Hvad templet betyder for mig

Lisa Prebble

Forfatteren bor i Tasmanien i Australien.

Tempelanbefalingen hjælper med at sikre, at min entusiasme for at efterleve Jesu Kristi evangelium forbliver uberørt.

Min mand og jeg bor i Tasmanien, østaten syd for det australske fastland. Vores »lokale« tempel er templet i Melbourne i Australien, omkring 480 km væk.

Vi var så heldige at kunne besøge templet i Melbourne i november 2019 i nogle dage. Men vi var ikke klar over, at det ville være vores sidste tur i lang tid. Før pandemien besøgte min mand og jeg templet alt fra en til fire gange om året. For at komme derhen tog vi enten et fly eller en færge. Nogle år var svære rent økonomisk, så tog vi turen færre gange. Nogle af de ture var dagsture; andre varede nogle få dage.

Jeg er tempeltjener, så de få dage, hvor jeg deltager i templet giver en kærkommen lejlighed til at genfinde mit kald, for at lære mere om vor himmelske Faders plan og for at tjene andre og se dem opleve glæde og lykke i templet.

Da templet og vores statsgrænser lukkede under COVID-19-pandemien, spekulerede jeg over, hvordan jeg kunne bevare templet som en meningsfuld del af mit liv. Jeg følte mig styrket af følelser fra Helligånden om, at selv om templet var lukket, så var velsignelserne ved mine tempelpagter ikke lukket for mig. Jeg følte en større nærhed til Herren, særligt når jeg fokuserede på at tjene andre. Uanset om det var i min egen familie eller dem, jeg drog omsorg for.

Jeg brugte tid på at gennemgå pagter, som jeg har indgået, de følelser, som jeg har oplevet i templet, og den viden, som jeg har modtaget. Jeg gennemgik ordene i ordinancerne i mit hoved. Jeg fortsatte med at forske i min slægtshistorie, hvor jeg indtastede navne og kilder i FamilySearch og delte de navne med templet. Jeg ser frem til, at listen over delte navne kan blive afsluttet, når templerne genåbner.

For år siden fortalte en kær søster i vores menighed mig, at hun havde besluttet at afsætte mindst to timer om ugen til slægtsforskning, fordi en begavelse tog omtrent to timer, og fordi hun boede så langt fra templet. Hun ønskede at vise Herren, at hun var dedikeret til tempeltjeneste, selv om det var en udfordring for hende at komme til templet. Hendes mål rørte mig virkeligt, så jeg satte samme mål for mig selv.

Talen fra generalkonferencen i oktober 2020, som blev givet af ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum, mindede mig om dette gamle mål. Han sagde: »Vi udfører tempeltjeneste, når vi søger vores forfædre og indsender deres navne til ordinancer. Mens vores templer har været lukkede, har vi stadig kunnet lave slægtsforskning. Med Guds Ånd i vores hjerte, står vi som stedfortrædere på deres vegne, så de kan blive ›anbefalet til Herren‹.«¹

20 årsdagen for indvielsen af templet i Melbourne indtraf i 2020 og førte en strøm af kære minder om vores families velsignelser med sig, som den havde modtaget ved at besøge dette og andre templer siden indvielsen i 2000. Templet er også en grundvold for vores families styrke og vidnesbyrd. Sammen med vores fire børn har vi besøgt flere templer forskellige steder på det australske fastland for at se vores børn udføre dåb, modtage begavelser og blive beseglet til deres ægtefæller.

Bror og søster Prebble med deres børn og deres ægtefæller i templet i Sydney i Australien til beseglingen af deres yngste datter.

Tempelanbefalingen hjælper med at sikre, at min entusiasme for at efterleve Jesu Kristi evangelium forbliver intakt. Mine interviews om fornyelse af min tempelanbefaling har været tider med eftertanke. De har givet mig mulighed for at udtrykke mit vidnesbyrd. Det har styrket min overbevisning om at være tro og taknemlig for »en mangfoldighed af velsignelser« (L&P 104:2), som Herren både har lovet og givet os, og det har styrket os.

At have en tempelanbefaling handler om min tro, min dedikation til Jesu Kristi evangelium, min glæde, mit håb, min taknemlighed, min lydighed og min kærlighed over for min Frelser Jesus Kristus og min himmelske Fader.