2021
Mit råd om jobsøgning, når man er færdig på universitetet
Februar 2021


Kun digitalt: Unge Voksne

Mit råd om jobsøgning, når man er færdig på universitetet

Livet efter studiet er ikke altid let, men når vi har tro, kan vor himmelske Fader hjælpe os til at se mulighederne omkring os.

Billede
mand i jobinterview

Jeg blev døbt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Nigeria sammen med mine forældre, da jeg var 10 år gammel. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at hjælpe de lokale missionærer med deres arbejde. Det overraskede mig, at disse missionærer, ofte uden universitetsgrader, var i stand til at tale med alle slags mennesker, og de gjorde det med kraft, autoritet, overbevisning og uden frygt.

Deres eksempel hjalp mig med at indse, at jeg ønskede at tage på mission, men jeg ville også gerne have en videregående uddannelse. Jeg havde problemer med at blive optaget på universitetet, så jeg ansøgte og indsendte mine missionspapirer omkring på samme tid. Mit optagelsesbrev og missionskald ankom samme dag. Jeg vidste, at jeg ville gå på universitetet, men jeg valgte at tjene Herren ved først at tage på mission.

Selv om det var et offer, var det det værd at udsætte universitetet for at tage på mission. Jeg lærte mange værdifulde færdigheder – ting som selvdisciplin, det at fokusere, kommunikation, ledelse og tillid til Herren. Og alt det, jeg lærte, hjalp mig senere under mit studie. Jeg vil aldrig fortryde at sætte Herren først.

Min rejse efter min eksamen

For mig er uddannelse som en nøgle, der åbner døre til muligheder. Og min uddannelse gennem BYU-Pathway Worldwides PathwayConnect-programmet i Ghana har givet mig mulighed for at forbedre min viden. Viden er magt til at forbedre livet for mine egne familiemedlemmer og dem omkring mig.

Efter jeg dimitterede fra et BYU-Idaho online uddannelse var jeg praktikant i et finansielt firma i Ghana og begyndte at arbejde for dem på fuld tid. Jeg kunne godt lide mit arbejde, og de var tilfredse med min indsats. Men efter et stykke tid lukkede firmaet, og jeg stod uden job.

Det var nedslående, men jeg fortsatte med at anvende det, jeg havde lært under studiet og på min mission. Jeg besluttede at bruge de færdigheder, jeg havde lært i mit tidligere job, og starte mit eget firma med finansielle tjenesteydelser.

Min rejse efter min eksamen har været fyldt med op- og nedture, men jeg fortryder ikke, at jeg prioriterede at uddanne mig. Uden uddannelse ville jeg ikke være i stand til at have mit eget firma i dag.

Når det er udfordrende at finde et job

Mange unge voksne, jeg har talt med, har den tankegang, at en universitetsgrad nærmest automatisk fører til et job. Men min største udfordring har været at finde en arbejdsgiver, der værdsætter min universitetsgrad lige så meget som mig. Hvis I kæmper med at finde et job eller finde jeres egen vej efter universitetet, er I ikke alene. Her er nogle ting, som jeg har gjort i min jobsøgning, og som I også kan gøre:

  • Få mest muligt ud af studiet. Der er et ordsprog i Afrika, der lyder, at man bevidst bør gå gennem studietiden og ikke bare lade studietiden gå en forbi. Når man går gennem studieforløbet med et formål (og ikke bare som en kedelig rutine), vil man få en reel viden og færdigheder, som arbejdsgivere vil bemærke – og efter man har fået et job, kan man udføre jobbet godt.

  • Tal med alle og enhver. Tag ud og tale med alle og øg jeres netværk i forbindelse med jeres jobsøgning.

  • Hav selvtillid. Hav tillid til, at I er kvalificeret til dette arbejde. Fokusér på jeres drømme og mål og tro på jer selv. Det er let at miste selvtilliden, når man får afslag, men bevar håbet. På et tidspunkt finder I den rette arbejdsgiver eller forretningsmulighed.

  • Udnyt enhver mulighed. Der er muligheder overalt omkring os. Når vi åbner vores sind og er taknemmelige for de muligheder, som Herren giver os, vil vi blive i stand til at se og handle på de muligheder, han sender vores vej.

  • Omgiv jer med mennesker, der deler jeres værdier og opmuntrer jer i forhold til jeres mål. Det er lettere at komme videre, når I befinder jer blandt de rette mennesker – mennesker, der har samme fokus som jer. Samfundet er fuld af modløshed, men mennesker, der deler jeres værdier og drømme, vil altid bakke jer op og opmuntre jer til at nå jeres mål.

  • Hav tro. Nogle gange vågner I måske om morgenen og er smerteligt klar over, at I stadig ikke har noget job og ikke har mulighed for at få mad på bordet. Men troen på Herren Jesus Kristus kan gøre byrden lettere og lindre jeres modløshed på vejen frem mod jeres mål.

I sidste ende må I altid huske på, at vor himmelske Fader har en evig plan for jer. Selvom tingene ikke fungerer lige nu, betyder det ikke, at de aldrig vil komme til at gøre det. Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt så godt: »Jeg anmoder jer indtrængende om at tro, at jeres liv vil blive uendeligt meget bedre, hvis I stoler på Gud til at lede jer. Han kender til ting, som I umuligt kan vide, og han har en fremtid forberedt for jer, som I umuligt kan forestille jer.«1

Fremtiden er lys, og jeres stræben efter viden og uddannelse vil ikke være forgæves. Hav tro og bliv ved med at gå fremad. I vil blive ført det sted, hvor Herren bedst kan velsigne jer og bruge jer og jeres talenter til at velsigne andre.

Note

  1. Dieter F. Uchtdorf, »Jeres jordiske eventyr«, Liahona, mar. 2019, s. 22.