»Nutidige profeters sikre vidnesbyrd«, Liahona, okt. 2023.
Nutidige profeters sikre vidnesbyrd
Præstedømmets myndighed kommer kun ved ordination, der er bemyndiget af Herren Jesus Kristus, som leder sin genoprettede kirke i dag.
Præsident Russell M. Nelson og hans hustru, Wendy, ved en forsamling af missionærer i Auckland, New Zealand, maj 2019. Som præsident Nelson har sagt, leder Frelseren sin kirke gennem »den stille måde som den guddommelig plan om efterfølgelse arbejder på«.
Som Bibelen erklærer, er Jesu Kristi sande Kirke »bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten« (Ef 2:20). Jeg oplevede en anvendelse af dette grundlæggende princip i det gengivne evangelium for mange år siden.
Et medlem af Kirken tog sin nabo med til mit kontor. Naboens mand var protestantisk præst med en stor menighed. I mange år havde hun og hendes mand tjent Herren med stor flid i deres kristne embede. Han havde døbt mange mennesker ind i den kirke.
Påvirket af sine sidste dages hellige naboer havde han nu læst Mormons Bog og var blevet omvendt til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han var parat til at frasige sig sin tjenestegerning og tilslutte sig den genoprettede kirke. Men først havde han og hans hustru brug for et svar på deres spørgsmål angående præstedømmets myndighed. Hans hustru mindede mig om, at hendes mand havde døbt mange mennesker, og hun spurgte: »Siger du, at min mand ikke havde nogen myndighed til at døbe alle de mennesker, han døbte?«
Ånden tilskyndede mit svar, som den gør i disse situationer.
»Nej,« sagde jeg. »Jeg er sikker på, at din mand havde myndighed til at døbe alle de mennesker, han døbte. Han havde al den myndighed, som hans kirke kunne give ham. Han kunne forrette ægteskaber. Han kunne gøre folk til medlemmer af menigheden. Han kunne hyre en entreprenør til at lægge et nyt tag på jeres kirke. Men det er ikke den slags myndighed, vi taler om. Myndigheden, du spørger til, er den myndighed, som Jesus gav Peter, at hvad han bandt på jorden, skulle være bundet i himlene (se Matt 16:19). Og fordi denne guddommelige myndighed må kunne spores tilbage til apostlene, findes den kun i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«
Præstedømmenøgler
Præstedømmemyndighed erhverves ikke gennem et kursus eller en eksamen fra et seminar. Skriften kan uddanne, øge vidnesbyrdet om Frelseren Jesus Kristus og endda skabe et ønske om at tjene Gud, men den overdrager ikke myndighed. Præstedømmemyndighed kommer heller ikke ved inspiration eller stræben. Præstedømmemyndighed kommer kun ved ordination. Bibelen gør dette klart.
Under sin jordiske tjenestegerning fortalte Frelseren Jesus Kristus de tolv apostle: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt« (Joh 15:16). Apostlen Paulus sagde: »Den værdighed [præstedømmet] kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud« (Hebr 5:4).
Visse ting følger af det faktum, at myndighed kun opnås ved at blive udvalgt og ordineret af Gud. Det første er vigtigheden af de »nøgler«, som Jesus gav Peter ved den hellige lejlighed (se Matt 16:19). »Præstedømmenøgler er myndigheden til at lede anvendelsen af præstedømmet på vegne af Guds børn.«1
Som Frelseren viste ved at give nøglerne til Peter, bliver præstedømmets nøgler givet til hans apostle. De nøgler, som gik tabt på grund af de oprindelige apostles død, skulle genoprettes, så præstedømmemyndigheden kunne overdrages og udøves i den genoprettede kirke. Dette blev gjort, da himmelske budbringere, der handlede under Jesu Kristi ledelse, kom for at genoprette Jesu Kristi Kirke. Det gjorde de ved at instruere og ordinere profeten Joseph Smith og give ham de nødvendige præstedømmenøgler. De nøgler eksisterer ikke uden for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
På denne måde har Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – den genoprettede kirke – myndighed til at udføre alle de gerninger og ordinancer, der blev udført i evangeliets tidligere uddelinger, og til at få dem »bundet [anerkendt] i himlen« (Matt 16:19; L&P 128:8). Disse afgørende frelsende og ophøjende ordinancer omfatter dåb, skænkelse af Helligånden, tempelbegavelsen og ægteskab for evigt. Alt dette gør det muligt for de levende og de døde at vende tilbage til Gud Faderen og Sønnen med fortsættelse af familieforhold for evigt.
