2022
Tempelordinancer: Forberedelse til at vende tilbage til Guds nærhed
Juli 2022


»Tempelordinancer: Forberedelse til at vende tilbage til Guds nærhed«, Liahona, juli 2022.

Tempelordinancer: Forberedelse til at vende tilbage til Guds nærhed

Jeg opfordrer jer til flittigt at lære om og påskønne den evige betydning af tempelpagter, tempelordinancer og tempeltjeneste, når I stræber efter at komme til Frelseren.

Billede
Åbent hus for templet i Mesa i Arizona

Fotografi af åbent hus for templet i Mesa i Arizona: Leslie Nilsson

Guds gerning og herlighed er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39) – at forberede os til at leve »på en højere og helligere måde«,1 så vi kan vende tilbage til hans nærhed.

I sin uendelige og evige barmhjertighed har Herren gennem sine profeter og apostle bestandig opfordret sine sønner og døtre til at berede sig til hans komme og at blive et Zions folk – rede til at blive oprejst for at møde ham (se Alma 12:24; 34:32; L&P 45:45; 65:5; 88:96-97). Og det har altid haft afgørende betydning for den forberedelse at lære Jesu Kristi lære, udøve tro på ham, omvende sig og modtage hellige pagter og ordinancer.

Eksempler i Det Gamle Testamente på Guds opfordring til sine børn om at forberede sig til at efterleve en højere lov og modtage frelsens pagter og ordinancer er belærende for os i dag.

I 2 Mosebog opfordrede Gud Israel til at blive hans ejendom og til at helliggøre sig som forberedelse til at møde ham (se 2 Mos 19:4-6, 10-11, 17). Jahve gav Israel »stentavlerne med [en] lov og befaling« (2 Mos 24:12), og de sluttede pagt med Gud og sagde: »Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre« (2 Mos 19:8; se også 24:3). Herren lovede, at hvis de var lydige mod deres pagter, ville han bo blandt dem (se 2 Mos 29:45-46). Men da Israel så »Herrens herlighed« (2 Mos 24:16) på Sinajbjerget, blev de bange, stod langt borte og gjorde til sidst oprør mod Gud (se 2 Mos 20:18-21; 32:1-6).

Et andet eksempel i Det Gamle Testamente er, at kong Salomo bygger et hus til Herren (se 1 Kong 6:11-13). Pagtens ark og andre hellige kar blev placeret i »det Allerhelligste« (1 Kong 8:6) og »Herrens herlighed fyldte Herrens tempel« (1 Kong 8:11). Salomo bad en indvielsesbøn og bad om, at de timelige og åndelige velsignelser blev skænket til det angrende og bønsomme Israel. Herren hørte deres bøn og lovede Israel store velsignelser, hvis de var lydige. Ikke desto mindre svigtede Israel Herren og tilbad falske guder. (Se 1 Kong 9-11).

Andre profeter i Det Gamle Testamente søgte flittigt at undervise og helliggøre Israel, så »de kunne se Guds ansigt; men de forhærdede hjertet og kunne ikke tåle hans nærvær« (L&P 84:23-24).

Israels børn var gentagne gange vantro, bange eller uvillige til at ændre sig; ønskede en lettere vej; fik deres hjerte optaget af det verdslige; eller gjorde villigt oprør mod Herren og hans profeter. Hver gang Israel vendte sig fra Gud og svigtede deres pagter og ordinancer, blev Herrens vrede »tændt imod dem« (L&P 84:24), og de kunne ikke modtage fylden af hans herlighed.

Det guddommelige formål med indsamling

Herrens indsats for at indsamle sit folk og velsigne dem gennem tempelpagter og ordinancer bliver også omtalt i Det Nye Testamente og Mormons Bog. Frelseren beklagede: »Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke« (Matt 23:37; se også 3 Ne 10:4-6).

Profeten Joseph Smith forklarede: »Hvad var hensigten med at indsamle … Guds folk i nogen tidsalder? … Hovedformålet var at bygge et hus for Herren, hvorved han kunne åbenbare sit folk sit hus’ ordinancer og sit riges herligheder og lære folket frelsens vej … så de kunne … modtage åbenbaringer fra himlen og blive fuldkommengjort i det, der hører Guds rige til – men de ville ikke.«2

Herren ønsker at samle sine børn i denne uddeling og har åbenbaret »det, som har været skjult fra før verdens grundlæggelse … alt det, som vedrører dette hus og dets præstedømme« (L&P 124:41-42). Han opfordrer os alle til at forberede os på at vende tilbage til hans nærhed – muliggjort gennem hans sonoffer: »Se, det er min vilje, at alle de, som påkalder mit navn og tilbeder mig i overensstemmelse med mit evigtvarende evangelium, skal samle sig og stå på hellige steder« (L&P 101:22).

