Styrken til at bevæge sig fremad

Billede

Karina Guerra and children

Da min mand og jeg mistede vores første barn, fortalte lægerne os, at jeg aldrig ville kunne få børn. Jeg var knust. Jeg sørgede og søgte efter svar. Min mand sørgede også. Vi bad, og vi vidste, hvor vigtigt det var at være en evig familie. Senere blev vi beseglet i templet i Los Angeles, Californien.

Jeg forsøgte stadig at forstå, hvorfor vi havde oplevet dette tab, men så kom jeg i tanke om min patriarkalske velsignelse. Jeg begyndte at læse min velsignelse og fandt et afsnit, som jeg havde glemt alt om. Der stod, at jeg ville blive velsignet med sønner og døtre. Jeg tænkte, at der måtte være noget galt med det, lægerne havde fortalt mig. Jeg gik til lægen og fik igen at vide, at jeg ikke kunne få børn.

Cirka fem år efter at vi mistede vores første barn, besluttede vi at prøve reagensglasbefrugtning. Ved den første aftale fik jeg lavet en graviditetstest, og den viste sig at være positiv. Jeg fattede det ikke. De lavede flere test, som bekræftede, at jeg allerede var gravid. Ni måneder senere bød vi vores datter velkommen i vores familie. Nu er jeg mor til fire fantastiske børn.

Jeg oplevede endnu en udfordring for flere år siden, da min mand og jeg blev skilt. Det kom som et chok for mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg troede, jeg havde en perfekt, lille familie. Jeg gik også på tandlægeskolen på det tidspunkt. Jeg gik ud af skolen for at fokusere på mine børn. Jeg følte, at det var rigtige valg for mig. Jeg fortryder det overhovedet ikke. Men jeg følte meget vrede. Hvordan kan nogle bare forlade et ægteskab og fire fantastiske børn?

Jeg frygtede også for, hvad der skulle ske med mig og mine børn. Jeg græd og følte, jeg ikke kunne trække vejret, og jeg tænkte på, om vi stadig var beseglede. Jeg talte med min biskop, og han sagde, at vor himmelske Fader har lovet, at vi er beseglet for al evighed, men vores handlefrihed afgør, om vi vil være sammen for evigt. Jeg blev så lettet over at vide, at jeg stadig var beseglet til mine børn.

Men jeg følte stadig vrede, og jeg følte, at jeg ikke var værdig til at komme i templet. Hvordan kan man gå i templet med så meget vrede? Jeg ville heller ikke komme i templet, fordi jeg var blevet skilt. Jeg følte ikke, at jeg fortjente det, fordi jeg stadig burde være i et ægteskab.

Jeg talte igen med min biskop, og han fortalte mig, at Satan ikke ønsker, at jeg vender tilbage til templet. Han vil få mig til at føle mig elendig til mode, og at jeg ikke er værdig. Det var fantastisk, da jeg kom ind i templet igen. At være i templet får mig til at føle mig bedre tilpas og stærkere. Det giver mig så meget styrke at vide, at vor himmelske Fader hjælper mig med at være mor, at jeg ikke er alene, og at han aldrig vil opgive mig og min familie. Nu sørger jeg for, at min tempelanbefaling altid er gyldig.

»Jeg ved, at jeg bare må bevæge mig fremad og komme vor himmelske Fader nærmere hver dag. Det er sådan, at jeg kan være sammen med mine børn for evigt.«

Selvom vi ikke ser deres far, fortæller jeg altid mine børn, at jeg er her for dem. Vi går i kirke, vi laver vores skriftstudie, og vi beder. Vi forstår, hvor vigtig familien er, og at vi er nødt til at tilgive hinanden, støtte hinanden og muntre hinanden op.

Folk har spurgt mig, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde en ekstra time hver dag. Ville jeg sove? Ville jeg spise? Hvad ville jeg gøre? Jeg ville tage 15 minutters kvalitetstid med hver af mine børn.

Hvis jeg skulle gøre det hele om, ville jeg gifte mig med præcis den samme person og gennemgå disse fem års kamp igen, så længe jeg ville få præcis de samme børn, som jeg har nu. Så meget er de det værd for mig. Jeg har sjove, fantastiske og godhjertede børn. Selvom de har deres eget at slås med, tænker de altid på, hvordan de kan hjælpe andre.

At sikre, at vores tro er stærk, holder os i gang som familie. Hvis vi gør vores del, vil Herren stå ved sine velsignelser og løfter. Det er noget, jeg lever efter, og jeg er meget velsignet.