»I må bestandigt øve dyd«

Dyd er »retskaffenhed og moralsk helstøbthed«.¹ At øve dyd bestandigt kræver en vedholdende indsats med en inspireret opgaveliste. Udsagnsordene være og gøre er et doktrinært par. At være uden at gøre – er ligesom tro uden gerninger eller næstekærlighed uden omsorg – »i sig selv … er den død« (Jak 2:17). På samme måde beskriver at gøre uden at være dem, der »ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig« (Mark 7:6). Frelseren fordømmer at gøre uden at være som hyklerisk (se Matt 23:23; Mark 7:6).

Folk har ofte en opgaveliste og sætter et flueben, når de har udført en opgave på listen. Men man kan ikke opnå flueben med være. Hvornår kan I for eksempel sætte flueben på jeres liste ud for opdragelse, og markere det som gjort? I er aldrig færdige med at være mor eller far, hvilket er en livslang indsats.

Vi udøver hver dyd (være) ved hjælp af en inspireret opgaveliste over tilhørende handlinger. Hvis jeg ønsker at blive mere kærlig, hvilke omsorgshandlinger kan jeg så gøre i dag for at blive mere kærlig? Hvis jeg ønsker at blive mere tålmodig, hvad kan jeg så gøre i dag for at forbedre mig?

Når vi står ved en moralsk skillevej i livet, spørger vi ofte os selv: Hvad ville Jesus gøre? Når vi gør det, han ville gøre, øver vi dyd og bliver som ham. Hvis vi »færdes overalt og gør vel« (ApG 10:38), som han gjorde, vokser vi med hver eneste gode gerning i kærlighed og medfølelse, og de bliver en del af vores natur.

Billede

ildfluer

Ildflueeffekten

Det fantastiske ved ildfluen ses kun om natten. Dette fortryllende lille under i naturen ses ikke om dagen. Det kræver en mørk baggrund, før ildfluens lys bliver synligt. Det er kontrasten, der afslører dens lys.

Ildfluen og stjernerne er i naturen eksempler på, hvordan mørket er nødvendigt for at åbenbare lys, der ellers er skjult i klart dagslys. Eftersom Kristi lys altid er til stede, genkender mange medlemmer af Kirken ikke de daglige tilkendegivelser, der inspirerer dem til at udøve dyd.

Et vidnesbyrd om kristuslignende egenskaber opnås i høj grad ved kontrastfyldte modsætninger eller ved at »smage det bitre, så [vi] kan lære at skønne på det gode« (Moses 6:55). Hvis Adam og Eva ikke var faldet, ville de ikke have haft »glæde, for de kendte ikke til elendighed« (2 Ne 2:23). Præsident Brigham Young har sagt: »Alle kendsgerninger bliver bevist og tilkendegivet ved deres modsætning.«²

Børn lærer ved hjælp af modsætninger: Ja/nej, op/ned, over/under, stor/lille, varm/kold, hurtig/langsom og så videre. Det er kontrasten, der giver en klarere forståelse. På samme måde kræver det at forstå en dyd et studium af det modsatte.

Vi ønsker for eksempel alle at være sunde, men taknemlighed for helbredet og ønsket om at bevare det kommer først, når man har oplevet det modsatte af et godt helbred: Sygdom, skade. Selv Frelseren »måtte … lære lydighed af det, han led« (Hebr 5:8).

Sommetider beskrives en dyd bedst ved hjælp af dens modsætning, såsom »uden hykleri« og »uden svig« (L&P 121:42), »ikke let ophidset« (Moro 7:45) og så videre.

At øve dyd er ikke blot en livslang indsats for at udvikle kristuslignende egenskaber. Det er også en bestræbelse på at »sige nej til ugudelighed og verdslige lyster« (Tit 2:12, se også Joseph Smiths oversættelse af Matthæus 16:26 [i Matt 16:24; fodnote e] Moro 10:32). Når vi stræber efter at udvikle en kristuslignende dyd, vokser den, når vi fjerner dens modsætning: Vi »aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning« (Mosi 3:19).

Hvis vi anvender ildflueeffekten på en række egenskaber, afsløres sandheden, kraften og vidnesbyrdet ved hver enkelt:

• Kærlig versus hadefuld, fjendtlig, uvenlig

• Ærlig versus uærlig, bedragerisk, hyklerisk

• Tilgivende versus hævngerrig, fornærmet, bitter

• Venlig versus ondskabsfuld, vred, uvenlig

• Tålmodig versus opfarende, hidsig, intolerant

• Sagtmodig versus arrogant, indbildsk, nedladende

• Fredsstifter versus stridbar, splittende, provokerende

Kontrasten hjælper os til at se styrken i vores vidnesbyrd om hver dyd, og hvor mange åndelige erfaringer vi hver dag gør os med vores samvittighed. Kontrasten åbenbarer Kristi lys, så vi tydeligt kan se det.

