O, Herre, på denne vor dag

Jeg er sikker på, at I hver især kan fortælle om oplevelser, hvor I er blevet velsignet ved at følge profeten.

At følge det, som profeterne bliver inspireret til at undervise i, er ingen garanti for, at vi ikke bliver latterliggjort eller forfulgt, eller at vi ikke møder andre vanskeligheder på grund af vores lydighed. Jeg vidner om, at vores villighed til at adlyde i sidste ende bringer »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden« (L&P 59:23).

Nefi og den del af Lehis og Ismaels familier, der fulgte Lehis lærdomme, stod over for store udfordringer, men de endte med at leve »på lykkelig vis« (2 Ne 5:27) i det forjættede land. At vente på og tro på fremtidige lovede velsignelser kan være en udfordring i en tid, hvor vi bliver frustrerede, hvis en computersøgning tager mere end 62 sekunder.

Da jeg var yngre, undrede jeg mig over, hvorfor folk i Mormons Bog nogensinde ville afvise profeterne. Det virkede næsten skørt for mig. Kunne de ikke se, hvad resultatet ville blive? Hvordan kunne folk nå til et punkt, hvor de ville afvise profeternes budskaber og endda afvise og hade profeterne selv?

For adskillige år siden besluttede jeg mig for at studere reaktioner på budskaber fra profeter. Sommetider afviste folk profeterne, fordi de var misundelige på dem og deres magt.

I Nefis Tredje Bog, da Nefi tjente med stor kraft, »blev [de] vrede på ham, ja, fordi han havde større kraft end de« (3 Ne 7:18). Folket så endda Nefi oprejse sin bror fra de døde; »og folket så det og var vidne til det og var vrede på ham på grund af hans magt« (3 Ne 7:20).

Da Thomas Marsh kom tilbage til Kirken efter sin utilfredshed, forklarede han, hvad der skete:

»Jeg må have tabt Herrens Ånd ud af mit hjerte …

Jeg blev jaloux på profeten … og overså alt, hvad der var rigtigt, og brugte al min tid på at lede efter det onde; … jeg troede, at jeg så en bjælke i bror Josephs øje, men det var intet andet end en splint, og mit eget øje var fyldt med bjælken; … jeg blev vred, og jeg ønskede, at alle andre skulle være vrede. Jeg talte med bror Brigham Young og bror Heber C. Kimball, og jeg ønskede, at de skulle være vrede som mig selv; og jeg så, at de ikke var vrede, og jeg blev endnu mere vred, fordi de ikke var. Bror Brigham Young sagde med et advarende blik: ›Er du Kirkens leder, broder Thomas?‹ Jeg svarede ›nej‹. ›Jamen,‹ sagde han så, ›hvorfor lader du det så ikke ligge?‹«²

Der er andre grunde til, at folk ikke har fulgt profeternes råd. En af de mest almindelige er, at profeter vidner om folks synder og forkynder omvendelse. Det bliver ikke godt modtaget af ret mange mennesker. Før det første vers i Mormons Bog kan vi i den korte introduktion, som Nefi giver til Nefis Første Bog, se dette tema dukke op. Nefi skriver »Herren formaner Lehi til at drage ud af Jerusalems land, fordi han profeterer for folket angående deres misgerninger, og de forsøger at berøve ham livet.« Dette mønster gentages i skrifterne (se fx 1 Ne 16:2; Mosi 13:4; Alma 35:15; Hel 8:4; 13:26-28).

De fleste af os ønsker ikke at høre, at vi gør noget forkert. Vi kan ikke lide at blive irettesat. Det bliver en større udfordring i takt med, at samfundet bevæger sig længere og længere væk fra Guds lærdomme og befalinger. I et retfærdigt samfund bliver folk, der driver ind i synd, afvigere; men i et samfund, der ignorerer eller forkaster Herrens lærdomme, bliver de, der holder befalingerne, afvigerne, og de kommer under stærkt pres.

I Mormons Bog var de samfund, der var mest fanget af falske filosofier og synd – såsom kong Noas folk, Ammonihas folk eller zoramitterne – mest tilbøjelige til at reagere negativt på profeternes budskaber. Når samfund smuldrer, bliver den store og rummelige bygnings indflydelse på den enkelte stærkere. Den virker tættere på og større. Hånen virker mere intens og mere rammende. Det føles, som som der er flere, der peger fingre – og det er der også. Ikke blot hviler der et pres på os om at vende os væk fra stien og træets frugt, men også om at deltage i latterliggørelsen og angrebet af dem, der prøver at blive på stien.

Hvad var der sket, for at disse samfund nåede til et punkt, hvor de afviste profeterne og tilmed tørstede efter deres blod? Hvordan blev de falske filosofier og læresætninger forankret i folkets hjerte? Hvilke faktorer gjorde dem i stand til at bevæge sig fra ydmyghed til stolthed og fra lydighed til fjendtlighed? Det er måske et emne til en anden gang.

