EN KURVFULD KÆRLIGHED

Efter en mindre ulykke er jeg nødt til at gå med stok, og jeg går meget langsomt. Jeg har det svært med trapper. I kirken er jeg altid bange for at falde ned ad trapperne – indtil i søndags, hvor jeg hørte en blid stemme og mærkede en lille hånd i min: »Kom. Jeg går med dig.«

Jeg kiggede ned og fik øje på niårige Gabriels selvsikre smil.

»Godt,« sagde jeg. »Fra nu af er du min hjælper. Kom så!«

Ingen havde sendt Gabriel. Han så bare en bedstemor, der havde brug for hjælp, og så trådte han til.

Nu går Gabriel og jeg frygtløst ned ad trapperne hver søndag.

Jeg har senere fortalt Gabriels forældre: »Det er ikke fysisk styrke, som gør mig tryg. Det er den kurvfuld kærlighed, som han giver mig hver søndag. Gabriel er en kærlighedens kæmpe!«