Ved overdrivelse bliver lyster fordærvende og mår »[kontrolleres] med fornuft, ikke i overmål« (L&P 59:20). Lidenskaber kan blive tvangsmæssige, derfor må vi »tøjle alle [vore] lidenskaber« (Alma 38:12). Ønsker kan blive uberegnelige og fanatiske, så vær »afholdende i alt« (1 Kor 9:25; Alma 7:23; 38:10; L&P 12:8).

For yderligere at illustrere dette er her nogle få dyder, der er blevet ført ud i det ekstreme:

• Overdreven frimodighed bliver anmassende (se Alma 38:12).

• Flid bliver til udbrændthed eller at løbe hurtigere, end I er i stand til (se Mosi 4:27).

• Overdreven ærlighed bliver uhøflig og taktløs. Det kan undskyldes for børn, men ikke for voksne, der mangler dyderne ved at være betænksomme, venlige og empatiske.

• Overdreven sparsommelighed bliver egoistisk, smålig og nærig.

• Overdreven tolerance bliver eftergivende, slap, laisser faire.

• Overdreven kærlighed bliver forkælende, kvælende, forkrøblende.

Enhver dyd har brug for en komplementerende dyd eller dyder, en guddommelig balanceøvelse, for at undgå, at den bliver overdreven. Ligesom retfærdighedens vægt symboliserer behovet for balance mellem retfærdighed og barmhjertighed, har alle dyder brug for en vis balance med deres komplementerende dyder.

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) delte denne indsigt om Frelseren: »Alle dyder fandtes i hans liv i fuldkommen harmoni«.³

Når folk fornemmer, at deres liv er ude af balance, eller at de opfører sig fanatisk eller ekstremt, vil det være klogt at overveje, hvilke dyder der mangler og er nødvendige for at genoprette balancen i deres liv. Ellers kan en dyd blive forpurret, og en styrke »kan blive vores undergang«, som præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt.⁴

En halv sandhed er vildledende, fordi den kun er delvist sand eller kan være fuldstændig sand, men kun en del af hele sandheden. Nogle eksempler på halve sandheder med dyder:

• Handlefrihed uden ansvar er det, som Korihor belærte om: »at enhver tilegnede sig i forhold til sin styrke, og hvad end et menneske gjorde, var det ingen forbrydelse« (Alma 30:17).

• Tro uden gerninger og barmhjertighed uden retfærdighed er eksempler på det, som Nehor belærte om: »At hele menneskeslægten ville blive frelst … for Herren havde skabt alle mennesker og havde også forløst alle mennesker; og til sidst ville alle mennesker få evigt liv« (Alma 1:4).

• Retfærdighed uden barmhjertighed skildres rørende i Victor Hugos mesterværk, Les Misérables, i form af karakteren Javert. Retfærdighed er kun en dyd, når den balanceres af barmhjertighed; ellers bliver den til uretfærdighed, dens modsætning.

• Kærlighed og medfølelse uden selvhjulpenhed ses i Helen Kellers liv.⁵ Hendes forældre havde få eller ingen forventninger til deres blinde og døve datter. Det var Anne Sullivan, der var lærer for blinde og døve, der introducerede den komplementerende dyd selvhjulpenhed og hjalp Helen til at opnå sit sande potentiale.

• Tolerance uden sandhed og kærlighed uden lov nedbryder, kompromitterer og korrumperer Herrens standarder og resulterer i frafald ved selvbedrag (se 4 Ne 1:27).

• Omvendt blev lov uden kærlighed og sandhed uden tolerance praktiseret af farisæerne og resulterede i frafald ved stolthed.

• At være retfærdig uden at være inkluderende (se Luk 15:1-7) kan føre til selvretfærdighed, fordomsfuldhed og hykleri.

• Tro og håb uden tålmodighed (Herren »velsigner jer [straks]« (Mosi 2:24), men »han prøver deres tålmodighed« (Mosi 23:21)) kan føre til en følelse af utilstrækkelighed og tab af tro.

