Kapitel 21

Missioneringens mirakel i de sidste dage

»Jeg indbyder jer til at blive en stor hær, som begejstret arbejder for dette værk og besidder et overvældende ønske om at hjælpe missionærerne i det vældige ansvar, som de har.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

Som ung mand var Gordon B. Hinckley en trofast præstedømmebærer, men han forventede ikke at blive kaldet til at tage på en fuldtidsmission. »Det var under den værste økonomiske krise i verdenshistorien,« forklarede han senere. »Arbejdsløsheden [i Salt Lake City] var på omkring 35 %, og de fleste arbejdsløse var ægtemænd og forsørgere, eftersom det kun var meget få kvinder, der arbejdede på den tid. Der var meget få missionærer, der tog afsted på det tidspunkt … Jeg fik en bachelorgrad og planlagde på en eller anden måde at kunne tage min kandidateksamen. Så kom biskoppen med noget, jeg syntes, var et chokerende forslag. Han talte om en mission.«¹

Gordon accepterede sin biskops »chokerende forslag«, og i 1933 blev han kaldet til at tjene i England – som en af blot 525 missionærer, der blev kaldet det år.² Han kom ud for mange prøvelser under sin mission, men hans tjeneste forankrede hans tro:

»Det var ikke nemt at arbejde i missionsmarken. Det var vanskeligt og nedslående. Men hvor var det alligevel vidunderligt. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg nok var en selvisk ung mand, da jeg ankom til Storbritannien. Det blev en stor velsignelse for mig, at jeg kunne tilsidesætte mine egne selviske interesser for de større interesser i arbejdet for Herrens sag …

Jeg er dybt taknemlig, fordi jeg oplevede at blive missionær. Det kom til at påvirke nogle få menneskers tilværelse, og de har igennem årene givet udtryk for taknemlighed. Det har betydet noget for mig. Men jeg bekymrede mig aldrig over, hvor mange jeg eller de andre missionærer døbte. Jeg følte mig tilfreds med, at jeg gjorde det, som Herren ønskede, at jeg skulle, og at jeg var et redskab i hans hånd til at udføre hans hensigter. Under denne oplevelse fik jeg en kundskab og en urokkelig overbevisning om, at dette i bund og grund er Guds sande og levende kirke, som blev genoprettet gennem en profet til velsignelse for alle, som vil acceptere evangeliet og efterleve dets principper.«³

Præsident Hinckleys mission lagde kursen for en livslang dedikation til Herrens værk. I løbet af sin tjeneste som præsident for Kirken rejste han mere end 1,6 millioner kilometer til mere end 70 lande for at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium.⁴

Præsident Hinckley tilskyndede ofte Kirkens medlemmer til at gå sammen med ham om at fortælle andre om evangeliet. Flere end 400.000 fuldtidsmissionærer reagerede på det kald i løbet af hans tid som præsident. Ved hjælp af deres tjeneste og medlemsmissionærernes arbejde blev flere end 3,5 millioner nyomvendte døbt i den periode.⁵

Præsident Hinckley var som altid optimistisk og delte en omfattende vision om, hvordan Herrens værk ville fortsætte med at vokse:

»Hvis vi går fremad og aldrig mister målet af syne, ikke taler ondt om nogen, efterlever de storslåede principper, som vi ved er sande, vil værket gå fremad i storslåethed og magt for at opfylde jorden. Døre, der nu er lukkede for forkyndelsen af evangeliet, vil blive åbnet.«⁶

»Vores håb for fremtiden er stort, og vores tro er stærk. Vi ved, at vi knap nok har ridset i overfladen af det, der skal ske i årene forude … Vores byrde ved at gå fremad er kolossal. Men vore muligheder er storslåede.«⁷

»Lad os række ud til verden i vores missionærindsats [og] undervise alle, som vil lytte til budskabet om evangeliets gengivelse.«

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Vi skal række ud til verden i vores missionærindsats og undervise alle, som vil lytte.

