Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 17: Bliv ved med at lære livet igennem


Kapitel 17

Bliv ved med at lære livet igennem

»Vi må blive ved med at udvikle os. Vi må fortsætte med at lære. Det er en guddommelig befaling, at vi skal øge vores viden.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

»Jeg elsker at lære,« sagde præsident Gordon B. Hinckley. »Jeg nyder enhver mulighed for at opnå kundskab. Jeg tror i sandhed på og har ivrigt igennem hele mit liv støttet stræben efter uddannelse – for mig selv og andre … Fra mit synspunkt er det at lære både en praktisk ting og en åndelig ting.«1

Præsident Hinckleys medtjenere i Kirkens ledelse forundredes over hans evne til at samle viden og anvende den i sit arbejde. Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Jeg har aldrig mødt et menneske, der kan blive så velinformeret ved at læse og gennem kontakt med andre mennesker. Når han en aften er til middag hos nogen, tager han afsted med en viden om denne persons ekspertise.« Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolvs Kvorum har sagt: »Det, der gør præsident Hinckley unik, er, at han husker det, han har læst og udtrækker det, som han gerne vil beholde. Han har et veludviklet intellekt. Han kan trække på det, han ved, for at træffe en klog beslutning.«2

Præsident Hinckley fulgte i sin livslange bestræbelse på at lære og forbedre sig selv sine forældres eksempel. Han fortalte følgende historie om, hvordan hans far Bryant S. Hinckley var opsat på at lære:

»Da han var omkring den alder, som jeg er nu, var han pensioneret. Men han var aktiv. Han boede i et meget enkelt, men hyggeligt hjem på landet. Han havde en frugthave, og han elskede at give frugten væk. I haven var der græsplæner og buske og træer. Der var en stenmur på 60 centimeter, der adskilte det ene niveau fra det andet. Når vejret var godt, sad han på muren med en gammel hat på hovedet, der skyggede øjnene for solen. Når vi besøgte ham, sad jeg ved siden af ham. Hvis man tilskyndede ham lidt, så fortalte han om sit liv …

Han havde undervist. Han var en succesfuld forretningsmand. Han præsiderede over den største stav i Kirken med flere end 15.000 medlemmer. Han havde tjent som missionspræsident og i mange andre stillinger. Og nu var han pensioneret og sad dér på muren. Han læste meget og havde et vidunderligt bibliotek. Han var en fremragende taler og forfatter. Næsten helt til den dag han døde, kort tid før han fyldte 94, læste og skrev han og overvejede den kundskab, som han havde erhvervet.

Jeg opdagede, at når han sad på muren i timevis på en varm dag, så tænkte han over det, som han havde læst i sit bibliotek.

Jeg synes, at han blev ældre med ynde og på en vidunderlig måde. Han havde sine bøger med de værdifulde skatte, de indeholdt tanker fra store mænd og kvinder fra alle tidsaldre. Han holdt aldrig op med at lære, og når han sad på muren, tænkte han dybt over, hvad han havde læst aftenen før …

Hvorfor fortæller jeg jer om en gammel mand og den mur, som han sad på? Jeg fortæller jer det, fordi jeg tror, at det er en lektie for os alle. Vi skal aldrig holde op med at lære. Vi tror på evig udvikling, og at dette liv er en del af evigheden, og at det skal leves på en givtig måde helt indtil enden.«3

Billede
woman reading scriptures

»Stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118).

Gordon B. Hinckleys lærdomme

1

Herren ønsker, at vi uddanner os, så vi hver især kan få fremgang og bidrage til samfundet.

I tilhører en kirke, som belærer om betydningen af uddannelse. I har en befaling fra Herren om at uddanne jeres sind og jeres hjerte og jeres hænder. Herren har sagt: »Undervis I flittigt … både i det, der er i himlen og på jorden og under jorden; det, som har været, det, som er, det, som snart skal ske, det, som er hjemme, det, som er ude; folkeslagenes krige og forviklinger og de straffedomme, som er lagt på landet; og også en kundskab om lande og om riger – så I på alle måder kan være forberedt« (L&P 88:78-80).4

Vi i Kirken har fået et vidunderligt løfte af Herren. Han har sagt: »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24).

