Kapitel 20

Fællesskab med dem, som ikke er af vores tro

»Lad os række ud og hjælpe gode mænd og kvinder uanset deres religiøse overbevisning og uanset, hvor de bor.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

Præsident Gordon B. Hinckley sagde i november 1994 ved en konference for religiøse ledere:

»Vi har forskellige doktrinære opfattelser. I anerkendelse af vore teologiske forskelle tror jeg, at vi har en fælles bevidsthed om de onder og problemer, der er i verden og i det samfund, vi lever i, og om vores store ansvar og mulighed for offentligt og privat at stå sammen om de sager, som omhandler dyd og moral, respekt for alle mænd og kvinder som Guds børn, behovet for høflighed og belevenhed i vore forhold og bevarelsen af familien som det guddommeligt forordnede grundlag for vores samfund …

Vi har alle i vores hjerte et ønske om at hjælpe de fattige, opløfte de plagede, trøste, indgyde håb og hjælpe alle, der af en eller anden grund er i problemer eller smerte.

Vi anerkender behovet for at hele samfundets sår og erstatte vor tids pessimisme med optimisme og tro. Vi må anerkende, at der ikke er noget behov for modbeskyldninger eller kritik over for hinanden. Vi må bruge vores indflydelse til at stilne vrede stemmer og hævngerrig argumentation …

Vores styrke ligger i vores frihed til at vælge. Selv i vores forskellighed findes der styrke. Der findes dog større styrke i det mandat, Gud har givet hver enkelt af os, til at arbejde for at opløfte og velsigne alle hans sønner og døtre, uanset deres etniske oprindelse, hvilket land de kommer fra eller andre forskelle …

Må Herren velsigne os, så vi kan arbejde sammen om at fjerne alt had, snæversynethed, racisme og andre ord og handlinger, der bringer splid, fra vores hjerte og jage det væk fra vores samfund. Den spydige bemærkning, de racistiske udtalelser, hadefulde skældsord, ondskabsfuld sladder og nedrig og ondsindet rygtespredning bør ikke have plads iblandt os.

Må Gud velsigne os alle med den fred, der kommer fra ham. Må han velsigne os med et taknemligt hjerte og med viljen til med respekt at færdes blandt hinanden, forene vores indsats for at velsigne det samfund, vi er så heldige at bo i.«¹

Et år efter, at præsident Hinckley kom med dette budskab, talte han til en gruppe verdslige ledere. Det var en lille gruppe – kun omkring 30 personer – men det var en gruppe med vidtrækkende indflydelse: Præsidenter, chefredaktører, producere og journalister, der repræsenterede de store nyhedsmedier i USA. I en »behagelig og nogle gange humoristisk udveksling« kom han med »et overblik over Kirken rent internationalt og kommenterede missioneringen, humanitært arbejde og de uddannelsesmæssige bestræbelser og tilbød dernæst at besvare spørgsmål … Han besvarede hvert eneste spørgsmål oprigtigt og uden tøven eller nogen antydning af forlegenhed.« De tilstedeværende udtrykte en vis overraskelse over hans åbenhed, hvortil han svarede, at det eneste han ikke ville tale om, var detaljerne i de hellige tempelordinancer. »Døren er åben for alt andet,« sagde han.

På et tidspunkt under spørgsmål-og-svar-delen sagde Mike Wallace, seniorjournalist ved tv-udsendelsen 60 Minutes, at han gerne ville lave en særlig udsendelse om præsident Hinckley. Præsident Hinckley stoppede kort op og svarede derpå: »Mange tak. Jeg tager chancen.«²

Præsident Hinckley indrømmede senere, at han var lidt ængstelig ved at skulle interviewes af Mike Wallace, der havde ry for at være en hård journalist. Han forklarede, hvorfor han sagde ja til et interview på trods af denne ængstelse:

»Jeg følte, at det gav os mulighed for at vise nogle positive sider af vores kultur og budskab til mange millioner af seere. Jeg konkluderede, at det er bedre at benytte sig af mulighederne selv i stiv modvind end blot at læne sig baglæns og intet gøre.«³

Det omfattende interview indeholdt følgende ordveksling:

Mike Wallace: »Hvordan ser De på ikke-mormoner?«

Præsident Hinckley: »Med kærlighed og respekt. Jeg har mange venner, som ikke er mormoner. Jeg respekterer dem. Jeg nærer den største beundring for dem.«

Mike Wallace: »Selv om de ikke har set lyset endnu?«

Præsident Hinckley: »Ja. Til enhver, som ikke tilhører denne kirke, vil jeg sige, vi anerkender alle de dyder og det gode, som I har. Kom med det, og lad os se, om vi kan føje noget til det.«⁴

Da interviewet var overstået, var præsident Hinckley og Mike Wallace blevet venner. Mike Wallace talte om præsident Hinckley som en »varm, betænksom, anstændig og optimistisk leder,« der »fuldt ud fortjener den næsten universelle beundring, som han modtager«.⁵

Præsident Hinckley opfordrede os til at gå sammen med dem, der ikke er af vores tro »i gode samfundsanliggender«.

