Udkommer kun digitalt: Inklusion
Når man ikke ved, hvad man skal sige
Da vores søn begik selvmord, var vi omgivet af inspirerede hjælpere, der trøstede os.
For syv år siden begik vores søn Daniel selvmord.
Den dag, han døde, vidste vi ikke, hvor han var. Vi ringede til alle hans venner, hospitaler og politiet, men ingen havde set ham. Daniel havde kæmpet med depression og selvmordstanker i fem år, så min kone og jeg havde en fornemmelse af, hvad der kunne være sket. Omsider fik min kone, Celi, fat i hans værelseskammerater, der fandt ham på sit værelse.
Inkluder dem, der sørger
Jeg tror, at det at miste et barn nok er det værste, der kan ske for en forælder. Og intet kan fjerne den smerte, men mennesker omkring dig kan gøre meget for at hjælpe dig gennem sorgen. I løbet af denne forfærdelige tid manglede vi hverken familie, venner eller hjælp. Allerede den allerførste aften, hvor vi fandt ud af, at han var død, rakte folk ud til os. Vores naboer, Daniels venner og vores kirkeledere kom forbi. Hjælpeforeningens søstre havde måltider med til os, og anonyme donorer bidrog til alle vores behov.
Vores biskop fortalte os senere, at mange mennesker havde ønsket at hjælpe, men vidste ikke hvordan. Så de spurgte ham: »Hvad kan vi gøre for familien Hunt?«
Det er ikke sket ofte, men nogle gange, når folk hører om Daniel, så ved de ikke, hvad de skal sige, eller hvordan de skal være over for os. Det er ligesom, når vi ikke ved, hvordan vi skal henvende os til nogen, der taler et andet sprog. Vi ved ikke, hvad vi skal sige, eller vi er bange for at sige de forkerte ting, så i stedet vælger vi bare ikke at snakke med dem. Men I må endelig række ud. At miste gør mennesker ensomme og måske isolerede. Det faktum, at vi var omgivet af så mange, der faktisk rakte ud, gjorde hele forskellen.
Vi er ikke bekymrede for Daniel
En ting, som vi værdsatte, var, hvor mange historier vi hørte om vores søn. Vi er ikke bekymrede for Daniel. Vi ved, hvordan han var som menneske. Vi ved, at han var syg, og vi ved, at »Herren ser på hjertet« (1 Sam 16:7). Og Daniel havde et stort hjerte. Det ved vi. Men at høre mennesker fortælle deres egne historier om Daniel, var vidunderligt.
Nate Olsen var en af Daniels venner. De havde været venner siden 1. klasse. Da Nate måtte vende tidligt hjem fra sin mission af helbredsmæssige årsager, inviterede Daniel ham straks til frokost. Nate fortalte os, hvordan Daniel havde været der for at lytte, vise kærlighed og opmuntre ham – i en tid, hvor Nate følte sig fortabt og alene. Som Nate sagde, var Dan den slags person, der virkelig brød sig om mennesker.
Vi kan inddrage andre
Det er vigtigt at være den person, man er, og at indse, at man er et menneske. Nogle gange er vi nødt til at bede om hjælp, og at række ud – selv når det er os, der har ondt i sjælen. Vi kan lukke andre ind og lade dem se, hvem vi er.
Her syv år senere er det stadig svært. Nogle gange begynder Celi pludselig at græde og sige: »Jeg savner min dreng. Jeg savner min dreng.« Men hun har også fortalt, at hun har fået trøst gennem hele denne tid – åndelig trøst. Åndelig trøst er fuldkommen kommunikation. At søge åndelig trøst er det bedste, man kan gøre for at føle sig fuldkommen inkluderet. Og denne åndelige trøst omfatter de menneskelige engle, der føler sig inspireret til at komme og hjælpe.
Sheri L. Dew, tidligere andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, fortalte engang en historie om en generalautoritet, der spurgte, hvordan man kan afgøre, om nogen er en ægte følger af Jesus Kristus. Svaret forvirrede mig først, men nu er jeg helt enig: »Man kan afgøre, om nogen virkelig er omvendt til Jesus Kristus, ved at se på, hvordan denne person behandler andre.«1 Den kristuslignende måde at behandle andre på er med respekt, kærlighed og medfølelse – uanset hvem vi er, eller hvad vi går igennem.