Kapitel 1

Gengivelsen af evangeliet – nu stråler lyset i sin pragt

»Dette herlige evangelium blev indledt ved, at Faderen og Sønnen viste sig for drengen Joseph.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

Gordon B. Hinckley nærede igennem hele sit liv en stor respekt for de folk og de steder, der var involveret i gengivelsen af evangeliet. Han var især taknemlig for Joseph Smith og hans rolle i genoprettelsen, og han talte om en »evigt voksende trang til at bære vidnesbyrd om Herrens guddommelighed og om profeten Joseph Smiths mission«.¹

I 1935, da Gordon rejste hjem fra sin mission i England, besøgte han og andre hjemvendte missionærer den hellige lund og Cumorahøjen. De gjorde også holdt ved fængslet i Carthage, hvor profeten Joseph Smith og Hyrum Smith led martyrdøden. De vandrede ad Nauvoos støvede gader, hvor de fordrevne hellige havde forvandlet et sumpområde til en smuk by. Refleksioner over de første helliges prøvelser og sejre fyldte uden tvivl Gordons sind, mens han var disse steder, og da han fortsatte vestpå ad pionerernes rute til Salt Lake City.

Gordon B. Hinckley vendte tilbage til genoprettelsens hellige steder mange gange i de følgende årtier. Ved Det Første Præsidentskabs julebudskab den 3. december 2000 fortalte han om en personlig oplevelse fra et besøg i den hellige lund:

»For nogle år siden fik jeg den opgave at tage til konference i Rochester Stav i New York. Om lørdagen sagde jeg til de brødre, som var med mig: ›Lad os stå tidligt op i morgen, tidligt søndag morgen, og køre ud til den hellige lund, inden konferencen begynder.‹ Den var de alle med på. Derfor tog missionspræsidenten, stavspræsidenten, regionalrepræsentanten og jeg meget tidligt den forårssabbat ud til Palmyra og gik ind i lunden. Der var ikke andre i lunden. Der var fredfyldt og smukt. Det havde regnet i løbet af natten. Der sad små nyudsprungne blade på træerne.

Vi talte kun dæmpet til hinanden. Vi knælede ned på den fugtige jord og bad. Vi hørte ikke nogen røst. Vi så ikke noget syn. Men på en ubeskrivelig måde fik vi hver især at vide i vores sind, at her fandt det sted, sådan som Joseph sagde, det skete. Det var her, at Gud vor evige Fader og hans elskede Søn, den opstandne Herre Jesus Kristus, viste sig for den 14-årige dreng og talte med ham. Deres uforlignelige lys hvilede på ham, og han blev belært om, hvad han skulle gøre.

Denne uovertrufne hændelse, det første syn, rev det forhæng til side, hvorigennem Kristi Kirke blev genoprettet på jorden. Den kom ud fra mørkets ørken, fra forgangne tidsaldres trøstesløshed frem i en ny dags herlige morgengry. Derefter kom Mormons Bog som endnu et vidne om Herren Jesus Kristus. Hans hellige, højeste præstedømme blev gengivet under håndspålæggelse af dem, der besad det tidligere. Nøgler og magter blev overdraget til profeten og hans medarbejdere. Den oprindelige kirke var atter på jorden med alle tidligere uddelingers velsignelser, bemyndigelser, læresætninger, nøgler og principper. Det er [Kristi] kirke. Den bærer hans navn. Den bliver ledet ved hans præstedømme. Der er ikke givet noget andet navn under himlen, som menneskene kan blive frelst ved. Joseph Smith … blev det store vidne om ham.«²

Det første syn indledte »det afsluttende kapitel i den lange krønike, der drejer sig om Guds handlemåde over for mænd og kvinder på jorden«.

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Efter Frelserens død gled den kirke, han havde oprettet, over i frafald.

[Jesus Kristus] var og er den store centrale skikkelse i menneskenes historie, tidernes og alle menneskers midte.

