Kapitel 2

Et banner for folkene, et lys for verden

»Dette er tiden til at være stærk. Det er en tid til at bevæge sig fremad uden tøven og med fuldt kendskab til omfanget og betydningen af vores mission.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

Kort tid efter, at Gordon B. Hinckley vendte hjem fra sin mission til England, udførte han en sidste opgave for sin missionspræsident Joseph F. Merrill. Præsident Merrill var også medlem af De Tolv Apostles Kvorum, og han havde bedt Gordon om at rapportere til Det Første Præsidentskab: Præsidenterne Heber J. Grant, J. Reuben Clark jun. og David O. McKay. Gordon kontaktede Det Første Præsidentskabs sekretær og fik en tid.

Da Gordon kom ind i Det Første Præsidentskabs rådsværelse, hilste præsident Grant og hans rådgivere hjerteligt på ham. Så sagde præsident Grant: »Bror Hinckley, du har femten minutter til at fortælle os, hvad ældste Merrill gerne vil have, at vi hører.« En time og femten minutter efter forlod Gordon rummet. I sine tildelte femten minutter havde han fremlagt sin missionspræsidents bekymringer – at missionærerne havde brug for bedre trykte materialer til at hjælpe dem i deres arbejde. Hans korte præsentation havde ført til spørgsmål fra Det Første Præsidentskab og en drøftelse på en time.

Da Gordon havde udført sin opgave, følte han, at »hans mission nu var rigtigt ovre, og det var på tide at gå fremad og planlægge fremtiden«. Han havde allerede fået sin eksamen fra University of Utah med en grad i engelsk, og han ville gerne have en kandidatgrad i journalistik fra Columbia University i New York City. Men en telefonopringning to dage efter hans møde med Det Første Præsidentskab ændrede hans planer. Telefonopringningen var fra præsident McKay, der sagde: »Bror Hinckley, vi har ved et møde i går med Præsidentskabet og De Tolv drøftet, hvad vi talte om under dit interview med os. Og vi har organiseret en komité, der består af seks medlemmer af De Tolv, med ældste Stephen L Richards som formand, for at tage sig af de behov, som du har beskrevet. Vi vil gerne bede dig om at komme og arbejde sammen med den komité.«¹

Gordon tog imod opfordringen og blev ansat som sekretær i den nyligt dannede komité for radio, PR og missionslitteratur. Han kom aldrig til Columbia, og han kom aldrig til at arbejde som journalist, der dækkede alverdens nyheder. I stedet påbegyndte han en livslang indsats for at sprede evangeliets gode nyheder. Det ansvar blev senere udvidet, da han tjente som generalautoritet.

Da Gordon B. Hinckley havde udviklet en evne til at udtrykke sig klart selv i svære situationer, fik han ofte opgaven med at blive interviewet af journalister. Som Kirkens præsident fortsatte han med at tage imod sådanne muligheder og gjorde sin del for at bringe Kristi Kirke »ud af dunkelhed« (L&P 1:30). Han sagde:

»Jeg tror og bærer vidnesbyrd om, at det er denne kirkes mission at stå som et banner for folkene og et lys for verden. Vi har fået en storslået, altomfattende befaling, hvorfra vi ikke kan vige eller vende os bort. Vi accepterer denne befaling, og vi er fast besluttet på at opfylde den, og med Guds hjælp vil vi gøre det.«²

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Ligesom stenen i Daniels syn ruller Kirken frem for at fylde hele jorden.

Denne kirke begyndte med drengen Joseph Smiths ydmyge bøn i en skov på hans fars gård. Ud fra den bemærkelsesværdige oplevelse, som vi kalder den første åbenbaring, har dette værk udviklet sig … Det er en direkte opfyldelse af Daniels syn af stenen, der blev revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd, som rullede frem og fyldte hele jorden (se Dan 2:44-45).³

Da Kirken blev organiseret i 1830, var der kun seks medlemmer og blot en håndfuld troende, der alle boede i en stort set ukendt landsby … Zions stave blomstrer i dag i alle stater i USA, i alle provinser i Canada, i alle stater i Mexico, i alle lande i Mellemamerika og ned gennem hele Sydamerika.

