BRODERSKABETS ILD

M itch Dunford har været medlem af højpræsternes gruppe i Santee 1. Menighed i Santee Stav i Californien i størstedelen af de 11 år, han har boet der. »Vores højpræstegruppe har studeret skrifterne sammen og missioneret sammen,« siger han. »Vi har givet hinanden og hinandens familier velsignelser. Vores kammeratskab er en naturlig følge af, at vi hjælper hinanden med at højne vore kaldelser i præstedømmet.«

Natten til søndag, den 26. oktober 2003, befandt højpræsterne i Santee Stav sig, sammen med de fleste andre beboere i San Diego County, midt i den værste skovbrand i Californiens historie. I næsten et døgn pressede orkanagtige vindstød 30 meter højre flammer foran sig og nedbrændte flere hundrede huse, hvorved 13 mennesker omkom.

Mitch Dunford stod alene på bjergskråningen bag sit hjem med en haveslange i den ene hånd og en skovl i den anden. Tidligere på dagen havde han kørt sin hustru Cathy og deres fem børn hen til et hotel. Da evakueringspåbudet blev ophævet, vendte han tilbage til sit hjem for at se, hvad han kunne gøre.

»Flammebæltet var 1,2 meter højt og ni meter bredt,« siger bror Dunford. »Det kom fra to retninger. Det var så stille. Jeg stod bare der og spekulerede på, om jeg mon kunne standse ilden helt alene.«

Samtidig stod stavspræsident Chris Allred på stavscentrets tag med en kikkert. Da han så flammerne nærme sig familien Dunfords hus, begyndte han at ringe rundt.

»Jeg var alene,« siger bror Dunford med bevægelse i stemmen, »og så kom de bare, en efter en – alle ›drengene‹ fra kvorummet og deres sønner, hver af dem medbragte en skovl. Jeg var helt overvældet, men alligevel virkede det bare, som om det var sådan, det burde være.«

Et kvarter senere strøg den første bølge af ild forbi.

»Vi slog flammerne ned og skovlede jord på ilden,« fortæller Steven Schimpf på 15, der kom sammen med sin far, biskop Randall Schimpf.

Da den første bølge var væk, kom næste bølge. Den fik de også nedkæmpet.

En kameramand fra et tv-hold klatrede op til gruppen og blev forbavset over at erfare, at de bare var nogle mænd og knægte fra en kirke, som var i færd med at hjælpe en af deres egne.

»Det var gribende, at vores hjem blev reddet af mine brødre i præstedømmet,« siger bror Dunford. »Det er bare typisk for den måde, de er på. Mine naboer fattede ikke, at alle de mænd og drenge dukkede op for at hjælpe mig. Men vi ved bare, at sådan gør man, når man er medlem af et præstedømmekvorum.«