Familieaften som et missioneringsredskab

Det var ikke let at være den eneste i min familie, som var medlem af Kirken. Jeg længtes efter at finde en måde, hvorpå jeg kunne fortælle min familie om alt det, jeg havde lært om Kirken, men jeg var bange for, at de ville beskylde mig for at forsøge at omvende dem. Jeg kæmpede med min tvivl. Jeg vidste, at Herren ønskede, at jeg skulle fortælle min familie om evangeliet, men i mere end et år var jeg bange for at foreslå, at vi skulle holde familieaften.

Med et hjerte, der hamrede af angst, bad jeg Herren om mod og styrke til at opfordre min familie til at holde familieaften. Til min overraskelse svarede de begejstret »ja!« til mit forslag, og vores indbyrdes forhold har aldrig været bedre.

Takket være familieaften har jeg haft mulighed for at fortælle om evangeliet og bære vidnesbyrd for alle, lige fra min mor til min treårige niece. Hvor har det dog været en velsignelse at læse Mormons Bog sammen med dem og høre dem sige, at de tror på det, de læser. Derudover har missionærerne været inviteret hjem til os for at hjælpe os med vores studium af skriften.

Den største velsignelse er, at midt i en travl tid med arbejde, skole og andre aktiviteter har min familie forpligtet sig til at mødes hver mandag og afsætte en time til at lære mere om Herren. Det, at vi kan le, synge og bede familiebøn sammen, har velsignet vores hjem med en fantastisk følelse af fred og kærlighed.

Arlene Pryce, Don Valley Menighed, Toronto Stav i Ontario i Canada

Jeg kan stadig huske den glæde, jeg følte, den dag jeg blev døbt. Men ikke længe efter følte jeg en vis skuffelse, da missionærerne foreslog, at jeg holdt op med at omgås nogle af mine daværende bekendte og i stedet fandt mig en mere passende vennekreds. Deres ord virkede meget hårde på mig, der var en 18-årig gymnasieelev, men jeg havde tillid til dem, så jeg gjorde, som de sagde.

Da missionærerne forstod mit behov for venner i Kirken, inviterede de mig kort efter til at deltage i familieaften hos nogle medlemmer af menigheden. Jeg var ivrig efter at lære min nye tro bedre at kende, så jeg tog taknemligt med hjem til familien Shaffer.

Familien Shaffers hjem blev et fristed, hvor jeg i familieaftenens trygge atmosfære erfarede, hvad det vil sige at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Efter utallige familieaftener hos familien Shaffer og et års medlemskab af Kirken, modtog jeg min kaldelse som fuldtidsmissionær.

Min far var ikke særlig begejstret for Kirken og ville ikke have, at jeg tog af sted. Men jeg rejste og overlod ham i familien Shaffers varetægt. Det var intet mindre end et mirakel, da jeg fire måneder efter min afrejse modtog brev fra min far med besked om, at han havde besluttet at blive døbt. Familien Shaffer havde indbudt ham til familieaften i deres hjem, som de havde gjort med mig. Deres indsats havde gjort det lettere for ham at forstå evangeliet og blive omvendt til det.

Ruben Perez, Cordova Menighed i Memphis Nordre Stav i Tennessee.

Der var gået ti år siden min dåb i Kirken, men jeg havde været mindre aktiv i de ni af dem. I løbet af den tid var jeg blevet gift og havde nu en syvårig datter. Min mor og mine søskende boede hos os, da en ven igen præsenterede dem for Kirken, og missionærerne begyndte at komme i vores hjem. Jeg havde et vidnesbyrd om Joseph Smith og Mormons Bog, men det kendskab, jeg havde fået til Kirken, var falmet bort.

Min mand blev gode venner med missionærerne og begyndte, næsten uden at være klar over det, at blive undervist. Hver lektion tog omkring en uges tid. Han havde svært ved at anerkende Jesu Kristi guddommelighed. Ni måneder efter at have modtaget den første lektion følte min mand stadig ikke, at han modtog noget svar på sine bønner.

En morgen, da missionærerne kom for at bede for min mand sammen med mig, følte jeg mig tilskyndet til, at jeg skulle hjælpe ham med at erkende Helligåndens indflydelse. Missionærerne havde givet os et familieaftenshæfte, og næste mandag satte jeg mig ned sammen med min mand og min datter og begyndte min første familieaften med at præsentere en lektion om Helligånden. Min mand lyttede tavs, mens han overvejede emnet. Åndens indflydelse var meget stærk den aften, og jeg kunne mærke Helligånden bekræfte, at Kirken var sand, noget jeg ikke havde oplevet længe. Næste dag bar min mand vidnesbyrd for mig og sagde, at Ånden havde vidnet for ham, og han havde erkendt det. Den aften tændtes en ild i vore hjerter, som var evig og uudslukkelig.