Der findes forsamlinger overalt på De Britiske Øer og i Europa, hvor tusinder har tilsluttet sig Kirken gennem årene. Dette værk er nået ud til de baltiske lande og videre ned gennem Bulgarien, Albanien og andre steder i den del af verden. Det når hen over Ruslands enorme område. Det når op til Mongoliet og hele vejen ned gennem landene i Asien og til Stillehavsøerne, Australien og New Zealand og videre hen til Indien og Indonesien. Det blomstrer i mange af Afrikas lande …

Og det er kun begyndelsen. Dette værk vil fortsat vokse og have fremgang og bevæge sig tværs over jorden.⁴

Kirkens første ledere havde et profetisk syn om omfanget af Herrens værk.

Den 24. juli 1847 kom et pionerkompagni af vort folk til [Salt Lake-dalen]. Der var et par dage i forvejen allerede ankommet én gruppe. Brigham Young kom om lørdagen. Den næste dag, på sabbatten, blev der afholdt møder både om formiddagen og om eftermiddagen. Der var intet lokale af nogen art, hvor folk kunne mødes. Jeg formoder, at folk i den stegende hede sad på vognstangen eller var lænet op ad hjulene, mens brødrene talte. Det var sent på året, og folket stod pludselig over for en enorm opgave, der skulle udføres omgående, hvis de skulle nå at dyrke noget, så de havde til det næste år. Men præsident Young bad dem indtrængende om ikke at overtræde sabbatsloven, hverken dengang eller fremover.

Den næste morgen blev folket opdelt i grupper, som skulle udforske omgivelserne. Brigham Young, Wilford Woodruff og nogle få andre, gik en tur fra deres lejrplads … De klatrede op ad en knoldet bakketop, men det var svært for præsident Young, da han lige havde været syg.

Da brødrene stod på toppen, kiggede de ud over dalen syd for dem. Den lå gold og næsten øde, bortset fra piletræerne og sivene, der voksede langs de små floder, som dannedes af det vand, der løb fra bjergene og ned i søen. Der var ingen huse af nogen art, men Brigham Young havde om lørdagen sagt: »Dette er stedet!«

Den bakketop, hvorpå de stod, kom til at hedde Ensign Peak (Bannertoppen) efter profeten Esajas’ profetiske ord: »Så rejser han [Gud] banner for et folk fra det fjerne, han fløjter ad det fra jordens ende, og se, det kommer hurtigt og let« (Es 5:26).

»Han rejser et banner for folkene, han samler Israels fordrevne og bringer Judas spredte tilbage fra de fire verdenshjørner« (Es 11:12) …

Jeg tror også, at [disse brødre] ved denne lejlighed har talt om at bygge templet … som en opfyldelse af Esajas’ ord:

»Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil,

talrige folk skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem‹« (Es 2:2-3).

Hvis nogen havde hørt disse mænd sige dette den julimorgen i 1847, ville de nok have sagt, at det lød tåbeligt. De lignede jo ikke ligefrem politikere med store fremtidsdrømme. De lignede ikke regenter, som sad fordybet over landkort og lagde planer for et verdensrige. De var landflygtige, som var fordrevet fra deres smukke by ved Mississippifloden til dette øde område mod vest. Men de havde fremsyn, hentet fra skrifterne og åbenbaringens ord.