Før sin død havde han ordineret sine apostle. De fortsatte en tid. Hans kirke blev grundlagt.³

Efter Frelserens død gled den kirke, han havde oprettet, over i frafald. Dermed blev Esajas’ ord opfyldt, som lød: »Jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat budet og brudt den evige pagt« (Es 24:5).⁴

I sine breve bønfaldt Paulus Kristi disciple om at have styrke, for at de ikke skulle blive forledt af den Onde. Men til sidst fik en stemning af frafald overhånd.⁵

Århundrederne gik. Mørkets skyer omringede jorden. Esajas beskrev det: »For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene« (Es 60:2).

Det var en tid med plyndring og lidelse, kendetegnet af lange og blodige konflikter … Det var en håbløshedens tidsalder, en tid med herrer og livegne.

De første tusind år gik, og det andet årtusind begyndte. De første århundreder var en fortsættelse af de forgangne. Det var en tid fyldt med frygt og lidelse.⁶

Renæssancen og reformationen bidrog til at berede vejen for gengivelsen af evangeliet.

På en eller anden måde tændtes der i denne lange mørke nat et lille lys. Renæssancen medførte en opblomstring af lærdom, kunst og videnskab. Der opstod en bevægelse af frygtløse og modige mænd og kvinder, som så mod himlen i erkendelse af Gud og hans guddommelige Søn. Vi omtaler den som reformationen.⁷

Reformatorer arbejdede for at ændre [den kristne kirke], især mænd som Luther, Melanchton, Hus, Zwingli og Tyndale. Det var mænd med stort mod, hvoraf nogle led en forfærdelig død på grund af deres tro. Protestantismen blev født med dets råb om reformation. Da den reformation ikke kom, organiserede reformatorerne deres egne kirker. Det gjorde de uden præstedømmets myndighed. Deres eneste ønske var at finde et sted, hvor de kunne tilbede Gud, sådan som de følte, han skulle tilbedes.

Alt imens disse stærke kræfter havde fremgang overalt i den kristne verden, arbejdede også de politiske kræfter. Derpå kom den amerikanske uafhængighedskrig, der resulterede i en nations fødsel, hvis forfatning erklærede, at regeringen ikke skulle stikke sin grådige hånd i religiøse sager. En ny dag var begyndt, en herlig dag. Her var ikke længere en statskirke. Intet enkelt trossamfund blev favoriseret frem for et andet.

Efter århundreder med mørke og smerte og kamp var tiden moden for gengivelsen af evangeliet. Fordums profeter havde talt om denne længe ventede dag.

Alt havde peget mod denne tid. Århundrederne med al deres lidelse og alt deres håb var kommet og gået. Nationernes almægtige dommer, den levende Gud, besluttede, at de tider, som profeterne havde talt om, var kommet. Daniel havde forudset en sten, der blev revet løs uden brug af hænder og blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden (se Dan 2:35, 44).⁸

Genoprettelsen blev indledt ved, at Faderen og Sønnen viste sig for Joseph Smith.

Efter at mange slægtled var gledet hen på jorden – mange af dem i krig, had, mørke og ugudelighed – gryede genoprettelsens strålende nye dag. Dette herlige evangelium blev indledt ved, at Faderen og Sønnen viste sig for drengen Joseph.⁹

Hvor meget mere bemærkelsesværdigt var så ikke det syn i året 1820, da Joseph bad i lunden, og både Faderen og Sønnen viste sig for ham. En af dem talte til ham, kaldte ham ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: »Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS–H 1:17)

Intet lignende var nogensinde sket før. Man forledes til at undre sig over, hvorfor det var så vigtigt, at både Faderen og Sønnen viste sig. Jeg tror, det var, fordi de indledte tidernes fyldes uddeling, evangeliets sidste og afsluttende uddeling, hvor alle tidligere uddelingers elementer ville blive samlet i et. Det skulle være det afsluttende kapitel i den lange krønike, der drejer sig om Guds handlemåde over for mænd og kvinder på jorden.¹⁰

Ethvert krav, som vi gør på at have guddommelig myndighed, enhver sandhed, som vi forkynder angående dette værks gyldighed, har sin rod i den første åbenbaring, som profeten modtog. Uden den ville vi ikke have så meget at sige. Det var den storslåede indledning til tidernes fyldes uddeling, hvor Gud lovede, at han ville gengive al den magt, alle gaver og velsignelser, som alle tidligere uddelinger havde haft.¹¹

Præstedømmets myndighed og nøgler blev gengivet.

Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed og nøgler blev gengivet til jorden som en del af genoprettelsen.

Da Johannes Døber gengav Det Aronske Præstedømme, lagde han hænderne på Joseph Smiths og Oliver Cowderys hoveder og sagde: »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse« (L&P 13:1).¹²

Herefter fulgte et besøg fra Peter, Jakob og Johannes, Herren Jesu Kristi apostle, som overdrog Joseph og Oliver Cowdery Det Melkisedekske Præstedømme, som disse apostle havde modtaget ved Herrens egne hænder.¹³

Tre af [Frelserens] apostle – Peter, Jakob og Johannes – viste sig for Joseph og Oliver et sted »i det uopdyrkede land« langs Susquehannafloden (se L&P 128:20). De lagde deres hænder på deres hoveder og overdrog dem denne hellige myndighed …

Jeg kan spore mit præstedømme i direkte linje til denne hændelse. Det lyder sådan: Jeg blev ordineret af David O. McKay, der blev ordineret af Joseph F. Smith, der blev ordineret af Brigham Young, der blev ordineret af de tre vidner, der blev ordineret af Joseph Smith jun. og Oliver Cowdery, der blev ordineret af Peter, Jakob og Johannes, der blev ordineret af Herren Jesus Kristus.

På samme vis er det givet til [hver bærer af Det Melkisedekske Præstedømme]. Hver eneste af jer brødre, som bærer dette præstedømme, har også modtaget det i direkte linje fra den overdragelse, som Peter, Jakob og Johannes foretog.¹⁴

Gennem Joseph Smith åbenbarede Herren sandheder, der adskiller os fra andre kirker.

Tillad mig at nævne nogle af de mange læresætninger og traditioner, der adskiller os fra alle andre kirker, og som alle er modtaget ved åbenbaring til den unge profet. I kender dem, men de er værd at gentage og tænke over.

Guddommen

Den første af disse er … tilsynekomsten af Gud selv og hans elskede Søn, den opstandne Herre Jesus Kristus. Dette storslåede første syn er, efter min mening, den største begivenhed af sin art siden vor Herres fødsel, liv, død og opstandelse i tidernes midte.

Vi har intet nedskrevet om nogen lignende begivenhed.

I århundreder har mænd samlet sig og diskuteret Guddommens natur. Konstantin samlede forskellige lærde i Nikæa i året 325. Efter to måneders indgående debat indgik de kompromis om en definition, som i generationer har været læresætning blandt kristne angående Guddommen.

Jeg opfordrer jer til at læse definitionen og sammenligne den med drengen Josephs udsagn. Han siger ganske enkelt, at Gud stod foran ham og talte til ham. Joseph kunne se ham og høre ham. Han var i et menneskes skikkelse, et væsen med et legeme. Ved hans side stod den opstandne Herre, et selvstændigt væsen, som han præsenterede som sin elskede Søn, og med hvem Joseph også talte.

Jeg vil tillade mig at hævde, at på den korte tid, dette bemærkelsesværdige syn varede, lærte Joseph mere om Guddommen end alle fortidens lærde og gejstlige.

Under denne guddommelige åbenbaring blev vitterligheden af Herren Jesu Kristi bogstavelige opstandelse bekræftet udover enhver tvivl.

Denne viden om Guddommen, der var skjult for verden i århundreder, var den første og store ting, Gud åbenbarede for sin udvalgte tjener.¹⁵

Mormons Bog som et vidne sammen med Bibelen

»Mormons Bog … taler som en røst fra støvet, som et vidnesbyrd om Guds Søn.«

Jeg taler herefter om noget andet meget vigtigt, Gud har åbenbaret.

