Templeti Kirtland– Et helligt sted

Mit første sted var Ashtabula-menigheden, en del af Kirtland-staven. På vej til mit første område stoppede min kammerat, ældste Shawn Patrick Murphy, og jeg ved Newel K. Whitneys butik i Kirtland. I dag er det omdannet til et stort besøgscenter, men dengang var det et lille sted. Jeg husker, hvordan jeg gik op ad trapperne til lokalet over butikken, hvor Joseph Smith afholdt profeternes skole. Jeg vidste ikke meget om stedets historie, men jeg følte stadig noget markant, da vi trådte ind i det enkle lokale med dets rå træbænke.

Centerets leder var en tidligere missionspræsident, præsident Brewer. Da han talte om dette sted, hvor brødrene studerede og lærte sammen, følte jeg Ånden dybt inde i mig. Jeg begyndte at se den rolle, Kirtland havde spillet som omdrejningspunkt i Kirkens historie.

Tidligt i 1830’erne blev Independence i Missouri identificeret som stedet for det nye Jerusalem. De hellige var begyndt at slå sig ned der. Men de blev så tvunget væk på grund af uoverensstemmelser mellem dem og andre beboere i Missouri og modstand mod de helliges overbevisninger. I 1834 organiserede Joseph en gruppe på omkring 230 mænd, kvinder og børn, der senere blev kendt som Zions hær. De skulle rejse fra Ohio til Missouri for at hjælpe de hellige med at få den jord tilbage, som de havde købt lovligt. Rejsen på 1450 km endte ikke med, at jorden blev givet tilbage, men den skabte omstændigheder, som hjalp med at forberede de fremtidige præsidenter Brigham Young og Wilford Woodruff samt andre ledere, blandt andre apostle og halvfjerdsere.

Det var ikke bare ledernes forberedelse, som var vigtig – den helliggørende virkning, som Zions hær havde, forberedte et folk, som var villige til at ofre for at bygge et tempel.

I Kirtland modtog profeten åbenbaring efter åbenbaring om organiseringen af Kirken, alt sammen som forberedelse til det, der ville blive kronen på værket – konstruktionen af templet.¹ Og ofrene åbnede bogstaveligt talt for himlens velsignelser.² De hellige var så fattige, at de knapt havde råd til livets basale fornødenheder. Alligevel helligede de deres tid, talenter og ejendele – selvsamme pagt, som vi indgår i templet i dag – til at bygge Herrens hus.

I dag ejes og vedligeholdes templet i Kirtland af en anden kirke – Community of Christ (Kristusfællesskabet). Da en guide fra den kirke førte os gennem bygningen, følte jeg Ånden, da han citerede beretninger fra de folk, der var vidne til storslåede begivenheder ved templets indvielse. Begivenhederne omfattede at se engle, og at templet virkede til at være optændt af lys.³ Ånden bekræftede for mig, at dette virkeligt havde været Guds hus.

Jeg tjente i menigheden i Ashtabula i syv måneder. Næsten hver forberedelsesdag tog vi dem, som vi underviste, med hen for at besøge Newel K. Whitneys butik og tale om templet i Kirtland. Vi læste mange gange op af den inspirerende beskrivelse om dengang, da Kristus viste sig i templet:

Billede

the Savior appearing in the Kirtland Temple

Herren viser sig i templet i Kirtland, af Del Parson

Hans øjne var som en ildslue, håret på hans hoved var hvidt som ren sne, hans ansigt strålede klarere end solen, og hans røst var som lyden af bruset fra vældige vande, ja, Jahves røst, som lød:

»Jeg er den første og den sidste. Jeg er den, som lever. Jeg er den, der blev slået ihjel, og jeg er jeres Talsmand hos Faderen« (L&P 110:3-4).

Ud over Frelseren kom andre også til templet – Moses, Elias og profeten Elias. De overdrog Joseph nøgler til Israels indsamling, Abrahams evangeliums uddeling, tempeltjeneste og slægtsforskning. (Se L&P 110:10-16).