Herren Jesus Kristus er gennem sine lærdomme og sin forsoning hovedhjørnestenen i alt dette, og hans værk skrider frem gennem hans apostle og profeter.
Profeten Joseph Smith har lært os: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag, og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«2
Dette billede fra 1984 (herunder) af De Tolv Apostles Kvorum viser fire af Kirkens fremtidige præsidenter. En femte apostel, præsident Gordon B. Hinckley, tjente da i Det Første Præsidentskab. Gennem tjeneste og erfaring forberedes hver apostel til fremtidigt ansvar, herunder for nogle, som Kirkens præsident.
Særlige vidner
Apostlene er kaldet til at være »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23). De har et unikt vidnesbyrd om Jesus Kristus. De vidner om hans eksistens, hans guddommelighed, hans mission og forsoning, hans opstandelse, hans hellige præstedømme og vores potentiale for evigt liv. Apostle får hjælp til dette af andre, der er kaldet til at udøve »profetiens ånd« (Åb 19:10).
I en verden, der tvivler på Frelserens guddommelighed, vidner jeg sammen med mine brødre i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum om hans guddommelige mission og forsoning. Vi vidner om, »at han er Faderens Enbårne« (L&P 76:23). Vi vidner om, at han har et opstandent »legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets« (L&P 130:22). Vi vidner om, at på grund af hans opstandelse vil alle Guds børn også opstå (se 1 Kor 15:21-22; 2 Ne 9:6, 22; Mormon 9:13; L&P 29:26). Vi vidner om, at han taler til sine tjenere i vore dage (se L&P 1:38). Vi vidner om, at »der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved« (ApG 4:12, se også Mosi 3:17; Moses 6:52).
Vi deler vores vidnesbyrd – og frelserens lærdomme – med kærlighed. Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Guds love er udelukkende motiveret af hans uendelige kærlighed til os og hans ønske for os om at blive alt, vi kan blive …
Herren Jesus Kristus, hvis kirke dette er, udpeger profeter og apostle til at kommunikere sin kærlighed og undervise i sine love.«3
Præsident Nelson har også sagt: »I forstår måske ikke altid alle den levende profets udtalelser. Men når I ved, at en profet er profeten, kan I komme til Herren i ydmyghed og tro og bede om jeres eget vidnesbyrd om, hvad som helst hans profet har sagt.«4
Alt dette opnås gennem Herrens kirke, der ledes af hans apostles profetiske tjenestegerning. Den dag præsident Nelsons ledelse af Kirken blev bekendtgjort, kom han med denne værdifulde forklaring på det, han kaldte »den majestætiske måde, hvorpå Herren leder sin kirke«:
»Når Kirkens præsident dør, er det ikke noget mysterium, hvem der dernæst bliver kaldet til at tjene i den stilling. Der er ikke nogen valgkamp eller kampagne, men kun den stille måde som den guddommelig plan om efterfølgelse arbejder på, som er sat i væk af Herren selv.
Hver dag af en apostles tjeneste er en dag med læring og forberedelse til mere ansvar i fremtiden. Det tager årtier med tjeneste for en apostel fra at være det nyeste medlem til at være seniorapostel i kredsen. I løbet af den tid oplever han på første hånd enhver facet af Kirkens arbejde. Han er også kommet til at kende folk på jorden temmelig godt, deriblandt deres historie, kultur og sprog, når opgaver gentagne gange tager ham om rundt på kloden. Denne proces med efterfølgelse i Kirkens ledelse er unik. Jeg kender ikke til noget ligesom det. Det bør ikke overraske os, fordi dette er Herrens kirke. Han arbejder ikke på menneskers måde.«5
Jeg bærer vidnesbyrd om den guddommelige proces, gennem hvilken Herren leder sin kirke i dag.