Det er en fantastisk udtalelse. Det er et af mine yndlingsskriftsteder. Det taler om vækst, udvikling og den vej, der fører til guddommelighed. Det går hånd i hånd med disse storslåede udtalelser: »Guds herlighed er intelligens, eller med andre ord, lys og sandhed« (L&P 93:36); »hvis en person ved sin flid og lydighed opnår større kundskab og intelligens i dette liv end en anden, så har han en tilsvarende fordel i den kommende verden« (L&P 130:19) …

Sikke en vidunderlig udfordring, som findes i disse vidunderlige udtalelser. Vi må blive ved med at udvikle os. Vi må fortsætte med at lære. Det er en guddommelig befaling, at vi skal øge vores viden …

Herren har sagt følgende til dig og mig: »Søg visdomsord i de bedste bøger; stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro. Organiser jer … Hold op med at være uvirksomme (L&P 88:118-119, 124).5

Herren ønsker, at I skal dygtiggøre jer, jeres hoved og hænder, uanset hvilket område I vælger. Uanset om det er at reparere køleskabe eller at blive en dygtig kirurg, så skal I uddanne jer. Søg den bedste uddannelse, I kan få. Bliv en person med et ry for godt arbejde i den verden, som ligger foran jer … I vil bidrage til Kirkens ære, og I vil blive rigt velsignede på grund af den uddannelse.

Der er ingen tvivl, overhovedet ingen, om, at uddannelse betaler sig. Kortslut ikke jeres liv. Hvis I gør det, vil I betale for det igen og igen og igen.6

Det er ikke nok kun at leve, kun at overleve. Det påhviler hver af os, at udruste os således, at vi kan gøre noget nyttigt i samfundet – opnå mere og mere lys, så vores personlige lys kan være med til at oplyse en formørket verden. Og dette er muligt ved at lære, ved at uddanne os, ved at gå fremad og vokse i både sind og ånd.7

Billede
woman reading scriptures

»Begynd tidligt med at introducere børnene til gode bøger.«

2

Med planlægning og selvdisciplin kan forældre skabe en atmosfære af lærdom i deres hjem.

Det er fantastisk interessant at iagttage unge menneskers sind udvide sig og blive styrket. Jeg er en af dem, der kan se de store muligheder, fjernsynet har for at øve en positiv indflydelse. Men jeg stiller mig også blandt dem, der beklager det frygtelige tidsspilde og de spildte muligheder, når børnene i visse hjem time efter time sidder og ser fjernsynsprogrammer, der hverken oplyser eller styrker dem.

Da jeg var dreng, boede vi i et stort, gammelt hus. Et af værelserne kaldte vi for biblioteket. Der stod et solidt bord og en god lampe, tre-fire behagelige stole i godt lys og reoler med bøger langs med væggene. Der var mange bøger, som min far og mor havde anskaffet sig igennem mange år.

Vi blev aldrig tvunget til at læse dem, men de stod, så de var lette at komme til, og hvor vi kunne få fat i dem, når vi havde lyst.

Der var stille derinde. Vi forstod alle, at det var et sted for studium.

Der var også tidsskrifter – Kirkens tidsskrifter og to eller tre andre gode tidsskrifter. Der var historiebøger, bøger om litteratur, fagbøger, ordbøger, et leksikon og et verdensatlas. Der var naturligvis ikke noget fjernsyn dengang. Radioen kom til, mens jeg voksede op. Men der var en atmosfære, en atmosfære, der fremmede indlæring. Nu skal I ikke tro, at vi var meget lærde. Men vi blev påvirket af god litteratur, de store filosoffers store værker og et sprog, der var skrevet af mænd og kvinder, der tænkte dybt og skrev smukt.

Der findes mange hjem i dag, hvor man ikke kan have et sådant bibliotek. De fleste familier har for lidt plads, men med lidt planlægning kan man indrette et hjørne, som kan blive et sted, hvor man kan lukke sig ude fra støjen omkring sig, og hvor man kan sidde og læse og tænke. Det er vidunderligt at have et skrivebord, eller bare et bord, ligegyldigt hvor almindeligt det er, hvor Kirkens standardværker ligger sammen med nogle få gode bøger, Kirkens tidsskrifter og andre ting, der er værd at læse.

