Hvem er Jesus Kristus?

Han var kendt som Jahve af Det Gamle Testamentes profeter (se Abr 1:16; 2 Mos 6:3). Profeterne blev vist hans komme: »Betragt Guds lam, ja, selve den evige Faders Søn!« (1 Ne 11:21; se også Joh 1:14). Hans mor fik denne besked: »… du skal give ham navnet Jesus. Han skal … kaldes den Højestes søn« (Luk 1:31-32).

Mange titler og navne beskriver hans guddommelige mission og virke. Han sagde selv: »Jeg er verdens lys og liv. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden« (3 Ne 9:18). »Jeg er … jeres talsmand hos Faderen« (L&P 29:5; se også L&P 110:14). »Jeg er den gode hyrde« (Joh 10:11). »Jeg er Messias, Zions Konge, Himlens Klippe« (Moses 7:53). »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte [eller] tørste« (Joh 6:35). »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden« (Joh 15:1). »Jeg er opstandelsen og livet« (Joh 11:25). »Jeg er … den lysende morgenstjerne« (Åb 22:16). »Jesus Kristus, han som er jeres forløser, den store Jeg Er« (L&P 29:1).

Han er Formidleren (se 1 Tim 2:5), Frelseren (se Luk 2:11), Forløseren (se L&P 18:47), Kirkens overhoved (se Ef 5:23) og dens hovedhjørnesten (se Ef 2:20). På den sidste dag skal »Gud [dømme] det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus« (Rom 2:16; se også Morm 3:20).

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16). »Derfor udvirkes forløsningen i og ved den hellige Messias, for han er fuld af nåde og sandhed« (2 Ne 2:6).

Profeten Joseph Smith blev ofte spurgt: »Hvad er jeres religions grundlæggende principper?«

»Vores religions grundlæggende principper er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, nemlig at han døde, blev begravet og opstod igen på tredjedagen og opfór til himmels; og alt andet, som vedrører vores religion, er blot tillæg til dette.«¹

Da Herren blev pågrebet inden sin korsfæstelse, var han i Getsemane have. Da Jesus blev forrådt, trak Peter sit sværd mod Malkus, der var ypperstepræstens tjener. Jesus sagde:

»Stik dit sværd i skeden!

… tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?« (Matt 26:52-53).

Under spotterierne, overgrebene, piskningen og korsfæstelsens afsluttende pinsel forblev Herren tavs og ydmyg – det vil sige undtagen i et dramatisk øjeblik, der afslørede selv indbegrebet af den kristne lære. Det øjeblik indtrådte under domsfældelsen hos Pilatus, der nu frygtsomt spurgte Jesus: »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?« (Joh 19:10).

Man kan kun svagt forestille sig den majestætiske stemning, da Herren talte: »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra« (Joh 19:11). Det, der derefter skete, fandt ikke sted, fordi Pilatus havde magt til at udvirke det, men fordi Herren var villig til at lade det ske.

»… jeg sætter mit liv til for at få det tilbage,« sagde Herren.

»Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage« (Joh 10:17-18).

Både før og efter korsfæstelsen har mange mennesker villigt givet afkald på deres liv ved uselviske heltegerninger. Men ingen måtte udholde det, som Kristus har udholdt. På ham blev byrden af alle menneskers overtrædelser lagt, al menneskelig skyld. Og det, der var på spil, var selve forsoningen. Takket være hans villige offer kunne barmhjertighed og retfærdighed forenes, den evige lov kunne opretholdes, og der kunne udvirkes en formidling, uden hvilken menneskene ikke kunne forløses.

Han valgte frivilligt at tage straffen for hele menneskeheden for den samlede ugudelighed og syndighed, for brutalitet, umoral, perversion og fordærv, for misbrug, for mord, tortur og terror – for alt det, der var sket, og som ville ske på denne jord. Kristus kom ved at vælge det til at stå over for den Ondes frygtindgydende magt, og han var ikke begrænset af kød eller underkastet fysisk smerte. Det var Getsemane!

