Kapitel 23

Velsignelserne ved det hellige tempel

»Tempelordinancerne bliver de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

»Jeg mener ikke, at et medlem af Kirken har modtaget alt, hvad denne kirke tilbyder, før han eller hun har modtaget sine tempelvelsignelser i Herrens hus,« sagde præsident Gordon B. Hinckley til præstedømmemødet ved oktoberkonferencen i 1997. »Vi gør derfor alt, hvad vi kan for at fremskynde opførelsen af disse hellige bygninger og dermed gøre velsignelserne deri mere alment tilgængelige.«¹ Han nævnte flere templer, der var i forskellige stadier i forhold til planlægning og opførelse, og så kom han med en bekendtgørelse, der ændrede livet for folk over hele verden:

»Der er mange områder i Kirken, som er fjerntliggende, hvor antallet af medlemmer er beskedent og sandsynligvis ikke vil vokse ret meget i den umiddelbare fremtid. Skal de, der lever sådanne steder, for evigt nægtes velsignelserne ved tempelordinancer? Da vi besøgte et sådant område for nogle måneder siden, overvejede vi bønsomt dette spørgsmål. Det er min overbevisning, at svaret kom klart og tydeligt.

Vi vil opføre små templer i nogle af disse områder … De vil blive opført efter tempelstandarder, som er meget højere end standarderne ved kirkebyggeri. De vil have plads til dåb for de døde, begavelsesceremonien, beseglinger og alle andre ordinancer, der kan modtages i Herrens hus for både levende og døde.«²

Inspirationen til denne plan kom mere end 20 år tidligere, da præsident Hinckley var formand for Kirkens tempelkomité. Han var bekymret over, at mange sidste dages hellige ikke havde let adgang til templets velsignelser, og han skrev i sin dagbog: »Kirken kunne bygge [mange mindre] templer for det samme, som det koster at bygge templet i Washington, [der på det tidspunkt var under opførelse]. Det vil bringe templerne til folket i stedet for at folk skal rejse over store afstande for at komme til dem.«³

I 1997 bragte en åbenbaring fra Herren denne idé til live. Præsident Hinckley fortalte noget om denne åbenbaring, da han bad indvielsesbønnen for templet i Colonia Juárez i Chihuahua i Mexico. »Det var her i det nordlige Mexico,« bad han, »at du åbenbarede ideen og planen for mindre templer, fuldstændige i enhver nødvendig detalje, men passende i størrelse til behovene og omstændighederne for Kirkens medlemmer i dette område af din vingård. Den åbenbaring kom på grund af et ønske og en bøn om at hjælpe dit folk i disse kolonier, som har været tro og loyale.«⁴

Seks måneder efter bekendtgørelsen om at bygge mindre templer kom præsident Hinckley med endnu en betydningsfuld bekendtgørelse:

»Vi har … rejst langt omkring blandt Kirkens medlemmer. Jeg har været sammen med mange, som har ganske lidt af denne verdens gods. Men i deres hjerte har de en stor, brændende tro på dette værk i de sidste dage. De elsker Kirken. De elsker evangeliet. De elsker Herren og ønsker at gøre hans vilje. De betaler deres tiende, hvor beskeden den end er. De yder utrolige ofre for at besøge templet. De rejser i dagevis i faldefærdige busser og gamle både. De sparer sammen og undværer meget for at kunne gøre det.

De har brug for templer i nærheden – små, smukke og praktiske templer. Jeg benytter derfor denne lejlighed til for hele Kirken at bekendtgøre et byggeprogram, hvor vi straks vil opføre 30 små templer …

Det vil være et enormt projekt. Der er ikke forsøgt noget tilsvarende nogensinde før … Det bliver i alt 47 nye templer foruden de 51, der nu fungerer. Jeg tror, at vi nok hellere må føje yderligere 2 til, så vi når 100 ved udgangen af dette århundrede, nemlig 2.000 år ›efter vor Herre og frelsers, Jesu Kristi, komme i kødet‹ (L&P 20:1). På dette område går vi fremad i et tempo, som vi aldrig før har set.«⁵

Den 1. oktober 2000 indviede præsident Hinckley templet i Boston i Massachusetts, nummer 100 af fungerende templer. Inden året var omme, indviede han to templer i Brasilien. Og da han døde den 27. januar 2008, havde Kirken 124 fungerende templer og 13, der var blevet bekendtgjort. Af de 124 fungerende templer havde præsident Hinckley deltaget i planlægningen og opførelsen af de fleste og havde personligt indviet 85 af dem.