Begynd tidligt med at introducere børnene for gode bøger. Den mor, som ikke læser for sine små børn, gør både dem og sig selv en bjørnetjeneste. Ja, det kræver tid, og endda meget tid. Det kræver selvdisciplin. Det kræver planlægning og budgettering af dagens timer og minutter. Men det vil aldrig blive kedeligt for jer at se de unge sind lære personer, udtryk og ideer at kende. God læsning kan udvikle sig til en kærlighed, som vil være langt mere frugtbar i sin langtrækkende virkning, end så mange andre aktiviteter vore børn indlader sig på …

Forældre … introducer de store filosoffer for jeres børn, store ideer, evige sandheder og det, som bestandigt virker opbyggende og motiverende … [Prøv på i jeres hjem] at skabe en en atmosfære af lærdom og den udvikling, som følger deraf.8

3

Uddannelse åbner mulighedernes port for de unge og de unge voksne.

Dette er en mulighedernes dag for jer unge mennesker, det er en vidunderlig tid at være på jorden på. I står på toppen af alle tidligere tider. I har adgang til lærdomme fra alle, der har været på jorden, de lærdomme bliver sammenfattet til fag, hvor I kan opnå kundskab på forholdsvis kort tid, den kundskab, som mennesket har haft svært ved at få i alle de tidligere århundreder. Undervurder ikke jer selv. Gå ikke glip af jeres store mulighed. Gå i gang, arbejd på det, studér flittigt.9

Det er så vigtigt, at I unge mænd og unge kvinder får al den uddannelse, som I kan få … Uddannelse er den nøgle, som åbner mulighedernes port for jer. Den er værd at yde ofre for. Den er værd at yde en indsats for, og hvis I uddanner jer bogligt og håndværksmæssigt, vil I kunne yde bidrag til det samfund, som I er en del af, og I vil være eksempler, der gør jeres kirke ære. Mine kære unge brødre og søstre, udnyt alle de muligheder for uddannelse, som I har adgang til, og I, fædre og mødre, bør opmuntre jeres sønner og døtre til at få en uddannelse, som kan velsigne deres liv.10

Måske har I ikke midlerne til at få al den uddannelse, I kunne tænke jer. I må klare jer, så langt jeres penge rækker, og derefter drage fordel af stipendier, legater og de studielån, som I magter at betale tilbage.11

Jeg er ligeglad med, hvad I ønsker at være, så længe det er ærligt. Bilmekaniker, murer, blikkenslager, elektriker, læge, advokat, købmand, men ikke tyv. Men lige meget hvad I er, så brug muligheden for at blive god til det og få det bedste ud af den mulighed. Samfundet vil belønne jer i henhold til jeres værdi, når det ser den værdi. Lige nu er det den store forberedelsesdag for jer hver især. Det betyder ofre, og flere ofre. De ofre vil blive den bedste investering, som I nogensinde har foretaget jer, for I vil høste udbytte af dem resten af jeres liv.12

Jeg opfordrer hver eneste af jer unge piger til at opnå al den uddannelse, som I kan skaffe jer. I vil få brug for det i den verden, I vil komme ud i. Livet er blevet uhyre konkurrencepræget … Verden er i forandring, og det er derfor meget vigtigt, at vi forbereder os på at følge denne forandring. Men der er også et lyspunkt ved alt dette. Ingen anden generation i verdenshistorien har tilbudt kvinder så mange muligheder. Jeres første mål må være et lykkeligt ægteskab, som er beseglet i Herrens tempel, og derefter opdragelsen af gode børn. Uddannelse kan hjælpe jer til at virkeliggøre disse idealer.13

Kvinder i Kirken såvel som i samfundet har et umådeligt stort ansvar for at handle i overensstemmelse og i fuldstændig harmoni med ægteskab, moderskab og opdragelsen af gode og dygtige børn.14

