Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 16: Styrken i Mormons Bog


Kapitel 16

Styrken i Mormons Bog

»Mormons Bog er … et stærkt vidnesbyrd om Herrens guddommelighed i en verden, der vakler i troen.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

Da Gordon B. Hinckley var en ung mand, tillagde han sig en vane med skriftstudium. »Som missionær læste jeg et par kapitler i Mormons Bog hver aften, inden jeg gik i seng, og det gav mig en overbevisning, som aldrig siden har forladt mig – nemlig, at dette er Guds ord, som er gengivet til jorden ved den Almægtiges kraft og oversat ved Guds gave og kraft for at overbevise jøder og ikke-jøder om, at Jesus er Kristus.«1

Hans kundskab og vidnesbyrd om Mormons Bog påvirkede mange mennesker efter hans mission, da han arbejdede for Kirkens komité for radio, PR og missionslitteratur. Han fik til opgave at skrive manuskripter for en serie radioudsendelser, der hed A New Witness for Christ. Serien gjorde skriftsteder fra Mormons Bog levende for lytterne. På det tidspunkt sagde han til en bekendt: »Jeg har altid troet, at det bedste, vi kan gøre, er at få folk så interesserede i Mormons Bog, at de vil læse den. Det er på det tidspunkt, at Ånden kan bære vidnesbyrd om dens guddommelighed.«2

Præsident Hinckley lagde igennem sin tjenestegerning vægt på vigtigheden af Mormons Bog. I august 2005 udfordrede han som præsident for Kirken de sidste dages hellige til at læse hele bogen inden årets udgang. Han sagde senere: »Det er forbløffende, hvor mange der klarede den udfordring. Alle, der gjorde det, blev velsignet for deres indsats. Da de fordybede sig i dette ekstra vidne om vor Forløser, blev deres hjerte mere levende, og deres ånd dybt rørt.«3

Billede
man reading book

»Beviserne på sandheden og gyldigheden af [Mormons Bog] findes i bogen selv. Beviset på, at den er sand, får man ved at læse den.

Gordon B. Hinckleys lærdomme

1

Mormons Bog vidner hånd i hånd med Bibelen om Jesus Kristus.

I fordums tid sagde Frelseren, at enhver sag skal afgøres på to eller flere vidners udsagn.4

Ligesom Bibelen er et vidne om den gamle verden, er Mormons Bog et vidne om den nye. De går hånd i hånd for at erklære, at Jesus er Faderens Søn.5

Mormons Bog … vidner om ham, der blev født i Betlehem i Judæa og døde på højen Golgata. Mormons Bog er endnu et stærkt vidnesbyrd om Herrens guddommelighed i en verden, der vakler i troen. Selve bogens forord, som blev skrevet af en profet, der levede i Amerika for halvandet årtusind siden, erklærer kategorisk, at den blev skrevet for at »overbevise jøde og ikke-jøde om, at Jesus er Kristus, den evige Gud, som giver sig til kende for alle folkeslag.«6

Der er intet, vi kan gøre, som har større betydning for os, end at forstærke den urokkelige overbevisning om, at Jesus er Kristus … Og mine brødre og søstre, det er formålet med fremkomsten af denne bemærkelsesværdige og vidunderlige bog.7

2

Ved Helligåndens kraft kan vi modtage et vidnesbyrd om Mormons Bogs guddommelige oprindelse.

Jeg har læst Mormons Bog, som [Joseph Smith] oversatte ved Guds gave og kraft. Helligånden har givet mig et vidnesbyrd om denne hellige optegnelses oprindelse.8

Dens oprindelse er mirakuløs. Når beretningen om dens oprindelse fortælles til et menneske, som ikke kender den, er den næsten ikke til at tro. Men bogen er her, man kan holde den i sine hænder, man kan læse den. Ingen kan bestride dens eksistens. Alle anstrengelser for at redegøre for dens oprindelse udover den redegørelse, som Joseph Smith gav, har vist sig at mangle substans.9