Hver eneste dyd er en halv sandhed, med mindre den balanceres af dens komplementerende dyd(er), som er nødvendige for doktrinær ligevægt.

Som »faderen til strid« (3 Ne 11:29) ophidser Satan på snedig vis vrede ved at sætte dyder op mod hinanden med en »versus«-mentalitet, såsom retfærdighed versus barmhjertighed. Men Herren »giver råd… i retfærdighed og i stor barmhjertighed« (Jakob 4:10, fremhævelse tilføjet). Disse to dyder er ikke modsætninger, men de komplementerer hinanden. For at opnå en fuldkommen balance er det doktrinært mere præcist og klogere at sige:

• Retfærdighed og barmhjertighed (i modsætning til retfærdighed versus uretfærdighed)

• Handlefrihed og ansvar

• Tro og gerninger

• Religiøs/overholdelse af pagter (det ydre) og åndelig/at være discipel (det indre)

• Overensstemmelse og fleksibilitet

• Fællesskab og forskellighed

• Lovens bogstav og lovens ånd

• Ærbødighed/højtidelighed og glæde/selskabelighed

• Frimodighed og sagtmodighed

• Tapperhed og diskretion

• Disciplin og godhed

• Retfærdighed for alle og kompromisløshed

• Mildhed og fasthed

• »Således skal jeres lys skinne for mennesker« (Matt 5:16) og ikke »tragte efter anerkendelse fra mennesker« (L&P 121:35)

• Og så videre

Kernen i de to store bud – at elske Gud og elske vores næste – er dyden næstekærlighed. »På de to bud hviler hele loven og profeterne« (Matt 22:40). Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum kaldte næstekærlighed for »den første og store og altomfattende befaling« og bemærkede, at den er den største »på grundlag af den enkle og matematiske sandhed, at et hele er større end nogen del«.⁶

»Og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ›Du skal elske din næste som dig selv‹. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde« (Rom 13:9–10). Kærlighed er den dyd, der fører menneskeheden fra moseloven til evangeliets lov.

På grund af næstekærlighedens omfattende natur kan alle andre dyder siges at være bestanddele af denne dyd, for den »er tålmodig«, den »er mild«, den »misunder ikke«, og den »bilder sig ikke noget ind« (se 1 Kor 13:4-8; Moro 7:45).

Billede

en lille pige kaster en ske fra sig

Overvej dette eksempel: Når en mor giver en ske til sit lille barn, er det et indsigtsfuldt eksempel på næstekærlighed eller kristuslignende kærlighed. Tænk på de mange dyder i dette scenarie: Tillid, kærlighed, håb, selvhjulpenhed, tolerance (for griseri og trods), mildhed, venlighed, tålmodighed, ro, fasthed, overtalelse osv. Moderen »hidser sig ikke op, … tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. [Hendes kærlighed] hører aldrig op« (1 Kor 13:5, 7-8).

Hvor er vi taknemlige for en kærlig Fader i himlen, hvis næstekærlighed er tålmodig og langmodig med det rod, vi laver i vores liv!

Er det så noget under, at skrifterne identificerer næstekærlighed som »det største« (1 Kor 13:13; Moro 7:46), som »en langt bedre vej« (1 Kor 12:31) og som »først og fremmest«? (1 Pet 4:8). Rent faktisk er opfordringen til at »bede til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed« (Moro 7:48) en invitation til at bede om alle dyder og stræbe efter en fuldkommen balance mellem dem. Uden balance kan selv næstekærlighed blive taget til det ekstreme, som for eksempel med Helen Kellers kærlige, men eftergivende og overbærende forældre.

I Forkynd mit evangelium kapitel 6, »Hvordan udvikler jeg kristuslignende egenskaber?«, lærer missionærerne, at »kristne egenskaber er gaver fra Gud. De opnås i takt med, at du bruger din handlefrihed retfærdigt. Bed din himmelske Fader om at velsigne dig med disse egenskaber. Du kan ikke udvikle dem uden hans hjælp«.⁷

At klare at øve dyd kræver en god balance mellem tro på Jesus Kristus og bøn og »med glæde gøre alt, hvad der står i vores magt« (L&P 123:17).

Moroni lærte os, at vores håb om at blive som Jesus Kristus er centreret i ham: »Kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I … elsk[er] Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus« (Moro10:32).

Må Herrens livs prædiken blive vores bøn og stræben. Når vi »bestandigt øver dyd« (L&P 46:33, fremhævelse tilføjet), vil »dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen« (L&P 121:45, fremhævelse tilføjet).