Hele viften af menneskelig stræben ligger nu åben for kvinder. Der er ikke noget, som I ikke kan gøre, hvis I vil lægge jeres sjæl i det. I jeres drøm om den kvinde, I kunne tænke jer at blive, kan I medtage et billede af en, der er egnet til at tjene samfundet og yde et betragteligt bidrag til den verden, som hun bliver en del af.15

Jeg er taknemlig for, at kvinder i vore dage har de samme muligheder [som mænd] for at få en uddannelse, lære et håndværk og enhver anden form for menneskelig kundskab. I har lige så meget ret som mænd til Kristi Ånd, som oplyser enhver mand og kvinde, der kommer til verden (se L&P 84:46). Fastsæt jeres prioriteter i forhold til ægteskab og familie, men stræb også efter en uddannelse, der vil føre til et tilfredsstillende arbejde og et produktivt job i tilfælde af, at I ikke bliver gift eller til en følelse af sikkerhed og tilfredsstillelse i tilfælde af, at I bliver gift.16

I [unge mænd] står over for store udfordringer, som ligger forude. I bevæger jer ind i en verden med hård konkurrence. Få al den uddannelse, I kan. Herren har belært os om betydningen af uddannelse. Den vil kvalificere jer til flere muligheder. Den vil sætte jer i stand til at gøre noget værdifuldt i den store verden af muligheder, som ligger forude. Hvis I kan komme ind på en videregående uddannelse, og det er det, I ønsker, så gør det. Hvis I ikke ønsker en videregående uddannelse, så lær et fag eller få en handelsuddannelse, hvor I kan styrke jeres færdigheder og øge jeres muligheder«17

Jeg håber, at I [unge mennesker] vil se på de uddannelsesmuligheder, I har, som en stor velsignelse. Jeg ved, at det er trættende. Jeg ved, at det er svært. Jeg ved, at I til tider bliver mismodige. Jeg ved, at I til tider overvejer, hvorfor I gør det. Men blev ved, vær udholdende, og bliv ved med at lære. I vil aldrig fortryde det, så længe I Iever, men I vil regne det for en stor velsignelse.18

4

Undervisningen af ånden er ligeså vigtig, om ikke vigtigere, som undervisning af sindet.

Jeg har dyb respekt for de stærke kræfter af kundskab, der er repræsenteret i vor tid. Aldrig før er så mange blevet uddannet i verdens lærdomme. Hvor er det en stor ting – den intensive undervisning af en stor procentdel af verdens unge, som dagligt mødes ved deres underviseres fødder for at opsamle kundskab fra alle menneskets tidsaldre.

Omfanget af den kundskab er overvældende. Den omfatter stjernerne i universet, jordens geologi, landenes historie og folks kultur og sprog, regeringers handlemåder, handelslovgivning, atomets egenskaber, kroppens funktioner og sindets vidundere.

Med så megen tilgængelig kundskab skulle man tro, at verden ville være tæt på at være i en fuldkommen tilstand. Men vi bliver hele tiden gjort opmærksomme på den anden side af mønten – samfundets dårligdomme, stridigheder og problemer, der bringer fortvivlelse til millioner af mennesker.

Hver dag bliver vi i højere grad opmærksomme på det faktum, at livet er mere end videnskab og matematik, mere end historie og litteratur. Der er behov for en anden uddannelse, for uden den vil den verdslige lærdom højst sandsynligt blot føre til ødelæggelse. Jeg taler om en uddannelse af hjertet, af samvittigheden, af karakteren og af ånden – disse udefinerbare aspekter af vores personlighed, der så sikkert bestemmer, hvad vi er, og hvordan vi opfører os i vores forhold med hinanden …

Da jeg tjente som missionær i England, tog jeg til K.F.U.M London Central. Jeg formoder, at den gamle bygning har været væk i lang tid, men jeg glemmer aldrig de ord, der modtog gæsterne i foyeren, hver gang de kom ind. Det var Salomos ord: »Køb indsigt for alt, hvad du ejer« (Ordsp 4:7).