En uge senere blev min mand døbt, og et år senere blev vi beseglet til hinanden i templet i São Paulo i Brasilien. Vi mener, at nadvermødet er det vigtigste møde, vi deltager i, og lige derefter følger familieaften.

Elizabeth Duce de Mernies, Lezica Menighed i Montevideo Nordre Stav i Uruguay

Min nye mand og jeg kendte familieaftenens betydning som et redskab til at lære familier at elske hinanden og udvikles sammen, men vore børn var voksne og fløjet fra reden. Vi havde svært ved at holde familieaften, indtil vi besluttede at invitere min mands mor med. På det tidspunkt var min svigermor 74 og tilhørte et andet trossamfund. Hun arbejdede i en blomsterforretning og afveg meget nødig fra sin daglige rutine med arbejde og hjem.

Til at begynde med tøvede hun lidt med at komme, fordi hun ikke vidste noget om vores tro, men nu ser hun frem til mandag aften. Vi spiser middag, ler og hører musik og har fået et meget tæt forhold. Vi ved, at hun ikke ønsker, at vi skal prøve at omvende hende, men hun har ikke noget imod, at vi fortæller historier om vores tro. En aften læste jeg op af en tale fra en af Kirkens ledere. Vi følte alle Ånden. Vi fik mulighed for at vise hende et nummer af Ensign , og hun granskede hver eneste side. Vi har fortalt hende, hvad templer bruges til, og hun har set flere kirkefilm. Vi gør dette med varsomhed, sådan som Ånden tilskynder os til.

Inden en af vore familieaftener bad jeg hende om at undervise. Hun medbragte billeder af sig selv som ung og af min mand, da han var spæd. Jeg hørte historier om tanter, onkler, bedstemødre og bedstefædre. Mit hjerte var ved at briste af glæde, da jeg så hendes øjne stråle af lykke, mens hun genopfriskede alle disse historier. Da indså jeg, at befalingen om at holde familieaften virkelig er en guddommelig instruks fra vor himmelske Fader.

Der har været mange muligheder for at fortælle min svigermor meget om evangeliet. Jeg ved ikke, om hun bliver medlem af Kirken i sin levetid her på jorden, men jeg ved, at vores familie er blevet styrket og vores kærlighed vokser.

Dani Jeanne Stevens, Logan Menighed i Huntington Vest Stav i Virginia

Sent en mandag aften, hvor min mand og jeg havde travlt med at arbejde derhjemme, dukkede vores syvårige søn Sergio op. »Der er ingen, som har husket familieaften,« sagde han. »Det er I måske ikke interesseret i?«

Min mand var kommet sent hjem, og han forklarede træt, at vi havde haft alt for travlt og stadig havde meget at gøre, inden vi kunne gå til ro. Og så fortsatte vi vores arbejde.

Lidt efter opdagede vi, at Sergio sad og læste i sin illustrerede Historier fra Mormons Bog på egen hånd. Min mand og jeg så på hinanden og samtykkede stille i, at selv om det var blevet sent, ville vi ikke snyde os selv for muligheden for at holde familieaften.

Da vi kom ind i stuen, sagde Sergio alvorligt, at vi ikke behøvede at bekymre os, for han holdt allerede sin egen »private familieaften« og havde sunget en salme, bedt bøn og var nu i gang med lektionen. Vi satte os og lyttede, mens vores søn talte om det første syn.

Den aften var vores søn en stærk missionær for os, da han bar vidnesbyrd om betydningen af familieaften. Min mand og jeg indså, at vi ofte prøver at forkynde principper, som vi ikke er villige til at efterleve. Hvor var vi dog gået glip af en vidunderlig oplevelse, hvis vi ikke havde deltaget i den private familieaften.

Cecilia Lozada, Maranga Menighed i Maranga Stav i Lima i Peru

»I Kirken har vi et program, som vi kalder familieaften, hvor forældre én gang om ugen [mandag aften] sætter sig sammen med deres børn. De studerer skrifterne. De taler om problemer i familien. De planlægger aktiviteter og lignende i familien. Jeg vil hævde, at hvis hver eneste familie i verden praktiserede dette, ville man se en kolossal forskel i sammenholdet i hver enkelt familie overalt i verden.«

Præsident Gordon B. Hinckley, »Familieaften«, Liahona, marts 2003, s. 3.