Begrænser vi Gud i vores liv?

Dette er ikke en ualmindelig historie. De fleste af os betragter vores biskop som den åndelige leder af vores menighed. Han er den ledende højpræst i menigheden og har præstedømmenøglerne til at lede Kirkens arbejde i menigheden. Fordi hans rolle i skriften omfatter at tjene som en almindelig dommer, har vi brug for hans hjælp med spørgsmål vedrørende værdighed og omvendelse. Han er i sidste ende også ansvarlig for brugen af Kirkens ressourcer til at hjælpe dem, der har brug for det. Så han er ofte den første, vi tænker på, når vi har brug for hjælp.

Men i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er biskoppen ikke den eneste, som Herren har bemyndiget til at handle på sine vegne. Under ledelse af præstedømmenøglerne har andre mænd og kvinder i menigheden myndighed og magt til at modtage åbenbaring og hjælpe dem, der er i deres varetægt. Præsidenten for ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen er blevet udpeget til at modtage Guds vejledning i at hjælpe os. Andre ledende medlemmer i menigheden, omsorgsbrødre og -søstre og enhver, der får en opgave under præstedømmenøglernes myndighed til at handle på Herrens vegne, kan også yde den nødvendige hjælp.

»Præsidenten for ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen har det guddommeligt angivne ansvar og åbenbaring til at hjælpe medlemmerne,« har præsident Jean B. Bingham, Hjælpeforeningens hovedpræsident sagt. »Enhver, der er indsat i en kaldelse, eller som har modtaget en opgave under præstedømmenøglerne, har myndighed og er berettiget til den åbenbaring, der er nødvendig for at virke i dette ansvar.« ¹

Gud elsker os, og han ønsker at bruge sin uendelige magt til at velsigne os (se L&P 41:1). ² »Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vores behov.« ³ Når vi begrænser dem, vi betror at hjælpe os, udelukker vi måske mange af de velsignelser fra vores liv, som Gud ønsker at give os, fordi vi ikke opfylder de betingelser, han har sat for, at vi kan modtage disse velsignelser (se L&P 130:20-21). ⁴

Ved generalkonferencen i april 2018 meddelte ledere betydelige ændringer, herunder omstrukturering af præstedømmekvorummer, indførelse af omsorg i stedet for hjemme- og besøgsundervisning og ophøjelse af Hjælpeforeningspræsidentskabet og ældsternes kvorumspræsidentskab til at hjælpe med at lede arbejdet med frelse og ophøjelse i menigheden. Disse ændringer understregede den rolle, som Hjælpeforeningspræsidenten og ældsternes kvorumspræsident spiller, nemlig at »tage det primære ansvar for … se til og yde omsorg for Kirkens medlemmer ⁵ samt at samarbejde om at imødekomme verdslige behov i samarbejde med biskoppen. ⁶

Disse nylige ændringer i Kirkens organisation, retningslinjer og programmer havde til formål til dels at »hjælpe ældsternes kvorummer og Hjælpeforeningerne med at afstemme deres virke … Og det giver biskoppen mulighed for at uddelegere flere ansvar til ældsternes kvorum og Hjælpeforeningspræsidenter, så biskoppen og hans rådgivere kan fokusere på deres primære pligter« med den opvoksende generation i menigheden. ⁷

Fordi der er ansvarsområder, som kun biskoppen kan opfylde, kan det at have Hjælpeforeningspræsidenten og ældsternes kvorumspræsident, der er bemyndiget til at hjælpe, være en stor velsignelse for biskopper og medlemmer i nød.

For eksempel er det kun biskoppen, der kan tjene som almindelig dommer i spørgsmål om værdighed. Ligeledes har han alene ansvaret for brugen af fasteofre og menighedens finanser. Han har Det Aronske Præstedømmes nøgler i menigheden og må ikke forsømme sit ansvar for den opvoksende generation.

At være i stand til at uddelegere er en velsignelse for biskoppen såvel som for menighedens medlemmer. »En biskop skal være dygtig til at uddelegere, ellers vil han blive knust af byrden ved sine opgaver eller frustreret ved at se så mange af dem ikke opfyldt,« har præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, sagt. ⁸

»Biskoppen er nødt til at forstå, at dette ikke gør ham mindre,« har søster Reyna I. Aburto, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, sagt. ⁹ Tværtimod vil det at invitere andre til at hjælpe med Herrens arbejde opbygge og velsigne dem gennem muligheder for at tjene. Det er resultatet af at handle i Frelserens navn og med hans autoritet til at velsigne andre.

Medlemmer og ledere vil højst sandsynligt opleve disse velsignelser i menighederne, hvor medlemmerne har fået visionen om at drage omsorg, og hvor præsidenten for ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen er gode til at koordinere med hinanden og med biskoppen.

»Ideelt set bør præsidenten for ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen allerede arbejde sammen om behovene hos de medlemmer, de drøfter, når de koordinerer deres omsorgstjeneste,« har præsident Bingham sagt. »Derpå mødes de med biskoppen for at få hans indsigt og godkendelse af deres planer om at hjælpe.« ¹⁰

Det er vigtigt at erkende, at når menighedsmedlemmerne drager omsorg bliver arbejdet udført. »Omsorg er evangeliet i aktion,« har ældste Walter F. González fra De Halvfjerds sagt. »At opfylde medlemmernes behov er ikke kun ældsternes kvorumspræsidents og Hjælpeforeningspræsidentens opgave, ligesom det ikke kun er biskoppens arbejde.« ¹¹

»Omsorg er nøglen til at opfylde behov og udføre arbejdet med frelse og ophøjelse,« har præsident Bingham sagt. »Omsorg er at indbyde folk til at komme til Kristus og indgå tempelpagter med ham. Omsorg er, hvordan vi opdager medlemmernes behov og styrker, når vi støtter dem i at efterleve evangeliet og blive selvhjulpne.« ¹²

Kort tid efter Marco blev afløst som biskop, ramte pandemien. Broder Peña mistede sit job, og familien blev på ny kastet ud i en følelsesmæssig krise og økonomiske vanskeligheder. Efter råd fra Kirkens ledere og den reviderede håndbog ¹³ lod familien Peñas ældsternes kvorumspræsident tage teten i forsøget på at finde inspirerende måder at støtte dem på. Da han rådførte sig med den nye biskop, følte ældsternes kvorumspræsident sig tilskyndet til at give Marco til opgave at hjælpe broder Peña.

Det vigtige tillidsforhold var allerede til stede. Og med opgaven, der blev givet under præstedømmenøglernes myndighed, kunne Marco stole på at modtage den åbenbaring, han ville få brug for til at hjælpe. ¹⁴

»Nogle ville kalde det ironisk, at jeg blev bedt om at hjælpe broder Peña efter at have tilbragt så meget tid med dem som biskop,« siger Marco. »Men denne opgave har været en dyrebar oplevelse for mig. Det er en opgave fra Herren, hvor jeg kan hjælpe med at udføre hans værk. Jeg er taknemlig for at kunne hjælpe med at løfte ikke kun familien Peñas’ byrder, men også biskoppens.«