Beviset på dens sandhed, for dens gyldighed i en verden, der kræver beviser, ligger ikke i arkæologi eller antropologi, skønt dette måske kan være en hjælp for nogle. Det beror ikke på undersøgelser af ord eller historiske analyser, skønt dette måske bekræfter sandheden af bogen. Beviserne på sandheden og gyldigheden af den findes i bogen selv. Beviset på, at den er sand, får man ved at læse den. Det er en bog fra Gud. Fornuftige mennesker kan måske have deres oprigtige tvivl om dens oprindelse, men de, som har læst den med en bøn i hjertet, har ved en kraft, som overgår deres naturlige sanser, fået et vidnesbyrd om, at den er sand, at den rummer Guds ord, at den skildrer det evige evangeliums frelsende sandheder, at den er »[kommet] frem ved Guds gave og kraft … for at overbevise jøde og ikke-jøde om, at Jesus er Kristus«.10

[Moroni] skrev sit sidste vidnesbyrd i den bog, der bærer hans navn, og som afslutter den nefitiske optegnelse. Han skrev som en, der havde en særlig kundskab om, at hans optegnelse med tiden ville komme frem i lyset …

I det sidste kapitel i sit eget skrift bar han vidnesbyrd om optegnelsen om sit folk og lovede kategorisk, at de, der ville læse den, ved Helligåndens kraft ville kunne kende sandheden af den (se Moro 10:3-5).

Ingen anden bog indeholder et sådant løfte. Selv hvis Moroni ikke havde skrevet andet, så ville dette løfte i hans afsluttende vidnesbyrd for evigt kendetegne ham som en mand med et klart vidnesbyrd om evig sandhed. For han sagde: »Ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:5).11

3

Et vidnesbyrd om Mormons Bog fører til en overbevisning om andre sandheder.

Hver eneste gang vi opfordrer nogen til at læse Mormons Bog, gør vi dem en tjeneste. Hvis de læser den under bøn og med et oprigtigt ønske om at kende sandheden, vil de gennem Helligåndens kraft få at vide, at bogen er sand.

Ud fra denne viden vil der tilflyde en overbevisning om sandheden af mange andre ting. For hvis Mormons Bog er sand, så lever Gud. Ud fra denne bogs sider strømmer vidnesbyrd efter vidnesbyrd om den højtidelige kendsgerning, at vor Fader eksisterer, at han er en person, at han elsker sine børn og søger at gøre dem lykkelige.

Hvis Mormons Bog er sand, så er Jesus Guds Søn, Faderens Enbårne i kødet, født af Maria, »en jomfru, yderst smuk … mere end alle andre jomfruer« (se 1 Ne 11:13-21), for bogen vidner om dette i en beskrivelse, der ikke har sin lige i noget andet litterært værk.

Hvis Mormons Bog er sand, så er Jesus virkelig vor Forløser, verdens Frelser …

Hvis Mormons Bog er sand, så var Joseph Smith Guds profet, for han var redskabet i Guds hænder til at bringe dette vidnesbyrd om vor Herres guddommelighed frem i lyset.

Hvis denne bog er sand, så er [Kirkens præsident] en profet, for han har alle de nøgler, gaver, magter og myndigheder, som profeten Joseph havde, da han frembragte dette sidste dages værk.

Hvis Mormons Bog er sand, så er Kirken også sand, for den har den samme myndighed, som bragte denne hellige optegnelse frem i dagens lys, og den virker blandt os i vore dage. Det er en genoprettelse af den kirke, som Frelseren oprettede i Palæstina. Det er en genoprettelse af den kirke, som Frelseren oprettede, da han besøgte [det amerikanske] kontinent, som nævnt i denne hellige optegnelse.

Hvis Mormons Bog er sand, så er Bibelen også sand. Bibelen er den gamle verdens vidne; Mormons Bog er den nye verdens vidne. Bibelen er Judas optegnelse, og Mormons Bog er Josefs optegnelse. Og de kan nu samles i én hånd, hvilket er en opfyldelse af Ezekiels profeti (se Ez 37:19). De fortæller samstemmende, at verdens Forløser er verdens Konge, og at hans rige findes.12

4

Mormons Bog indeholder lærdomme, der kan hjælpe os til at finde løsninger på problemer i vore dages samfund.

