af en sådan indflydelse. Men helt fra starten af min militærtjeneste var jeg glad for at stå op for det, jeg troede på. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke ville deltage i adfærd, som jeg anså for at være forkert. Jeg er glad for at kunne sige, at mændene i min deling – om end nogle modvilligt til at begynde med – kom til at respektere mine standarder.
Ved en lejlighed, på en militær træningslejr, stod en gruppe af os rundt om et lejrbål en smuk, mørk, skyfri og stjerneklar nat. Nogle af gutterne i min deling drak øl, mens jeg sippede til en sodavand. Diskussionen var behagelig, og der var ingen usømmelig snak.
Mens vi var der, kom der nogle få mænd fra en anden deling hen til vores hyggelige cirkel. En af de mænd vendte sig mod mig og bemærkede min sodavand, og han hånede mig for, at jeg ikke drak øl. Inden jeg kunne nå at svare, overraskede en af mine venner mig ved at irettesætte manden.
»Vi synes, det er bedst, at De går nu, sir,« sagde han. »Vi vil ikke have, at nogen taler sådan til Chris! Rent faktisk er han den eneste mand blandt os, der lever som en ægte kristen.«
Således irettesat listede manden stille af i den mørke nat. I det øjeblik var jeg, om end lidt genert over den uventede kompliment, inderligt taknemlig for, at jeg havde valgt at følge Paulus’ råd om at være »et forbillede for de troende« (1 Tim 4:12).
I står også over for valg, især i denne tid af jeres liv, hvor jeres ånd bliver stemt til og gjort modtagelig for de store muligheder, der er i vente for jer. Spørgsmålet er, hvad I ønsker at skrive om jer selv om 5, 10 eller 20 års tid – eller når jeres liv ender?
Hvad vil det sige at være tapper?
I et af de mest bemærkelsesværdige syn, der er optegnet i den hellige skrift, beskriver profeten Joseph Smith forholdene for dem, der vil arve det celestiale rige, efter de er opstået og dømt. I samme afsnit af Lære og Pagter (afsnit 76) åbenbares forholdene også for dem, som ikke passer ind i det celestiale rige, men som i stedet kandiderer til de terrestriale og telestiale riger.
Når man taler om dem, som vil arve det terrestriale rige, er vi gennem åbenbaring blevet belært om, at de »er jordens hæderlige mennesker, der blev forblindet af menneskers listighed … [og] som modtager af [Guds] herlighed, men ikke af hans fylde« (L&P 76:75-76). Dernæst belæres vi om dette forbløffende princip: »Disse er dem, som ikke er tapre i vidnesbyrdet om Jesus; derfor får de ikke kronen over vor Guds rige« (L&P 76:79, fremhævelse tilføjet).
Tænk over det et øjeblik. Vil vi forspilde det celestiale riges herlighed med alle dets store og evigtvarende velsignelser, alene fordi vi ikke har været tapre i vidnesbyrdet om Jesus her i vores korte, jordiske prøvestand?
Hvad betyder det at være tapper i vidnesbyrdet om Jesus? En nutidig Herrens apostel har sagt:
»Det betyder at være modig; at anvende al sin styrke, energi og alle sine evner i krigen mod verden; at udkæmpe troens gode strid … Tapperhedens hovedhjørnesten i kampen for retfærdighedens sag er at adlyde evangeliets hele lov.
At være tapper i Jesu vidnesbyrd er at ›kom(me) til Kristus og bliv(e) fuldkommengjort i ham‹; det er at fornægte sig selv ›al gudløshed‹ og elske Gud af al sin ›kraft sind og styrke‹ (Moro 10:32).
