Vigtigheden af præstedømmevelsignelser

Der er mange slags præstedømmevelsignelser. Når jeg nu nævner forskellige eksempler, så husk på, at enhver, som har brug for det, kan få en velsignelse, men de skal bede om at få den.

Velsignelser til helbredelse af syge bliver indledt med en salvelse med olie, som skrifterne har forordnet det (se Jak 5:14-15; Mark 6:13; L&P 24:13-14; 42:43-48; 66:9). Patriarkalske velsignelser gives af en ordineret patriark.

Når personer ønsker vejledning i vigtige beslutninger kan de få en præstedømmevelsignelse. Personer, der har brug for ekstra åndelig styrke til at overvinde personlige problemer, kan få en velsignelse. Mange gange beder børn deres far om en præste-dømmevelsignelse, før de forlader hjemmet for at få en videreuddannelse, indkaldes til militærtjeneste eller skal ud på en længere rejse.

Velsignelser, der gives i de her nævnte situationer, kaldes velsignelser til trøst og vejledning. Det er som regel fædre, ægtemænd eller andre ældster i familien, der giver dem. De kan nedskrives og gemmes i familiens optegnelser som en personlig, åndelig vejledning for den som fik velsignelsen.

Der gives også præstedømmevelsignelser i forbindelse med præstedømmets ordinationer eller når mænd og kvinder indsættes i stillinger i Kirken. Det er formodentligt ved sådanne lejligheder, at der oftest gives præstedømmevelsignelser.

Mange af os har bedt om en præstedømmevelsignelse, når vi har påtaget os nye opgaver i vores erhverv. Jeg fik en sådan velsignelse for mange år siden og følte omgående trøst og vejledning, og det holdt sig gennem lang tid.

Hvilken betydning har en præstedømmevelsignelse? Tænk på en ung mand, der forbereder sig på at forlade sit hjem for at søge lykken i verden. Hvis hans far gav ham et kompas, kunne han bruge dette verdslige redskab som en hjælp til at finde vej. Hvis hans far gav ham penge, kunne han bruge dem til at opnå noget verdsligt. En præstedømmevelsignelse er overdragelsen af magt over åndelige ting. Selv om den ikke er håndgribelig eller målbar, så er den af største betydning og kan hjælpe os til at overvinde forhindringer på vejen mod evigt liv.

En bærer af Det Melkisedekske Præstedømme har et meget helligt ansvar, når han giver en præstedømmevelsignelse. Som Herren siger i en nutidsåbenbaring: »Mit ord … bliver opfyldt, hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38). Hvis en Herrens tjener taler som han tilskyndes til af Helligånden, så er hans ord »Herrens vilje … Herrens sind … Herrens ord« (L&P 68:4).

Men hvis ordene i en velsignelse kun er den pågældende præstedømmebærers egne ønsker og meninger og ikke er inspireret Helligånden, så er velsignelsen ikke givet under de betingelser, hvorved den repræsenterer Herrens vilje.

Værdige bærere af Det Melkisedekske Præstedømme kan give sine efterkommere velsignelser. I skrifterne er der mange eksempler på sådanne velsignelser, blandt andet Adam (se L&P 107:53-57), Isak (se 1 Mos 27:28-29, 39-40; 28:3-4; Hebr 11:20), Jakob (se 1 Mos 48:9-22; 49; Hebr 11:21) og Lehi (se 2 Ne 1:28-32; 4).

I en nutidsåbenbaring befales forældre, som er medlemmer af Kirken, at bringe deres børn »i kirkens påsyn,« hvor ældsterne »skal lægge deres hænder på dem i Jesu Kristi navn og velsigne dem i hans navn« (L&P 20:70). Det er derfor forældre fører deres spædbørn frem ved et nadvermøde, så en ældste – sædvanligvis faderen – kan give dem et navn og en velsignelse.

Præstedømmevelsignelser er ikke begrænset til de velsignelser, der her nævnes, når præstedømmet lægger deres hænder på hovedet af en person. Somme tider udtales der velsignelser over grupper af mennesker. Profeten Moses velsignede alle israelitterne før sin død (se 5 Mos 33:1). Profeten Joseph Smith »gav en velsignelse til de søstre«, der arbejdede på templet i Kirtland. Han velsignede også »forsamlingen.«¹

Der udtales også præstedømmevelsignelser over steder. Nationer bliver velsignet og indviet til evangeliets forkyndelse. Templer og kirkebygninger bliver indviet til Herren ved en præstedømmevelsignelse. Andre bygninger kan også velsignes, når de anvendes i Herrens tjeneste. »Kirkens medlemmer kan indvie deres hjem til at være hellige bygninger, hvor Helligånden kan dvæle.«² Missionærer og andre præstedømmebærere kan give de hjem, hvor de bliver lukket ind, en præstedømmevelsignelse (se Alma 10:7-11; L&P 75:19). Unge mænd, I vil måske snart blive bedt om at give en sådan velsignelse. Jeg håber, at I har forberedt jer åndeligt.

Jeg vil gerne nævne nogle andre eksempler på præstedømmevelsignelser.

For omkring 100 år siden blev Sarah Young Vance færdiguddannet som jordemoder. Før hun påbegyndte sit arbejde blandt kvinderne i Arizona, gav en præstedømmeleder hende den velsignelse, at hun altid »kun ville gøre det, der var rigtigt, og det, der var bedst for hendes patienter.« I løbet af 45 år forløste Sarah ca. 1500 børn, uden at en eneste mor eller et eneste barn gik tabt. »Når som helst jeg stødte på et vanskeligt problem,« mindes hun, »var det altid som om jeg blev inspireret, og på en eller anden måde vidste, hvad der var rigtigt at gøre.«³

I 1864 blev Joseph A. Young kaldet på en særlig mission, hvor han skulle udføre nogle forretninger for Kirken østpå. Hans far, præsident Brigham Young, velsignede ham til at tage af sted og komme hjem i sikkerhed. På vejen hjem var han med i en alvorlig togulykke. »Hele toget blev knust,« fortalte han, »blandt andet den vogn, hvor jeg sad, men jeg slap uden en skramme.«⁴

Mens jeg har talt om præstedømmevelsignelser, er der dukket en lang række minder op i mit sind: Jeg husker, hvordan mine sønner og døtre har bedt om velsignelser for at få hjælp til at komme igennem de mest stressede oplevelser i deres liv. Jeg nyder at mindes de inspirerede løfter og den styrkende tro, man får, når de bliver opfyldt. Jeg er stolt over en ny generations tro, når jeg tænker på en søn, som var nervøs, da han skulle op til en embedseksamen og ikke kunne komme i kontakt med sin far, der var langt væk, og hvordan han bad om en præstedømmevelsignelse af det nærmeste tilgængelige familiemedlem, som havde præstedømmet, sin søsters mand. Jeg husker en forvirret ung mand, som var omvendt til Kirken. Han bad om en velsignelse for at få hjælp til at ændre sin selvnedbrydende livsførelse til det bedre. Han fik en så usædvanlig velsignelse, at jeg blev forbavset, da jeg hørte ordene udtalt.

Tøv ikke med at bede om en præstedømmevelsignelse, når I har brug for åndelig styrke.