[Mormons Bog] er en optegnelse om nationer, som for længst er forsvundet. Men i sin beskrivelse af problemerne i vore dages samfund er den lige så aktuel som morgenavisen, blot langt mere klar, inspireret og inspirerende med hensyn til løsningen på disse problemer.13

Jeg kan slå op i den og læse, og den er skrevet i et sprog, der både er smukt og opløftende. De gamle optegnelser, som den er oversat fra, kom op af jorden som en røst, der hvisker fra støvet. Den er fremkommet som et vidnesbyrd om generationer af mænd og kvinder, som levede på jorden, kæmpede med modgang, skændtes og krigedes, og som i forskellige perioder efterlevede den guddommelige lov og nød fremgang, og i andre perioder forsagede deres Gud og led undergang.14

Jeg kender intet andet skrift, der med så stor tydelighed fortæller om de tragiske konsekvenser, der rammer de samfund, som følger en kurs, der er i modstrid med Guds befalinger. På dens sider beskrives to forskellige civilisationer, der blomstrede i den vestlige verden. De begyndte hver for sig som en lille nation, hvor folket levede i frygt for Herren. Men med deres velstand fulgte voksende onder. Folk gav efter for ambitiøse og intrigante lederes rænker. Ledere, som undertrykte dem med høje skatter, som beroligede dem med tomme løfter, og som tolererede – ja endog opmuntrede til løsagtigt og vellystig levned, som førte dem ud i frygtelige krige, der resulterede i millioners død og den endelige og totale udslettelse af to store civilisationer på to forskellige tidspunkter …

Intet andet helligt skrift illustrerer så klart den kendsgerning, at når mennesker og nationer lever i frygt for Gud og er lydige mod hans befalinger, får de fremgang og vækst, men når de lader hånt om ham og hans ord, sker der et forfald, og hvis det ikke stoppes med retfærdighed, vil det føre til afmagt og død. Mormons Bog bekræfter ordsproget i Det Gamle Testamente: »Retfærdighed opløfter et folk, som synd er folkene skændsel« (Ordsp 14:34).15

5

Mormons Bog har kraft til at ændre vores liv og vores perspektiv.

I august 1830 rejste Parley Parker Pratt som lægprædikant fra Ohio til det østlige New York. I Newark langs Erie-kanalen forlod han båden og gik 16 kilometer ind i landet, hvor han mødte en baptistpræst ved navn Hamlin, der fortalte ham »om en bog, en MÆRKELIG BOG, en MEGET MÆRKELIG BOG! … Denne bog gav sig ud for oprindeligt at være skrevet enten på guld eller bronzeplader af en gren af Israels stammer, og den skulle være fundet og oversat af en ung mand i nærheden af Palmyra i staten New York ved hjælp af åbenbaringer eller englebetjening. Jeg spurgte ham, hvor man kunne få fat i bogen. Han lovede, at jeg skulle få lov at se den næste dag hjemme hos ham … Næste dag gik jeg hjem til ham, og for første gang så jeg ›MORMONS BOG‹ – denne bøgernes bog … som blev det vigtigste middel i Guds hænder til at lede hele min fremtidige kurs i livet.

Billede
Parley P. Pratt reading

Mormons Bog havde en stor indvirkning på Parley P. Pratt, der senere blev apostel.

Jeg åbnede den med iver og læste titelbladet. Derpå læste jeg flere vidners vidnesbyrd om, hvordan den blev fundet og oversat. Efter dette begyndte jeg at læse indholdet i rækkefølge. Jeg læste hele dagen. Det var en byrde for mig at spise, jeg havde ingen lyst til mad. Det var en byrde at sove, da natten kom, for jeg ville hellere læse end sove.

Mens jeg læste, hvilede Herrens ånd over på mig, og jeg vidste og forstod, at bogen var sand på en lige så enkel og umiskendelig vis, som et menneske forstår og ved, at det lever« (Autobiography of Parley P. Pratt, 3. udg., Salt Lake City: Deseret Book Co., 1938, s. 36-37).

