Mit uventede påskemåltid

Påsken var altid en særlig højtid i min barndom. Efter kirkemøderne fortalte mine forældre familien om forsoningen og opstandelsen, og om aftenen nød vi et herligt måltid. Vi havde ofte venner på besøg til middagen, som var både hyggelig og lækker. På grund af disse traditioner blev påsken min yndlingshøjtid – en hellig familiestund, hvor vi fejrede Frelserens opstandelse.

Et år, mens jeg studerede i London, var jeg alene i påsken. Min menighed mødtes ikke før sent om eftermiddagen, så jeg havde en lang formiddag foran mig. Jeg tænkte på min familie langt bort, som fejrede dagen uden mig, og jeg følte mig trist om tom indeni.

Til at begynde med overvejede jeg at svælge i selvmedlidenhed, men så begyndte jeg at spekulere på, hvad jeg kunne gøre for at få noget ud af dagen. Jeg kom straks til at tænke på den menneskevrimmel, som jeg hver dag gik forbi på undergrundsstationerne. Som i så mange andre storbyer gav undergrundsstationerne ly til hjemløse mænd og kvinder, som sad og tiggede. Jeg var ofte blevet rørt af deres nød, og jeg indså, at jeg ikke var den eneste i London, der tilbragte påsken alene. At hjælpe fremmede syntes pludselig at være en fremragende måde, hvorpå jeg kunne vise taknemlighed for de dejlige påskehøjtider, jeg havde nydt som barn.

Jeg tilberedte flere frokostposer med sandwich, frugt, kiks og drikkevarer. Så gik jeg hen til stationen og ledte efter de mennesker, jeg nogle gange undgik. De fleste af dem var meget taknemlige for maden. Til hver af dem sagde jeg: »God påske!«

Da jeg kun havde en frokostposer tilbage, traf jeg en mand, der så særlig nedbøjet ud. Hans tøj var beskidt, hans ansigt var furet af lidelse, og hans øjne rummede dyb sorg. Da jeg tilbød ham frokostposen, så han forbavset op på mig.

»Hvad er det?« spurgte han.

»Det er frokost, hr.,« svarede jeg.

»Tak. Tusind tak,« sagde han. Hans ansigtsudtryk ændredes straks til glæde og taknemlighed. Han knugede frokostposen ind til sig, som om det var en dyrebar skat.

»Selv tak,« sagde jeg og blev dybt rørt af hans ansigtsudtryk. »God påske, hr.«

»God påske,« svarede han.

Mens jeg vandrede hjemad, dukkede kong Benjamins ord op i mine tanker: »For se, er vi ikke alle tiggere?« (Mosi 4:19). Jeg indså, at vi uden Frelseren alle ville være udstødte, nedbøjede og ensomme. Men Frelseren rækker ud til os og tilbyder os noget, som vi så inderligt ønsker: Håbet om, at vi kan blive rene, at vi kan leve igen, og at vi kan vende tilbage til ham en dag.

Når jeg står over for synd og død, er jeg også tigger hos Frelseren. Han rækker ud til mig og tilbyder mig barmhjertighed. En dag, når jeg står foran ham, vil mit ansigt udstråle inderlig taknemlighed, sådan som jeg så det i et glimt i denne ydmyge mands ansigt.

Jeg begyndte at græde, mens jeg vandrede hjem. Min ensomhed var væk og erstattet af en glæde og en dybere forståelse af kong Benjamins ord og Frelserens barmhjertighed. Jeg takkede stille Herren for denne mands uventede gave til mig. Jeg havde tilbudt ham en enkel frokost; han havde skænket mig et sandt påskemåltid.