Selv da præsident Hinckley bekendtgjorde det store antal nye templer, og selv når han beundrede deres skønhed, mindede han de sidste dages hellige om formålet med disse hellige bygninger: At velsigne enkeltpersoner og familier, en efter en. Da han talte om templet i San Diego i Californien, sagde han: »Hvilken storslået, smuk bygning det er. Men hvor smuk bygningen end er, så er den kun et middel til at nå et mål, og ikke selve målet. Den bygning blev opført og indviet, for at der kan udføres hellige ordinancer, som Herren har åbenbaret i denne tid.«⁶

Ved en anden lejlighed sagde han: »Ingen person har hele evangeliet, før han er i stand til at modtage [templets ordinancer]. Og ansvaret ligger hos os for at sørge for, at disse muligheder er tilgængelige. Jeg ved ikke, hvor længe endnu jeg holder, men jeg håber at ende mine dage, mens jeg bygger Herrens templer, bringer templerne til folket, så de kan få de vidunderlige velsignelser, som man kan få [der].«⁷

Templet i Colonia Juárez i Chihuahua i Mexico

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Templer er udtryk for vores vidnesbyrd, og de repræsenterer det ypperligste i vores tilbedelse.

Hvert eneste tempel, der er bygget af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, står som udtryk for dette folks vidnesbyrd om, at Gud vor evige Fader lever, at han har en plan til velsignelse af sine sønner og døtre i alle tidsaldre, at hans elskede Søn, Jesus Kristus, som blev født i Betlehem i Judæa og korsfæstet på Golgatas kors, er verdens Frelser og Forløser, og hans sonoffer muliggjorde opfyldelsen af planen for evigt liv til hver eneste, som accepterer og efterlever evangeliet.⁸

Alt, hvad der sker i templet, opløfter og forædler. Det handler om livet her og livet efter graven. Det handler om den enkeltes betydning som Guds barn. Det handler om familiens betydning som den Almægtiges skaberværk. Det handler om, at ægteskabet kan vare evigt. Det handler om at fortsætte til større herlighed. Det er et sted med lys, et sted med fred, et sted med kærlighed, hvor vi beskæftiger os med det, der hører evigheden til.⁹

Hvert eneste tempel … har faktisk stået som et monument over vores tro på menneskesjælens udødelighed, at dette jordiske liv, som vi går igennem, er en del af en fortsat vandring opad, så at sige, og at lige så sikkert, som der er liv her, vil der også være liv der. Det er vores faste overbevisning. Den udspringer af Frelserens forsoning, og templet bliver, som jeg har nævnt, forbindelsen mellem dette liv og det næste. I templet beskæftiger vi os med det, der hører udødeligheden til.¹⁰

Disse enestående og vidunderlige bygninger og de ordinancer, der bliver udført i templerne, repræsenterer det højeste i vores tilbedelse. Disse ordinancer er de mest dybsindige udtryk for vores teologi.¹¹

Hellige sager kræver hellig overvejelse … Men når I går ud ad dørene til Herrens hus, så vær tro mod den hellige tillid, og tal ikke om det, der er helligt.

Herren sagde: »Husk, at det, som kommer ovenfra, er helligt og skal omtales med varsomhed, og som Ånden holder en tilbage« (L&P 63:64). Og atter: »Tag ikke let på det, der er helligt« (L&P 6:12).¹²

Gennem templets ordinancer modtager vi evangeliets største velsignelser.

