Jesu Kristi forsoning i Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente præsenterer hundredvis af symboler, der åbenbarer Jesus Kristus og hans forsoning. Her er nogle små eksempler:

Øst og vest. »Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os« (Sl 103:12). Afstanden mellem øst og vest er naturligvis uendelig og umådelig, og det samme gælder Guds evne til at fjerne vores overtrædelser.

Mørk sky. »Jeg [Herren] udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig« (Es 44:22). Ligesom mørke skyer konstant dannes, forandrer sig, forsvinder og dukker op igen på himlen, illustrerer tanken om uendelighed, så tilgiver Gud dem, der omvender sig og vender tilbage til ham.

At kaste sine synder. Gud »tilgiver skyld og … kaster alle vore synder i havets dyb!« (Mika 7:18-19). Gud kaster synder i havets dyb, hvor de forsvinder for evigt. Efter Hizkija var kommet sig over en sygdom, skrev han: »For alle mine synder kastede du [Gud] bag dig« (Es 38:17). Når Gud kaster vores synder bag sin ryg, vil han ikke længere se dem.

Højrød og hvid. Herren sagde: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld« (Es 1:18). De tre næsten identiske farver – skarlagen, rød og purpur – repræsenterer menneskeblod og misgerninger (se Es 59:3; Mika 3:10; Hab 2:12). Kristi blod helliggør (se Moses 6:59-60), giver evigt liv (se Joh 6:53-54) og gør menneskers blodrøde misgerninger hvide, hvilket repræsenterer renhed.

Det Gamle Testamente præsenterer hundredvis af profetier om Jesus Kristus, hvoraf mange omhandler hans forsoning direkte. For eksempel profeterede Esajas:

• »Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar« (Es 53:4).

• »Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder« (Es 53:5).

• »For mit folks synd blev han ramt« (Es 53:8).

• »Han bærer på deres synder« (Es 53:11).

• »Han bar de manges synd« (Es 53:12).

Salmerne 22 er en bemærkelsesværdig profeti om Frelserens sidste timer på jorden, hvor han blev udsat for intens mishandling og derefter korsfæstet. Folket ville håne og mishandle ham (se vers 5-9; se også Matt 27:30-31, 39-43; Luk 23:35). Denne salme indeholder præcis de ord, Jesus ville sige på korset: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« (vers 2; se også Matt 27:46). Salmerne 22 indeholder også en udtrykkelig henvisning til korsfæstelsen: »De har gennemboret mine hænder og fødder« (vers 17; se også Matt 27:35). Ordene i vers 19, »de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning,« blev netop opfyldt af dem, der korsfæstede Jesus (se Matt 27:35).

Et stort antal retfærdige personer fra Det Gamle Testamente tjente som levende symboler på Jesus Kristus. Parallellerne mellem disse personer og Jesus Kristus er så slående, at ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har skrevet:

»Jahve brugte en overflod af arketyper og symboler. Faktisk har disse altid været et iøjnefaldende kendetegn for Herrens vejledning til sine børn. Eksempler på disse figurer – især forbilleder på Kristus – er til stede i hele den førmessianske optegnelse …

Moses var (ligesom Isak, Josef og så mange andre i Det Gamle Testamente) selv et profetisk symbol på Kristus, som skulle komme.« ²

Her er tre eksempler på disse levende symboler:

• Job oplevede tabet af sine børn og sin ejendom og led fysisk overlast (se Job 1-2), forudså den lidende tjener og sorgens mand, Jesus Kristus (se Es 53).

• Jonas var et sindbillede på Jesus, som sammenlignede Jonas’ tre dage og nætter i fiskens mave (se Jon 1:17) med hans egen »tre dage og tre nætter … i jordens skød« (Matt 12:40).

• Abraham var villig til at ofre sin elskede søn Isak som et offer svarende til Guds offer af sin elskede Søn, Jesus. Abrahams lydighed »ved at ofre sin søn Isak … er et sindbillede på Gud og hans enbårne Søn« (Jakob 4:5; se også Hebr 11:17-19).

Billede

Job knælende på jorden

Job, af Gary L. Kapp

Det Gamle Testamente præsenterer omkring 100 navne og titler på Jahve, hvoraf mange er afgørende for vores forståelse af hans forsoning. For eksempel er Jahve udpeget som Frelser: »For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din frelser« (Es 43:3; se også 43:11; 45:15, 21; 49:26; 2 Sam 22:3; Sl 106:21; Hos 13:4).

Jahve kaldes også Forløser: »Dette siger Herren, Israels Hellige« (Es 49:7; se også 44:6; 47:4; 54:5; Jer 50:34).

Det Gamle Testamente åbenbarer tydeligt, at Jahve er den store Forsoner: »Hjælp os, vor frelses Gud, for dit ærede navns skyld. Befri os, og … [son for] ³ vore synder for dit navns skyld« (Sl 79:9).

Jahve befalede gentagne gange sine profeter og præster at sone for folket. Faktisk findes det engelske ord atonement (forsoning) i King James-oversættelsen af Det Gamle Testamente 69 gange. Hvert af disse udsagn øger vores forståelse af betydningen og betydningen af Jesu sonoffer.

Ekstraordinært hellige højtider bebudede Jesu Kristi forsoning. Forsoningsdagen fokuserede for eksempel på flere ritualer, der forudså Jesu forsoning (se 3 Mos 16; Hebr 7-9). En anden højtid, påsken, pegede også frem mod Jesu Kristi offer (se 2 Mos 12). Påskelammet var et forvarsel om Jesus Kristus, lammet, der blev ofret for verdens synder (se 2 Mos 12:3-6, 46). Lammet skulle være lydefrit (se 2 Mos 12:5), ligesom Jesus Kristus skulle være uden plet og lyde (se 1 Pet 1:18-19).

Lammets blod på dørstolperne reddede det gamle Israel fra døden (se 2 Mos 12:13), ligesom Kristi sonende blod frelser os fra graven og fra åndelig død (se Hel 5:9). Lighederne mellem påsken og Jesu Kristi død var så bemærkelsesværdige, at Paulus kaldte Jesus »vort påskelam« (1 Kor 5:7).

Jahve selv udformede og åbenbarede Moseloven for at undervise om sit komme som den lovede Messias, Jesus Kristus, og hans sonoffer (se Gal 3:24; 2 Ne 11:4; Jar 1:11; Mosi 13:30-33; Alma 25:15).

Ældste Holland giver dette sammendrag af formålet med Moseloven: »Denne historiske pagt, som er skænket os ved selve Guds hånd, overgås kun af evangeliets fylde som kilde til retskaffenhed. Den bør snarere ses … som en samling uden fortilfælde af sindbilleder, skygger, symboler og forbilleder på Kristus. Derfor var den engang (og er stadig, i sin essens og renhed) en vejledning til åndelighed, en port til Kristus.« ⁴

Som Amulek bevidnede: »Og se, dette er hele meningen med loven; hver lille del peger mod det store og sidste offer; og dette store og sidste offer bliver Guds Søn, ja, altomfattende og evigt« (Alma 34:14).

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Bibelen – både Det Gamle og Det Nye Testamente – erklærer Jesus for Kristus med stor klarhed, magt og myndighed. Jeg håber, at både de nuværende og de kommende generationer vil komme til at elske og forstå Bibelen og dens væsentlige budskab om Jesus Kristus.