Huset i ORKANEN

Vinden hylede og rystede palmetræerne, da bedstemors bil nåede frem til Ana Luisas hus. »Tag jeres ting og løb indenfor, piger,« sagde bedstemor. »Jeg finder nogle sten at lægge bag bilens hjul.«

»Hvorfor?« spurgte Rebecca.

»For at bilen ikke skal blive blæst væk,« svarede bedstemor.

Rebecca og Sarah så på hinanden med store øjne.

Pigerne kunne ikke huske den sidste orkan, som havde ramt Puerto Rico otte år tidligere, da Sarah var to år, og Rebecca kun var et år. Men de vidste, at Arecibo-floden var gået over sine bredder og havde oversvømmet deres kvarter og ødelagt mange huse. Nu var orkanen George på vej, og i nyhederne havde de advaret om, at denne orkan var meget voldsommere.

»Nå, piger, er I beredt på orkanen George?« spurgte Ana Luisa, da de trådte ind af hoveddøren.

»Bror Soto kom ud til vores hus i morges og sømmede plader for alle vinduerne. Bedstemor siger, at vi skal bede om, at alt må gå godt,« sagde Sarah.

»Det er rigtigt,« sagde Ana Luisa. »Vor himmelske Fader passer på os.«

Ana Luisa var en ven fra deres nye kirke. Selv om pigerne var bekymrede, fik Ana Luisas trøstende ord og den velkendte duft af ris og bønner inde i hendes hyggelige hjem dem til at føle sig bedre tilpas.

Søstermissionærerne, som havde undervist bedstemor og pigerne om evangeliet for blot tre måneder siden, overnattede også hos Ana Luisa. »Det skal nok blive sjovt,« sagde søster Lewis, den ene af søstermissionærerne til dem, »ligesom en fest, bare med meget dårligt vejr.«

Og et stykke tid var det da også som en hyggelig fest. De spiste aftensmad, og bagefter gumlede de kager i sig og lyttede til radioen. Nu og da hørte de et brag udenfor. Rebecca og Sarah spekulerede på, om bedstemors bil alligevel var blæst væk, men det var for mørkt til, at de kunne se noget.

Senere begyndte lyset at blinke, og så gik det ud. Rebecca skar en grimasse i lyset fra sin lommelygte, og bedstemor sagde: »Nu er det vist på tide at gå i seng.«

Da Sarah og Rebecca havde taget deres pyjamas på, kaldte bedstemor dem ind i stuen igen. »Vi skal bede en bøn sammen,« sagde bedstemor. Søster Lewis bad vor himmelske Fader om at passe på dem under orkanen og beskytte Rebeccas og Sarahs hjem. Pigerne faldt til ro, da de hørte søster Lewis bede.

* * *

Da Sarah åbnede metalskodderne næste morgen, så Ana Luisas gade ud som noget fra en anden planet. Bedstemors bil stod der stadig, men nogle træer var væltet, og metalplader fra andre menneskers tag var blæst ind på Ana Luisas græsplæne. Duerne vandrede hjælpeløst rundt på fortovet, fordi de var for tunge af regnvand til at kunne flyve. »Hvis der ser sådan ud på Ana Luisas gade,« spurgte Sarah nervøs Rebecca, »hvordan mon der så ser ud på vores?«

Tidligt samme morgen var bedstemor kørt hen for at se til deres hus. Ved frokosttid vente hun langt om længe tilbage. »Hele kvarteret er oversvømmet,« sagde hun. »Jeg kunne slet ikke nå frem til vores gade.«

Rebecca var lige ved at græde. Sarah spurgte: »Hvad gør vi nu, bedstemor?«

»Hvis det er i orden med Ana Luisa, så bliver vi her et par dage mere. Måske er vandet så faldet så meget, at vi kan tage hjem igen.«

* * *

Alle fra Kirken hjalp bedstemor, Rebecca og Sarah. Ana Luisa lavede mad til dem, og søstermissionærerne kom med tøj, som søster Lewis’ familie havde sendt. Biskop Espinosa kom endda og gav bedstemor en velsignelse, da hun blev syg. Men det var hårdt ikke at være hjemme i sit eget hus, og det var endnu sværere ikke at vide, om huset overhovedet var der mere.

Otte dage senere var gaderne i deres kvarter endelig åbne igen. Da Sarah og Rebecca sad fastspændt på bagsædet af bedstemors bil, følte de et sug i maven af spænding og frygt. Mens de kørte, så de huse, hvor murene var styrtet sammen. Knuste borde, dyngvåde madrasser og tilmudrede køleskabe lå spredt langs vejen.

»Hvad nu, hvis vores hus er væk?« spurgte Rebecca.

»Så hjælper vores himmelske Fader os med at finde et andet,« svarede bedstemor.

Gaderne i deres kvarter var stadig fyldt med tyk, sort mudder, så de måtte køre meget langsomt. Endelig drejede bedstemor om hjørnet til deres gade.

»Jeg kan se det!« råbte Rebecca. »Vores hus er der endnu!«

»Der er hul i taget,« påpegede Sarah.

Der lugtede muggent indenfor. Pigerne stillede deres madrasser op ad væggen, så de kunne blive luftet lidt, og så hjalp de bedstemor med at tørre det vand op, som var løbet ind gennem hullet i taget. »Kan vi sove her i nat, bedstemor?« spurgte Rebecca.

»Det tvivler jeg på. Vi må vente et par nætter, indtil vi har fået repareret hullet i taget.«

Rebecca sukkede og sank sammen i en fugtig sofa. »Jeg ville ønske, at vi kunne blive her.«

»Jeg er bare glad for, at vores hus stadig er her,« sagde Sarah.

»Vor himmelske Fader hørte vores bøn,« sagde bedstemor. Så kiggede hun ud af døren og pegede ud på gaden. »Jeg tror, at han stadig lytter.«

Uden for kørte en stor kranvogn op foran huset. Biskop Espinosa og bror Soto hoppede ud sammen med nogle andre mænd fra menigheden.

»Har I brug for hjælp?« råbte biskoppen. »Måske et par mand til at ordne det tag?«

Sarah og Rebecca greb hinanden i hænderne og hvinede. »Betyder det, at vi kan blive her, bedstemor? Kan vi sove her i nat?«

Bedstemor smilede og nikkede. »Velkommen hjem, piger.«

Melody Warnick er medlem af Ames Menighed i Ames Stav i Iowa.

»Den beskyttelse, som loves de trofaste … er lige så virkelig i dag, som den var på Bibelens tid.«

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, »Bibelske historier og personlig beskyttelse«, Liahona , januar 1993, s. 36.