Disse templer, der er spredt over hele verden, er nødvendige for den fuldstændige opfyldelse af Frelserens forsoning. Her under det hellige præstedømmes myndighed vil de hellige ordinancer, der ikke blot leder til frelse, men også til evig ophøjelse, blive forrettet.¹³

Jesus Kristus, Guds Søn, gav sit liv på på korset på Golgata og sonede for menneskehedens synder. Han var et stedfortrædende offer for enhver af os. Gennem dette offer fik alle mennesker et løfte om opstandelse. Det er kommet gennem Guds nåde, uden anstrengelser fra menneskenes side. Men udover dette fik vi det hellige præstedømmes nøgler, som blev overdraget de tolv af Herren, da han gik blandt dem, hvilke nøgler blev gengivet i denne uddeling af dem, som havde dem i fordums tid – gennem dem er der kommet mange, yderligere velsignelser, deriblandt disse enestående og betydende ordinancer, som gives i Herrens hus. Kun i disse ordinancer virkeliggøres udøvelsen af »præstedømmets fylde« (L&P 124:28).¹⁴

Tempelordinancerne [er] de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde.¹⁵

Til templets velsignelser for både mænd og kvinder, som er værdige til at komme der … hører tvætninger og salvelser, for at vi kan være rene for Herren. De omfatter belæringer, hvor vi får tempelbegavelsen med dens ansvar og velsignelser, som motiverer os at leve i overensstemmelse med evangeliets principper. De omfatter beseglende ordinancer, hvorved det, som bindes på jorden, også bindes i himlen og derved tilvejebringer en fortsættelse af familien.¹⁶

[Engang] blev jeg kaldt ud til hospitalet til en mor, som lå i de sidste stadier af en dødelig sygdom. Hun døde kort tid efter og efterlod sig mand og fire børn, heraf en lille dreng på seks år. Deres sorg var både inderlig, dyb og tragisk. Men gennem deres tårer skinnede en smuk og sikker tro på, at ligesom der nu herskede en sorgfuld adskillelse, skal der en dag være et glædeligt gensyn, for det ægteskab var begyndt med en besegling for tid og al evighed i Herrens hus med det hellige præstedømmes myndighed …

Mange er rejst så langt … for at opnå tempelvielsens velsignelser. Jeg har set en gruppe sidste dages hellige fra Japan, som – før der blev opført et tempel i deres eget land – havde nægtet sig selv mad for at kunne få råd til den lange rejse til templet i Laie på Hawaii. Inden vi opførte et tempel i Johannesburg i Sydafrika, mødte vi folk, som havde givet afkald på nødvendigheder for at kunne få råd til den 11.000 km lange flyvetur fra Sydafrika til templet i Surrey i England. Der var et lys i deres øjne, smil i deres ansigter og vidnesbyrd på deres læber, som bekræftede, at det havde været alle ofrene værd.

Og jeg kan huske, at jeg i New Zealand for mange år siden hørte et vidnesbyrd fra en mand, som kom fra den fjerneste ende af Australien, som var blevet viet af de borgerlige myndigheder, men som så siden var blevet medlem af Kirken sammen med sin hustru og sine børn, og derefter havde rejst den lange vej tværs over det store kontinent, over Det Tasmanske Hav til Auckland og videre ned til templet i den smukke dal Waikato. Så vidt jeg husker, sagde han: »Vi havde ikke råd til at komme. Vores jordiske gods bestod af en gammel bil, vore møbler og vore tallerkener. Jeg sagde til min familie: ›Vi har ikke råd til at rejse.‹ Så kiggede jeg på min smukke hustru og vore dejlige børn og sagde: ›Vi har ikke råd til ikke at rejse. Hvis Herren vil give mig styrke, kan jeg arbejde og tjene penge til en anden bil og nye møbler og tallerkener, men hvis jeg skulle miste en af mine kære, ville jeg være fattig både i dette liv og i det næste.‹«¹⁷

Er det noget under, kære søskende, at jeg ved åbningen af … templer har set stærke mænd græde, når de omfavnede deres hustru ved alteret i disse hellige huse? Jeg har set forældre græde, når de favnede deres børn ved disse selvsamme altre. Ved den myndighed, der udøves her, har de lært, at hverken tid eller død kan bryde de bånd, som binder dem sammen.¹⁸

Templet er en helligdom beregnet til tjeneste, hvor vi modtager frelsende ordinancer på vegne af dem, der er døde uden at have modtaget evangeliet.

Der er utallige millioner, som har vandret på jorden, men som aldrig havde mulighed for at høre evangeliet. Skal de nægtes de velsignelser, som stilles til rådighed i Herrens templer?