Vi har guddommelig bemyndigelse til at bringe evangeliet ud til alle nationer, slægter, tungemål og folk. Vi har fået befaling om at undervise og døbe i vor Herre Jesu Kristi navn. Den opstandne Frelser sagde: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15) Vi medvirker i et storslået og altopslugende korstog for sandhed og retfærdighed.⁸

Der blev missioneret, inden Kirken blev organiseret. Det er fortsat lige siden på trods af mange vanskeligheder i de tider, som vores folk har gennemgået. Lad os, hver og en, for os selv beslutte os for at leve op til de nye muligheder, til en ny erkendelse af ansvar og en fornyet accept af ansvaret for at hjælpe vor himmelske Fader i hans vidunderlige værk med at bringe udødelighed og evigt liv til sine sønner og døtre overalt på jorden.⁹

Lad os som sidste dages hellige række ud til dem, der ikke tilhører vores tro. Lad os aldrig handle med arrogance eller med en frelst indstilling. I stedet bør vi hellere vise kærlighed og respekt og hjælpsomhed over for dem. Vi misforstås meget, og jeg er bange for, at det for en stor del er vores egen skyld. Vi kan være mere tolerante, bedre naboer, venligere, et bedre eksempel end i fortiden. Lad os lære vore børn at behandle andre med venskab, respekt, kærlighed og beundring. Det vil give langt bedre resultater end en egoistisk og arrogant indstilling …

Lad os række ud til verden i vores missionærindsats, undervise alle, som vil lytte til budskabet om evangeliets gengivelse, tale uden frygt, men også uden selvretfærdighed om den første åbenbaring, vidne om Mormons Bog og om gengivelsen af præstedømmet. Lad os, mine brødre og søstre, gå ned på knæ og bede om muligheder for at bringe andre til evangeliets glæde.¹⁰

Det er forunderligt og vidunderligt, at tusinder bliver berørt af Helligåndens mirakel, at de tror og tager imod og bliver medlemmer. De bliver døbt. Deres liv er for altid forandret til det gode. Der finder mirakler sted. Troens frø bliver sået i deres hjerte. Det svulmer, alt imens de lærer. Og de antager princip efter princip, indtil de har hver eneste af de vidunderlige velsignelser, som de, der vandrer i tro i denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, får.¹¹

Vi skal hjælpe fuldtidsmissionærerne med at bringe andre til kundskab om sandheden.

Jeg traf en kvinde i Sydamerika, som er lige var blevet medlem af Kirken. Optændt af kærlighed til det, som hun havde fundet, havde hun begejstret fortalt andre om det. I løbet af kun syv måneder efter sin dåb havde hun henvist 300 bekendte til missionærerne, så de kunne undervise dem om evangeliet. På et tidspunkt var 60 af dem kommet ind i Kirken. Flere er formentlig kommet ind siden. I São Paulo i Brasilien traf jeg den unge missionær, som havde undervist hende i evangeliet. Han var også omvendt og var under store økonomiske ofre rejst på mission for at repræsentere Kirken. Den kvinde, jeg taler om, var en af 43, som han på det tidspunkt havde været med til at føre ind i Kirken. Denne unge mand fra Brasilien var blevet til mere end 100 omvendte – 43, som han selv havde omvendt, og 60 med dem, som hun havde omvendt. Og der var flere på vej fra andre, som han havde omvendt.¹²

Alt for mange af os betragter missionering som blot at banke på døre. Enhver, som kender til dette arbejde, ved, at der er en bedre måde. Det er gennem Kirkens medlemmer. Hver gang der er et medlem, som præsenterer en undersøger, er der straks et netværk. Medlemmet bærer vidnesbyrd om sandheden af dette værk. Han ønsker inderligt, at hans ven, der ikke er medlem, må opnå lykke. Han bliver begejstret, når hans ven gør fremskridt og lærer evangeliet at kende.

Fuldtidsmissionærerne står måske for selve undervisningen, men medlemmet vil, hvor det er muligt, støtte den undervisning ved at tilbyde sit hjem som stedet til at fortsætte denne missionærindsats. Han vil bære oprigtige vidnesbyrd om guddommeligheden af dette værk. Han vil være der til at besvare spørgsmål, når missionærerne ikke er til stede. Han vil være en ven med den nyomvendte, som gennemgår en stor og ofte vanskelig forandring.

