Kun digitalt: Unge Voksne
Jeg kunne ikke lide slægtsforskning. Men så oplevede jeg mirakler
Min familie i Taiwan havde ikke mange oplysninger om vores slægts historie, men ved at udøve tro var jeg i stand til at opleve mirakler.
Da jeg var 10 år gammel og boede i Taiwan, præsenterede min bedstemor missionærerne for vores familie. Min far var i stand til at døbe mig, min mor og min bror. Men kort tid efter vi var blevet beseglet i templet, holdt resten af min familie op med at gå i kirke.
Så ansvaret for at udføre slægtsforskning faldt naturligvis på mine skuldre. Men den opgave var aldrig let for mig.
Jeg forsøgte at følge opfordringerne fra vores kirkeledere til at udføre dette hellige arbejde, men på grund af forskellige tilbageslag, holdt jeg op med at gøre en større indsats.
Mine forældre har aldrig kunnet lide tanken om at udføre tempeltjeneste for de døde. De følte, at vi traf beslutningen om, at vores forfædre skulle modtage ordinancer, og at det var respektløst over for deres handlefrihed.
Jeg havde også svært ved at finde oplysninger om mine forfædre. De fleste kinesiske familier har en bog med deres stamtræ, som man kalder en zupu, der indeholder optegnelser, der går så langt tilbage som 2000 år f.Kr. Men min families zupu havde ikke mine mandlige forfædres fødsels- og dødsår eller nogen oplysninger overhovedet om mine kvindelige forfædre, så jeg kunne ikke indsende navne til templet eller udføre ordinancer for mine forfædre.
Efter disse tilbageslag opgav jeg at udføre slægtsforskning.
Forfra
Da jeg kom på college, havde jeg ikke tænkt på slægtshistorie i årevis. Så i løbet af et semester, opfordrede min stav os til at sætte os et mål om at tage et slægtsnavn med til templet. Vores ledere i staven lovede os, at hvis vi ville bede, før vi begyndte at udføre slægtsforskning, ville vi blive ført til de forfædre, der ønskede at få deres ordinancer udført.
Først var jeg ikke begejstret for denne opfordring. Jeg havde allerede prøvet og fejlet før.
Men da jeg hver dag bad om at få succes med min slægtsforskning og havde et ønske om at komme videre i mine bestræbelser, indvilligede jeg. Og kort tid efter fik jeg et ønske om at begynde forfra.
En aften følte jeg en stærk tilskyndelse til at åbne mit slægtstræ på FamilySearch og undersøge en bestemt linje af forfædre. Efter forgæves at have søgt på et par forskellige navne i en søgemaskine, fandt jeg en hjemmeside om en af mine forfædre.
Tilsyneladende var denne forfader en fremtrædende skikkelse under revolutionen i Taiwan, og alle hans oplysninger var registreret på denne side med vedhæftede kilder. Derfra var jeg i stand til at finde flere oplysninger om hans børn og forældre.
Gennem den tilfældige internetsøgning blev jeg i stand til at finde og indsende seks navne til templet den dag, og inden for en måned havde jeg indsendt over 50 navne.
Det var ufatteligt.
Gjorde jeg en forskel?
Snart havde jeg medbragt mange navne til templet, men jeg satte stadig spørgsmålstegn ved, om mine forfædre på den anden side af sløret accepterede disse ordinancer. Jeg spekulerede på, om jeg gjorde en forskel.
Så jeg bad om beroligelse. Og næste gang jeg kom til templet og var ved at afslutte en besegling for en af mine forfædre, vendte tempelbesegleren sig mod mig med tårer i øjnene. Han fortalte mig, at han kunne føle min forfaders begejstring over at modtage ordinancen.
Jeg vidste, at Gud havde besvaret min bøn, og at mit stedfortrædende arbejde virkelig gjorde en forskel.
Som tiden er gået, kan mine forældre stadig ikke lide tanken om at udføre stedfortrædende arbejde for slægten. Men jeg føler, at mine forfædre trøster og støtter mig, især når jeg føler mig ensom over at være det eneste aktive medlem i min familie. Jeg føler, at de også er med til at gøre mine forældre venligt stemte.
Ældste John A. Widtsoe (1872-1952) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at den, der søger at hjælpe dem på den anden side, modtager hjælp til gengæld i alle livets anliggender.1
Og jeg har følt, at hjælpen kom fra den anden side.
Slægtsforskning er et af de mest spændende og givende former for arbejde, vi får lov til at udføre som medlemmer af Jesu Kristi Kirke. Når vi indsamler Israel på den anden side af sløret, samler vi en »hær af engle«, der støtter os på vores rejse gennem livet; vi skaber forbindelse med himlen, og vi kommer tættere på Kristus. Og som søster Wendy Watson Nelson har bevidnet: »Slægtsforskning vil medføre mirakler i jeres liv og for dem, I elsker.«2
Jeg ved, at det er sandt.