Kun digitalt: Unge Voksne
Er det for sent for mig at tage på mission?
Da jeg var 25, var jeg sikker på, at jeg var løbet tør for chancer for at tage på mission.
Da jeg blev færdig med high school, besluttede jeg mig for at flytte til Utah i USA, hvor mine to storebrødre havde slået sig ned, efter de var vendt hjem fra deres missioner. De havde startet deres egne byggevirksomheder og givet mig mulighed for at arbejde for dem, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg gerne ville med mit liv.
De prøvede begge at overtale mig til at tage på mission. Jeg havde altid følt mig tilskyndet til at tage på mission, men jeg havde ikke formået at forberede mig. I stedet for at gøre de nødvendige forberedelser til at tage på mission valgte jeg at tjene i en anden rolle. Da jeg var 20, meldte jeg mig som sygehjælper i den amerikanske hær.
Selvom jeg trådte ind i hæren, forlod tilskyndelsen om at tage på mission mig aldrig. Da jeg påbegyndte det sidste år af min hvervning, tænkte jeg over, hvad der så skulle ske.
»Skulle jeg lade mig hverve igen? Skulle jeg færdiggøre min bachelor? Eller foretage de nødvendige forandringer i mit liv, omvende mig og forberede mig på at tage på mission? Selv om jeg gerne ville tjene, var jeg så for gammel?« Det var nogle af de spørgsmål, jeg tænkte over.
Under mine overvejelser om jeg skulle tage på mission, følte jeg stærkt, at der var mennesker, der ventede på, at jeg inviterede dem til at komme til Kristus. Det indtryk var katalysatoren for min beslutning om at forberede mig til at tage på mission. Jeg besluttede mig for, at selv om jeg kun havde en lille chance for at kunne tage på mission i min alder, så måtte jeg prøve.
Jeg tror, at de fleste kommende missionærer rammes af en strøm af følelser og Helligåndens kraft, når de åbner og læser deres missionskald. Men for mig skete det den dag, jeg fik at vide, at jeg stadig kvalificerede mig til at tage på mission.
Da jeg havde omvendt mig og forberedt mig på at tjene, følte jeg en umådelig taknemlighed over for min Frelser, Jesus Kristus, og min himmelske Fader. Jeg følte, at de lagde armene om mig og sagde: »Vi tilgiver dig. Vi accepterer din omvendelse og de ændringer, du har foretaget, og hvem du er blevet. Du er værdig til at tjene.« Jeg var meget stolt.
Til sidst modtog jeg mit kald til at tjene i Quezon City-missionen i Filippinerne.
Det var en unik oplevelse at komme på missionærskolen i en alder af 25. De fleste af de andre missionærer var meget yngre. Mange var for nylig blevet færdige med high school eller havde færdiggjort deres første år på universitetet. For flere var det første gang, at de var væk fra hjemmet og familien. Hvad mig angår, var jeg lige blevet færdig med fire år i den amerikanske hær og havde allerede vænnet mig til mange af de ofre og tilpasninger, som de andre missionærer stod overfor for første gang. Min erfaring gav mig mulighed for at fokusere mindre på mig selv og mere på at vise andre empati og opmuntring. Min alder og erfaring gav mig også indsigt i værdien af tid og motiverede mig til at tjene med fokus, hensigt og flid.
Min mission vil altid være en af de vigtigste oplevelser i – og for – mit liv. Den befæstede og forseglede min grundvold, der var bygget på min Forløsers klippe (se Hel 5:12). Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg havde mulighed for at tjene.
Jeg vidner om, at man aldrig er for gammel til at bringe sjæle til Kristus – hvad enten det er som fuldtidsmissionær eller som ven og næste. Herren accepterer alle vores bestræbelser på at tjene ham – i alle aldre.