Jesu Kristi forsoning

Som ung missionær havde ældste Orson F. Whitney (1855-1931), som senere tjente i De Tolv Apostles Kvorum, en drøm, der var så stærk, at den for stedse ændrede hans liv. Han skrev senere:

»En nat drømte jeg … at jeg befandt mig i Getsemane have som vidne til Frelserens lidelser … Jeg stod bag et træ i forgrunden … Jesus kom sammen med Peter, Jakob og Johannes ind gennem en lille fletværkslåge til højre for mig. Han efterlod de tre apostle der, efter at have sagt, at de skulle knæle og bede, hvorefter han gik over på den anden side, hvor han også knælede ned og bad … ›Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.‹

Mens han bad, strømmede tårerne ned over hans ansigt, som var [vendt] hen mod mig. Jeg blev så bevæget ved synet af det, at jeg også græd af ren medfølelse med hans store sorg. Hele mit hjerte sørgede for ham. Jeg elskede ham med hele min sjæl, og mere end noget andet længtes jeg efter at være sammen med ham.

Kort efter rejste han sig og gik hen til det sted, hvor apostlene knælede – tungt sovende! Han ruskede forsigtigt i dem, vækkede dem og spurgte med en blidt irettesættende stemme, der var helt blottet for vrede eller revselse, om de ikke kunne våge sammen med ham en enkelt time …

Han vendte tilbage til det sted, hvor han havde knælet, og bad atter, hvorefter han gik tilbage og igen fandt dem sovende. Atter vækkede han dem, formanede dem og vendte tilbage for at bede som før. Dette gentog sig tre gange, indtil jeg var fuldstændig bekendt med hans udseende – ansigtet, skikkelsen og bevægelserne. Han var af ædel fremtoning og majestætisk udseende … selveste den Gud, som han var og er, men dog så sagtmodig og ydmyg som et lille barn.

Pludselig syntes situationen at ændre sig … I stedet for før korsfæstelsen, var det nu bagefter, og Frelseren stod sammen med disse tre apostle til venstre for mig. De var i færd med at drage bort og stige til himmels. Nu kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg løb frem fra mit skjul bag træet, faldt ned for hans fødder, klyngede mig til hans ben og tryglede ham om at tage mig med sig.

Jeg vil aldrig glemme den venlige og blide måde, hvorpå han bøjede sig ned, rejste mig op og omfavnede mig. Det var så levende, så virkeligt, at jeg kunne mærke varmen fra hans bryst, som jeg hvilede imod. Så sagde han: ›Nej, min søn. De har fuldført deres virke, og de kan tage med mig; men du skal blive her og fuldføre dit.‹ Jeg klyngede mig stadig til ham. Jeg kiggede op på hans ansigt – for han var højere end jeg – og bønfaldt ham så inderligt: ›Men så lov mig, at jeg kan være sammen med dig til sidst.‹ Han smilede kærligt og varmt og svarede: ›Det afhænger helt af dig selv.‹ Jeg vågnede hulkende, og så var det blevet morgen.«¹

Dette ømme, personlige glimt af Frelserens kærlige offer er en passende præsentation af betydningen af Jesu Kristi forsoning. Den forsoning, som udvirkedes af Guds Enbårne Søn i kødet, er den altafgørende grundvold, som hele den kristne lære hviler på, og den er det største udtryk for guddommelig kærlighed, som denne verden nogensinde er blevet vist. Den betydning i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kan ikke overdrives. Ethvert andet princip, enhver anden befaling eller dyd i det gengivne evangeliet henter sin betydning i denne centrale begivenhed.²

Forsoningen var Guds Enbårne Søns forudordinerede og frivillige gerning, hvor han gav sit liv og sin åndelige pine som et forløsende sonoffer, der frigjorde menneskeheden fra følgerne af Adams fald og følgerne af personlig synd for dem, der omvender sig.