Hvordan forsoningen blev udført, ved vi ikke. Intet jordisk øje kiggede på, da ondskaben måtte vige i skam for det rene væsens lys. Alverdens ugudelighed kunne ikke kvæle det lys. Da det, der skete, var sket, var løsesummen betalt. Både død og helvede gav afkald på deres krav på dem, som vil omvende sig. Endelig var menneskene frie. Så kunne enhver sjæl, som nogensinde har levet, vælge at modtage lyset og blive frelst.

Ved dette uendelige offer »i kraft af Kristi forsoning kan [hele menneskeheden] blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer« (TA 1:3).

Det engelske ord atonement (forsoning) er i virkeligheden tre ord: At-one-ment og betyder at forene, at føre noget sammen igen, at forsone én med Gud: At forlige, at formilde, at sone.

Men vidste du, at ordet forsoning slet ikke forekommer i det danske Nye Testamente? Det nærmeste vi kommer er et citat fra Paulus’ brev til Romerne:

»Kristus døde for os …

… vi [blev] forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.

Og ikke alene det, vi har også vores stolthed i Gud ved vor Herre Jesus Kristus; ved ham har vi nu fået forligelsen« (Rom 5:8, 10-11; fremhævelse tilføjet).

Tænk at dette ord af alle ord forsoning ikke er nævnt i Det Nye Testamente! Det var ikke et ukendt ord, for det var blevet anvendt i Det Gamle Testamente i forbindelse med moseloven, men det anvendes slet ikke i Det Nye Testamente. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt.

Jeg kan kun finde én forklaring på det. Den finder vi i Mormons Bog. Nefi vidner om, at Bibelen engang »indeholdt … Herrens evangeliums fylde, han, om hvem de tolv apostle aflægger vidnesbyrd« og at »efter at [ordet] ved Lammets tolv apostles hænder er udgået fra jøderne til ikke-jøderne, ser du dannelsen af den store og vederstyggelige kirke, som er yderst vederstyggelig, mere end alle andre kirker; for se, de har borttaget mange dele fra Lammets evangelium, som er tydelige og yderst dyrebare, og også mange af Herrens pagter har de taget bort« (1 Ne 13:24, 26).

Jakob definerede den store og vederstyggelige kirke med disse ord: »Derfor skal den, der kæmper mod Zion, både jøde og ikke-jøde, både træl og fri, både mand og kvinde, omkomme; for det er dem, der er hele jordens skøge; for de, der ikke er for mig, er mod mig, siger vor Gud« (2 Ne 10:16).

Nefi sagde også: »… på grund af de mange tydelige og dyrebare ting, som er blevet taget bort fra bogen … snubler overordentligt mange, ja, således at Satan har stor magt over dem« (1 Ne 13:29). Han profeterede også, at disse dyrebare ting skulle gengives (se 1 Ne 13:34-35).

Og de blev gengivet. I Mormons Bog forekommer ordet forsone i en eller anden form 39 gange. Jeg citerer blot et enkelt vers fra Alma: »Og se, barmhjertighedens plan kunne ikke blive bragt til at virke, medmindre der blev foretaget en forsoning; derfor soner Gud selv for verdens synder for at bringe barmhjertighedens plan til at virke og tilfredsstille retfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og retfærdig Gud og også en barmhjertig Gud« (Alma 42:15; fremhævelse tilføjet).

Ikke én gang i Det Nye Testamente, men hele 39 gange i Mormons Bog. Hvilket bedre vidnesbyrd kan vi få om, at Mormons Bog virkelig er endnu et vidne om Jesus Kristus?

Og det er ikke alt. Ordene sone, forsone og forsoning forekommer fem gange i Lære og Pagter og to gange i Den Kostelige Perle. Seksogfyrre henvisninger af uovertruffen betydning. Og det er ikke alt! Hundreder af andre vers er med til at forklare forsoningen.

Forsoningens pris blev frivilligt betalt af Herren, for handlefrihed er et uafhængigt princip. Ifølge planen skal handlefriheden anerkendes. Sådan var det fra begyndelsen – lige fra Edens have.

»Herren sagde til Enok: Se, disse dine brødre; de er mine egne hænders værk, og jeg gav dem deres kundskab den dag, jeg skabte dem; og i Edens have gav jeg mennesket dets handlefrihed« (Moses 7:32).