Den kristne verden accepterer Bibelen som Guds ord. De fleste ved ikke, hvordan den kom til os.

Jeg er lige blevet færdig med at læse en nyudgivet bog af en berømt videnskabsmand. Det er tydeligt ud fra de oplysninger, som han giver, at Bibelens forskellige bøger blev bragt sammen på en måde, der forekommer at have været usystematisk. I nogle tilfælde blev de først nedskrevet længe efter de begivenheder, de beskriver. Man forledes til at spørge: »Er Bibelen sand? Er den virkelig Guds ord?«

Vi svarer, at det er den for så vidt, som den er rigtigt oversat. Herrens hånd var med i dens fremkomst. Men nu står den ikke længere alene. Der er endnu et vidne om de betydelige og vigtige sandheder, den indeholder.

Skriften siger, at »på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« (2 Kor 13:1).

Mormons Bog er fremkommet ved Guds gave og kraft. Den taler som en røst fra støvet, som et vidnesbyrd om Guds Søn. Den taler om hans fødsel, om hans virke, om hans korsfæstelse og opstandelse og hans tilsynekomst for de retfærdige i landet Overflod på det amerikanske fastland.

Det er noget håndgribeligt, man kan tage i hænderne, som kan læses, som kan efterprøves. Den bærer i sig et løfte om dens guddommelige oprindelse. Millioner har nu efterprøvet den og fundet, at det er en sand og hellig optegnelse …

Ligesom Bibelen er et vidne om den gamle verden, er Mormons Bog et vidne om den nye. De går hånd i hånd for at erklære, at Jesus er Faderens Søn …

Denne hellige bog, der fremkom som en åbenbaring fra den Almægtige, er i sandhed endnu et vidne om vor Herres guddommelighed.¹⁶

Præstedømmemyndighed og Kirkens organisering

Præstedømmet er myndigheden til at handle i Guds navn … Jeg har for nylig læst … en bog[, der] handler om den oprindelige kirkes frafald. Hvis denne kirkes myndighed gik tabt, hvordan kunne den så erstattes?

Præstedømmets myndighed kom fra det eneste sted, den kunne komme, og det er fra himlen. Det blev overdraget ved hænderne fra dem, som besad det, da Frelseren vandrede på jorden …

Hvor smuk er ikke udfoldelsen af genoprettelsens mønster, som førte til organiseringen af Kirken i året 1830 … Selv Kirkens navn kom ved åbenbaring. Hvis kirke var det? Var det Joseph Smiths? Var det Oliver Cowderys? Nej, det var Jesu Kristi Kirke genoprettet på jorden i disse sidste dage.¹⁷

Familien

En anden stor og enestående åbenbaring, der blev givet til profeten, var planen for evigt familieliv.

Familien er noget, den Almægtiges har skabt. Den repræsenterer det helligste af alle forhold. Den repræsenterer den alvorligste af alle forpligtelser. Den er samfundets grundlæggende organisation.

Gennem Guds åbenbaringer til hans profet kom den lære og myndighed, igennem hvilken familier besegles ikke blot for dette liv, men for al evighed.¹⁸

Små børns uskyld

Små børns uskyld er endnu en åbenbaring, som Gud har givet ved hjælp af profeten Joseph. Det almindelige er dåb af spædbørn for at borttage følgerne af det, der beskrives som Adams og Evas synder. Efter genoprettelsens lære er dåb til forladelse for ens egne personlige synder. Den bliver en pagt mellem Gud og mennesket. Den foretages ved ansvarlighedsalderen, når man er gammel nok til at skelne mellem rigtigt og forkert. Den sker ved nedsænkning som symbol på Jesu Kristi død og begravelse, og at han kom frem i opstandelsen.¹⁹