Evangeliet er ikke noget at skamme sig over. Det er noget at være stolt af. »Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« skrev Paulus til Timotheus (2 Tim 1:8). Der findes muligheder for at fortælle om evangeliet overalt …

»Muligheder for at fortælle om evangeliet findes overalt.«

Processen med at bringe nye mennesker ind i Kirken er ikke udelukkende missionærernes ansvar. De har størst succes, når medlemmerne bliver kilden, hvorfra nye undersøgere bliver fundet. …

Lad os udvikle en bevidsthed i hvert eneste medlems hjerte om deres evne til at bringe andre til kundskab om sandheden. Lad dem arbejde på det. Lad dem bede med stor oprigtighed derom. …

Mine brødre og søstre, vi kan lade missionærerne forsøge at gøre det alene, eller vi kan hjælpe dem. Hvis de gør det alene, vil de banke på døre dag efter dag, og høsten vil være ringe. Eller vi kan som medlemmer hjælpe dem med at finde og undervise undersøgere …

Må der i hver eneste stav udvikle sig en opmærksomhed på muligheden for at finde dem, der vil lytte til evangeliets budskab. I denne proces behøver vi ikke at fornærme nogen. Vi behøver ikke at være arrogante. Den mest effektive pjece, som vi nogensinde vil bære rundt på, vil være det gode i vores egen tilværelse og vores eksempel. Når vi nu involverer os i denne indsats, vil vores tilværelse blive bedre, for vi må være på vagt, så vi ikke gør eller siger noget, der kan hindre fremgangen hos dem, vi forsøger at føre hen til sandheden …

Der er behov for en tilførsel af entusiasme på alle niveauer i Kirken. Tag dette emne op nu og da ved nadvermøderne. Lad præstedømmet og Hjælpeforeningen drøfte det ved deres ugentlige møder. Lad de unge mænd og unge piger tale om og planlægge, hvordan de bedst kan bidrage til dette yderst vigtige hverv. Lad tilmed primarybørnene tænke på, hvordan de kan hjælpe. Mange forældre er kommet ind i Kirken på grund af et barn, der blev inviteret til Primary …

Brødre og søstre, alle I som findes i menigheder og stave samt distrikter og grene, jeg indbyder jer til at blive en stor hær, som begejstret arbejder for dette værk og besidder et overvældende ønske om at hjælpe missionærerne i det vældige ansvar, som de har for at bringe evangeliet til hver slægt, stamme, tungemål og folk. »Marken er allerede hvid [og klar] til høst« (L&P 4:4). Herren har gentagne gange forkyndt dette. Skal vi ikke tage ham på ordet?¹³

På vegne af missionærerne … vil jeg gerne bønfalde de hellige om at gøre alt, hvad de kan for at skaffe henvisninger [fra folk], som de måske kan undervise. I vil blive glade, hvis I gør det. Alle, som I ser komme ind i Kirken på grund af jeres indsats, vil bringe jer glæde. Det løfte giver jeg til hver eneste af er.¹⁴

En fuldtidsmission bringer varig glæde til dem, der tjener.

Vi må skærpe kravene for værdighed og kvalifikationer hos dem, som rejser ud i verden som repræsentanter for Herren Jesus Kristus.¹⁵

Verden i vore dage har brug for den kraft, der ligger i et rent vidnesbyrd. Den har brug for Jesu Kristi evangelium, og hvis verden skal høre dette evangelium, så er det nødvendigt, at nogen går ud og underviser i det.