At være tapper i vidnesbyrdet om Jesus er at tro på Kristus og hans evangelium med urokkelig overbevisning. Det er at kende sandheden og guddommeligheden af Herrens værk på jorden …
At være tapper i vidnesbyrdet om Jesus er at ›trænge [sig] frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlighed til Gud og alle mennesker.‹ Det er at holde ›ud til enden‹ (2 Ne 31:20). Det er at efterleve vores religion, at leve som vi prædiker, at overholde buddene. Det er en manifestation af, at ›ren og ægte gudsdyrkelse« i menneskers liv er, ›at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden‹ (Jak 1:27).
At være tapper i vidnesbyrdet om Jesus er at beherske sine lidenskaber, styre sin appetit og hæve sig over alt, hvad der er kødeligt og ondt. Det er at overvinde verden, ligesom han, der er vores store eksempel, gjorde det, han, som selv er det tapreste af alle vor Faders børn. Det er at være moralsk ren, at betale sin tiende og sine andre ydelser, at holde sabbatten hellig, at bede af et oprigtigt hjerte, at ofre alt, hvis vi bliver bedt derom.
At være tapper i vidnesbyrdet om Jesus er at tage Herrens side i enhver sag. Det er at stemme, som han ville stemme. Det er at tænke, hvad han tænker, at tro, hvad han tror, at sige, hvad han ville sige, og gøre, hvad han ville gøre, hvis han var i den samme situation. Det er at have Kristi sind og være ét med ham, som han er ét med sin Fader.«1
Her er jeg nødt til at tilføje noget, som vor Frelser, Herren Jesus Kristus, belærte om under sin jordiske tjenestegerning.
»Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.
Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor,
og en mand får sine husfolk til fjender.
Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.
Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.
Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det« (Matt 10:34-39).
Vores mål her i livet er hverken mere eller mindre end at forberede os på igen at leve i vor elskede himmelske Faders nærhed som arvinger på lige fod med Jesus Kristus. Denne herlige tilværelse i evige familier med vores hustru eller mand og vore børn og øvrige familie er tilgængelig for alle, selvom nogle først vil opleve disse velsignelser på den anden side af sløret.
Sådanne velsignelser kræver, at vi tager vores kors op og forbliver tapre indtil enden og i vores vidnesbyrd og tjeneste af vor Herre og Frelser.
Forberedelse til handling
Den vej, vi hver især er formodet at følge, er fyldt med talløse muligheder og utallige udfordringer. Vi er nødt til at træffe mange beslutninger hver dag – nogle er små og tilsyneladende uvigtige, andre er store og har vidtrækkende konsekvenser.
Det er et uomtvisteligt faktum, at enhver af os vil blive opfordret til at handle i situationer, der er svære, men også skelsættende. De situationer vil afgøre, hvem vi er, og hvad vi er blevet. De kommer ofte, når det er ubelejligt og upopulært at handle retskaffent og tappert. Når I skriver jeres livs historie, vil I opdage, at de mest skelsættende øjeblikke, I kommer til at stå i, er, når I står alene.
Jeg vil fortælle en beretning, der handler om at stå alene midt i stor modgang. På et tidspunkt i november 1838 sad profeten Joseph Smith og nogle andre, deriblandt ældste Parley P. Pratt (1807-1857), lænket og i fængsel i Richmond i Missouri i USA.
Ældste Pratt beskrev følgende hændelse, som indtraf under deres indespærring:
»En af disse langtrukne aftener havde vi ligget, som om vi sov, til efter midnat, og vores øre og hjerte havde lidt meget, mens vi i timevis havde lyttet til de uanstændige vittigheder, de frygtelige eder, de forfærdelige gudsbespottelser og det sjofle sprog, som vore vagter med oberst Price i spidsen anvendte, når de pralede over for hinanden om de plyndringer, mord, røverier etc., som de havde begået blandt ›mormonerne‹ i Far West [i Missouri] og dets nabolag. De pralede tilmed af, hvordan de med magt havde tvunget sig på hustruer, døtre og jomfruer, og hvordan de havde skudt eller slået hjernen ud på mænd, kvinder og børn.