Betydningen af det engelske ord atonement (forsoning) er indlysende: At-one-ment (at gøre til ét), hvilket vil sige, at føre noget sammen, som har været adskilt eller delt. Jesu Kristi forsoning var absolut nødvendig på grund af Adams overtrædelse eller fald, som bragte to former for død ind i verden, da Adam og Eva spiste af frugten fra træet til kundskab om godt og ondt.³ Den fysiske død medførte adskillelsen af ånden og legemet, og den åndelige død medførte adskillelsen af både ånden og legemet fra Guds nærhed. Som følge af faldet måtte alle mennesker, som fødes på denne jord, lide begge disse former for død. Men vi skal huske på, at faldet var en vigtig del af vor himmelske Faders guddommelige plan. Uden faldet ville Adam og Eva ikke have fået børn, og så ville der ikke have været nogen menneskelig familie, som kunne opleve modgang og vækst, handlefrihed og glæden ved opstandelsen, forløsningen og det evige liv.⁴

Nødvendigheden af dette fald og en forsoning, der kunne rette op på det, blev forklaret i det førjordiske råd i himlen, hvor alle de ånder, som tilhører den menneskelige familie, var til stede, og hvor Gud Faderen præsiderede. Det var ved denne førjordiske lejlighed, at Kristus frivilligt lovede at respektere menneskers handlefrihed, selv når han sonede for deres synder. Samtidig ville han give Faderen al æren for denne forløsende kærlighed.⁵

Kristi altomfattende forsoning var mulig, fordi (1) han var det eneste syndfri menneske, der nogensinde har levet på denne jord og derfor ikke var underlagt den åndelige død, der skyldes synd, (2) han var Faderens Enbårne og besad derfor de guddommelige egenskaber, som gav ham magt over den fysiske død,⁶ og (3) han var tilsyneladende den eneste, der i det førjordiske råd var ydmyg og villig nok til at blive forudordineret til den tjeneste.⁷

Nogle af de gaver, som udspringer af forsoningen, er universelle, uendelige og betingelsesløse. De omfatter hans betaling for Adams oprindelige overtrædelse, så intet menneske skal holdes ansvarlig for den synd.⁸ En anden universel gave er alle menneskers opstandelse fra de døde, og det gælder alle mænd, kvinder og børn, der nu lever, som har levet, og som siden hen skal leve på denne jord.

Andre aspekter af Kristi forsoning følges af betingelser. De er afhængige af en ihærdighed i at holde Guds bud. Skønt alle mennesker for eksempel bliver frigjort fra Adams synd uden selv at skulle gøre noget, frigøres de ikke uden videre fra deres egne synder, medmindre de bekender tro på Kristus, omvender sig fra deres synder, døbes i hans navn, modtager Helligåndsgaven og bekræftes som medlemmer af Kristi kirke og holder trofast ud gennem resten af deres livs rejse. Om denne personlige udfordring har Kristus sagt:

»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg.«⁹

Og selvom Kristus skænker legemets opstandelse frit til alle, som følge af hans sejr over døden, så er det opstandne legemes beskaffenhed (eller den »herlighedsgrad«, som det modtager), samt tidspunktet for ens opstandelse, en direkte følge af ens trofasthed i dette liv. Apostlen Paulus gjorde det for eksempel klart, at de, der er Kristus fuldstændigt hengivne, skal »opstå først«¹⁰ ved opstandelsen. Nutidig åbenbaring har tydeliggjort de forskellige grader af opstandne legemer,¹¹ og den højeste grad af herlighed loves dem, der efterlever Jesu Kristi evangeliums principper og ordinancer.¹²

Selvfølgelig havde hverken de betingelsesløse eller de betingede velsignelser ved forsoningen været tilgængelige, hvis det ikke havde været for Kristi nåde. Forsoningens betingelsesløse velsignelser er tydeligvis ufortjente, men de betingede velsignelser er heller ikke nogen, vi gør os helt fortjente til. Ved at leve trofast og holde Guds bud, kan man modtage yderligere velsignelser; men de gives stadig frit, teknisk set har man ikke gjort sig fortjent til dem. Mormons Bog gør det helt klart, at »der intet kød er, som kan bo i Guds nærhed, uden at det er ved den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde.«¹³

