Kapitel 24

Jesu Kristi forsoning: Uendelig i sin udstrækning, og dog så dybt personlig

»Jeg bærer vidnesbyrd om … Herren Jesu Kristi forsoning. Uden den er livet meningsløst. Den er slutstenen i vores livs hvælving.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

Den 1. januar 2000 stod præsident Gordon B. Hinckley i spidsen for Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, da de udgav deres samlede vidnesbyrd om Frelseren. I budskabet, der hed »Den levende Kristus«, erklærede de: »Vi bærer vores vidnesbyrd om, at han virkelig levede et enestående liv, og at hans store sonoffer rummer uendelig kraft. Ingen anden har haft så vidtrækkende indflydelse på alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden.«¹

I en generalkonferencetale tre måneder senere vidnede præsident Hinckley om den store indflydelse, som Frelseren havde haft på hans eget liv. Han talte varmt og personligt og blev til tider overvældet af sine følelser:

»Men af alt det, som jeg er taknemlig for her til morgen, er der én ting, som skiller sig markant ud. Det er et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus, den Almægtige Guds Søn, Freds Fyrsten, den Hellige …

Jesus er min ven. Ingen anden har givet mig så meget. ›Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner‹ (Joh 15:13). Han gav sit liv for mig. Han åbnede vejen til evigt liv. Kun en Gud kunne gøre det. Jeg håber, at jeg er regnet som værdig til at være hans ven.

Han er mit forbillede. Hans levevis, hans fuldstændig uselviske opførsel, hans hjælpsomhed mod de nødlidende og hans store offer står alt sammen som et forbillede for mig. Jeg kan ikke helt leve op til det, men jeg kan bestræbe mig på det …

Han er min helbreder. Jeg ser med ærefrygt på hans underfulde mirakler. Og jeg ved, at de har fundet sted. Jeg anerkender sandheden af dette, fordi jeg ved, at han er herre over liv og død. Hans tjenestegernings mirakler vidner om en vidunderlig form for omsorg, kærlighed og medmenneskelighed.

Han er min leder. Jeg er beæret over at være en af en lang række af mennesker, som elsker ham og har fulgt ham gennem de to årtusinder, som er gået siden hans fødsel …

Han er min Frelser og min Forløser. Ved at give sit eget liv, i smerte og ufattelig lidelse, har han rakt ud for at løfte mig og enhver af os og alle Guds sønner og døtre fra det evige mørkes dyb, som fulgte efter døden. Han har tilbudt noget bedre, en sfære af lys og indsigt, vækst og skønhed, hvor vi kan gå fremad på den vej, der fører til evigt liv. Min taknemlighed kender ingen grænser. Min tak til Herren har ingen ende.

Han er min Gud og min Konge. Fra evighed til evighed hersker og regerer han som Kongernes Konge og Herrernes Herre. Der er ingen ende på hans herredømme. Natten sænker sig ikke over hans herlighed.

Ingen anden kan træde i hans sted. Ingen vil nogensinde gøre det. Uden plet og lyde af nogen art er han det Guds Lam, som jeg bøjer mig for, og ved hvem jeg henvender mig til min evige Fader i Himlen …

Taknemlig og med uformindsket kærlighed bærer jeg vidnesbyrd om alt dette i hans hellige navn.«²

Alt afhang af ham – hans sonoffer … Det var slutstenen i [Faderens] store plan.

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Vor himmelske Faders kærlighed kommer til udtryk ved den gave, som er hans enbårne Søn.