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Når vi husker på, at alle mennesker er Guds børn, rækker vi mere ud for at løfte og hjælpe dem, der er blandt os.

Vi må aldrig glemme, at vi lever i en verden med store forskelligheder. Jordens folk er alle vor Faders børn og er af mange og forskelligartede religiøse overbevisninger. Vi er nødt til at udvikle tolerance og påskønnelse og respekt for hinanden.⁶

Der er ingen grund til, at der skal herske konflikter mellem forskellige grupper i noget land. Lad folk belære deres børn om, at vi alle er børn af Gud, vor evige Fader, og lige så sikkert som det faderskab er en kendsgerning, lige så sikkert er det, at der skal herske broderskab.⁷

Hvis vi altid ville holde vores guddommelighed for øje og huske, at Gud er vores Fader, og at alle mennesker er søskende, ville vi være lidt mere tolerante, lidt venligere og række lidt mere ud for at løfte og hjælpe dem omkring os. Vi ville være mindre tilbøjelige til at nedværdige os til de ting, som tydeligt er upassende for os. Vi er Guds børn, og vi elsker ham. Opfør jer lidt mere på den måde.⁸

Vi bør leve med respekt, påskønnelse og venskab blandt folk, der ikke deler vores tro.

»Vi kræver ret til at tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret – lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil« (TA 1:11).

Hvor er det dog vigtigt – at når vi tror på at tilbede Gud i overensstemmelse med vores egen overbevisning, at vi ikke bliver arrogante eller selvretfærdige eller stolte, men at vi giver andre ret til at tilbede ifølge deres ønsker. Mange af verdens problemer kommer på grund af konflikter mellem religioner. Jeg er glad for at sige, at jeg kan sidde sammen med mine katolske venner og tale med dem, at jeg kan sidde sammen med mine protestantiske venner og tale med dem. Jeg ville forsvare dem, som denne kirke har gjort og fortsat vil gøre, og forsvare dem i denne verden.⁹

Jeg bønfalder vore medlemmer overalt om at leve med respekt og påskønnelse for dem, der ikke er af vor tro. Det er et stort behov for høflighed og gensidig respekt blandt personer med forskellig tro og holdninger. Vi må ikke være tilhængere af nogen lære om etnisk overlegenhed. Vi lever i en verden med forskellighed. Vi kan og skal respektere andre, hvis lære vi måske ikke er enig i. Vi må være villige til at forsvare andres rettigheder, som måske er ofre for fanatisme.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på denne udtalelse af Joseph Smith fra 1843:

»Hvis det er blevet vist, at jeg har været villig til at dø for en ›mormon‹, så erklærer jeg frimodigt for himlen, at jeg er lige så rede til at dø, når det gælder om at forsvare rettighederne for en baptist, en presbyterianer eller et andet godt menneske fra ethvert andet religiøst samfund. For det samme princip, der ville trampe på de sidste dages helliges rettigheder, ville også trampe på katolikkernes eller andre samfunds, som måske er upopulære og for svage til at forsvare sig selv (se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 376).¹⁰

Vi må ikke holde os for os selv. Vi må aldrig stille os an som værende mere hellige. Vi må ikke være selvretfærdige. Vi må være storsindede og åbne og venlige. Vi kan beholde vores tro. Vi kan dyrke vores religion. Vi kan holde af vores måde af tilbede på uden at fornærme andre. Jeg vil benytte lejligheden til at bønfalde jer om en tolerant og elskværdig ånd, om venskab og kærlighed til mennesker fra andre trosretninger.¹¹

Vi må ikke blive ubehagelige, når vi taler om doktrinære forskelle. Der er ikke plads til bitterhed. Men vi kan aldrig opgive eller gå på kompromis med den viden, som er kommet til os gennem åbenbaring og ved direkte overgivelse af nøgler og myndighed fra dem, som besad dem i fordums tid. Lad os aldrig glemme, at dette er en genoprettelse af det, som er blevet fastsat af verdens Frelser …

