Vi vidner om Jesus Kristus

Jesus var i sandhed Det Gamle Testamentes Jahve, som forlod sin Faders tronsale i himlen og indvilligede i at blive født som et spædbarn på denne jord under de mest ydmyge kår. Hans fødsel var blevet forudsagt mange århundreder tidligere af Esajas, som profetisk udtalte: »For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste« (Es 9:5).

Denne Jesus Kristus, som vi højtideligt bærer vidnesbyrd om, er, som Johannes Åbenbarer sagde, »vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder« (Åb 1:5-6).

Han var og er den Almægtiges Søn. Han var det eneste fuldkomne menneske, som nogensinde har vandret på denne klode. Han helbredte de syge, fik de lamme til at gå, gjorde de blinde seende og de døve hørende. Han opvækkede de døde. Og dog tillod han, at hans eget liv blev taget som et sonoffer, et offer, som vi slet ikke begriber omfanget af.

Lukas skriver, at hans smerte var så stor, at »hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden« (Luk 22:44), en fysisk manifestation, som bekræftes af både Mormons Bog og Lære og Pagter (se Mosi 3:7; L&P 19:18). Hans lidelser i Getsemane have og på korset på Golgata, som ligger nogle få hundrede meter fra Getsemane, rummede både fysiske og åndelige »fristelser … smerter, hunger, tørst og møje, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden,« sagde kong Benjamin (Mosi 3:7).

Efter smerten i Getsemane fulgte pågribelsen, rettergangen, dommen og siden den usigeligt smertefulde død på korset, fulgt af hans begravelse i Josefs grav og hans opstandelses triumf. Det ydmyge barn fra Betlehem, han, som for to årtusinder siden vandrede ad det hellige lands støvede stier, var Herren, den Almægtige, Kongernes Konge, han, som skænker frelse til alle. Ingen kan fuldt ud fatte storheden af hans liv, hans døds ophøjethed og omfanget af hans gave til menneskeheden. Vi samstemmer med den romerske officer, som ved hans død sagde: »Sandelig, den mand var Guds søn« (Mark 15:39).

Således er den gamle verdens vidnesbyrd, som findes i Bibelen. Og der findes endnu en røst, nemlig den nye verdens testamente, hvori Faderen præsenterer sin opstandne Søn og siger: »Se, min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn – hør ham« (3 Ne 11:7). Denne guddommelige præsentation indleder beretningen om vor Frelsers virke blandt nogle af hans »andre får« (Joh 10:16) efter hans himmelfart fra Jerusalem. Det budskab, som går igen i hele Mormons Bog, handler om Jesu Kristi guddommelighed og de evige velsignelser, som alle Guds sønner og døtre kan opnå ved hans forløsende kærlighed. Som en af profeterne i Mormons Bog siger:

»For vi arbejder flittigt med at skrive for at formå vore børn og også vore brødre til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud; for vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre …

Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:23, 26).

Udover alt dette har vi de nutidige profeters erklæring: »Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever!« (L&P 76:22). I Lære og Pagter bærer Kristus tydeligt vidnesbyrd om sin egen guddommelige rolle: »Jeg er Alfa og Omega, Kristus, Herren; ja, jeg er ham, begyndelsen og enden, verdens forløser« (L&P 19:1).

I ham ser vi ikke blot vor Mester og gode Hyrde, men også vores store forbillede, som byder os: »Vil du være fuldkommen, så … kom … og følg mig!« (Matt 19:21).

Han er hovedhjørnesten i den kirke, der bærer hans navn, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Der findes intet andet navn, hvorved menneskene kan blive frelst (se ApG 4:12). Han er vores frelses ophav og den, der skænker evigt liv (se Hebr 5:9). Hans lige findes ikke. Hverken før, nu eller siden. Gud være lovet for hans elskede Søn, som satte sit liv til, så vi kunne leve, og som er vores tros og hans kirkes urokkelige hovedhjørnesten.

Vi kender ikke til alt det, der venter os. Vi lever i en usikker verden. For nogle venter store præstationer. For andre venter skuffelser. For nogle venter megen glæde og lykke, sundhed og et godt liv. For andre venter måske sygdom og en vis sorg. Vi ved det ikke. Men ét ved vi dog. Uanset hvad der venter os, så står verdens Forløser, Guds Søn, ligesom Nordstjernen, som et urokkeligt og sikkert anker for vores jordiske liv. Han er vores frelses klippe, vores styrke, vores trøst og vores tros brændpunkt.

Både i solskin og skygge ser vi hen til ham, og han står der og opmuntrer os og smiler til os.

Han er centrum for vores gudsdyrkelse. Han er den levende Guds Søn, Faderens Førstefødte, den Enbårne i kødet. Han er »opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen« (1 Kor 15:20). Han er den Herre, som vender tilbage for »at regere på jorden over sit folk« (L&P 76:63; se også Mika 4:7; Åb 11:15).

Intet større menneske har vandret på jorden. Ingen anden har ydet et offer, der tåler sammenligning med hans, eller skænket tilsvarende velsignelser. Han er verdens Frelser og Forløser. Jeg tror på ham. Jeg erklærer uden tøven hans guddommelighed. Jeg elsker ham. Jeg siger Jesu Kristi navn med ærbødighed og ærefrygt. Han er vor Konge, vor Herre, vor Mester, den levende Gud, der står ved sin Faders højre hånd. Han lever! Han lever, herlig og vidunderlig, den levende Guds levende Søn.