Jeg føler mig meget ydmyg, når jeg tænker på min himmelske Faders store kærlighed. Hvor er jeg taknemlig for at vide, at Gud elsker os. Omfanget af den ufattelige kærlighed kom til udtryk i den gave, at hans enbårne Søn kom til verden for at indgyde os håb i hjertet, tilføre vores forhold venlighed og omsorg og frem for alt frelse os fra vore synder og lede os ad den vej, der fører til evigt liv.³

Frelserens førjordiske tjenestegerning

Faderen til os alle fremsatte i kærlighed til os, sine børn, en bedre plan, hvorunder vi havde frihed til at vælge vores livsbane. Hans førstefødte Søn, vores ældre bror, var nøglen til planen. Menneskene ville få handlefrihed, og med den handlefrihed fulgte ansvar. Menneskene kunne følge verdens veje og synde og snuble. Men Guds Søn ville påtage sig et legeme og tilbyde sig selv som offer for at sone for alle menneskers synder. Ved unævnelig lidelse ville han blive den store Forløser, hele menneskehedens Frelser.⁴

Frelserens jordiske tjenestegerning

I hele historien finder vi ingen mere majestætisk end ham. Han, den mægtige Jahve, lod sig føde på denne jord i en stald i Betlehem. Han tilbragte sine drengeår i Nazaret og »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52).

Han blev døbt i Jordanflodens vande af Johannes, »og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;

og der lød en røst fra himlene: ›Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!‹« (Matt 3:16-17).

I løbet af sit treårige jordiske virke udrettede han, hvad ingen før havde udrettet. Han underviste, som ingen tidligere havde undervist.

Så kom tiden, hvor han skulle ofres. Der blev afholdt et måltid, hans sidste sammen med De Tolv i dette liv. Da han vaskede deres fødder, lærte han dem noget om ydmyghed og tjeneste, som de aldrig ville glemme.⁵

Lidelsen i Getsemane have

Siden fulgte lidelsen i Getsemane, »hvilken lidelse«, sagde han, »fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd (L&P 19:18).⁶

I Getsemane have led han så meget, at hans sved blev som bloddråber, da han indtrængende bad til sin Fader. Men alt dette var en del af hans store sonoffer.⁷

[Jeg sad engang] i skyggen af et gammelt oliventræ [i Getsemane have] og læste om Guds Søns frygtelige kamp, hvor han vidste, hvad der ventede ham, og han svedte blod og bad til sin Fader om at lade dette bæger gå ham forbi – men ikke desto mindre sagde han: »Ske din vilje, ikke min« … Jeg fik en overvældende følelse af, at han ikke bad for sit liv, han tænkte ikke på den prøvelse i form af den fysiske smerte, han snart skulle møde, den forfærdelige, brutale korsfæstelse. Det var selvfølgelig en del af det, er jeg sikker på. Men jeg tror i høj grad, at det for hans vedkommende var en fornemmelse af hans rolle i den evige velfærd for alle Guds sønner og døtre, fra alle tidsaldre.

Alt afhang af ham – hans sonoffer. Det var nøglen. Det var slutstenen i den store plan, hvorved Faderen havde tilvejebragt det evige liv for sine sønner og døtre. Hvor frygteligt det end var at se det i øjnene, og hvor byrdefuldt det end var at føre det ud i livet, så han det i øjnene, han udførte det, og det var storslået og vidunderligt. Jeg tror, at det overgår vores fatteevne. Ikke desto mindre ser vi det i små glimt og må lære at påskønne det mere og mere og mere.⁸

Tilfangetagelse, korsfæstelse og død

Han blev grebet af brutale og hensynsløse hænder, og i klar modstrid med loven blev han midt om natten ført frem for Annas og siden for Kajfas, den snu og ugudelige leder for Rådet. Tidligt næste morgen blev han endnu engang fremstillet for denne beregnende og onde mand. Derefter blev han ført til Pilatus, den romerske statholder, hvis hustru sagde: »Hold dig fra denne retfærdige mand« (Matt. 27:19). Romerne, der ønskede at fralægge sig ansvaret, sendte ham videre til Herodes, den korrupte, tøjlesløse og ugudelige hersker over Galilæa. Kristus blev mishandlet og pryglet. Hans hoved blev kronet med skarpe, stikkende torne, en purpurrød kappe blev hånligt slynget om hans blødende ryg. Atter blev han ført frem for Pilatus, til hvem mængden råbte: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« (Luke 23:21).

