En venlig hvisken

»Carson er her i dag,« sagde James’ mor, mens hun pegede på en dreng nede ad gangen ved primarylokalet.

James beklagede sig. Carson havde cowboybukser og en gammel skjorte på. James vidste, at hans mor og far aldrig ville lade ham gå i kirke med den slags tøj, og de ville aldrig lade ham slippe afsted med mange af de ting, som Carson gjorde.

Sidste uge var Carson blevet smidt uden for klassen i skolen, fordi han svarede en lærer igen. Han gjorde altid grin med det tøj, som James havde på, og gjorde grin med, at han var den korteste dreng på skolen.

»Hvad nu, hvis han råber af søster Win eller begynder at slås?« spurgte James.

»Jeg er sikker på, at det nok skal gå,« sagde mor. »Carson har aldrig været i kirke, så han er sikkert nervøs.«

Da klassen begyndte, spurgte søster Win, hvem der havde taget deres skrifter med. James rakte hånden i vejret som resten af klassen, men Carson rystede på hovedet. Han så flov ud, hvilket overraskede James. Carson lavede normalt sjov, når han ikke havde lavet lektier. Men jo mere James tænkte over det, jo mere overvejede han, hvordan det ville være at være i kirke for første gang.

Søster Win rakte Carson sine skrifter. Da det blev Carsons tur til at læse, blev James bekymret. Hvad nu, hvis Carson smed skrifterne på gulvet eller nægtede at læse?

Men Carson gjorde ingen af delene. Han stirrede på ordene og skulede. Efter et øjeblik gik det op for James, at Carson ikke var så god til at læse. Det havde James ikke lagt mærke til før henne på skolen.

James lænede sig over mod Carson og hviskede: »Sandelig.«

Carson så overrasket ud, men han sagde ordet og læste videre i verset. Når han kæmpede med et ord, hjalp James ham med det. Da han var færdig, kiggede Carson over på James og gav ham et lille nik.

James vidste ikke, om det ville blive anderledes henne på skolen efter det her. Det sjove var, at han var ligeglad. Han havde det godt med, at han hjalp en dreng, der altid lavede sjov med ham, og ingen kunne fjerne den følelse.