Argumentet for en levende profet

Præsident Hugh B. Brown (1883-1975)

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

I 1939, inden anden verdenskrig brød ud, var bror Brown blevet inviteret af et medlem af det engelske underhus til at fremlægge et juridisk argument for sin påstand om, at Joseph Smith var profet. I en tale, som han holdt på Brigham Young University den 4. oktober 1955, med titlen »En profets profil«, beskrev præsident Brown deres samtale (se speeches.byu.edu).

Billede

Hugh B. Brown

Illustration: James Johnson

»Jeg lagde ud … ›De siger, at min tro på, at Gud talte til et menneske i denne tidsalder, er fantasteri og absurd?‹

›Det er det for mig.‹

›Tror De, Gud nogensinde har talt til nogen?‹

›Helt bestemt, Bibelen er jo fuld af beviser på det.‹

›Talte han til Adam?‹

›Ja.‹

›Til Enok, Noah, Abraham, Moses, Jakob, Josef og de andre profeter?‹

›Ja, jeg tror, at han talte til alle dem.‹

›Tror du, at den kontakt mellem Gud og menneskene ophørte, da Jesus kom til jorden?‹

›Nej, den kommunikation nåede sit klimaks, sit højdepunkt, på det tidspunkt.‹

›Sir, tror De så, efter Jesus var opstået, at en vis lovkyndig som også var teltmager, og som lød navnet Saulus af Tarsus – på sin vej til Damaskus talte med Jesus af Nazaret, som var blevet korsfæstet, som var opstået og steget til himmels?‹

›Ja.‹

›Hvis stemme hørte Saulus?‹

›Det var Jesu Kristi stemme, for han præsenterede sig.‹

›Så fremlægger jeg i al alvor for Dem, at det var en standardprocedure på Bibelens tid, at Gud talte til menneskene.‹

›Det tror jeg, at jeg vil medgive, men det ophørte kort tid efter det første århundrede af den kristne æra.‹

›Hvorfor tror De, at det ophørte?‹

›Det kan jeg ikke sige.‹

›Tror De, Gud ikke har talt til nogen siden da?‹

›Det er jeg sikker på, at han ikke har.‹

›Det må der være en årsag til. Kan De give mig en årsag?‹

›Jeg ved det ikke.‹

›Må jeg komme med nogle mulige forslag? Hvis Gud ikke taler til menneskene mere, kan det så skyldes, at han ikke kan. At han har mistet kraften.‹

Han sagde: ›Selvfølgelig ikke, det ville være blasfemisk.‹

›Hvis De ikke godtager det, så er han måske holdt op med at tale til menneskene, fordi han ikke elsker os mere, og han er ikke længere interesseret i menneskenes anliggender.‹

›Nej,‹ sagde han, ›Gud elsker alle mennesker, og der er ikke personsanseelse hos ham.‹

›Nuvel, hvis han kan tale, og han elsker os, så er det eneste mulige svar, som jeg ser det, at vi ikke har brug for ham. Vi har gjort så store videnskabelige fremskridt, og vi er så veluddannede, at vi ikke har brug for Gud mere.‹

Så sagde han, og hans stemme skælvede, da han tænkte på den overhængende fare for krig: ›Hr. Brown, der har aldrig været en tid i verdens historie, hvor der var mere behov for Guds røst end nu. Måske kan De fortælle mig, hvorfor han ikke taler.‹

Mit svar var: ›Han taler skam, han har talt, men menneskene må have tro for at høre ham.‹«