Hvorfor jeg blev medlem af Kirken

Jeg blev født i 1950 i en lille by i Sønderjylland, hvor Indre Mission fyldte en hel del, så jeg var ikke uvant med kirkegang og søndagsskole. Engang ville jeg være præst, fordi jeg syntes, at det så flot ud, når præsten rakte armene i vejret for at velsigne menigheden. Jeg havde en tryg opvækst i det lille samfund, hvor man ikke skilte sig ud i forhold til normerne. Nogle få gange hørte jeg om mormoner. Der var en familie i nabosognet, som var mormoner, og man talte om, at de drak varmt vand med mælk i i stedet for kaffe, og at de lagde armene over kors, når de bad. En gang hørte jeg et program i radioen med Tabernakelkoret. I mange år havde jeg et kort over USA hængende over sengen, hvor templet og tabernaklet i Salt Lake City var indtegnet. I en geografitime om USA, hørte vi om mormonerne, og at tolvårige drenge kunne blive præster. På et tidspunkt læste jeg en artikel i Jydske Tidende om den forfærdelige mormonprofet, Brigham Young, som havde mange underkuede hustruer.

Efter min konfirmation var der andre ting, der var mere interessante end kirkegang, men selv om jeg gjorde mig lystig over religion, var der stadig en lille tro gemt i mig. I 1973 fik jeg arbejde i Handelsbanken i Aarhus og flyttede derop. Hver gang jeg kørte ind ad Skanderborgvej, bemærkede jeg et hus med spir på inde mellem boligblokkene. Af og til så jeg unge mænd med kort hår og i habit, som krydsede vejen eller var i den bus, jeg kørte med. En dag så jeg et par af dem uden for en tom butik i Gellerup Centret, hvor de viste film om pyramider i Sydamerika. Jeg gik i en stor bue uden om dem. På et tidspunkt besøgte jeg min kammerat fra skoletiden, som nu boede i Silkeborg, hvor han læste til lærer. Han havde en Mormons Bog, men jeg lagde den hurtigt fra mig, fordi de fremmedartede navne i den og svulstige billeder, som dengang prydede Mormons Bog, ikke tiltalte mig.

Under energikrisen i begyndelsen af 1974, skulle en af mine kolleger (Grethe Buskov – nu Stendal) besøge en veninde på Askov Højskole, og jeg tilbød hende, at hun kunne køre med mig, da jeg alligevel skulle hjem til mine forældre, og som betaling skulle hun give mig noget at spise, inden vil kørte. Medens hun forberedte maden, så jeg, at hun havde en Mormons Bog, og hun fortalte, at hun mødtes med missionærer fra Mormonkirken. Nogle måneder senere blev jeg inviteret til et åbent hus i kirken – huset med spir på mellem boligblokkene – som til min overraskelse hed Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

I august 1975 blev der afholdt en regionalkonference for Kirkens medlemmer i Norden i Stockholm. På vej hjem fra Stockholm besøgte præsident N. Eldon Tanner, der var rådgiver til præsident Spencer W. Kimball, kirken i Aarhus, hvor der blev afholdt et møde for distriktets medlemmer og gæster. Jeg blev inviteret med, og min interesse blev vakt, fordi der bl.a. blev talt om det forkerte i at døbe små børn, og barnedåb var netop en anstødssten for mig. Efter dette møde bad jeg om at få en Mormons Bog (den var heldigvis uden de svulstige billeder), og efter nogen tid bad jeg om at blive undervist af missionærerne. Deres budskab om profeter i vor tid forekom mig logisk, og jeg kunne også acceptere de øvrige lærepunkter, selvom jeg var lidt skeptisk overfor tiende. Jeg valgte dog at lægge 10% af min løn til side, for at se, om det kunne lade sig gøre, og det kunne det!

Sideløbende med missionærernes undervisning begyndte jeg også at deltage i møderne i kirken, hvor jeg blev taget godt imod, hvad der ikke var så underligt, for der kom ikke mange unge i kirken og især ikke unge mænd. Missionærerne spurgte af og til, om jeg ville døbes, men jeg var noget henholdende. I oktober deltog jeg sammen med to andre fra Aarhus i et Guld og Grønt bal på Kryb-i-Ly Kro mellem Kolding og Fredericia. Det var en god oplevelse at være sammen med mange andre unge og yngre medlemmer af Kirken, som kunne more sig sammen uden brug af alkohol, og der besluttede jeg mig for af at blive døbt.

Det blev jeg så den 21. december 1974 af ældste Steve Don Christensen og bekræftet som medlem af kirken af ældste Mark A. Sorensen. Forinden var jeg blevet interviewet af en anden missionær, som bl.a. spurgte, om jeg ville komme i kirke hver søndag, hvilket jeg bekræftede, mens jeg i mit stille sind tænkte, at jeg ikke ville være fanatisk. Det hører med til historien, at mænd hver søndag deltog i præstedømmemøde kl. 8, søndagsskole kl. 10 og nadvermøde kl. 16. Efter dåben var jeg glad og følte, at jeg var kommet hjem igen. Dagen efter blev jeg ordineret til præst i Det Aronske Præstedømme, og nogle søndage senere blev jeg opretholdt som rådgiver til præsidenten for Søndagsskolen. Dertil kom at være hjemmelærer og at besøge landsarkivet i Viborg for at finde navne på forfædre.

I maj 1975 blev jeg ordineret til ældste og indsat som rådgiver til Jørn Holm Bendtsen, som ved samme lejlighed blev indsat som præsident for Aarhus Gren. Jeg blev indsat af Palle Blønd, som var rådgiver i distriktspræsidentskabet. Han sagde bl.a., at jeg snart ville finde en god hustru i kirken, og jeg må med skam indrømme, at jeg var skeptisk. Grenspræsidenten mente, at det var naturligt, at jeg, som hans rådgiver, tog med til Fest i Nord i Aalborg den følgende måned som leder for de unge. Jeg var ikke begejstret, for der skulle danses hver aften, men jeg tog med, og den første person, jeg mødte uden for Aalborg Hallen, blev jeg gift med 12 måneder senere …

Jeg modtog min patriarkalske velsignelse i januar 1976 af Johannes Kindt, som var patriark i Hamborg Stav. I den står der blandt meget andet, at »Du har det vidunderlige privilegium, at Herren har søgt og fundet dig« og »Han har noget for med dig.« Som årene er gået, må jeg erkende, at Herren har haft meget for med mig. Gad vide, om Palle Blønd havde forestillet sig, at et af hans børnebørn en gang blev gift med en af mine sønner?