Martyrer, der bevarede troen

Billede

to bundne mænd, der skal hænges

Illustration: Greg Newbold

I sommeren 1915 fungerede Rafael Monroy som grenspræsident for omkring fyrre hellige i San Marcos i Hidalgo i Mexico. Den 17. juli besejrede en gruppe oprørsstyrker landsbyen, indrettede et hovedkvarter i et stort hus i centrum af byen og krævede, at Rafael, en velstående kvægfarmer, gav dem oksekød. ¹

I håb om at tilfredsstille tropperne gav Rafael dem en ko, de kunne slagte. ² Efter Rafael havde leveret koen, begyndte nogle af hans naboer at tale med oprørerne. En nabo, Andres Reyes, var utilfreds med det stigende antal hellige i området. Mange mexicanere modsatte sig udenlandsk påvirkning i deres land, og Andres og andre i byen hadede Monroys for at opgive deres katolske tro for at tilslutte sig en kirke, der i vid udstrækning blev forbundet med USA. ³

Da soldaterne hørte dette, fulgte de efter Rafael tilbage til hans hus og arresterede ham, da han skulle til at spise sin morgenmad. De beordrede ham til at åbne familiens butik og hævdede, at han og hans amerikanske svoger var oberster i Carrancista-hæren, som skjulte våben til brug mod zapatisterne.

I butikken fandt Rafael og oprørsstyrken Vicente Morales, et andet kirkemedlem, der udførte forefaldende arbejde. De arresterede ham og begyndte at ransage butikken i en søgen efter våben, da de troede, han også var en Carrancista-soldat. Rafael og Vicente erklærede sig uskyldige og forsikrede oprørsstyrken om, at de ikke var fjenden.

Soldaterne troede ikke på dem. »Hvis I ikke giver os jeres våben,« sagde de, »vil vi hænge jer fra det højeste træ.«

Soldaterne førte de to mænd til et højt træ og slyngede et reb om den tykke stamme. Så lagde de en løkke om halsen på dem. Hvis Rafael og Vicente ville opgive deres religion og slutte sig til zapatisterne, sagde soldaterne, ville de blive sluppet fri.

»Min religion er mig kærere end mit liv,« sagde Rafael, »og jeg kan ikke opgive den.«

Soldaterne trak i rebene, indtil Rafael og Vicente dinglede fra halsen og besvimede. Oprørerne frigjorde derefter rebene, genoplivede mændene og fortsatte med at torturere dem. ⁴

I butikken fortsatte oprørerne med at lede efter våben. Rafaels mor, Jesusita, og hans kone, Guadalupe, insisterede på, at der ikke var nogen våben. »Min søn er en fredelig mand!« sagde Jesusita. »Hvis det ikke var tilfældet, tror du så, at du ville have fundet ham i hans hjem?« Da soldaterne igen krævede at se familiens våben, holdt Monroys Mormons Bog og Bibelen frem.

»Det er ikke våben,« sagde oprørerne.

Om eftermiddagen havde zapatisterne ført Rafael og Vicente til deres hovedkvarter, hvor de også tilbageholdt Rafaels søskende – Jovita, Lupe og Natalia. Lupe blev chokeret over Rafaels udseende. »Rafa, du har blod på halsen,« sagde hun til ham. Rafael gik hen til en vask i rummet og vaskede ansigtet. Han så rolig ud og virkede ikke vred på trods af det, der var sket.

Senere gav Jesusita sine børn mad. Før hun gik, gav Rafael hende et brev, han havde skrevet til en zapatistisk kaptajn, han kendte, og bad ham om hjælp til at bevise sin uskyld. Jesusita tog brevet og søgte efter kaptajnen. Monroys og Vicente velsignede derefter deres måltid, men før de kunne spise, hørte de støj fra fodspor og raslen fra våben uden for døren. Soldaterne kaldte på Rafael og Vicente, og de to mænd forlod lokalet. Ved døren bad Rafael sin søster Natalia om at komme ud med ham, men vagterne skubbede hende ind igen.

Søstrene kiggede på hinanden, mens deres hjerte hamrede. Stilheden lagde sig over dem. Et skud brød nattens stilhed. ⁵

På aftenen for zapatisternes invasion af San Marcos var Jesusita de Monroy på vej hen for at tale med en oprørsleder i håb om, at han kunne hjælpe hende med at befri hendes fængslede børn, da hun hørte de skæbnesvangre skud. Da hun skyndte sig tilbage til fængslet, fandt hun sin søn Rafael og den anden sidste dages hellige Vicente Morales døde, de var blevet ofre for oprørernes kugler.

Billede

Rafael Monroy og familien

Et år efter sin søns død boede Jesusita stadig i San Marcos. Den første søndag i juli 1916 holdt de hellige et vidnesbyrdsmøde, og hvert medlem af grenen bar vidnesbyrd om evangeliet og det håb, det gav dem. Den 17. juli, på årsdagen for drabene, mødtes de igen for at mindes martyrerne. De sang en salme om Jesu Kristi genkomst, og Casimiro Gutierrez læste et kapitel fra Det Nye Testamente. Et andet medlem fra grenen sammenlignede Rafael og Vicente med martyren Stefanus, som døde for sit vidnesbyrd om Kristus. ⁶

Jesusita forblev en troens søjle for sin familie. »Vores sorger har været smertefulde,« skrev hun i et brev, »men vores tro er stærk, og vi vil aldrig opgive denne religion.« ⁷