Frelse for de døde

Jeg fortsætter med at nævne endnu en åbenbaret sandhed. Vi lærer, at der ikke er personanseelse hos Gud, og alligevel er der i ingen andre kirker, som jeg kender til, tilvejebragt mulighed for, at dem på den anden side af dødens slør kan modtage enhver velsignelse, som gives de levende. Den store lære om forløsning af de døde er enestående for denne kirke … De døde får de samme muligheder som de levende. Endnu engang, sikke en strålende og vidunderlig ordning den Almægtige har udvirket ved sin åbenbaring til sin profet.²⁰

Målet for Guds børn, deres ophav og potentiale

Menneskets evige herkomst er blevet åbenbaret. Vi er Guds sønner og døtre. Gud er Fader til vores ånd. Vi levede, før vi kom hertil. Vi havde personlighed. Vi blev født til dette liv efter en guddommelig plan. Vi er her for at prøve vores værdighed, når vi handler ud fra den handlefrihed, Gud har givet os. Når vi dør, fortsætter vi med at leve. Vores evige liv består af tre dele; ét, vores førjordiske liv; to, vores jordiske liv; og tre, vores liv efter døden. I døden går vi bort fra denne verden og træder gennem sløret ind til den verden, som vi er værdige til. Også dette er en enestående, særlig og dyrebar lære for denne kirke, som er modtaget ved åbenbaring.²¹

Nutidig åbenbaring

Jeg har givet en kort sammenfatning af den kolossale udgydelse af visdom og myndighed fra Gud til hans profet … Der er én mere, som jeg må nævne. Det er princippet om nutidig åbenbaring. Trosartiklen, som profeten skrev, erklærer:

»Vi tror på alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige« (TA 1:9).

En kirke i vækst, en kirke, som spreder sig ud over jorden i disse vanskelige tider, har brug for stadig åbenbaring fra himlens trone til at lede den og føre den fremad.

Med bøn og ivrig søgen efter Herrens vilje vidner vi om, at vejledning modtages, at åbenbaring gives, og at Herren velsigner sin kirke, som den bevæger sig på sin skæbnes vej.

På det solide fundament, som udgøres af profeten Josephs guddommelige kaldelse og Guds åbenbaringer, som kom ved ham, går vi fremad.²²

Idet jeg står som den femtende i rækken fra Joseph Smith og bærer den profetiske kappe, som han fik, bærer jeg højtideligt mit vidnesbyrd om, at profeten Josephs beretning om [genoprettelsens] begivenheder er sand, at Faderen … vidnede om sin Søns guddommelighed, at Sønnen instruerede den unge profet, og at der fulgte en strøm af begivenheder, som førte til organiseringen af »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (L&P 1:30).²³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvorfor havde folk i verden brug for en genoprettelse af Kirken og Jesu Kristi evangelium? (Se afsnit 1). Hvordan forberedte Herren vejen for evangeliets gengivelse? (Se afsnit 2).
Tænk over præsident Hinckleys lærdomme om det første syn (se afsnit 3). Hvordan har jeres vidnesbyrd om det første syn påvirket jer?
Hvorfor var det nødvendigt, at præstedømmet blev gengivet af himmelske budbringere? (Se afsnit 4). Hvorfor er det vigtigt, at bærere af Det Melkisedekske Præstedømme kan spore deres præstedømmemyndighed tilbage til Jesus Kristus?
Gennemgå i afsnit 5 sammenfatningen af nogle af de sandheder, som kom ved åbenbaring til profeten Joseph Smith. Hvordan har disse sandheder været en velsignelse for jer? Hvordan kan vi hjælpe børn til at forstå og påskønne disse sandheder?

Skriftstedshenvisninger

Es 2:1-3; ApG 3:19-21; Åb 14:6-7; 2 Ne 25:17-18; L&P 128:19-21

Studiehjælp

»Dit studium af evangeliet er mest effektivt, når du bliver undervist af Helligånden. Begynd altid dit studium af evangeliet ved at bede om, at Helligånden må hjælpe dig med at lære« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 18).