Mit tiendedæk

Min mand og jeg havde det økonomisk hårdt på grund af et nyligt karriereskift. Han havde meldt sig til den amerikanske hær for at læse videre, og det havde medført en stor lønnedgang. Vi kunne knap få det hele til at hænge sammen, og vi havde stor gæld. Vi havde klippet vore kreditkort midt over for at undgå yderligere gæld, havde brugt hele vores opsparing og levede nu af vores et års forråd.

Jeg har altid haft et vidnesbyrd om evangeliet, men jeg levede bogstavelig talt på tro alene. Efter en utrolig hård måned var jeg rystet over stakken af regninger og vidste bare, at vi ikke kunne klare den. For første gang i mit voksne liv var jeg fristet til ikke at betale tiende. Jeg tænkte: »Jeg har mere brug for pengene, end Herren har. Det beløb, jeg betaler, dækker end ikke elektricitetsregningen for stavscentret, men for mig betyder de meget.«

Efter egoistisk at have overvejet de mange steder, hvor pengene kunne bruges, kom jeg i tanke om et skriftsted: »Kan et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? I spørger: ›Hvordan bedrager vi dig?‹ Med tiende og afgifter« (Mal 3:8). Jeg vidste, at jeg var nødt til at betale tiende. På en eller anden måde skulle det hele nok ordne sig. Jeg skrev en check på tiendebeløbet, satte et frimærke på en konvolut og postede det.

Næste morgen skulle jeg ud for at ordne nogle ærinder. Jeg gik hen til bilen, og til min forfærdelse så jeg, at et af dækkene var næsten helt fladt. Fortvivlet kørte jeg hen til et værksted i nærheden.

Det ville koste et par dollars at få lappet den punkterede hjul. Jeg sad i venteværelset og bad til, at vor himmelske Fader ville våge over os. Et par minutter senere kaldte ekspedienten mig hen til kassen. Han sagde, at der sad et søm i dækket, men sømmet sad sådan, at man ikke kunne lappe det. Dækket skulle udskiftes, og det ville koste mere, end jeg mentalt havde beredt mig på at betale. Jeg sagde: »Lad mig se det.« Mekanikeren viste mig tålmodigt sømmet og forklarede, at det var umuligt at reparere dækket. Med tårer i øjnene bad jeg ham om at udskifte mit dæk med det billigst mulige dæk.

Jeg gik tilbage til venteværelset og bad stille min himmelske Fader om hjælp. Vi havde ikke råd til et nyt dæk, men vi havde brug for bilen.

Kort efter kaldte mekanikeren mig igen hen til kassen. Han forklarede, at mit dæk havde låste møtrikker, og uden nøglen kunne man ikke få dækket af. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde nøglen. Han undskyldte og forklarede, at deres værksted ikke havde det nødvendige udstyr til at udskifte mit dæk. Han anbefalede et andet værksted. Han pumpede så ganske gratis luft i mit dæk og send te mig af sted.

Jeg satte mig ind i bilen og brast i gråd. Hvordan kunne det ske? Vi havde jo gjort alt det rigtige. Vi havde betalt tiende. Vi havde et års forråd. Vi prøvede at afvikle vores gæld. Vi gik i kirke hver uge. Hvordan kunne Herren så lade det her ske?

Jeg kørte hen til det andet værksted og forklarede hurtigt mekanikeren min situation. Vi valgte det billigste dæk, og jeg satte mig ud i venteværelset. Efter hvad der syntes som en evighed blev mit navn råbt op. Jeg gik langsomt hen til kassen og frygtede, hvad der ventede mig.

»Vi har kørt dit dæk gennem et vandbad fem gange,« sagde mekanikeren. »Vi er tre, der har kigget efter sømmet. Der er ikke noget. Dine dæk kan holde længe endnu. Der er slet ikke grund til at udskifte nogen af dem.« Jeg stirrede tomt på mekanikeren. Jeg havde jo set sømmet med mine egne øjne. Jeg vidste, at det var der. Jeg takkede ham, og han sendte mig af sted igen, uden beregning.

Vi er siden blevet forflyttet til en ny post og har kørt 13.000 km på det dæk. Jeg ved, at Herren velsigner os, og lydighed giver tryghed.

Sarah Westbrook er medlem af El Paso 1. Menighed i Mount Franklin Stav i El Paso i Texas.