Når vi ser på de samfund og personer, der vender sig fra profeterne og fra Herren, kan vi se resultaterne set i bakspejlet. Byen Ammoniha blev ødelagt på én dag. Noas folk blev sat i trældom, og mange blev dræbt. Zoramitterne blev oprørte over, at nogle af de fattige blandt dem, der havde taget imod evangeliet, blev taget varmt imod i Jershons land. Dette udløste, at de gik i krig mod den nefitiske nation.

Vi har hver især valget om at følge profeten, uanset hvilke tilstande, der råder i det samfund, vi lever i. Vi føler måske et pres fra samfundet om at ignorere eller endda afvise profetens budskab, men vi beholder stadig evnen til at vælge. Hvis vi holder vores pagter og holder os tæt på Herren, bliver det meget lettere for os at følge profeten. Vi vil have Ånden til både at vejlede os og styrke vores forsæt om at underkaste os Herrens vilje. Og så modtager vi Herrens velsignelser.

Jeg havde en samtale for nogle få år siden om et bestemt emne, der har nogle politiske forgreninger, men emnet er ikke rigtigt blevet omtalt af Kirken eller profeten. Personen kom med en kommentar om, at hvis profeten nogensinde bad os om at gøre det, vi talte om, ville denne person ikke gøre det, og for ham ville det betyde, at profeten ikke længere var en sand profet. Jeg blev lidt overrasket og syntes, at det var en meget forhastet beslutning. Men efter samtalen tænkte jeg: Var der noget, som jeg følte stærkt nok om, eller som samfundets nuværende tendenser var så stærkt imod, at det kunne få mig til at afvise profeten?

Når en profets råd kolliderer med vores personlige følelser, ønsker eller overbevisninger, eller når det råd er i modstrid med samfundets udbredte synspunkter, hvad er vores reaktion så? Joseph Smith sagde: »Jeg har i adskillige år prøvet på at berede de helliges sind på at modtage det, der hører Gud til, men vi ser ret ofte, at nogle af dem, efter at de har lidt alt det, de har, for Guds værk, vil knuses som glas, så snart der kommer noget, som er i modstrid med deres traditioner og overleveringer. De kan slet ikke tåle ilden.«³

Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har talt om at reagere på profeters råd:

»Når profeternes ord synes at være gentagelser, bør vores opmærksomhed blive vakt og vores hjerte fyldes med taknemlighed over at leve i en så velsignet tid.

For dem, der har stærk tro, synes det fornuftigt at søge efter en vej til sikkerhed i profeternes vejledning. Når en profet taler, vil de med ringe tro måske mene, at de bare hører en klog mand give gode råd. Og hvis disse råd så synes bekvemme og rimelige og passer ind i deres kram, så følger de det. Hvis de ikke gør det, betragter de det som et dårligt råd, eller også mener de, at deres situation retfærdiggør, at de er en undtagelse til reglen. De, der slet ingen tro har, vil mene, at de blot lytter til mænd, der søger at udøve magt for deres egne selviske motivers skyld …

Når vi afviser profetisk vejledning mindskes vores evne til at tage imod inspireret vejledning i fremtiden …

Hver gang jeg har lyttet til profeternes vejledning, følt den bekræftet gennem bøn og så fulgt den, har jeg erfaret, at jeg bevægede mig i sikkerhed … 

Af og til vil vi modtage vejledning, som vi ikke kan forstå eller som ikke synes at gælde os, selv når vi bønsomt har overvejet den. Lad være med at forkaste vejledningen, men læg jer den på sinde. Hvis nogen, I stoler på, gav jer en håndfuld sand med løftet om, at det indeholdt guld, ville I gøre klogt i at beholde det i hånden et stykke tid, mens I forsigtigt rystede det. Hver gang jeg har gjort det med vejledning fra en profet, er guldstøvet begyndt at dukke op efter et stykke tid, og jeg har været taknemlig.«⁴

Da lamanitten Samuel beskrev for folket, hvordan de havde afvist profeterne og i stedet lyttet til andre, der lærte dem at »vandre efter [deres] eget hjertes stolthed, ja, vandre efter [deres] øjnes stolthed, og gøre, hvad end [deres] hjerte [ønskede]!« (Hel 13:27), stillede han to borende spørgsmål: »Hvor længe vil I tillade jer at blive ledt af tåbelige og blinde vejledere?« og »hvor længe vil I vælge mørke frem for lys?« (Hel 13:29).

Ingen ville indrømme, at de ønskede at blive ledt af blinde vejledere. De, der var blevet vildledt, ville ikke have kaldt dem, der underviste dem i falske filosofier »blinde vejledere«. Faktisk er det sandsynligt, at de, der gjorde det misvisende, ofte blev betragtet som oplyste, fremadrettede, geniale og socialt opmærksomme.

