2017
Fem løfter omkring bøn
January 2017


Fem løfter omkring bøn

Forfatteren bor i Utah i USA.

Vor himmelske Fader har sørget for bøn som et kommunikationsmiddel til at tale direkte med ham for at sige tak, bede om velsignelser og vokse åndeligt. Sommetider kræver det blot en bøjet nakke, foldede hænder og nogle få enkle og oprigtige ord. Det er sejt, ikk? Der er fem forskellige løfter eller velsignelser, vi kan modtage, hvis vi beder:

1 Styrke til at stå imod

Som mennesker kan vi føle svaghed på mange måder, fysisk, følelsesmæssigt, åndeligt og mentalt. Vi kan kæmpe, når vi prøver at løbe et kapløb, bestå en prøve, modstå en fristelse eller føle Ånden. Men bøn kan give os den fornødne styrke til at overvinde alt, livet byder os.

Som Nefi sagde: »Herren [giver ikke] nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7). Herren kan styrke os til, at vi kan udføre enhver god ting, som vi prøver at gøre, hvis det er hans vilje.

Bed om styrke til at overvinde fristelser. Bed om styrke til at kunne koncentrere jer og studere effektivt til en prøve. Bed om styrke til at løbe uden at blive trætte. Bed om styrke, og han vil gøre jer stærke.

Billede
Pray for strength

Illustrationer: Clayton Thompson

2 Tilgivelse

Selvom det kan være rart at fortrænge det, så er vi ikke fuldkomne. Vi begår fejl, og det er ganske enkelt en del af livet. Men Herren har sørget for en måde at rette op på det på: Kraften i Jesu Kristi forsoning. Og bøn er en måde til at få adgang til den kraft på.

Når vi beder om tilgivelse i vore bønner, kan vi blive tilgivet for vore synder gennem Frelserens forsoning. Selvom større synder kan kræve assistance af en biskop eller grenspræsident, så vil personlige oprigtige bønner altid være et af de første skridt til at opnå tilgivelse, uanset om vi beder vor himmelske Fader om at tilgive os eller om at hjælpe os til at tilgive andre. Han vil tilmed lære os, hvordan vi kan tilgive os selv.

Billede
Pray for forgiveness

3 Kundskab og vejledning

Personlig åbenbaring er måske noget af det første, I tænkte på i forbindelse med velsignelser ved bøn, især med det nye GUF-tema i hovedet. Joseph Smith manglede kundskab om, hvilken kirke han skulle tilslutte sig, så han knælede ned i den hellige lund og stillede sit spørgsmål og modtog et svar – på en ret stor måde.

Men åbenbaring er ikke forbeholdt profeter, og det behøver ikke at være en oplevelse, der får jorden til at skælve. Hvis nogen af os står tilbage i visdom, kan og bør vi bede om den af Gud. Han vil svare, om end ikke altid på den måde vi forventer det. Herren vil besvare vore spørgsmål og vejlede os i livet, men vi må bede om det!

Billede
Pray for knowledge

4 Ønsk at gøre Herrens vilje

Det kan være sværere at se dette som en velsignelse, for helt ærligt, så ønsker vi os sommetider noget, som Herren ikke ønsker for os. Men når vi beder om at kunne omvende os oprigtigt og have ønsket om at gøre Herrens vilje, vil vi opdage noget ret overraskende: Det, vi ønsker os, begynder mere og mere at ligne det, han ønsker.

Denne forandring i hjertet sker dog ikke lige på en studs. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »For mange er omvendelse en vedvarende proces og ikke en engangsforeteelse, der stammer fra en stor eller dramatisk oplevelse. Linje på linje og forskrift på forskrift, gradvist og næsten umærkeligt tilpasses vore motiver, tanker, ord og gerninger Guds vilje« (»Omvendt til Herren«, Liahona, nov. 2012, s. 107-108).

Billede
Pray for desire

5 Fred

En af de velsignelser, vi loves, hvis vi beder, er fred og trøst gennem Helligånden. Han kaldes jo nogle gange for Talsmanden. Vær forvisset om, at I vil finde fred selv i svære tider. Husk Herrens løfte i Johannes 14:27: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« Freden vil komme, hvis vi beder om den.

Bøn er direkte kommunikation med vor kærlige Fader. Brug den og lad ham velsigne jer for det. Og husk efter at have modtaget disse velsignelser gennem oprigtig bøn at udtrykke jeres inderlige taknemlighed – ja, I gættede det – i bøn.

Billede
Pray for peace