På et helligt sted

Billede

ung mand med Downs syndrom og med bøjet hoved

Illustration: Dilleen Marsh

Vi var nye i Dunwoody Menighed, da vi mødte Billy. Da nadvermødet begyndte, bemærkede jeg, at han sad ved nadverbordet.

Efter menigheden havde spist af brødet, begyndte Billy på nadverbønnen for vandet, men han stammede og kæmpede med ordene. De typiske distraktioner og lyde af små børn døde hen. Det så ud til, at alle holdt pause og ventede på Billy.

Ordene i den sædvanligvis flydende og korte nadverbøn kom langsomt, hvert ord blev trukket ud og møjsommeligt udtalt. Først blev jeg flov på den unge mands vegne. Mit hjerte var fyldt med medfølelse for ham.

Så ændrede alt sig.

Da han afsluttede den første sætning i bønnen – en bøn, som jeg havde hørt tusind gange – kom der en ny stemning i lokalet. En intens stilhed slog sig ned over os, og vi vidste, at vi var på et helligt sted. Billy læste ikke blot bønnens ord, men bad oprigtigt til sin himmelske Fader, som svarede med en overvældende tilstedeværelse af Ånden.

Følelsen af Guds kærlighed til denne unge mand var håndgribelig, og vi følte os privilegerede over at være en del af denne enestående åndelige ordinance.

Billy fortsatte og afsluttede til sidst bønnen. Jeg ville ikke have ham til at afslutte, fordi jeg ønskede, at den ophøjede stemning skulle fortsætte. Men Åndens intense gave fortsatte, da nadveren blev omdelt til menigheden. Det var en sand fornyelse af pagterne om at omvende sig, at gøre det bedre og at tjene Herren mere fuldkomment.

Efter mødet gik jeg hen til nadverbordet for at takke den unge mand. Jeg så, at han havde Downs syndrom. Han stammede, »det var så lidt,« med et stort smil.

Her mange år senere i en anden menighed kan jeg stadig huske Billy. Nadvermøder er mere meningsfulde, når jeg ligesom Billy stræber efter at nå vor himmelske Fader med en enkel, inderlig tro og bøn.