Hvorfor er tempelordinancer så vigtige?

Templer er de helligste tilbedelsessteder. Alt, der læres, og alt, hvad der bliver gjort i sidste dages templer, understreger vor himmelske Faders store plan for lykke, Jesu Kristi guddommelighed og hans rolle som vor Frelser. De pagter, der modtages, og de ordinancer, der udføres i templet, er afgørende for at helliggøre vores hjerte og i sidste ende for Guds sønners og døtres ophøjelse.

»Og dette højere præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer.

Og uden dets ordinancer og præstedømmets myndighed bliver guddommelighedens kraft ikke givet til kende for menneskene i kødet« (L&P 84:19-21).

Hellige ordinancer, som modtages værdigt og ihukommes, åbner til stadighed for de himmelske kanaler, hvorigennem guddommelighedens kraft tilflyder vores liv. Ved at modtage præstedømmeordinancer og indgå og holde hellige pagter bliver vi knyttet til og med Frelseren (se Matt 11:28-30)3 og kan blive velsignet med styrke udover vores egen til at overvinde jordelivets fristelser og udfordringer, når vi forbereder os på at vende tilbage til Guds nærhed.

Velsignelserne ved tempelpagter og -ordinancer

Billede
portræt af Jesus Kristus

Detalje fra Kristus og det unge barn, af Carl Bloch

To af de vigtige velsignelser, der modtages fra tempelpagter og -ordinancer, er øget glæde og kraft.

Forløseren er den ultimative og eneste kilde til varig glæde. Sand glæde kommer af at udøve tro på Herren Jesus Kristus, værdig modtagelse og trofast overholdelse af hellige pagter og ordinancer og ved at stræbe efter dyb omvendelse til Frelseren og hans mål.

Alma belærte sin søn om, at større hellighed og glæde i vores liv er muligt, når vi bliver renset og helliggjort gennem Jesu Kristi forsoning. Kun ved at have tro på vor Forløser, omvende os og efterleve pagterne er vi i stand til at modtage den varige lykke, som vi alle ønsker at opleve og fastholde.4

Læg mærke til løftet om glæde fra præsident Russell M. Nelson: »Vi indbyder alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til deres Frelser, modtage det hellige tempels velsignelser, nyde varig glæde og opnå evigt liv.«5.

I vor tid, hvor mørkets magter raser og »os true med ufred«,6 er den beskyttende kraft tilgængelig for os alle i og gennem tempelpagter og -ordinancer (se L&P 38:32; 43:16; 76:39-42; 105:11-12, 33; 138:12-15). Nefi så et syn og »så Guds lams kraft, at den kom ned … over Herrens pagtsfolk … og de blev udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed« (1 Ne 14:14).

I indvielsesbønnen til templet i Kirtland bønfaldt profeten Joseph Smith Faderen om, »at dine tjenere må drage ud fra dette hus, udrustet med din kraft« og så »ingen sammensværgelse af ugudelighed skal … opstå og vinde sejr over dit folk, på hvem dit navn skal skrives i dette hus« (L&P 109:22, 26).

Billede
Templet i Kirtland

Et herligt lys – Templet i Kirtland, af Glen S. Hopkinson, må ikke kopieres

Vi bør hver især stræbe efter at lære om og bedre forstå den beskyttende kraft i pagter og ordinancer, der er tilgængelige i Herrens hus – så vi som disciple kan »stå på hellige steder og … ikke lade sig flytte« (L&P 45:32) og »stå imod på den onde dag« (Ef 6:13).

Invitation og vidnesbyrd

Jeg opfordrer jer til flittigt at lære om og påskønne den evige betydning af tempelpagter, tempelordinancer og tempeltjeneste, når I stræber efter at komme til Frelseren og modtage de velsignelser, der er gjort mulige gennem hans forsoning. Og jeg vidner med glæde om, at Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, lever, og deres største ønske er, at vi vender tilbage til deres nærhed og tager del i deres herlighed (se L&P 97:16; 101:38).