Frelserens frelsende hånd

En sommer, mens jeg voksede op i Arkansas, inviterede mine naboer mig med på et par dages camping med fisketure og svømmeture i et stort vandreservoir i nærheden af Sardis i Mississippi. Vi tilbragte flere dage med alskens udendørsaktiviteter.

Den sidste dag tog vi en sidste svømmetur, inden vi skulle hjemad. Da mine venner og jeg kastede en badebold frem og tilbage, fløj den pludselig hen over hovedet på mig og landede et par meter bag mig. Vinden begyndte straks at blæse bolden hen over vandoverfladen og væk fra mig. Jeg satte efter den, men vinden blev ved med at holde bolden uden for min rækkevidde. Meget hurtigt nåede jeg ud til det sted, hvor bøjer angav grænsen for det lave badeområde. Bolden var blæst om bag bøjerne og ud i det dybe reservoir.

Mens jeg nærmede mig bøjerne, tænkte jeg ikke videre over at skulle svømme forbi dem. Bolden lå jo ikke så langt væk, og jeg var sikker på, at jeg kunne nå den. Jeg havde jo trods alt taget livreddermærket, som jeg med stolthed bar på mine badebukser. Jeg følte mig hjemme i vandet, og jeg var sikker på, at jeg var stærk nok til at få fat i bolden.

Men vinden blev ved med at holde bolden uden for min rækkevidde. Nogle gange kom jeg så tæt på, at jeg kunne røre den med fingerspidserne, men så smuttede den fra mig igen. Til sidst blæste et vindstød den langt uden for min rækkevidde.

Jeg var ikke klar over, hvor langt jeg var svømmet, før jeg stoppede op for at hvile mig. Vandet syntes meget mørkere og koldere, end inde på det lave svømmeområde. Da jeg kiggede tilbage mod bredden, blev jeg klar over, at jeg var ude midt i reservoiret. Jeg besluttede at lade badebolden være og svømme tilbage til bredden. Jeg var træt og udmattet, men jeg var ikke bekymret. Jeg var ung og mente, at det nok skulle gå.

Men da jeg prøvede at nå tilbage til kysten, arbejdede den vind, der havde hjulpet badebolden på vej, imod mig. Uanset hvor meget jeg svømmede, så kom jeg ikke nogen vegne. Mine arme og ben begyndte at blive meget ømme. Jeg begyndte at hundesvømme og flyde for at komme til kræfter igen.

Så hørte jeg en velkendt lyd – lyden af en motorbåd. Jeg var glad og lettet over at se en mand i en lille båd sejle op på siden af mig og tilbyde at sejle mig ind til bredden. Mine arme og ben var udmattede, så jeg orkede ikke at hale mig op i båden. Jeg nøjedes med at hægte mig fast med den ene arm, mens den fremmede langsomt trak mig tilbage til svømmeområdet. Jeg greb fat i en af bøjerne, slap båden og vinkede farvel, inden jeg svømmede ind til bredden.

Femten år senere var jeg igen i vanskeligheder. Jeg havde længe svømmet rundt i syndens reservoir. Min jagt efter verdslige glæder og det, der har ringe eller slet ingen værdi, havde efterladt mig på dybt vand. Mine kræfter var sluppet op, og jeg var ved at opgive håbet. Det, som jeg havde jagtet, forblev uden for min rækkevidde, og mørket syntes at omslutte mig.

I desperation anråbte jeg min himmelske Fader. Ligesom manden i båden kom Frelseren mig til undsætning, da jeg havde allermest brug for ham. Ved hjælp af en nutidig profet førte ham mig til Mormons Bog. Han førte mig ad omvendelsens vej og rensede mig for synd i dåbens vande. Derefter anbragte han mig på den højere bred, hvor jeg har holdt mig lige siden.