Jeg spekulerer på, hvordan nogle af disse blinde vejledere fra Mormons Bog ville passe ind i dagens verden. Tænk på Sherem, der var lærd og havde en fuldkommen kundskab om folkets sprog, så han kunne bruge megen smiger. Med hans mestring af sproget ville han helt sikkert tage Twitter-verdenen med storm. Han ville have mange fængende, smarte tweets, der ville blive videresendt, fordi han præcis vidste, hvordan man formulerer en vending eller giver ordene en giftig brod.

Med Nehors store styrke, kostbare klæder og folkelige appel ville han få mange følgere på Instagram – han ville udgøre et forbillede på det »gode liv« uden begrænsende befalingerne og følge sit mønster med at kritisere Kirken og dens lærdomme.

Og Korihor ville have millioner af abonnenter på sin YouTube-kanal, hvor han ville have frihed til at gøre nar af troende og undervise i ting, der var »behagelige for det kødelige sind« (Alma 30:53). Han ville »[føre] sig frem med store, højrøstede ord …og [håne]« (Alma 30:31) kirkens profeter og ledere. Han ville samle flere abonnenter, efterhånden som hans budskab nåede ud om, at »hvad end et menneske gjorde, var det ingen forbrydelse« (Alma 30:17).

Det underliggende budskab i al deres kommunikation ville selvfølgelig være, at der ingen Kristus er. Deres lærdomme er ikke så moderne eller originale. De er plagiater fra ophavsmanden til al løgn. Selv Korihor indrømmede til sidst, at Djævelen lærte ham, hvad han skulle sige (se Alma 30:53).

Når enkeltpersoner eller samfund adskiller sig fra Herrens lærdomme, som kommer gennem profeterne, ser de efter alternative lærdomme, der giver dem mulighed for at leve, som de ønsker – uden den irriterende skyldfølelse.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »Trist nok, mine unge venner, er det kendetegnende for vor tid, at hvis folk overhovedet ønsker sig en gud, så vil de have nogle guder, som ikke kræver en masse, de vil have ›komfortable guder‹, som nogle har kaldt det. Guder, som ikke rykker for meget ved vores verdensbillede, guder, som klapper os på hovedet, får os til at le og siger, at vi skal løbe ud og lege.«⁵

Blinde og tåbelige vejledere vil aldrig føre os til de glæder og velsignelser, som Herren ønsker, at vi modtager. Når vi følger profeterne, må vi, selv om det ikke er populært, være villige til at forsvare det, der er ret, når vi møder foragt og forfølgelse.

Selvom blinde vejledere og verdens foragt prøver at føre os væk fra Gud og hans velsignelser, kalder profeterne os til at komme til Frelseren. Profeter prøver ikke at overbevise os om at tilbede dem, men kalder os til at tilbede og komme vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, nærmere (se for eksempel Lehi i 1 Ne 8:12).

For nogle få år siden talte Jill og jeg med præsident Russell M. Nelson. Han spurgte os, om vi ville være villige til at tage imod en anden opgave. Præsident Nelson har altid været så venlig mod os og har behandlet Jill med stor kærlighed og respekt. Da han havde stillet spørgsmålet om vores villighed, sagde Jill: »Vi vil gøre alt for dig, præsident Nelson.« Han svarede straks: »Gør det for ham.« Det var slående for både Jill og mig. Han lærte os en vigtig lektie. Præsident Nelson ønskede, at vi havde de rette motiver og holdt fokus der, hvor det skulle være.

Når vi bliver vejledt af profeterne, følger vi faktisk rådet på grund af ham – Frelseren. Hans nåde er tilstrækkelig for os alle.

Vi kender til præsident Nelsons egen villighed til at følge profeter i hele sit liv. Han opgav en prestigefyldt karrieremulighed som følge af profetens råd. Som en meget travl kirurg med en stor familie studerede han kinesisk, fordi profeten kom med en kommentar om, at der var brug for medlemmer af Kirken, der kunne tale kinesisk. Vi ved, at da præsident Thomas S. Monson bad Kirkens medlemmer om at studere Mormons Bog, så sprang præsident Nelson lige ud i det. Hvordan ville Kirken eller verden være, hvis vi alle var lige så villige til at følge profeten, som præsident Nelson har været?

Jeg ved, at der er enorme velsignelser, når vi følger den vejledning, Herren giver gennem sine profeter. Hvis det, de siger, kolliderer med de aktuelle tendenser i samfundet, så lad os have modet til at følge, opretholde og forsvare. Det vil ikke altid gå gnidningsløst, men det vil altid føre til lovede velsignelser og personlig udvikling.