Jeg er dybt forundret over denne lille gruppe menneskers forudseenhed. Det var både vovet og modigt. Det var nærmest utroligt. Her stod de, mere end 1.500 km fra den nærmeste bebyggelse mod øst og godt 1.300 km fra Stillehavet. Klimaet var ukendt for dem. Jorden var anderledes end den sorte ler og muld i Illinois og Iowa, hvor de sidst havde boet. De havde aldrig dyrket en afgrøde her. De havde aldrig oplevet en vinter her. De havde aldrig opført en bygning af nogen slags. Disse profeter, der endnu var klædt i deres gamle rejsetøj og slidte støvler, som de havde haft på under hele deres rejse de tusinder af kilometer fra Nauvoo til denne dal, drøftede en åbenbaring om tusindårsriget. De talte om en profetisk åbenbaring, om denne sags forunderlige skæbne. Da de kom ned fra bakketoppen den dag, begyndte de at arbejde på at gøre deres drømme til virkelighed.⁵

To dage efter ankomsten til Salt Lake-dalen klatrede Brigham Young og adskillige andre op ad en knoldet bakketop, der fik navnet Ensign Peak, hvorfra de undersøgte omgivelserne.

Vi må aldrig tabe Guds værks guddommelige skæbne eller den del, som vi spiller i den, af syne.

Når vi i vore dage vandrer ad vore snævre stier og udfylder vores ansvar, misser vi somme tider hele det storslåede billede. Da jeg var en lille dreng, var det ikke ualmindeligt at anvende hestekraft. Noget af det vigtigste ved seletøjet var hovedtøjet. På hver side af hovedtøjet sad en skyklap. Skyklapperne var anbragt, så hesten kun kunne se lige frem. Den kunne ikke se til nogen af siderne. Skyklapperne skulle forhindre hesten i at blive forskrækket eller distraheret, således at den kunne bevare opmærksomheden på vejen foran.

Nogle af os udfører vores arbejde, som om vi havde skyklapper for øjnene. Vi ser kun vores eget lille, snævre spor. Vi har ikke noget særlig bredt udsyn. Vore ansvarsopgaver i Kirken er måske ikke så store. Det er godt at udføre disse ansvarsopgaver med omhu. Og det er også godt at vide, hvordan vore ansvarsopgaver bidrager til det store overordnede program i Guds voksende rige.

Præsident Harold B. Lee citerede engang … en ukendt forfatter og sagde: »Kig ud over de store marker og dyrk de små.«

Jeg fortolker denne sætning således, at vi bør kunne se noget af bredden og dybden og højden og det vidunderlige, storslåede og altomfattende i Herrens program, og derpå arbejde flittigt på at imødekomme det ansvar, vi har fået tildelt i dette program.

Vi har allesammen en lille mark, som vi skal dyrke. Under dette arbejde må vi aldrig miste overblikket som helhed, det storslåede mål med dette guddommelige værk. Vi har fået det overdraget af vor evige Fader, og vi har hver især en rolle at spille i vævningen af dets storslåede gobelin. Vores personlige bidrag er måske ikke så stort, men det er ikke uden betydning …

Under udførelsen af det, I er kaldet til, så mist aldrig den overordnede vision af dette majestætiske og vidunderlige værk eller formålet med det i tidernes fyldes uddeling af syne. Væv jeres tråde smukt ind i den store gobelin, det mønster som Gud i Himlen har fremsat for os. Hold fanen højt under jeres vandring. Vær flittige, vær sandfærdige, vær dydige og trofaste, så banneret ikke bliver flosset.

Åbenbaringen om dette rige er ikke en overfladisk drøm i natten, og den falmer ikke ved solopgang. Den er virkelig Guds, vor evige Faders, plan og værk. Den vedrører alle hans børn.

Alt imens vore forfædre kæmpede med de vildtvoksende salviebuske i disse vestlige dale [i Utah] for at lægge grundvolden til en stat, samtidig med at de udførte deres daglige gerninger for at holde sig i live og udvikle sig, så [vore pionerforfædre] bestandigt denne store sag for sig, den største af alle, i hvilken de var engagerede. Det er et arbejde, vi må udføre med samme vision som de. Det er et arbejde, som vil fortsætte, efter vi har forladt denne scene. Må Gud hjælpe os til at gøre vores allerbedste som tjenere, der er kaldet efter hans guddommelige vilje til at føre værket fremad og opbygge riget med vores ufuldkomne hænder og i forening skabe et fuldkomment mønster.⁶

Vi kan blive et banner for nationerne, hvorfra jordens folk kan få styrke.