Indsigt i hvad? Indsigt i os selv, i formålet med livet, i vores forhold til Gud, der er vor Fader, i de store guddommelige principper, der i århundreder har været den nødvendige forudsætning for menneskets virkelige fremgang! …

Når vi fordyber os i vore verdslige studier, så lad os også tilføje udviklingen af vores ånd. Hvis vi gør det, vil Gud velsigne os med den fred og de velsignelser, som alene kommer fra ham.19

Billede
Jesus Kristus

»I al vores studium må vi søge kundskab om Mesteren.«

Jesus sagde: »Lær af mig … For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:29-30).

Jeg vil gerne foreslå, at vi følger denne formaning, som er givet af Guds Søn. I al vores lærdom, lad os også lære af ham. I al vores studium må vi søge kundskab om Mesteren. Den viden vil på en vidunderlig måde komplementere vores verdslige uddannelse og vil give os karakter og en fylde i livet, som ikke kan komme på nogen anden måde.20

Jeg opfordrer jer til aldrig at glemme, at undervisningen af ånden er ligeså vigtig, om ikke vigtigere, som undervisningen af sindet.21

Kirkens storslåede uddannelsesprogram har fremgang. Arbejdet med at oplære elever gennem seminar- og institutprogrammet går stadig fremad … I, som har deltaget i dette program, kender dets enorme værdi. Vi vil gerne tilskynde alle, som har mulighed for det, til at drage nytte deraf. Vi tøver ikke med at love jer, at jeres kundskab om evangeliet vil blive øget, jeres tro vil blive styrket, og I vil knytte vidunderlige kontakter og venskaber.22

Lad os påtage os Herrens navn og derpå i tro gå fremad for på en relevant måde at formidle det, som vil berøre menneskeheden og bringe fred og glæde til verden. Verden har brug for en generation af mænd og kvinder med uddannelse og indflydelse, som kan og vil forsvare og oprigtigt og ligefremt erklære, at Gud lever, og at Jesus er Kristus.23

5

Lige meget, hvor gamle vi bliver, kan vi erhverve viden, samle visdom og blive ved med at gå fremad.

At tilegne sig viden er en vidunderlig proces, hvorved århundreders samlede viden er blevet sammenfattet og filtreret, således at vi i løbet af kort tid kan lære det, som oprindeligt krævede lange rækker af forsøg, hvor man prøvede sig frem.

Uddannelse er den store omdannelsesproces, hvorved abstrakt viden bliver til nyttig og produktiv handling. Det er noget, som aldrig behøver at ophøre. Uanset hvor gamle vi bliver, kan vi erhverve viden og bruge den. Vi kan samle visdom og få gavn af den. Vi kan blive underholdt gennem det mirakel at kunne læse og opleve kunst, hvilket øger livets velsignelser og glæde. Jo ældre jeg bliver, des mere nyder jeg tankevækkende forfatteres ord, både ældre og nyere, og at grunde over det, de har skrevet.24

Ingen af os … ved nok. Læringsprocessen stopper aldrig. Vi skal læse, vi skal observere, vi skal tilegne os viden, og vi skal overveje de indtryk, vi får … Jeg tror på forbedring. Jeg tror på vækst …

Vær i stadig vækst, mine brødre og søstre, hvad enten I er tredive eller halvfjerds. Jeres flid i den henseende vil få årene til at gå hurtigere, end I måske ønsker, men de vil være fyldt med en forunderlig glæde, der vil give jer krydderi på tilværelsen og styrke i jeres lærdom.25

Lige øst for [Brigham Young University i Provo i Utah] ligger der et bjerg. Jeg er overbevist om, at [mange] har set op på dette bjerg og tænkt: »Hvis bare jeg kunne klatre op på toppen, så ville det være spændende at se dalen på den anden side.« Men de af jer, der har klatret derop, har opdaget, at dalen kun er en lille og forholdsvis lav sænkning, og at der på den anden side er mange andre høje bjerge, der skal bestiges.