Ved levende stedfortrædere, der virker på vegne af de afdøde, bliver de samme ordinancer tilgængelige for dem, som har forladt dette liv. I åndeverdenen kan disse mennesker frit acceptere eller afvise disse jordiske ordinancer, som udføres for dem, deriblandt dåb, vielse og besegling af familier. Der er ingen tvang i Herrens værk, men der skal være muligheder.¹⁹

Dette er en helligdom beregnet til tjeneste. Det meste af det arbejde, der udføres i dette hellige hus, udføres stedfortrædende på vegne af dem, der er gået på den anden side af dødens slør. Jeg kender ikke til noget andet, som kan sammenlignes med det. Det nærmer sig næsten mere det stedfortrædende offer, Guds Søn ydede på vegne af hele menneskeheden, end noget andet arbejde, jeg kender til. Der forventes ikke tak fra dem, som på den anden side nyder godt af denne hellige tjeneste. Det er de levendes tjeneste på de afdødes vegne. Det er en tjeneste udført i sand uselviskhed.²⁰

Drenge og piger [er] i stort antal … blevet mindet om, at disse templer ikke kun er noget for deres forældre, men også for dem. Når de fylder 12 år, kan de træde ind i Herrens hus og virke som stedfortrædere ved dåb for dem, der er på den anden side af dødens slør. Hvor er det en storslået og uselvisk tjeneste. Hvor er det vidunderligt for vore unge at være involverede i denne fuldstændigt uselviske handling til fordel for andre, som ikke er i stand til at hjælpe sig selv.

Hånd i hånd med denne forøgede tempelaktivitet går en vækst i vores slægtshistoriske indsats. Computeren kan med dens forskellige muligheder fremskynde dette arbejde, og mennesker benytter sig af de nye teknikker, der tilbydes dem. Hvordan kan man undgå at forstå, at Herren står bag alt dette? I takt med at mulighederne med computerne øges, vokser antallet af templer for at tilpasse sig den stigende slægtshistoriske indsats.²¹

Vi er ansvarlige for velsignelserne, de evige velsignelser, over for alle, der har levet på jorden, de utalte og utallige generationer af mænd og kvinder, der har levet på jorden, alle, der lever på jorden nu, og alle, som kommer til at leve på jorden. Vi har et stort ansvar. Vi må stå lidt rankere og arbejde lidt hårdere for at udføre det.²²

På den anden side vil de, der ikke er døde, men lever som ånder, fryde sig og blive glade, når de vågner og går fremad på deres vej mod »udødelighed og evigt liv« (Moses 1:39).²³

Der venter os store velsignelser, hvis vi holder os værdige og tit tager til templet.

Jeg vil gerne … udfordre jer alle denne dag til at få orden i jeres liv, til at være værdige til at drage til Herrens hus og der tage del i de velsignelser, der er jeres særlige velsignelser … Kravene er store, men velsignelserne er større.²⁴

Jeg opfordrer vore medlemmer overalt, med al den overtalelse, jeg kan præstere, til at leve værdigt til at have en tempelanbefaling, til at få en og betragte den som et værdifuldt aktiv, og til at gøre en større indsats for at tage til Herrens hus og få del i den ånd og de velsignelser, man får der.²⁵

Uanset om I kan komme [til templet] ofte eller ej, så vær værdige til at få en tempelanbefaling, og hav den altid i lommen. Den minder jer om, hvad der forventes af jer som sidste dages hellige.²⁶

Jeg er overbevist om, at hver eneste mand eller kvinde, som tager til templet i en oprigtig ånd og i tro, forlader Herrens hus som en bedre mand eller kvinde. Der er behov for stadig forbedring hos os alle. Der er behov for med mellemrum at forlade verdens støj og tumult og træde inden for murene i Guds hellige hus og der mærke hans Ånd i omgivelser præget af hellighed og fred.²⁷

Denne hellige bygning bliver en skole, hvor man lærer om de smukke og hellige ting, der hører Gud til. Her får vi et overblik over en kærlig Faders plan for sine sønner og døtre i alle slægtled. Her ser vi den vidunderlige historie om menneskets evige rejse fra den førjordiske tilværelse gennem dette liv til livet herefter. Der undervises i store grundlæggende sandheder med tydelighed og enkelhed, og de forstås af alle, som hører derpå. …

Templet er også et sted, hvor man kan modtage personlig inspiration og åbenbaring. Utallige er de, som i belastede perioder, når der skulle træffes vanskelige beslutninger, og komplicerede problemer skulle løses, er kommet til templet i fastens og bønnens ånd for at søge guddommelig vejledning. Mange har vidnet om, at selv om de ikke hørte åbenbaringens stemme, oplevede de på dette tidspunkt eller senere inspiration om, hvilken kurs de skulle følge, og det blev svaret på deres bønner.