Jeg havde lyttet, indtil jeg følte en sådan afsky og var blevet så chokeret og forfærdet og så fyldt med en ånd af retfærdig vrede, at jeg knap kunne afholde mig fra at rejse mig og irettesætte fangevogterne. Men jeg sagde ikke et ord til hverken Joseph eller nogen anden, selvom jeg lå lige ved siden af ham og vidste, at han var vågen. Pludselig rejste han sig og talte med en tordenrøst eller som en brølende løve. Han sagde følgende, så vidt jeg erindrer det:
›TI STILLE, I plageånder fra helvede. I Jesu Kristi navn formaner jeg jer og befaler jer at tie; jeg vil ikke leve et minut mere og høre en sådan tale. Hold inde med sådan tale, ellers vil I eller jeg dø I DETTE ØJEBLIK!‹
Han holdt op med at tale. Han stod helt rank i frygtindgydende majestæt. Lænket og uden våben, rolig, uanfægtet og værdig som en engel, så han ned på de modløse vagter, der havde sænket eller smidt deres våben på jorden, som krøb sammen på knæ og trak sig hen i et hjørne eller lå sammenkrøbet ved hans fødder og tryglede om forladelse og forblev tavse til vagtskiftet.«2
Det mod, profeten Joseph Smith viste, er ikke forbeholdt profeter eller ældre medlemmer af Kirken. Det vidner en hændelse i præsident Joseph F. Smiths (1838-1918) liv om. Det var efteråret 1857, hvor den 19-årige Joseph F. vendte tilbage fra sin mission i Hawaii, at han sluttede sig til et vogntog i Californien i USA. Det var en omskiftelig tid for de hellige. Johnstons hær marcherede mod Utah og mange nærede stor bitterhed mod Kirken.
En aften red der adskillige bøller ind i vogntogets lejr, og de bandede og truede med at skade enhver mormon, de måtte finde. De fleste fra vogntoget gemte sig bag træer og buske, men Joseph F. tænkte ved sig selv: »Skal jeg løbe fra disse fyre? Hvorfor skulle jeg være bange for dem?«
Derfor gik han hen til en af de indtrængende, som med en pistol i hånden krævede at få at vide, om han var mormon.
Joseph F. svarede: »Ja hr. – det er jeg helt igennem og helt og aldeles.«
Det fik bøllen til at gribe hans hånd og sige: »Du er vel nok ——— ——— den rareste mand, jeg nogensinde har mødt! Giv hånd, min unge ven, jeg er glad for at se en mand, der står fast ved sin overbevisning.«3
I befinder jer nu i en af de vigtigste faser af jeres liv! I skriver nu og vil fremover stund for stund og dag for dag skrive jeres personlige historie. Der vil være tider, hvor I bliver nødt til at handle, og andre gange, hvor I gør klogt i at tie. Muligheder vil der blive masser af, beslutninger skal træffes, og der bliver konfrontationer, der må tages!
Husk at I aldrig er alene i vor himmelske Faders plan for lykke. Mange, der lever på jorden i dag, og endnu flere på den anden side af sløret, taler jeres sag for Herren, det sker endda på denne dag. I er blevet givet stor kraft gennem de ordinancer, I har modtaget, og de pagter, I har indgået. Fremfor alt er jeres elskede himmelske Fader og hans Søn – vor Frelser Jesus Kristus, vores Talsmand – altid til stede for at hjælpe jer gennem livet. I Frelserens meget rørende undervisning, da han var her på jorden, kom han med en invitation til enhver levende sjæl, og derfor også os:
»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28-30).
Jeg tilføjer højtideligt mit vidnesbyrd om, at vor evige himmelske Fader og hans Søn, vor Herre Jesus Kristus, vitterligt lever. Jeg vidner også om, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på enhver tænkelig måde er Herrens genoprettede kirke og Guds rige på jorden.
Må jeg – og de, som deler dette vidnesbyrd – altid forblive tapre i denne store sag.