Ny patriark i Aarhus stav

Den 31. oktober 2021 blev Erik Ryttersgaard fra Esbjerg Menighed afløst som patriark i Aarhus Stav efter at have tjent i sin kaldelse i 15 år. Som ny patriark blev Carsten John Larsen fra Odense 2. Menighed opretholdt. Carsten Larsen er godt klædt på til denne kaldelse, idet han tidligere har været bl.a. højrådsmedlem, højpræsternes gruppeleder, biskop og stavspræsident.

Den nye patriark fortæller følgende:

Ugen før menighedskonferencen i Odense 2. menighed i september 2021 var min hustru og jeg sammen med andre søskende i kirken for at modtage et tempelinterview. Min hustru blev kaldt ind til samtale med stavspræsidenten, men døren blev ikke lukket. Jeg blev bedt om at komme ind også, og jeg tænkte, at det var anderledes. Efter lidt smalltalk lagde vi vores tempelanbefalinger frem på bordet, men præsident Kreiberg tog dem til side, og sagde, at vores samtale slet ikke skulle handle om vores tempelanbefaling. Han ville gerne drøfte et andet anliggende med os. Han kaldte mig til at være den nye stavspatriark. Tankerne begyndte at bevæge sig mange steder hen, imens han talte, og jeg tænkte ved mig selv: »Er jeg virkelig blevet så gammel!« Den næste tanke, som fulgte, var et skriftsted: »Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister (patriarker), andre som hyrder og lærere, for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds søn …« (Efeserne 4:11-13). Alvoren havde ramt mig, og jeg lyttede igen, og vi fortsatte samtalen alle tre i nogen tid. Vi blev enige om at fortsætte vores samtale om søndagen efter konferencemøderne. Stavspræsidenten ville i mellemtiden skaffe materiale fra Kirken, der understøttede kaldet.

På grund af konferencer og andre aktiviteter blev opretholdelsen først effektueret en måned senere. Den mellemliggende tid blev en forberedelsestid, som jeg husker tilbage på som meget turbulent. De første par uger søgte jeg ydmygt, hvad jeg kunne finde af taler og skrevne retningslinjer, og jeg prøvede at opbygge en større forståelse, mens jeg langsomt blev ramt af overvejelser om min egen beredthed og værdighed. Det fik mit hjerte til at synke dybt i mig for at bruge en beskrivelse fra skriften. Jeg læste Alma den Yngres beretning i Alma 36:12: »… min sjæl blev i højeste grad revet op og martret af alle mine synder …« Det begyndte at veje tungt på min sjæl, mens jeg bad til min Gud om tilgivelse og forståelse af, hvad jeg gennemgik. Jeg delte mine bekymringer og mine personlige tvivl med min hustru, som støttende opmuntrede og fortalte mig, at hun syntes, jeg var værdig til dette kald. Nogle dage senere talte jeg med en genbo, som vi har kendt længe. Vi udvekslede forskellige tanker, da hun pludselig uden sammenhæng sagde: »Jeg har iagttaget dig, når du går forbi om morgenen til dit arbejde, så lyser du!« Mens jeg overvejede disse ord sammen med min hustrus tro og opmuntring, kom ordene fra hærføreren Moroni i Alma 60:23 til mig: »… I skal huske, at Gud har sagt, at den indvendige side af karret skal renses først …« Nu begyndte jeg langsomt og ydmygt at fatte mod og tro på kaldet, mens jeg vedholdende bad Gud om hans tilgivelse, og at han ville kunne bruge mig.

Det er stadig en ny kaldelse, og de oplevelser, jeg har forsøgt at dele, sidder stadig i mig som en påmindelse, og selvom jeg føler mig utilstrækkelig, sporer jeg også Guds hjælp. At jeg må kunne lykkes i min tjenestegerning. Det er Guds magt og præstedømme. Af mig selv er jeg intet i denne sammenhæng, men jeg ved, at han vil understøtte mine anstrengelser.