2005
HØJPRÆSTERNES KVORUM
Juni 2005


HØJPRÆSTERNES KVORUM

Den femte artikel i en artikelrække om præstedømmekvorummerne og deres formål.

At blive ordineret til højpræst i Det Melkisedekske Præstedømme er en stor ære og et stort ansvar, fordi forbilledet for dem, der besidder dette embede, er Frelseren selv. Apostlen Paulus skrev til hebræerne: »For enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud … Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud. Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag, ligesom han også et andet sted siger: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis« (Hebr 5:1, 4-6). Ligesom Frelseren ikke selv påtog sig denne myndighed, men blev kaldet af Gud, er også alle andre højpræster i Herrens kirke kaldet sådan. Det er deres ansvar at leve, sådan som Frelseren levede, ved deres ord og gerninger at bære vidnesbyrd om hans nådige forsoning og hans evangeliums sandhed.

En kort historisk oversigt

Når som helst i menneskehedens historie, at evangeliets fylde har været på jorden, har Herren kaldet højpræster til at lede sit værk.

  • Adam, Enok, Noa, Melkisedek, Abraham, Moses og andre retskafne mænd blev ordineret til højpræster (se Alma 13; L&P 84:6-17; 107:41-53).

  • Efter Moses’ tid trak Herren Det Melkisedekske Præstedømmet bort fra jorden, bortset fra blandt visse trofaste mænd.

  • Blandt folkene i Mormons Bog var højpræster den ledende, åndelige myndighed (se Alma 8:23; 30:20-23).

  • Under sit jordiske virke var Jesus Kristus den præsiderende højpræst på jorden (se Hebr 3:1). Og som den store højpræst frembragte Frelseren et evigt offer og »vandt evig forløsning« (se Hebr 9:11-12). Han præsiderer fortsat over sin kirke.

  • I tidernes fyldes uddeling fandt den første ordination til embedet som højpræst sted ved en kirkekonference i Kirtland i Ohio i juni 1831. På det tidspunkt blev 23 mænd ordineret til højpræster.

  • I en periode blev der organiseret højpræstekvorummer i hver eneste menighed, og hver af dem havde sit eget præsidentskab. Men i 1877, kort før sin død, gav Brigham Young besked om, at stavspræsidenterne skulle have ansvaret for disse kvorummer.

  • I 1956 begyndte stavspræsidenter at virke som præsidenter for højpræsternes kvorummer i deres respektive stave.

  • I december 1975 gjorde Det Første Præsidentskab det klart, at menighedernes højpræstegrupper fungerer som en del af stavens højpræstekvorum, med stavspræsidenten som præsident for kvorummet og hans rådgivere i stavspræsidentskabet som rådgivere i kvorummet. Højpræsternes gruppeledere i menighederne fungerer under ledelse af stavspræsidenten.

Højpræstekvorummernes pligter

Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) sagde, at »det er højpræstekvorummernes pligt at undervise i principperne for Guds riges ledelse, forening, fremgang og vækst. De fungerer faktisk som folkets fædre. I vore højpræstekvorummer findes stavspræsidenter og deres rådgivere, biskopper og rådgivere, patriarker og alle, som er blevet ordineret til embedet som højpræst i Det Melkisedekske Præstedømme … De bør i den grad være forenet med deres kvorum, at de kan tilføre det al den kraft, som de kan yde for det godes sag.«1

Højpræsternes ansvar

»Det er højpræsternes ret og ansvar at præsidere og besidde al den myndighed, som ældsterne besidder (se L&P 107:10). Brødre ordineres til højpræster, når de kaldes til et stavspræsidentskab, højråd eller biskopråd, eller når det findes passende af stavspræsidenten.«2

Højpræster bør være værdige til stor tillid. De, der ordineres til dette embede i præstedømmet, bør være mænd med stor tro, ærlighed og pålidelighed. De bør være til at stole på og hengivne over for Kirken, så man kan regne med, at de under en hvilken som helst omstændighed vil forsvare evangeliet.

Et af højpræsternes vigtigste ansvar er at virke som hjemmelærere. Som sådan repræsenterer de »Herren, biskoppen og … gruppelederne. De støtter og tjener alle medlemmer af de familier, som de besøger. De plejer disse medlemmers venskab og respekt og udviser oprigtig omsorg for og kærlighed til dem … Hjemmelærere er Kirkens medlemmers første hjælpekilde. Sammen med hjemmets overhoved drøfter de familiens behov og måder, hvorpå de kan hjælpe. De tilbyder hjælp, når medlemmer er arbejdsløse, syge, ensomme, flytter eller har andre behov.«3

Præsident Joseph F. Smith forkyndte, at højpræster bør »være eksempler, som både gamle og unge kan efterligne og … bringe sig selv i en position, hvor de kan forkynde retfærdighed, ikke blot ved forskrift, men i endnu højere grad ved deres eksempel – derved lader de yngre medlemmer nyde godt af deres livserfaringer og bliver hver især en kraft i det samfund, som [han] bor i … De, der besidder dette embede, er som regel mænd i en fremskreden alder og med bred erfaring … Deres erfaring … er den modne frugt af mange års virke i Kirken, og de bør benytte denne visdom til gavn for alle, som de kommer i kontakt med.«4

Højpræsternes rolle i forbindelse med templet og slægtsforskning

Gruppeledere og kvorumsmedlemmer er eksempler på tempeltjeneste og slægtsforskning. De hjælper medlemmer med at forberede sig på at modtage deres egne tempelordinancer. De opmuntrer også medlemmerne til at finde deres afdøde slægtninge og udføre tempelordinancer for dem. Ældsternes kvorumspræsidenter og højpræsternes »gruppeledere bør sikre sig, at de lærdomme, principper og velsignelser, som knytter sig til de dødes forløsning regelmæssigt forkyndes ved præstedømmemøder og hjemmelærerbesøg. De opmuntrer også medlemmerne til at undervise deres børn om templets betydning … Under biskoppens ledelse koordinerer højpræsternes gruppeleder tempeltjenesten og slægtsforskningen i menigheden.«5

Højpræster er mænd, som er modne i evangeliet og er i stand til at præsidere. De er et eksempel for de mindre erfarne brødre, især medlemmerne i Det Aronske Præstedømme. Sammen med andre præstedømmebærere skal de »lære, forklare, formane, døbe og våge over kirken« (L&P 20:42). Højpræsterne er en stabiliserende kraft i hver menighed, distrikt og stav, idet de medvirker til at udføre Kirkens mission, som omfatter forkyndelse af evangeliet, fuldkommengørelse af de hellige og forløsning af de døde. Frem for alt er de patriarker i deres hjem og familier, så de kan være eksempler og udstikke et mønster for retskaffenhed for kommende generationer.

NOTER

  1. Conference Report, april 1907, s. 5.

  2. Instruktionshåndbog for Kirkens ledere, bog 2: Ledere i præstedømmet og hjælpeorganisationerne, 1998, s. 162.

  3. Instruktionshåndbog for kirkens ledere, bog 2, s. 169.

  4. Conference Report, april 1908, s. 5-6.

  5. Se Instruktionshåndbog for kirkens ledere, bog 2, s. 165, 265.