Uanset hvad der så ellers skete i Edens have, så traf Adam i prøvelsens stund et valg. Da Herren havde befalet Adam og Eva at formere sig og opfylde jorden og befalet dem ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt, sagde han: »… dog må du selv vælge, for det er givet dig; men husk på, at jeg forbyder det, for den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø« (Moses 3:17).

Der stod for meget på spil til at tvinge menneskene ind i dødeligheden. Det ville stride mod selve den lov, der var afgørende for planen. Planen gik ud på, at hvert eneste af Guds åndelige børn skulle have et fysisk legeme, og hver af dem skulle prøves. Adam indså, at sådan skulle det være, og derfor traf han sit valg. »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25).

Adam og Eva drog ud for at formere sig og opfylde jorden, sådan som de var blevet befalet. Skabelsen af deres legemer i Guds billede, en særskilt skabelse, var afgørende for planen. Deres senere fald var altafgørende, hvis de jordiske forhold skulle opstå, og planen skulle føres ud i livet.

Nefi beskrev, hvad der ville ske med vores legeme og ånd, medmindre der blev udvirket »en altomfattende forsoning«. »Vor ånd,« sagde han, »måtte være blevet ligesom [djævelen]« (se 2 Ne 9:7-10).

Jeg bruger sjældent ordet absolut. Det er sjældent passende. Nu bruger jeg det to gange.

Forsoningen var absolut nødvendig for, at opstandelsen kunne overvinde den fysiske død.

På grund af faldet var forsoningen absolut nødvendig for, at mennesker kunne rense sig selv fra synd og overvinde den anden død, den åndelige død, som er adskillelsen fra vor himmelske Fader, for skriften fortæller os otte gange, at intet urent kan træde ind i Guds nærhed (se 1 Ne 10:21; 15:34; Alma 7:21; 11:37; 40:26; Hel 8:25; 3 Ne 27:19; Moses 6:57).

Disse ord fra skriften »dog må du selv vælge, for det er givet dig« (Moses 3:17), præsenterede Adam og Eva og deres efterkommere for alle det jordiske livs farer. I dette jordiske liv kan mennesket frit vælge, og hvert valg medfører en konsekvens. Adams valg satte retfærdighedens lov i bevægelse, og den krævede, at straffen for ulydighed var døden.

Men disse ord ved en domsfældelse: »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra« (Joh 19:11), viste, at barmhjertigheden havde lige så stor magt. En forløser blev sendt for at betale gælden og gøre menneskene frie. Det var planen.

Almas søn Corianton mente, at det var uretfærdigt, at der følger straf med en synd, at der er en pris at betale. Alma forkyndte på dybsindig vis forløsningsplanen for sin søn og dermed også for os. Alma talte om forsoningen og sagde: »Se, omvendelse kunne ikke blive menneskene til del, uden at der var en straf« (Alma 42:16).

Hvis straf er den pris, som omvendelse kræver, så er det et godt tilbud. Konsekvenser, selv de mest smertelige af dem, beskytter os. Noget så enkelt som et barns smerteskrig, når dets finger rører ved ilden, lærer os dette. Var det ikke for smerten, ville barnet måske brænde op.

Jeg må villigt indrømme, at jeg ikke ville finde fred eller lykke eller tryghed i en verden uden omvendelse. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis der ikke fandtes nogen måde, hvorpå jeg kunne fjerne mine fejltagelser. Smerten ville være større, end jeg kunne udholde. Det kan være, at I har det anderledes, men ikke jeg.

Forsoningen blev udvirket. Til enhver tid tilbyder den amnesti fra overtrædelse og fra død, hvis vi blot vil omvende os. Omvendelse er altings undtagelsesbestemmelse. Omvendelse er den nøgle, hvormed vi kan åbne fængselsdøren indefra. Vi har nøglen i hånden, og vi kan benytte vores handlefrihed.

Hvor er frihed dog enestående dyrebart; hvor er handlefrihed dog fuldkommen uvurderligt.