Ved denne selv samme nåde sørger Gud for frelse til små børn, mentalt handicappede, de, der ikke hører evangeliet og så videre. Disse forløses ved Kristi forsonings altomfattende kraft og får mulighed for at modtage evangeliets fylde efter døden, i åndeverdenen, hvor ånderne bor, mens de venter på opstandelsen.¹⁴

Som en begyndelse til opfyldelsen af forsoningens krav gik den syndfri Kristus ind i Getsemane have, sådan som ældste Whitney så i sin drøm, for der at lide den sjælepine, som kun han kunne udholde. Han »blev grebet af forfærdelse og angst« og sagde til Peter, Jakob og Johannes: »Min sjæl er fortvivlet til døden.«¹⁵ Hvorfor? Fordi han led »alle menneskers smerter, ja, hver eneste levende skabnings smerter, både mænds, kvinders og børns, som hører til Adams slægt.«¹⁶ Han oplevede »fristelser og legemlige smerter, sult, tørst og udmattelse, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden; for se, der kommer blod fra hver pore, så stor skal hans kval være.«¹⁷

Ved denne lidelse løskøbte Jesus alle mænds, kvinders og børns sjæl, »så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«¹⁸ Ved at gøre dette »steg [Kristus] ned under alt« – inklusiv enhver sygdom, svagelighed og sort fortvivlelse gennemgået af ethvert dødeligt væsen – »hvorved han fattede alt, så han kunne være i alt og gennem alt, sandhedens lys.«¹⁹

Forsoningens fuldstændige ensomhed og forsoningens forfærdelige smerte, som begyndte i Getsemane have, nåede sit klimaks, da Kristus, efter frygtelige pinsler fra romerske soldater og andre, fra korset råbte: »Elí, Elí! lemá sabaktáni? – det betyder: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«²⁰ Da denne smerte var på sit højeste, var selve naturen i bevægelse. »Der faldt mørke over hele jorden … fordi solen formørkedes.«²¹ »Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede,«²² hvilket fik mange til at udbryde: »Naturens Guds lider.«²³ Til sidst var det tilsyneladende ulidelige blevet tilendebragt, og Jesus sagde: »Det er fuldbragt.«²⁴ »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.«²⁵ En skønne dag skal alle mennesketunger bekende, ligesom den romerske høvedsmand, der overværede det hele: »Sandelig, han var Guds Søn.«²⁶

Den eftertænksomme kvinde og mand betragter det som »et ufatteligt under«,²⁷ at et enkelt væsens frivillige og barmhjertige offer kunne tilfredsstille retfærdighedens uendelige og evige krav, sone for alle menneskers overtrædelser og misgerninger og derved omfavne hele menneskeheden i hans barmhjertighed. Men sådan er det.

For at citere præsident John Taylor (1808-1887): »På en måde, der for os er ubegribelig og uforklarlig, bar han vægten af hele verdens synder; ikke kun Adams, men også hele hans slægts; og ved at gøre det åbnede han himlens port, ikke blot for alle troende og alle, der har adlydt Guds lov, men for mere end halvdelen af den menneskelige familie, der døde, inden de nåede ansvarligheds alder, såvel som [dem], der … [dør] uden loven.«²⁸

Må vi føle på samme måde, som ældste Whitney gjorde over for denne majestætiske gave og dens giver: »Jeg blev så bevæget ved [den gave], at jeg også græd af ren medfølelse med hans store sorg. Hele mit hjerte sørgede for ham. Jeg elskede ham med hele min sjæl og mere end noget andet længtes jeg efter at være sammen med ham.« Da Kristus allerede har udvirket forsoningen for os, har han gjort sit til at gøre den længsel mulig. Resten afhænger af os selv.