Sådan håber jeg også, at det er med jer … I vil se, at selvom den undervisning, I har fået, [nok har] været god, så er der endnu større muligheder og udfordringer forude. Suppler jeres forråd af information, øg jeres viden, bliv ved med at lære livet igennem.26

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

  • Hvorfor er det vigtigt, at »opnå mere og mere lys« gennem uddannelse? (Se afsnit 1). Hvordan kan det at lære hjælpe os til hver især at få fremgang? Hvordan kan det at lære hjælpe os til at »oplyse en formørket verden«?

  • Gennemgå præsident Hinckleys beretning om, hvordan hans forældre skabte en atmosfære af lærdom i deres hjem (se afsnit 2). Hvordan kan vi hjælpe børn til at udvikle en kærlighed til at lære? Hvordan kan vi hjælpe børn til at få et ønske om at søge lærdom fra kilder, der oplyser og motiverer til det gode?

  • Hvordan åbner uddannelse »mulighedernes port« for de unge og de unge voksne? (Se afsnit 3). Hvordan kan de unge og de unge voksne være opfindsomme og drage nytte af muligheder for uddannelse?

  • Hvordan vil I forklare betydningen af vendingen »undervisningen af ånden«? (Se afsnit 4). Hvordan kan vi uddanne hjertet, karakteren og ånden? Hvordan har åndelig undervisning og verdslig undervisning i jeres liv komplementeret hinanden?

  • Hvorfor bør vi fortsætte med at lære hele livet? (Se afsnit 5). Hvordan kan vi bibeholde en livslang kærlighed til lærdom? Hvad har I lært for nylig, som er særligt værdifuldt for jer?

Skriftstedshenvisninger

Ordsp 1:5; 2 Pet 1:1-8; 2 Ne 9:28-29; 28:29-30; L&P 6:7; 90:15; 131:6; 136:32-33

Til underviseren

Et forslag til at få startet en drøftelse om præsident Hinckleys lærdomme er at bede deltagerne om at fortælle om, hvad de har lært af deres personlige studium af kapitlet (se yderligere forslag på side vi-vii i dette hæfte).

Noter

  1. Standing for Something: Ten Neglected Virtues That Will Heal Our Hearts and Homes, 2000, s. 59.

  2. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: The Biography of Gordon B. Hinckley, 1996, s. 449-450.

  3. Discourses of President Gordon B. Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005, s. 406-407.

  4. »En profets råd og bøn for ungdommen«, Liahona, apr. 2001, s. 34.

  5. »En samtale med enlige voksne«, Stjernen, nov. 1997, s. 22.

  6. »En profets råd og bøn for ungdommen«, s. 35-36.

  7. Standing for Something, s. 67.

  8. Se »Atmosfæren i vore hjem«, Stjernen, nov. 1985, s. 2.

  9. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 171-172.

  10. »Inspirerende tanker«, Liahona, juni 1999, s. 4-5.

  11. »Hold jer på den ærefulde vej«, Liahona, maj 2004, s. 113.

  12. Teachings of Gordon B. Hinckley, 172-173.

  13. Se »Forbliv trofast«, Stjernen, juli 1996, s. 95.

  14. »Youth Is the Season«, New Era, sep. 1988, s. 47.

  15. »Hvordan kan jeg blive den kvinde, jeg drømmer om at blive?«, Liahona, juli 2001, s. 115.

  16. »Ten Gifts from the Lord« Ensign, nov. 1985, s. 89.

  17. »Nyomvendte og unge mænd«, Stjernen, juli 1997, s. 49.

  18. Discourses of President Gordon B. Hinckley, Volume 1, s. 370.

  19. »With All Thy Getting Get Understanding«, Ensign, aug. 1988, s. 2, 5.

  20. »With All Thy Getting Get Understanding«, s. 5.

  21. »President Hinckley Visits New Zealand, Australia, and Mexico«, Ensign, aug. 1997, s. 77.

  22. Se »Miraklet muligt på grund af tro«, Den danske Stjerne, okt. 1984, s. 97.

  23. »With All Thy Getting Get Understanding«, s. 5.

  24. »Jeg tror«, Stjernen, mar. 1993, s. 4.

  25. Teachings of Gordon B. Hinckley, 298-299.

  26. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 299.