Da disse besøg har så stor vigtighed, tror jeg, at vi nogle gange overser vigtigheden af andre ting, der også skete. I indvielsesbønnen tiltalte Joseph Smith Herren, Israels Gud, »som holder pagt og viser barmhjertighed«, og bønfaldt Herren om at acceptere »indvielsen af dette hus til dig, dette, vore hænders værk, som vi har bygget til dit navn« (se L&P 109:1, 78).

Da Jesus Kristus dukkede op som svar på bønnen, viste han, som Gud Faderens talerør, at han accepterede sit hus, de ordinancer, som ville blive udført der, og de pagter, som ville blive indgået der. Den accept er blevet givet til alle templer, der er blevet indviet siden da, samt til de pagter, der er blevet indgået, og de ordinancer, der er blevet udført i de templer.

I indvielsesbønnen bad Joseph også specifikt Herren om at velsigne dem, der tjente i præsidentskaber samt deres familier. I dag omfatter de velsignelser også hjælpeforeningspræsidenter, kvorumpræsidenter, præsidenter for Unge Kvinder, stavspræsidenter, missionspræsidenter og så videre. (Se L&P 109:71). Så bad Joseph Herren om at huske »hele din kirke, o Herre, med alle deres familier … så din kirke må komme ud af mørkets ørken og stråle« (L&P 109:72-73).

Joseph søgte bestemte velsignelser til præsidentskaber og deres familier, til medlemmer og deres familier og til Kirken som helhed. Vi er med jævne mellemrum vidner til, hvordan de velsignelser opfyldes, så Kirken stråler som et lys i mørket.

Indvielsen af templet i Kirtland er for mig eksempler på tre grundlæggende sandheder:

1. Vi velsignes, når vi forbereder os til templet.De hellige måtte forberede sig på opførelsen af templet i Kirtland. De havde brug for at ofre, rense sig selv og udvikle et villigt hjerte. Vi har brug for at gøre det samme for at blive mere klar og modtage velsignelser, som Herren har til os.

2. Vi kan modtage åbenbaring i Herrens hus. De syn, som kom til Joseph Smith og Oliver Cowdery i templet i Kirtland, gav vejledning, retning og forståelse. På personligt niveau kan vi også finde inspiration, når vi tager i templet for at søge svar.

3. Vi kan finde tilflugt i templet. I en tid med forfølgelse og fattigdom opdagede de hellige i Kirtland, at Herrens hus var et sted med fred fra bekymringerne omkring dem. Det samme gælder for os i dag.

I løbet af årene har jeg erfaret, at de ting, jeg lærte om templet som ung missionær i Ohio, har velsignet min familie og mig. Et år efter vi var blevet gift, modtog min kone Amy og jeg for eksempel et indtryk om, at det var blevet tid til at få et barn. Vi var studerende, og da vi ikke havde mange penge, var jeg fristet til at kaste tilskyndelsen til side. Men Herren forberedte os.

Vi fik tre spontane aborter i løbet af de følgende to år, og jeg tænkte: »Hvorfor fik vi tilskyndelsen til at få børn, når vi ikke kan få dem?« Så flyttede vi til Californien, arbejdede sammen med en fertilitetsspecialist og fik til sidst vores første barn Mackenzie.

Ved at følge den inspiration, som vi modtog i templet, startede vi på en proces, som tog tre år. Hvis vi ikke havde fulgt tilskyndelsen, da vi gjorde, ville det sandsynligvis have varet mindst tre år til, før vi havde fået vores første barn. Vi regner den oplevelse for at være en velsignelse med forberedelse og åbenbaring.

Vi fik et barn til, Emma, men så fik vi endnu en spontan abort og mistede vores søn, Stewart. De følgende måneder og år søgte vi fred og lærte, at de fleste af symbolerne i templet leder os i retning af Frelseren og den helbredende salve, som det kun er hans forsoning, der kan give.

Jeg er taknemlig for templets velsignelser. Jeg bevidner for jer, at det er et sted til forberedelse, åbenbaring og fred.