Med vaklende skridt vandrede han ud til Golgata, hvor hans forpinte krop blev naglet til det mest umenneskelige og smertefulde henrettelsesmiddel, som nogen sadistisk hjerne har kunnet udtænke.

Og dog råbte han: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).⁹

Der findes ikke noget stærkere billede i hele historien end billedet af Jesus i Getsemane have og på korset, alene: Menneskehedens Forløser, verdens Frelser, som udvirkede forsoningen.

Jeg kan huske, dengang jeg var med præsident Harold B. Lee … i Getsemane have i Jerusalem. Vi kunne fornemme, om end i meget ringe omfang, den frygtelige kamp, som fandt sted her, en kamp, der var så intens, at Jesus, mens han alene kæmpede i ånden, blødte fra hver eneste pore (se Luk 22:44; L&P 19:18). Vi mindedes forræderiet fra en, som var kaldet til et stort tillidshverv. Vi mindedes de onde mænd, som brutalt lagde hånd på Guds Søn. Vi mindedes den ensomme skikkelse på korset, som i fortvivlelse råbte: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Matt 27:46). Men verdens Frelser holdt modigt ud og udvirkede forsoningen for os.¹⁰

Timerne gik, mens hans liv smertefuldt ebbede ud. Jorden rystede, forhænget i templet flængedes. Fra hans tørre læber lød ordene: »›Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.‹ Da han havde sagt det, udåndede han« (Luke 23:46).

Det var forbi. Hans jordiske liv var overstået. Han havde givet det som løsesum for alle. De, der elskede ham, havde mistet alt håb. Glemt var de løfter, han havde givet. Hans legeme blev hurtigt, men ømt lagt i en lånt grav på aftenen før den jødiske sabbat.¹¹

Opstandelse

Tidligt søndag morgen kom Maria Magdalena og nogle andre kvinder ud til graven. Mens de skyndte sig afsted, spekulerede de på, hvordan de skulle rulle stenen væk fra indgangen. Da de nåede frem, så de en engel, som talte til dem: »Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.

Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt« (Matt. 28:5-6).

Det var aldrig sket før. Den tomme grav var svaret på det ældste spørgsmål. Som Paulus så smukt udtrykte det: »Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?« (1 Kor 15:55).¹²

»Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt« (Matt 28:6).

Gennem Frelserens forløsende offer vil alle mennesker opstå fra graven.

Den opstandelsesmorgen … er et mirakel for hele menneskeheden. Det er Guds krafts mirakel. Hans elskede Søn gav sit liv for at sone for alle menneskers synder, et offer i kærlighed til alle Guds sønner og døtre. Og ved at yde det offer brød han dødens bånd.¹³

Der er intet mere universelt end døden, og intet mere strålende af håb og tro end forsikringen om udødelighed. Den store sorg, som ledsager døden, tabet, der følger en af vore kæres bortgang, bliver alene mildnet af visheden om Guds Søns opstandelse …

Hver gang dødens kolde hånd rammer, skinner billedet af Herrens Jesu Kristi triumf gennem det øjebliks tristhed og mørke, Guds Søn, som ved sin uforlignelige og evige magt overvandt døden. Han er verdens Forløser. Han gav sit liv for hver enkelt. Han tog det igen og blev førstegrøden af dem, som sov. Han står triumferende som Kongernes Konge over alle andre konger. Han står som den Almægtige over alle herskere. Han er vores trøst, vores eneste virkelige trøst, når den jordiske nats mørke tæppe lægger sig over os, når ånden forlader det menneskelige legeme.