Vi kan og vil respektere andre religioner. Vi anerkender det gode, som de i stort omfang udfører. Vi må lære vore børn at være tolerante og venlige over for mennesker, som ikke tilhører vores tro.¹²

Vi søger ikke at skade andre kirker. Vi søger ikke at gøre andre kirker fortræd. Vi skændes ikke med andre kirker. Vi diskuterer ikke med andre kirker. Vi siger ganske enkelt til dem af en anden tro, eller som ingen tro har: »I kommer med den sandhed, som I har, og lad os se, om vi kan føje noget til det.«¹³

Vi kan arbejde sammen med andre for en god sag uden at gå på kompromis med vores lære.

Vi kan og arbejder sammen med andre religioner inden for forskellige områder i den uendelige kamp mod sociale onder, som truer de skattede værdier, der har betydning for os alle. Disse mennesker tilhører ikke vores tro, men de er vore venner, naboer og kolleger på mange områder. Det glæder os at forlene styrke til deres indsats.

Men i alt dette er der ikke tale om at gå på kompromis med læresætninger. Det er der ikke noget behov for, og det må der ikke være fra vores side. Men der findes en grad af fællesskab, når vi arbejder sammen.¹⁴

Lad os ikke glemme, at vi tror på at være godgørende og gøre godt mod alle mennesker. Jeg er overbevist om, at vi på en effektiv måde kan lære vore børn, at vi ikke behøver at være bange for, at de mister deres tro, hvis de er venlige og betænksomme over for dem, som ikke tror på denne kirkes lære … Lad os involvere os i gode samfundsanliggender. Der kan være situationer med alvorlige moralske problemstillinger, hvor vi ikke kan bøje os af principielle årsager. Men i sådanne tilfælde kan vi være uenige på en høflig måde uden at være ubehagelige. Vi kan anerkende den oprigtighed, der næres af mennesker med en anden holdning, som vi ikke kan acceptere. Vi kan tale om principper frem for personligheder.

I sager, som forbedrer miljøet i samfundet, og som er skabt til at velsigne alle dets borgere, kan vi træde frem og hjælpe til …

Lær dem, som I er ansvarlige for, vigtigheden af gode manerer som borgere. Tilskynd dem til at blive involverede og huske på, at i offentlige overvejelser er det logiske ræsonnements stille stemme mere overbevisende end protestens larmende, skingre stemme. Når vores folk accepterer et sådant ansvar, vil de velsigne deres samfund, deres familie og Kirken.¹⁵

»Vores venlighed kan blive det mest overbevisende argument for det, som vi tror på.«

Vi må aldrig give efter for de onde kræfter. Vi kan og skal bevare de standarder, som denne kirke har stået for, siden den blev organiseret. Der er en bedre vej end verdens vej. Hvis det betyder, at vi må stå alene, så må vi gøre det.

Men vi vil ikke være alene. Jeg er sikker på, at der er millioner af mennesker over hele verden, som sørger over det onde, som de ser omkring sig. De elsker det dydige, det gode og det opløftende. De vil også opløfte deres røst og give af deres styrke for at bevare de værdier, som er værd at bevare og fremme.¹⁶

Lad os bede for de gode kræfter. Lad os række ud og hjælpe gode mænd og kvinder uanset deres religiøse overbevisning og uanset, hvor de bor. Lad os stå fast imod det onde, både hjemme og ude … Vi kan være en positiv indflydelse i denne verden, hver eneste af os.¹⁷

Når vi behandler andre med kærlighed, respekt og venlighed, viser vi, at vi er Jesu Kristi sande disciple.

Når vi fremmer vores helt klare mission, arbejder vi i henhold til det mandat, som er blevet givet os af den opstandne Herre, som har talt i denne sidste og endelige uddeling. Dette er hans enestående og vidunderlige sag. Vi bærer vidnesbyrd og vidner om ham. Men vi behøver ikke at gøre det med arrogance eller selvretfærdighed.

Som Peter udtrykte det, så er vi »en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk«. Hvorfor? Så vi kan »forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte [os] ud af mørket til sit underfulde lys« (1 Pet 2:9) …

Lad os være Kristi sande disciple, huske den gyldne regel, og gøre mod andre, som vi ønsker, at de skal gøre mod os. Lad os styrke vores egen tro og vore børns tro, samtidig med at vi er elskværdige over for andre, som ikke tilhører vores tro. Kærlighed og respekt vil overvinde ethvert element af fjendskab. Vores venlighed kan blive det mest overbevisende argument for det, som vi tror på.¹⁸

Jeg vil foreslå, at I udvikler en kærlig indstilling til at hjælpe og opmuntre dem, som ikke er medlemmer af Kirken, samt lede dem på en pæn og venlig måde til de venskabsbånd, som kan sætte dem i kontakt med Kirkens vidunderlige programmer.