Parley P. Pratt var da 23 år. Læsningen af Mormons Bog påvirkede ham så dybt, at han snart blev døbt og medlem af Kirken, og han blev en af dens mest effektive og mægtige forkæmpere …

Parley Pratts oplevelse med Mormons Bog var ikke enestående. Da den første udgave af bogen udkom, gik det første eksemplar fra hånd til hånd og blev læst, og stærke mænd og kvinder i hundredvis blev så dybt grebet, at de i opgav alt, hvad de ejede, og i årene derefter var det ikke få, der gav deres liv for det vidnesbyrd, de bar i deres hjerte om sandheden af denne bemærkelsesværdige bog.

I dag … læses den af langt flere end på noget andet tidspunkt i dens historie … Dens tiltrækning er lige så tidløs som sandheden, lige så universel som menneskeheden.16

[Mormons Bog] har påvirket millioner, som bønsomt har læst den og overvejet dens budskab. Jeg vil gerne fortælle om en af disse …

Han var forretningsmand og havde succes med sine foretagender. På en rejse mødte han to af vore missionærer. De prøvede at få en aftale med ham, så de kunne undervise ham. Han afviste dem, men omsider sagde han ja til at lytte. Han godtog lidt lemfældigt, det de havde at sige. Han blev overbevist i sit sind om, at de fortalte sandheden, men han blev ikke berørt i sit hjerte.

Han besluttede at læse Mormons Bog. Han sagde, at han havde været en mand af verden, uden tilbøjelighed til at fælde en tåre. Men da han læste bogen, løb tårerne ned ad hans kinder. Den gjorde noget ved ham. Han læste den igen og følte det samme. Det, der var sindets omvendelse, blev hjertets omvendelse.

Hans liv ændrede sig, hans måde at se tingene på blev anderledes. Han hengav sig til Herrens værk. I dag udfylder han en høj og hellig kaldelse i det værk, han er kommet til at elske.17

Lad mig fortælle [en anden] historie om Mormons Bog. Jeg hørte en mand, der var bankmand i Californien, fortælle denne historie. Han sagde, at hans sekretær røg, røg hele tiden. Hun var afhængig af at ryge. Hun kunne ikke holde op. En dag sagde hun til ham: »Hvordan kan jeg holde op med at ryge?«

Han tog en Mormons Bog frem fra sit skrivebord og gav den til hende. Han sagde: »Du skal læse den her.«

Hun sagde: »OK, jeg læser den.«

Hun kom tilbage et par dage senere og sagde: »Jeg har læst 200 sider, og jeg har ikke set ordet rygning nogen steder. Jeg har ikke set ordet tobak nogen steder. Jeg har ikke set noget, der omtalte det.«

Han sagde: »Bliv ved med at læse.«

Hun kom tilbage nogle dage senere og sagde: »Jeg har læst 200 sider til – ingen omtale af rygning, ingen omtale af nikotin, ingen omtale af noget som helst i forbindelse med tobak.«

Han sagde: »Bliv ved med at læse.«

Hun kom tilbage tre eller fire dage senere. Hun sagde: »Jeg har læst hele bogen. Jeg så ikke tobak nogen steder; jeg så ikke rygning nogen steder. Men,« sagde hun, »på grund af at jeg har læst denne bog, har jeg i mit hjerte mærket en indflydelse, en kraft, der har fjernet mit ønske om at ryge, og det er vidunderligt.«18

Lad mig fortælle jer om et brev, som jeg modtog … Det var fra en mand, som skrev: »Jeg sidder i et statsfængsel. Jeg stødte for nylig på Mormons Bog i fængslets bibliotek. Jeg har læst den, og da jeg læste om Mormons sorg over sit faldne folk – ›O, I skønne, hvor kunne I vige fra Herrens veje! O, I skønne, hvor kunne I forkaste den Jesus, som stod med åbne arme for at tage imod jer! Se, hvis I ikke havde gjort dette, ville I ikke være faldet‹ (Morm 6:17-18) – var det som om, at Mormon talte til mig. Kan jeg få et eksemplar af denne bog?

Vi sendte ham en Mormons Bog. Nogen tid senere kom han ind på mit kontor som et helt nyt menneske. Han var blevet grebet af ånden i Mormons Bog, og i dag har denne mand succes, han er restitueret, tjener ærligt til livets ophold og kan forsørge både sig selv og sin familie.

