2005
Jeg følger ham i tro
Juni 2005


FÆLLESTID

Jeg følger ham i tro

»Vi tror, at evangeliets første grundsætninger og forordninger er: 1) Tro på Herren Jesus Kristus, 2) Omvendelse, 3) Dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse, 4) Håndspålæggelse for Helligåndens gave« (4. trosartikel).

Hvad vil det sige at have tro? Tro vil sige, at man er overbevist om noget, som man ikke kan se, men som er sandt (se Alma 32:21). Evangeliets første grundsætning er, at man skal have tro på Jesus Kristus. Selv om vi ikke kan se Jesus, kan vi tro på, at han lever og elsker os.

Vores tro på Jesus Kristus vokser, når vi læser om ham. Det Nye Testamente fortæller os om dengang, han var på jorden. Vi kan læse om, hvordan Jesus helbredte en blind mand og standsede et uvejr. Det Nye Testamente fortæller os, at han led for vore synder, at han døde, og at han opstod den tredje dag.

Mormons Bog fortæller os, at Jesus efter sin opstandelse besøgte folket i Amerika. Mange så og rørte ved Jesus. Han administrerede nadveren, helbredte de syge og organiserede sin kirke.

Den Kostelige Perle indeholder beretningen om Joseph Smiths første åbenbaring. Joseph Smith havde tro på, at vor himmelske Fader ville besvare hans bøn. Vor himmelske Fader og Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith.

Vi kan læse Joseph Smiths vidnesbyrd i Lære og Pagter: »Dette [er] det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever! Thi vi så ham ved Guds højre hånd« (L&P 76:22-23). Når vi læser vidnesbyrd fra dem, som kendte ham, vokser vores tro, og vi kan også bære vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever i dag, og at han kender og elsker os.

Tro på Kristus-uro

Tag side L4 ud af bladet og lim den på karton. Klip langs de fuldt optrukne linjer. Fold den lange strimmel til en æske ved at bukke langs de stiplede linjer og lime flappen fast. Tegn eller lim et billede af dig selv fast i det tomme felt og skriv på de tomme linjer noget, som du vil gøre. Fold de fem små strimler langs de stiplede linjer, så billederne og skriftstederne vender udad. Prik huller som angivet. Sæt et stykke snor øverst i æsken. Fastgør billedet af dig selv til snoren, der sidder fast øverst i æsken, så det hænger ned midt i æsken. Bind de fire øvrige billeder fast i bunden af æsken. (Se illustrationen).

Forslag til fællestid

  1. 1. Brug skjoldet på forsiden af VDR-hæfterne som skabelon til et større skjold. Klip det op i syv puslespilsbrikker og på hver brik skrives en af følgende skriftstedshenvisninger: Abraham 3:27 (Kristus udvalgt til Frelser), Jakobs Bog 4:9 (Skaber), Joh 20:31 (Guds Søn), 3 Nephi 27:21 (forbillede), Joh 11:25 (muliggjorde vores opstandelse), Alma 34:8 (sonede for vore synder), L&P 110:2-8 (Han lever i dag og leder sine profeter). Lær børnene den fjerde trosartikel og fortæl, at tro på Jesus Kristus er evangeliets første grundsætning. Del børnene op i syv grupper, og giv hver gruppe en brik fra puslespillet. Lad hver gruppe finde ud af, hvad deres skriftsted fortæller om Jesus Kristus. Lad et barn fra hver gruppe komme med deres brik og samle puslespillet. Spørg: »Hvordan kan vores tro på Jesus Kristus danne et skjold?« Drøft L&P 27:15-17.

  2. 2. Læg følgende billeder med billedsiden nedad: Evangelisk kunst nr. 304 (Lehi og hans folk ankommer til det forjættede land), nr. 308 (Abinadi taler til kong Noa), nr. 310 (Ammon forsvarer kong Lamonis hjord), nr. 313 (De 2000 unge krigere), nr. 314 (Lamaniten Samuel på bymuren) og nr. 321 (Alma den yngres omvendelse). Lad et barn vælge et billede og lege »Hvem er jeg?« ved at besvare spørgsmål med ja eller nej. Børnene skal stille spørgsmål, som begynder med »Hjalp din tro på Kristus …« (For eksempel »Hjalp din tro på Kristus dig med at forsvare kongens hjord?«) Fortsæt indtil I har identificeret alle profeterne.