Højt over hele menneskeheden står Jesus Kristus.¹⁴

Jeg husker, at jeg engang talte ved en god mands begravelse. Han var en god ven, hvis godhed havde inspireret mig til at yde lidt mere. Igennem årene havde jeg oplevet hans smil, hans venlige ord, hans fremragende intellekt og hans vidtfavnende virke for andre. Og så døde han, der havde været så klog og god, ganske pludseligt. Jeg så på hans livløse legeme. Der var hverken genkendelse, bevægelse eller ord at spore …

Jeg så op på den grædende enke og hendes børn. De vidste, ligesom jeg vidste, at de aldrig mere i dette liv skulle høre hans stemme. Men en vidunderlig dejlig ånd, der var ganske ubeskrivelig, gav os fred og trøst. Den syntes at sige: »Stands, og forstå, at jeg er Gud« (SI 46:11).

Den syntes endvidere at sige: »Tag det roligt. Det er alt sammen en del af min plan. Ingen undgår døden. Selv min elskede Søn døde på korset. Men ved at gøre det blev han opstandelsens herlige førstegrøde. Han fjernede dødens brod og berøvede graven dens sejr.«

I mit sind kunne jeg høre Herren tale til den sørgende Martha: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« (Joh 11:25-26).¹⁵

Gennem Frelserens sonoffer tilbydes vi muligheden for ophøjelse og evigt liv.

Den Almægtige være lovet. Hans herliggjorte Søn brød dødens lænker, den største af alle sejre … Han er vores sejrrige Herre. Han er vor Forløser, som sonede for vore synder. Gennem hans forløsende offer skal alle mennesker opstå fra graven. Han har banet vejen, hvorved vi ikke blot kan opnå udødelighed, men også evigt liv.¹⁶

Jeg fatter kun i begrænset omfang betydningen af hans forsoning. Jeg kan ikke begribe den fuldt ud. Den er så uendelig i sin udstrækning, og dog så dybt personlig, at dens virkning overgår vores forstand.¹⁷

Storheden i denne forsoning evner vi ikke fuldt ud at forstå. Jeg ved kun, at den fandt sted, og at det var for min og din skyld. Lidelsen var så stor, smerten så voldsom, at ingen af os kan fatte, at Frelseren gav sig selv i løsesum for hele menneskehedens synder.

Det er gennem ham, vi opnår tilgivelse. Det er gennem ham, det sikre løfte kommer om, at hele menneskeheden skænkes frelsens velsignelser med opstandelse fra de døde. Det er gennem ham og hans store, altomfattende offer, at vi, gennem lydighed, tilbydes muligheden for ophøjelse og evigt liv.¹⁸

Er vi ikke alle fortabte sønner og døtre, som har behov for at omvende os og tage del i vor himmelske Faders tilgivende barmhjertighed og derpå følge hans eksempel?

Hans elskede Søn, vor Forløser, henvender sig til os med tilgivelse og barmhjertighed, men samtidig med at han gør dette, kræver han omvendelse … Herren har engang sagt – og jeg citerer fra en åbenbaring givet til profeten Joseph:

»Derfor befaler jeg dig at omvende dig – omvend dig, for at jeg ikke skal slå dig med min munds stok og med min harme og med min vrede, og for at dine lidelser ikke skal blive svære – hvor svære ved du ikke, hvor intense ved du ikke, ja, hvor tunge at bære ved du ikke.

For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;

[Denne] lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd …

Lær af mig, og lyt til mine ord; vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig« (L&P 19:15-18, 23).¹⁹

Når verdenshistorien engang gennemgås, når menneskets inderste dybder ransages, vil intet til syvende og sidst være så vidunderligt, så majestætisk, så fantastisk som den nådegerning, hvor den Almægtiges Søn, prinsen i Faderens kongerige, han, der engang havde talt som Jahve, ham, der havde indvilget i at komme ned til jorden som et spædbarn født i Betlehem, gav sit liv i fornedrelse og smerte, så alle Guds sønner og døtre til alle tider, der alle skal dø, kan opstå og leve evigt. Han udrettede noget for os, som vi ikke selv kunne gøre …

Profeten Esajas erklærede:

»Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar …

Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:4-5).