Vi opfordrer forældre til at begynde at oplære deres børn i en tidlig alder [til at tjene som missionær]. Hvis de beder familiebøn, holder familieaften, læser i skrifterne, hvis far og mor er aktive i Kirken og taler begejstret om Kirken og evangeliet, så vil børnene vokse op i hjem, hvor de får et naturligt ønske om at undervise andre i evangeliet. I sådanne hjem er der som regel tradition for at missionere. Der laves en opsparingskonto fra børnene er helt små. Drengene vokser op med en naturlig forventning om at blive kaldet som missionær for Kirken. En mission bliver lige så naturlig for en drengs plan for livet, som at han får sig en uddannelse.¹⁶

Missionering er hovedsageligt et præstedømmeansvar. Som sådan må vore unge mænd bære hovedbyrden. Det er deres ansvar og forpligtelse.¹⁷

Unge [mænd], jeg håber, at I alle forbereder jer på at tjene som missionærer. Jeg kan ikke love jer sjov. Jeg kan ikke love jer magelighed og bekvemmelighed. Jeg kan ikke love, at I vil være fri for mismod, for frygt eller for direkte fortvivlelse til tider. Men jeg kan love jer, at I vil vokse, som I aldrig før har vokset i en tilsvarende periode i hele jeres liv. Jeg kan love jer en lykke, der vil være enestående og vidunderlig og vedvarende. Jeg kan love jer, at I vil tage jeres liv op til revision, at I vil prioritere på en ny måde, at I vil leve nærmere Herren, at bøn vil blive en virkelig og vidunderlig oplevelse, at I vil vandre med tro på resultatet af det gode, som I gør.¹⁸

Vi har behov for nogle unge kvinder [til at tage på mission]. De udfører et bemærkelsesværdigt arbejde. De kan komme ind i hjem, hvor ældsterne ikke kan …

[Men] unge kvinder bør ikke føle, at de har en forpligtelse ligesom den, de unge mænd har. Nogle af dem har et stort ønske om at tage afsted på mission. Hvis det er tilfældet, bør de rådføre sig med deres biskop såvel som deres forældre … Jeg vil sige til søstrene, at I vil blive respekteret lige højt, I vil blive anset for at gøre jeres pligt, jeres anstrengelser vil være lige så acceptable for Herren og Kirken, hvad enten I drager på mission eller ej.¹⁹

Sammen med behovet for unge ældster og søstre er der et voksende behov for ægtepar i missionsmarken. Ældre ægtepar gør et vidunderligt arbejde i missionerne. Der er brug for mange flere. Især har vi brug for dem, som taler andre sprog. De kan tjene i mange funktioner under ledelse af fintfølende og hensynsfulde missionspræsidenter.

Med et øget antal af folk, der går på pension, mens de stadig har et godt helbred og energi, er der mange, som kan udfylde et enormt behov i Herrens værk.²⁰

Vi [har] pensionerede mænd og kvinder, der udfører meningsfulde missionærfunktioner for denne kirke over hele verden. De vokser i antal. De tager derhen, hvor de bliver kaldet til. De tjener, hvor der er brug for dem. Venskaber opstår, evner deles, muligheder åbnes for nogen, der aldrig vil glemme de mænd og kvinder, der er kommet blandt dem i en fuldstændig uselvisk ånd for at undervise dem og gøre godt. De modtager ingen penge. De tager afsted for egen regning. Deres hengivenhed kan ikke måles. Frugterne af deres indsats kan ikke gøres op.²¹

»Verden i vore dage … har brug for Jesu Kristi evangelium, og hvis verden skal høre dette evangelium, så er det nødvendigt, at nogen går ud og underviser i det.«

Når vi præsenterer andre for evangeliet, vil Herrens Ånd hjælpe os til at overvinde forskellene mellem os.

Fordi vi alle har den samme herkomst [som Guds børn], er vi modtagelige for den samme sandhed. Det faktum, at nogens hud har en lidt anden farve, at deres øjne ser lidt anderledes ud, at de måske har noget anderledes tøj på, gør på ingen måde ham eller hende til et andet slags menneske. Mænd og kvinder i hele verden reagerer i bund og grund på den samme måde på de samme stimuli. De søger varme, når de fryser, de kender til den samme slags smerte, de oplever sorg, og de kender til glæde …

Når forskelle – enten mellem vore naboer eller i andre kulturer – synes at stå som forhindringer, når vi søger at fortælle andre om evangeliet, fjerner stille høflighed sædvanligvis de forhindringer. Når vi overholder Herrens bud om at præsentere andre for evangeliet, vidner jeg om, at Herrens Ånd vil hjælpe os til at overvinde forskellene mellem ham, der underviser, og ham, der bliver undervist. Herren tydeliggjorde denne proces, da han sagde: »Derfor forstår den, der prædiker [ved Ånden], og den, der hører [ved Ånden], hinanden, og begge bliver opbygget og glæder sig med hinanden« (L&P 50:22).