Lucifer manipulerer på snedig vis med vore valg og bedrager os med hensyn til synd og konsekvenser. Han og hans engle frister os til at gøre os uværdige, ja, sågar ugudelige. Men han kan ikke – trods al sin magt – i al evighed fuldstændig tilintetgøre os, medmindre vi selv giver ham lov til det. Havde mennesket fået handlefrihed uden forsoningen, ville det have været en dødbringende gave.

I Første Mosebog, i Moses, i Abraham, i Mormons Bog og i begavelsesceremonien lærer vi, at menneskets fysiske legeme er skabt i Guds billede ved en særskilt skabelse. Havde skabelsen fundet sted på en anden måde, kunne faldet ikke have fundet sted.

Hvis menneskene blot var dyr, så talte logikken for en frihed uden ansvar.

Jeg ved udmærket godt, at der blandt lærde er dem, der søger blandt dyr og sten for at finde menneskets oprindelse. De ser ikke ind i sig selv for at finde ånden der. De har lært sig selv at måle alt i tid, i tusinder og millioner, og de siger, at disse dyr, som kaldes mennesker, opstod ved et tilfælde. Og det kan de frit gøre, for de har deres handlefrihed.

Men vi har også handlefrihed. Vi skuer opad, og i universet ser vi Guds hånd og måler alt i epoker, æoner, uddelinger og evigheder. Alt det, vi ikke ved, godtager vi ved tro.

Men dette ved vi dog! At det hele blev planlagt »førend verden blev skabt« (L&P 38:1; se også L&P 49:17; 76:13, 39; 93:7; Abr 3:22-25). Begivenhederne fra skabelsen og frem til verdens ende bygger ikke på tilfældigheder, de bygger på valg! Sådan blev det planlagt.

Det ved vi! Denne enkle sandhed! Hvis der ikke havde været nogen skabelse eller noget fald, ville der ikke have været brug for nogen forsoning og heller ikke en forløser, der skulle formidle for os. Og så havde der ikke været brug for Kristus.

I Getsemane og på Golgata blev Frelserens blod udgydt. Flere århundreder tidligere var påsken blevet indstiftet som et symbol og et billede på det, der skulle komme. Det var en ordinance, som altid skulle udføres (se 2 Mos 12).

Da dødens plage blev nedkaldt over egypterne, fik de israelitiske familier befaling om at tage et lam – en førstefødt, lydefri han. Dette påskelam blev slagtet, uden at dets knogler blev brækket, og dets blod skulle anvendes til at smøre på hjemmets dørstolper. Herren lovede, at dødens engel skulle gå forbi de hjem, der var markeret på den måde, så de, der boede der, ikke døde. De blev reddet af lammets blod.

Efter Herrens korsfæstelse krævede offerloven ikke længere blodsudgydelse. For det var sket, som Paulus skrev til hebræerne, »én gang for alle … ét eneste, eviggyldigt offer for synder« (Hebr 10:10, 12). Fremover skulle offeret være et sønderknust hjerte og en angergiven ånd – omvendelse.

Og påsken skal for evigt mindes ved nadveren, hvor vi fornyer vores dåbspagt og mindes Guds lams legeme og hans blod, som blev udgydt for os.

Det er ikke ubetydeligt, at dette symbol atter dukker op i visdomsordet. Udover løftet om, at de hellige i denne generation, som efterlever det, modtager sundhed og store skatte af kundskab, lyder dette: »Og jeg, Herren, giver dem et løfte om, at dødens engel skal gå dem forbi, ligesom Israels børn, og ikke slå dem ihjel« (L&P 89:21).

Jeg kan ikke uden at blive bevæget fortælle jer, hvad jeg føler for forsoningen. Den rører ved de inderligste følelser af taknemlighed og forpligtelse. Min sjæl rækker ud efter ham, som udvirkede den – denne Kristus, vor Frelser, som jeg er et vidne om. Jeg bærer vidnesbyrd om ham. Han er vor Herre, vor Forløser, vor Formidler hos Faderen. Han løskøbte os med sit blod.

Jeg gør ydmygt krav på Kristi forsoning. Jeg føler ingen skam ved at knæle og tilbede vor Fader og hans Søn. For jeg har handlefrihed, og jeg vælger at gøre det!