DE SVÆRE BESLUTNINGER

Da jeg havde taget min eksamen, været på mission og var blevet gift, flyttede min hustru og jeg til det østlige USA, hvor jeg fik et job. Takket være en række af, hvad jeg nu kan se var usædvanlige hændelser, kom jeg til samtale til et job som ingeniør inden for et nyt og spændende område: Nemlig udformningen og udviklingen af kernekraftanlæg til ubåde. Når jeg ser tilbage på det, burde det have været umuligt for mig at få det job. Der var andre mere erfarne ansøgere til jobbet. Men det var bare sådan, at Herren hjalp mig.

Det viser os, at Herren velsigner os, hvis vi følger hans tilskyndelser og gør, som profeterne siger. Vi skal udvise mod og tro og vælge det rette, selv om mange andre omkring os ikke gør det.

Da jeg havde virket i den stilling i 11 spændende år, sad jeg en aften til møde med dem, der var ved at udvikle en meget vigtig bestanddel af kernekraftanlægget. Min sekretær kom ind og sagde: »Der er en mand i telefonen, som siger, at hvis jeg nævner hans navn, så vil du straks komme til telefonen.«

Jeg spurgte: »Hvad hedder han?«

Hun svarede: »Harold B. Lee.«

Jeg sagde: »Han har ret.« Jeg tog telefonen. Ældste Lee, som senere blev Kirkens præsident, spurgte, om han kunne tale med mig samme aften. Han var i New York City, og jeg var i Washington D.C. Jeg fløj op til ham, og vi havde en samtale, som førte til, at jeg blev kaldet som missionspræsident.

Chefen for det projekt, jeg arbejdede på, var admiral Hyman Rickover, en hårdtarbejdende, krævende mand. Jeg kendte ham godt nok til at vide, at jeg hurtigst muligt burde fortælle ham, at jeg var blevet kaldet. Da jeg forklarede missionskaldet for ham og sagde, at det betød, at jeg blev nødt til at sige mit job op, blev han ganske vred. Han sagde nogle ting, som ikke tåler gentagelse og knuste sin brevbakke, og i de bemærkninger, som fulgte, gjorde han to ting ganske klare:

»Scott, det, du udfører i dette forsvarsprojekt, er af så stor betydning, at det vil tage et år at oplære en ny, så du kan ikke rejse. Og for det andet, hvis du rejser, så er du landsforræder.«

Jeg sagde: »Jeg kan oplære min afløser på de to måneder, jeg har tilbage, og det kommer ikke til at udgøre nogen trussel for nationen.«

Vi talte lidt mere sammen, og så sagde han endelig: »Jeg vil aldrig tale med dig mere. Jeg ønsker ikke at se dig mere. Du er en færdig mand, og ikke bare her, du skal ikke regne med nogensinde at komme til at arbejde inden for kernekraftområdet.«

Jeg svarede: »Hr. admiral, De kan udelukke mig fra Deres kontor, men medmindre De hindrer mig i det, så overdrager jeg mit ansvarsområde til en anden.«

Admiralen holdt sit ord og ophørte med at tale med mig. Når der skulle træffes vigtige beslutninger, sendte han en budbringer, eller jeg kommunikerede med ham gennem en tredjeperson. Han udpegede en anden til at overtage mit ansvarsområde, og jeg oplærte vedkommende.

Det var ikke svært for mig at tage af sted. Jeg vidste, at Herren havde kaldet mig til missionspræsident. Men jeg vidste, at min beslutning påvirkede andre. I Idaho Falls i Idaho var der mange medlemmer af Kirken, hvis job afhang af kernekraftprogrammet. Jeg ville nødig komme til at skade dem. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Mit hjerte blev ved med at sige: »Ordner alt sig, eller kommer det til at gå ud over nogle uskyldige, som er afhængige af vores program for at tjene til livets ophold?«

Mens jeg bad og overvejede det, blev jeg ved med at tænke på salmen »Gør hvad er ret«. En strofe fra salmen blev ved med at dukke op i mine tanker: »Gør hvad er ret, lad så følgerne komme.« Andre strofer fra salmen rummede også trøst, såsom: »Gud dig beskærmer, gør derfor kun ret« ( Salmer og sange, nr. 153).

Den sidste dag jeg var på kontoret, bad jeg om et møde med admiralen. Hans sekretær gispede. Jeg mødte op med et eksemplar af Mormons Bog i hånden. Han så på mig og sagde: »Sid ned, Scott. Hvad er det, du har? Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at tvinge dig til at ombestemme dig. Hvad er det, du har?« Derefter fulgte en meget interessant og mere afdæmpet samtale. Denne gang lyttede han mere.

Han sagde, at han nok skulle læse Mormons Bog. Så skete der noget, som jeg aldrig havde troet ville ske. Han tilføjede: »Ring til mig, når du vender hjem fra din mission. Så har jeg et job til dig.«

Når man er ung, har man mange udfordringer og svære beslutninger i vente. For en ung mand er den første svære beslutning måske, om man skal være missionær eller ej. Det er egentligt ikke et spørgsmål. Herren har sagt, at en mission er et privilegium og et ansvar. Det, der er behov for, er at leve værdigt, så man kan tjene som missionær, forstå Herrens lærdomme, i særdeleshed genoprettelsens budskab, og indse, at man kan velsigne mange, hvis man vil glemme sig selv og tjene Herren.

Som missionspræsident så jeg, hvordan unge mænd og kvinder fik muligheder, som gjorde, at de udviklede sig enormt, samtidig med at de velsignede andre. De missionærer, som havde lettest ved at tjene, var dem, der havde studeret skrifterne og gjort evangeliets budskab til en del af dem selv.

Takket være missionærernes villighed til at træffe den svære beslutning at give afkald på meget, som kunne synes tillokkende for teenagere, gav Herren dem mulighed for at tjene, og senere skænkede ham dem vidunderlige ægtefæller. De blev enestående Guds tjenere på grund af deres disciplin, slid og tillid til Herren. En hel del af dem har været ledere i Kirken, og de har udmærket sig inden for deres fag.

Beslut dig allerede nu for altid at gøre det rette, og så lade følgerne komme. Følgerne bliver altid til dit eget bedste. Du vil erfare, at det på langt sigt er lettest at vælge det rette og gøre det vanskelige med det samme. Når man har truffet den beslutning, er det ikke vanskeligt at føre den ud i livet.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg har valgt det rette – selv ikke når det medførte voldsom kritik. Når du erfarer den sandhed, opdager du også, at når man er lydig, bliver man inspireret, så man ved, hvad man skal gøre, og man får evnen til at gøre det.

Med al den kærlighed, som mit hjerte rummer, beder jeg jer om at beslutte jer for at efterleve Herrens standarder. Lev på en sådan måde, at Helligånden kan inspirere til hele tiden at gøre det rette. Jeg vidner om, at som følge af det, vil dine værdige drømme eller noget endnu bedre blive dit.

Din himmelske Fader og hans elskede Søn elsker dig. Du fatter ikke, i hvor høj grad de ønsker, at du skal være lykkelig. De hjælper dig med at opnå den lykke, når du trofast gør alt, hvad du kan for at efterleve budene.

Dele af denne artikel er taget fra »Gør hvad er ret«, Liahona, marts 2001, s. 10-17.