Det er en sådan virkning, denne storslåede bog har i folks tilværelse, når de læser den under bøn.

Kære søskende, jeg kan uden forbehold love jer, at hvis I hver især bønsomt vil læse Mormons Bog, uanset hvor mange gange I allerede har læst den, så vil I have Herrens ånd i jeres hjerte i større målestok. Jeres beslutning om at være lydige mod hans bud vil forstærkes, og I vil få et større vidnesbyrd om, at Guds Søn virkelig lever.19

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

  • Hvorfor har vi brug for Mormons Bog? Hvilke skriftsteder i Mormons Bog har styrket jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus? Hvilke eksempler har I set på, at Mormons Bog og Bibelen går »hånd i hånd« som et vidne om Frelseren? (Se afsnit 1).

  • Hvorfor tror I, at løftet i Moroni 10:3-5 er mere vigtigt end et fysisk bevis på Mormons Bog? (Se afsnit 2). Hvilke oplevelser har I haft med det løfte?

  • Når I gennemgår afsnit 3, så læg mærke til de sandheder, vi kan få en viden om, når vi har et vidnesbyrd om Mormons Bog. Hvordan vidner Mormons Bog om disse sandheder?

  • Tænk på nogle af »problemerne i vore dages samfund« (afsnit 4). Hvordan kan Mormons Bog hjælpe os med at finde løsninger på disse problemer? Hvilke skriftsteder i Mormons Bog har hjulpet jer, når I har stået over for personlige udfordringer?

  • Tænk over historierne i afsnit 5. Hvis nogen spurgte jer om Mormons Bog, hvad kunne I da sige om, hvordan den havde påvirket jer?

Skriftstedshenvisninger

Es 29:9-18; 1 Ne 13:35-41; 2 Ne 29:6-9; Moro 10:27-29; L&P 20:8-12; 42:12-13

Studiehjælp

»Jeg er taknemlig for den vægt, der er blevet lagt på studium af skrifterne. Jeg håber, at det for jer vil blive noget langt mere behageligt end en pligt – at det snarere vil blive en kærlighedsaffære med Guds ord. Jeg lover jer, at når I læser, vil jeres forstand blive oplyst, og jeres ånd vil blive opløftet. Det kan først virke kedeligt, men det vil ændre sig til en forunderlig oplevelse med tanker og ord om guddommelige ting« (Gordon B. Hinckley, »Jeres indre lys«, Stjernen, juli 1995, s. 101).

Noter

  1. »Gaver, som man kan tage med hjem fra sin mission«, Liahona, mar. 2007, s. 22.

  2. I Sheri L. Dew, Go Forward with Faith: The Biography of Gordon B. Hinckley, 1996, s. 100.

  3. »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker«, Liahona, maj 2007, s. 116.

  4. »Inspirational Thoughts«, Ensign, juli 1998, s. 2.

  5. »De store ting, Gud har åbenbaret«, Liahona, maj 2005, s. 82.

  6. »Symbolet på vores tro«, Liahona, apr. 2005, s. 4, citerer Mormons Bogs titelblad.

  7. »Excerpts from Recent Addresses of President Gordon B. Hinckley«, Ensign, juli 1997, s. 72.

  8. »Tro hans profeter«, Stjernen, juli 1992, s. 48.

  9. Se »Fra himlens høje hvælv en hellig engel for«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 12.

  10. Se »Troens fire hjørnesten«, Liahona, feb. 2004, s. 5-6, citerer Mormons Bogs titelblad.

  11. I Heroes from the Book of Mormon, 1995, s. 198.

  12. Se »Mormons Bog«, Stjernen, okt. 1988, s. 6-7.

  13. Se »Mormons Bog«, s. 6.

  14. »Troens fire hjørnesten«, s. 5.

  15. Se »Mormons Bog«, s. 6.

  16. Se »Mormons Bog«, s. 2-3.

  17. »Mormon bør betyde ›mere godt‹«, Stjernen, jan. 1991, s. 54.

  18. Discourses of President Gordon B. Hinckley, Volume 2: 2000-2004, 2005, s. 402-403.

  19. Se »Mormons Bog«, s. 7.