Nu, mine brødre og søstre, er tiden kommet, hvor vi må stå lidt mere ranke, til at løfte vores blik og udvide vores forstand i en større forståelse af den storslåede, tusindårige mission for denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Dette er tiden til at være stærk. Det er tid til at bevæge sig fremad uden tøven og med fuldt kendskab til omfanget og betydningen af vores mission. Det er tid til at gøre det, der er ret, uanset følgerne. Det er en tid, hvor vi bør overholde befalingerne. Det er en tid til at række ud med venlighed og kærlighed til dem, der er i en ulykkelig situation, og til dem, der vandrer i mørke og smerte. Det er en tid til at være hensynsfulde og gode, anstændige og høflige over for hinanden i alle forhold. Med andre ord – til at blive mere kristuslignende.«⁷

Medmindre verden ændrer kurs og bevæger sig bort fra det, der nu er tendensen (og det er næppe sandsynligt), og hvis vi på den anden side vedbliver med at følge profeternes lærdomme, så vil vi i stadig højere grad blive et særligt folk, som verden vil lægge mærke til. For eksempel, efterhånden som samhørigheden i familien forsvinder under verdens indflydelse, vil vores synspunkt med hensyn til familiens hellighed derimod blive mere tydeligt og bemærkelsesværdigt, hvis vi har tro til at bibeholde denne indstilling.

Efterhånden som den mere eftergivende indstilling med hensyn til sex fortsat breder sig, vil Kirkens lære, som er blevet prædiket i mere end halvandet århundrede, blive mere og mere enestående og afvigende for mange.

Efterhånden som indtagelsen af alkohol og misbruget af narkotika hvert år øges i vores samfund, vil vores indstilling, der blev fastlagt af Herren for mere end halvandet århundrede siden, blive mere usædvanlig set med verdens øjne …

Efterhånden som sabbatten i højere grad bliver en dag, hvor folk køber ind og morer sig, vil de, som adlyder den lov, som blev skrevet af Herrens finger på Sinajbjerget og bekræftet ved nutidig åbenbaring, synes mere og mere ualmindelige.

Det er ikke altid nemt at leve i verden uden at være en del af den. Vi kan ikke bo udelukkende blandt vore egne, og det ønsker vi heller ikke. Vi må og skal blande os med andre. Dette kan udmærket gøres på en taktfuld måde. Vi kan være fredelige mennesker. Vi kan undgå enhver form for selvretfærdighed. Men vi skal stå fast på vore standarder …

Når vi holder disse og andre standarder, som Kirken lærer os, vil mange i verden respektere os og få styrke til at følge det, som også de ved, er rigtigt.

Sagt med Esajas’ ord: »Talrige folk skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem‹« (Es 2:3).

Vi behøver ikke at gå på kompromis. Vi må ikke gå på kompromis. Det lys, som Herren har tændt i denne uddeling, kan blive et lys for hele verden, og andre kan, når de ser vore gode gerninger, blive ledt til at ære vor himmelske Fader og selv leve efter de eksempler, de har set i os.

Ved at begynde med dig og mig kan vi få et helt folk, som ved hjælp af vores levevis i vores hjem, i vores arbejde, selv i vore forlystelser, kan blive som en by, der ligger på et bjerg, som mennesker kan se på og lære af, og et banner for nationerne, hvorfra jordens folk kan samle styrke.⁸

Hvis denne kirke skal være et banner for folkene og et lys for verden, må vi stråle mere af Kristi liv, individuelt og i vores personlige situation. Når vi står for det rette, må vi ikke frygte konsekvenserne. Vi må ikke være bange. Paulus sagde til Timotheus:

»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.

Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8).⁹

Man kan ikke bare tage denne sag, som er Kristi sag, for givet. Man kan ikke bare stå på sidelinjen og se på kampen mellem de godes og de ondes kræfter …

Jeg opfordrer jer med al den kraft, jeg besidder, til at række ud med en pligt, der overgår kravene for jeres almindelige liv; det vil sige at stå fast, selv blive en leder, der forsvarer de sager, der får vores civilisation til at skinne, og som giver vores liv tryghed og fred. I kan være ledere. Som medlemmer af denne kirke skal I være ledere inden for de mærkesager, som denne kirke står for. Lad ikke jeres frygt overtrumfe jeres indsats.¹⁰

Vi har intet at frygte. Gud står ved roret. Han vil gribe ind til fordel for dette værk. Han vil udøse velsignelser over dem, som vandrer i lydighed mod hans befalinger. Sådan har hans løfte lydt. Om hans evne til at holde det løfte, kan ingen af os tvivle …

Vor Frelser, som er er vor Forløser, den store Jahve, den mægtige Messias, har lovet: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

»Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer, for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer …

Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke.

Betragt sårene, som gennemborede min side og ligeledes naglemærkerne i mine hænder og fødder; vær trofaste, hold mine befalinger, så skal I arve Himmeriget« (L&P 6:34, 36-37).

Forenede og arbejdende hånd i hånd skal vi gå fremad som tjenere for den levende Gud og udføre hans elskede Søns, vor Mesters, værk, ham, som vi tjener, og hvis navn vi søger at helliggøre.¹¹

Vi skal stå fast. Vi skal modstå verden. Hvis vi gør dette, vil den Almægtige være vores styrke og vores beskytter, vores vejleder og vores åbenbarer. Vi vil have den tryghed at vide, at vi gør det, som han ønsker, vi gør. Andre er måske ikke enige med os, men jeg er overbevist om, at de vil respektere os. Vi vil ikke blive efterladt alene. Der er mange, som ikke er af vores tro, men som føler, som vi gør. De vil støtte os. De vil styrke os i vores indsats.¹²

Lad os fryde os i denne vidunderlige æra af Herrens værk. Lad os ikke være stolte eller hovmodige. Lad os være ydmygt taknemlige. Og lad os hver især beslutte os for, at vi vil få dette pragtfulde værk til at stråle endnu mere, så det kan skinne over hele jorden som et fyrtårn af styrke og godhed, som hele verden kan beskue.¹³

»Hvis denne kirke skal være et banner for folkene og et lys for verden, må vi stråle mere af Kristi liv.«

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvad tænker I på, når I læser afsnit 1 og overvejer Kirkens vækst fra 1830 til vore dage?
Gennemgå præsident Hinckleys beretning om de første pionerer, der ankommer til Salt Lake-dalen (se afsnit 2). Hvad kan vi lære af denne beretning? Hvordan har vi draget nytte af de første kirkelederes profetiske åbenbaring? Hvad tror I, at det vil sige at være »et banner for folkene«? (Se Es 5:26; 11:12).
I afsnit 3 opfordrer præsident Hinckley os til at se det »storslåede billede« og have et bredt overblik over Guds værk. Hvorfor har vi brug for at se dette storslåede billede? Hvorfor mister vi det nogle gange af syne? Hvordan kan vore bestræbelser bidrage til Guds riges fremgang?
Gennemgå hvordan præsident Hinckley siger, at de sidste dages hellige bliver et mere »særligt folk« (afsnit 4). Hvordan kan vi udvikle en større vision og mod til trofast at føre Guds værk fremad? Hvordan kan vi være i verden uden at være af verden? Hvordan kan vi »stråle mere af Kristi liv«? Hvorfor er det vigtigt for os at stå for det rette?

Skriftstedshenvisninger

Matt 5:14-16; 1 Ne 14:14; L&P:1-6; 65:1-6; 88:81; 115:5-6

Til underviseren

»Du må ikke tro, at du er den ›egentlige lærer‹. Det er en alvorlig fejltagelse … Vær forsigtig med ikke at stå i vejen. En lærers største ansvar er at berede vejen, så at folk vil få en åndelig oplevelse med Herren« (se Gene R. Cook, citeret i Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 41).