»Tag til Herrens hus og føl hans Ånd og tal med ham der, og I vil finde en fred, som I ikke finder andre steder.«

Dette tempel er en kilde til evig sandhed. »Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste« (Joh 4:14). Her undervises i de sandheder, som er af guddommelig beskaffenhed og af evig betydning.

Dette hus bliver for dem, som træder inden for disse mure, et pagtens hus. Her lover vi, højtideligt og helligt, at efterleve Jesu Kristi evangelium på højeste niveau. Vi indgår pagter med Gud, vor evige Fader, om at efterleve de principper, som er det sikre grundlag for al sand religion.²⁸

Er jeres liv fyldt med bekymringer? Har I problemer, bryderier og bekymringer? Ønsker I at få fred i jeres hjerte og en mulighed for at tale med Herren og meditere over hans vej? Tag til Herrens hus og føl hans Ånd og tal med ham der, og I vil finde en fred, som I ikke finder andre steder.²⁹

Prøv i mørke tider at tage til Herrens hus og der lukke verden ude. Modtag hans hellige ordinancer, og tilbyd jeres forfædre dem. Sid ved slutningen af sessionen i templet stille i det celestiale værelse, og tænk over de velsignelser, I har modtaget på egne vegne, eller som I har tilbudt dem, der er gået forud. Jeres hjerte vil svulme af taknemlighed, og tanker om de evige sandheder i Herrens store plan for lykke vil gennemtrænge jeres sjæl.³⁰

I denne støjfyldte, fortravlede og konkurrenceprægede verden er det et privilegium at have et helligt hus, hvor vi kan opleve den helliggørende indflydelse fra Herrens Ånd. Et vis element af selviskhed fortsætter med at trænge sig ind på os hele tiden. Vi må overvinde det, og der findes ingen bedre måde end at drage til Herrens hus og der tjene i et stedfortrædende arbejde til gavn for dem, som er gået på den anden side af dødens slør …

Jeg opfordrer jer til at drage større fordel af dette velsignede privilegium. Det vil lutre jeres væsen. Det vil skrælle den selviske skal af, som de fleste af os lever i. Det vil bogstavelig talt bringe et helliggørende element ind i vores liv og gøre os til bedre mænd og kvinder.³¹

Jeg ved, at I har travlt. Jeg ved, at I har meget at se til. Men jeg giver jer det løfte, at hvis I tager til Herrens hus, bliver I velsignede, og jeres liv bliver bedre. Mine elskede brødre og søstre, jeg beder jer om at drage nytte af den store mulighed for at tage til Herrens hus og der tage del i alle de vidunderlige velsignelser, som I kan modtage der.³²

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Hinckley sagde, at tempelordinancer er »de mest dybsindige udtryk for vores teologi« (afsnit 1) og »de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde« (afsnit 2). Hvilke velsignelser har I modtaget gennem disse ordinancer?
Præsident Hinckley talte om mænd og kvinder, der udgød glædestårer i templet (se afsnit 2). Hvorfor frembringer tempelordinancer, ud fra det, som I har oplevet, sådanne dybe følelser?
Præsident Hinckley sagde om arbejdet med at forløse de døde: »Hvor er det vidunderligt for vore unge at være involverede i denne fuldstændigt uselviske handling« (afsnit 3). Hvad kan forældre og unge gøre for at arbejde sammen i denne tjeneste?
Hvad kan vi gøre for at afsætte tid til at tjene og tilbede i templet? Hvordan kan vores tjeneste i templet påvirke vores liv uden for templet? (Se nogle eksempler i afsnit 4). Hvordan har det velsignet jer at tage til templet?

Skriftstedshenvisninger

2 Mos 25:8; 1 Kong 6:11-13; L&P 88:119-120; 109:12-13, 24-28; 110:1-10; 128:22-24

Studiehjælp

»Fortæl om det, som du har lært. Når du gør dette, vil dine tanker blive mere klare, og din evne til at huske det vil øges« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 17).