Jeg tænker på Edwin Markhams digt:

Han tegnede en cirkel, som lukkede mig ude –
som en kætter, en rebel, én man håner.
Men kærligheden og jeg var kloge nok til at vinde:
Vi tegnede en cirkel, som omfattede ham!19

Vi behøver bestemt ikke at prale af [vores religion] eller være arrogante på nogen måde. Den slags går stik imod Kristi Ånd, som vi stræber efter at tilegne os. Denne Ånd kommer til udtryk i hjertet og sjælen, ved vores stille og ydmyge livsstil.

Vi har alle set dem, som vi næsten misunder, fordi de har udviklet en adfærd, der, uden at nævne det, vidner om evangeliets skønhed, som de har gjort til en del af deres liv.

Vi kan sænke vores stemme et par decibel. Vi kan gengælde ondt med godt. Vi kan smile, når det havde været lettere at blive vred. Vi kan udvise selvbeherskelse og selvdisciplin og ignorere enhver hån, som møder os.²⁰

Fatter vi, og forstår vi virkelig den kolossale betydning af det, vi har? Dette er hele summen af menneskenes generationer, det afsluttende kapitel i hele menneskehedens panorama.

Men dette giver os ikke ret til at være overlegne. Det burde snarere gør os ydmyge. Det pålægger os et ufravigeligt ansvar for i Mesterens ånd at drage omsorg for alle andre. Det var Mesteren selv, der sagde: »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 19:19). Vi må fralægge os al selvretfærdighed og hæve os over smålige egeninteresser …

Vi, som tilhører denne generation, er frugten af alt, hvad der er gået forud. Det er ikke nok blot at være kendt som medlem af denne kirke. Der påhviler os et højtideligt ansvar. Lad os se det i øjnene og arbejde på det.

Vi må leve som Kristi sande disciple ved at vise næstekærlighed over for alle, ved at gengælde ondt med godt, ved at undervise i Herrens veje ved vores eksempel og ved at yde den vældige tjeneste, som han har opridset for os.²¹

Fra indvielsesbønnen til Konferenceentret i Salt Lake City i Utah: Må vi medlemmer af din kirke være gæstfrie og venlige. Må vi fastholde de standarder og skikke, som vi er kendt for, og give andre det privilegium at »tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil« (TA 1:11). Velsign os, at vi kan række ud som gode naboer og være alle behjælpelige. Må vi løfte andre og styrke de matte knæ hos enhver med problemer (se L&P 81:5). Må vi alle bo sammen i fred med påskønnelse og respekt for hinanden.²²

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvorfor er det i vores forhold til andre en hjælp at huske på, at vi alle er Guds børn? (Se afsnit 1). Hvordan kan vi udvikle en større påskønnelse og respekt for andre? Hvordan kan voksne lære børn at påskønne og respektere andre?
Gennemgå præsident Hinckleys råd om vores forhold til folk, der ikke deler vores tro (se afsnit 2). Hvordan kan vi se, om vi udviser arrogance eller selvretfærdighed i disse forhold? Hvordan kan vi være mere venlige og vise større kærlighed over for dem, der har en anden tro?
Hvorfor er det vigtigt, at Kirkens medlemmer arbejder sammen med andre folk om en god sag? (Se afsnit 3). Hvilke eksempler er der på det? Hvordan kan vi bedre gøre vores indflydelse gældende for det gode i vores samfund?
Hvad kan vi lære af præsident Hinckleys lærdomme i afsnit 4 om at være en discipel? Hvordan har I set, at kærlighed og respekt har overvundet fjendske følelser? Hvorfor er vores opførsel over for andre »det mest overbevisende argument for det, som vi tror på«? Tænk over, hvordan I konkret kan række ud til andre.

Skriftstedshenvisninger

Matt 7:12; Luk 9:49-50; Joh 13:34-35; 1 Joh 4:7-8; L&P 1:30; 123:12-14; TA 1:13

Studiehjælp

»Når du føler den glæde, der kommer ved at forstå evangeliet, ønsker du at anvende det, du lærer. Stræb efter at leve i harmoni med din forståelse. At gøre det vil styrke din tro, kundskab og vidnesbyrd« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 19).