Jeg er overbevist om, at det bedste middel, vi hver især har i vores kaldelse til at fortælle andre om evangeliet, er Herrens Ånd. Vi har alle set det hos andre. Når vi udfører Herrens værk, har vi også mærket det inde i os selv. Ved sådanne lejligheder synes overfladiske forskelle på os og dem, vi underviser, at falde fra vore øjne som skæl (se 2 Ne 30:6). En varm følelse af slægtskab og forståelse kommer frem, hvilket er vidunderligt at se. Vi forstår bogstaveligt talt hinanden, og vi bliver bogstaveligt talt opbygget og fryder os sammen.²²

Når vi går fremad i tro, vil Herren velsigne vore bestræbelser på at præsentere andre for evangeliet.

Vi er i sandhed engageret i et forunderligt værk og et under … Himlens Gud har udvirket dette sidste dages mirakel, og det, vi har set, er blot en forsmag på større begivenheder i kommende tider. Værket vil blive udført af ydmyge mænd og kvinder, unge og gamle.²³

Værket vil lykkes, fordi det er Herren, som har lovet følgende:

»Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Lad os gå fremad i tro med det kald, Gud har givet, og med de velsignelser, Gud har lovet os. Idet vi gør dette, vil Herren velsigne vore anstrengelser. Lad os gøre vores del for at fortælle andre om evangeliet, først og fremmest som et godt eksempel, dernæst gennem inspireret forskrift.

Stenen, der blev revet løs af bjerget, men ikke ved menneskehånd, skal fortsætte med at rulle frem, indtil den har opfyldt hele jorden (se Dan 2). Jeg vidner for jer om såvel denne sandhed, som om den sandhed, at hver af os kan bidrage på måder, som passer til vore omstændigheder, hvis vi vil søge vejledning og inspiration hos vor himmelske Fader. Det er Guds værk, vi udfører, og med hans velsignelse vil vi ikke fejle.²⁴

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvorfor er vi til tider bange for at forkynde evangeliet? Hvordan kan vi overvinde den frygt og række ud mod andre? (Se afsnit 1). Hvilke mirakler i forbindelse med missionering har I set?
Hvorfor har missionærer »størst succes, når medlemmerne bliver kilden, hvorfra nye undersøgere bliver fundet«? (Se afsnit 2). Hvordan kan medlemmer også hjælpe fuldtidsmissionærerne?
Hvorfor har en fuldtidsmission en så stor indflydelse på dem, der tjener? Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at forberede sig til at tage på fuldtidsmission? (Se afsnit 3). Hvordan kan familier hjælpe ældre ægtepar med at forberede sig til at tjene?
Gennemgå afsnit 4. Hvilke fælles karakteristika har alle mennesker? Hvordan kan vi overvinde forskelle, der synes at være forhindringer for at fortælle andre om evangeliet? Hvordan har I set Herrens Ånd hjælpe folk til at overvinde forskelle?
Præsident Hinckley lagde vægt på, at Herren vil velsigne vore bestræbelser på at fortælle andre om evangeliet, hvis vi »går fremad i tro« (afsnit 5). Hvordan kan I øge jeres ønske og tro om at fortælle andre om evangeliet?

Skriftstedshenvisninger

Es 52:7; Matt 28:19-20; Alma 26:1-5; L&P 1:20-23; 4; 18:15-16; 38:40-41

Til underviseren

»Vær ikke bange for stille stunder. Folk har ofte brug for tid til at tænke over og besvare spørgsmål eller til at udtrykke det, som de føler. Du kan holde en pause, efter du har stillet et spørgsmål, efter der er blevet fortalt om en åndelig oplevelse, eller når en person har svært ved at udtrykke sig« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 66-67).