Dette er den forunderlige og sande beretning om julen. Jesu fødsel i Betlehem i Judæa er forordet. Mesterens treårige tjenestegerning er prologen. Det storslåede hovedindhold i historien er hans offer, den fuldstændig uselviske handling at lide en smertefuld død på korset på Golgata for at sone for alle menneskers synder.

Efterskriften er opstandelsens mirakel, der giver os vished om, at »ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22).

Der ville ikke være nogen jul, hvis der ikke havde været nogen påske. Jesusbarnet fra Betlehem ville blot være et barn som alle andre, hvis det ikke havde været for den forløsende Kristus i Getsemane have og på Golgata og opstandelsens triumferende realitet.

Jeg tror på Herren Jesus Kristus, den evige og levende Guds Søn. Ingen anden så stor har vandret på denne jord. Ingen anden har ydet et offer, der tåler sammenligning med hans, eller skænket en velsignelse, der kan måle sig med hans. Han er verdens Frelser og Forløser. Jeg tror på ham. Jeg forkynder hans guddommelighed uden tøven eller forbehold. Jeg elsker ham. Jeg siger hans navn med ærbødighed og forundring. Jeg tilbeder ham, som jeg tilbeder hans Fader, i ånd og sandhed. Jeg takker ham og knæler for hans elskede Søn, der for så længe siden rakte armene ud til enhver af os og sagde: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28) …

Jeg håber, at enhver af jer må tage sig tid, måske blot en time, til stille meditation og overvejelse af denne Guds Søns storhed og majestæt.²⁰

Jeg bærer vidnesbyrd om … Herren Jesu Kristi forsoning. Uden den er livet meningsløst. Den er slutstenen i livets hvælving. Den bekræfter, at vi levede, før vi blev født på jorden. Livet på jorden er blot en trædesten til en mere strålende tilværelse i fremtiden. Sorgen over døden lindres ved løftet om opstandelsen.²¹

Jesus er Kristus, Guds forudordinerede Søn, der indvilligede i at komme til jorden, der blev født i en krybbe, i et erobret land blandt et besat folk, Guds Søn, Faderens Enbårne i kødet, Faderens førstefødte og ophavsmanden til vores frelse. Han er vor Forløser og vor Frelser, ved hvis forsoning evigt liv bliver muligt for alle, der vil vandre i lydighed mod hans lærdomme.²²

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvorfor gav vor himmelske Fader os »den gave, som … hans enbårne Søn« er? (Se afsnit 1). Hvad kan I gøre for at vise taknemlighed for denne gave? Hvad tænker og føler I, når I læser præsident Hinckleys sammenfatning af det, som Frelseren har gjort for os?
Sammenlign i afsnit 2 de ord, som præsident Hinckley bruger til at beskrive døden, med de ord, han bruger til at beskrive opstandelsen. Hvad lærer I af forskellen i disse ord? Hvordan påvirker jeres vidnesbyrd om Frelserens opstandelse jeres liv?
Hvad har I lært af præsident Hinckleys vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning? (Se afsnit 3). Hvordan her forsoningen velsignet jer personligt? Hvad føler I, når I tænker over Frelserens offer for jer? Planlæg et tidspunkt, hvor I kan afsætte tid »til stille meditation og overvejelse« om Frelseren.

Skriftstedshenvisninger

Es 53; Joh 3:16; 11:25; 2 Ne 9:6-13; Alma 7:11-13; 34:8-10; Hel 14:13-19; L&P 18:10-12

Til underviseren

»Når du ved hjælp af bøn forbereder dig til at undervise [kan du] blive vejledt til at fremhæve bestemte principper … Du kan nå til en forståelse af, hvordan du bedst kan forelægge visse tanker. Du kan få øjnene op for eksempler, illustrationer, og inspirerende historier i livets enkle gøremål. Du kan føle dig tilskyndet til at bede en bestemt person om at hjælpe med lektionen. Du kan blive mindet om en personlig oplevelse, som du kan fortælle om« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 47-48).