Informationstjenesten: Forbind kirke og samfund

Blot 105 km fra Topeka i Lenexa Stav i Kansas arbejder stavspræsident Bruce F. Priday og søster Carol Deshler, stavens informationchef, sammen om at opbygge gode forhold til indflydelsesrige medlemmer i deres samfund. De ønsker at de sidste dages hellige opnår anerkendelse som »gode naboer, en positiv indflydelse i samfundet og som Jesu Kristi disciple,« siger præsident Priday.

Søster Deshler, der arbejder sammen med stavspræsidentskabet og andre medlemmer af stavens informationsråd, søger muligheder for at arbejde side om side med andre religiøse grupper og samfundsorganisationer for bedre at tjene borgerne i deres område.

»Næsten al vores succes med forskellige samfundsgrupper er et resultat af en til en-forhold,« fortæller søster Deshler. For eksempel spiste et medlem fra en anden kirke og et medlem fra hendes stav frokost sammen for at tale om måder, hvorpå de to grupper sammen kunne gøre noget positivt for samfundet. Samtalen ledte til, at seks mennesker – tre fra hver kirke – dannede komitéen »Gør det bedre sammen«, som brainstormede vedrørende samarbejdet.

Samarbejdet førte til en velgørenhedskoncert i 2010, hvor kor fra flere kirker deltog. Entréen betaltes med en pose madvarer, som gik til det lokale forrådskammer. Omkring 700 mennesker fra samfundet deltog i arrangementet, som blev afholdt i det nyopførte stavscenter. Der var også en reception, så religiøse ledere og samfundsledere kunne møde hinanden, før koncerten.

Efter koncerten spurgte fire andre kirker samt to byrådsmedlemmer og politimesteren om de kunne repræsenteres i »Gør det bedre sammen«-komitéen, som nu mødes månedligt. Koncerten blev gentaget i 2011, hvor en anden kirke denne gang var vært; syv kirker deltog og omkring 1000 borgere deltog.

»Følelsen af goodwill hos kirkerne og sammenhold som Jesu Kristi tilhængere skinnede igennem på en helt utrolig måde,« siger søster Deshler. De følelser var indlysende senere, hvor præsident Priday befandt sig i en lufthavn 1.600 km hjemmefra. En kvinde, som han ikke kendte, henvendte sig til ham og fortalte, at hun genkendte ham fra velgørenhedskoncerterne »Gør det bedre sammen«, som hun havde overværet og fundet enestående.

Hun sagde til ham: »Jeg har aldrig fornemmet en sådan følelse af kærlighed for andre i vores samfund, som jeg har ved de arrangementer. Tak fordi I medsponsorerer de koncerter. Jeg tilhører en anden trosretning, men vi har den dybeste respekt og beundring for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«

»Dét,« siger præsident Priday, »er hvad informationstjenesten handler om. Igennem udvidelsen af vores kreds og vision, har vi fået mange venskaber i samfundet. Vi har en gensidig respekt for hinandens tro og en oprigtig kærlighed til hinanden.«

At opnå samarbejde og respekt fra samfundsledere, har også vist sig nyttig i Østeuropa. Katia Serdyk, chef for mediekontakten i Ukraines informationsråd, arbejder sammen med missionærer tilknyttet informationstjenesten og med lokale præstedømmeledere for at forbedre forholdet mellem Kirken og samfundet. »Der findes mange mennesker, der misforstår eller har fejlinformation om Kirken,« fortæller søster Serdyk. »Som Informationstjenestens specialister, der arbejder med præstedømmeledere, bestræber vi os på at ændre de opfattelser ved at arbejde med opinionsdannere, medierne og med den brede befolkning. Informationstjenestens succesrige indsats skaber en stemning, hvor indflydelsesrige mennesker kan hjælpe Kirken med at opnå sine formål samtidig med, at vi også hjælper dem med at nå deres mål.«

I Zhytomir i Ukraine deltog medlemmer af Kirken i en reception, der blev afholdt af byens borgmester, Olexander Mikolajovich Bochkovskij, for at anerkende Kirkens humanitære projekt, der havde forsynet syv af byens skoler med tiltrængt udstyr. Også kirkemedlemmers samfundstjeneste, der blev udført i april og oktober 2011 i byens Gagarin-park, blev anerkendt. Zhytomirs grenspræsident, Alexander Davidov, repræsenterede Kirken og modtog byens anerkendelse.

Udover medie og samfundskontakt er det at planlægge og afholde begivenheder en anden af informationstjenestens muligheder, fortæller Daniel og Rebekka Mehr, som for nylig afsluttede en mission for informationstjenesten i det caribiske område.

»At hverve medlemmer til at undervise deres venner gennem fælles aktiviteter, såsom en kulturel begivenhed, en middag, et tjenesteprojekt eller andre aktiviteter, er især effektivt, når forhold skal opbygges,« siger søster Mehr.

Dog påpeger bror Mehr, at en af de største fejl man som informationsspecialist kan begå, er at »påbegynde planlægning af aktiviteter uden at overveje samfundsbehov eller uden at rådføre sig med præstedømmeledere.«

Ældste og søster Mehr mener, at en årlig plan, der afspejler vejledning fra stavens og menigheders præstedømmeledere, er én måde at styre planlægningen på fra begyndelsen. For at skabe en årlig plan, anbefaler søster Mehr, at man koordinerer begivenheder ved hjælp af en planlægningsproces på fire punkter, der fokuserer på et strategisk resultat, og som er knyttet til samfundsbehov og de lokale præstedømmemålsætninger:

• Hvad er de største behov i vores samfund?

• Hvilke sager i vores område påvirker Kirkens fremgang positivt eller negativt?

• Hvilke samfundsledere kan vi indgå et samarbejde med for møde behovene og få løst problemerne?

• Hvordan kan vi indlede eller fastholde en forbindelse med disse ledere?

Ved hjælp af disse spørgsmål, undgår præstedømmeledere og informationsråd at skabe »aktiviteter for aktiviteternes skyld« siger søster Mehr. I stedet kan rådene planlægge og afholde begivenheder, der skaber tillid mellem samfund og præstedømmeledere. Disse begivenheder giver også kirkemedlemmer og samfundsborgere mulighed for at påvirke hinanden og skabe venskaber.

I 2010 arbejdede præstedømmeledere, informationsråd og samfundsborgere i Den Dominikanske Republik for eksempel sammen ved en begivenhed, der fremhævede indsatsen fra »Hjælpende Hænders« side. Bror og søster Mehr inviterede flere fremtrædende personer, som de havde arbejdet sammen med.

»Mange prominente personer, der repræsenterede institutioner og organisationer, deltog,« mindes bror Mehr og tilføjer, at Kirkens områdepræsidentskab også kom.

»Det var en meget vellykket begivenhed,« beretter han. »Vi oplever mere og mere, at borgmestre og organisationer i byen anmoder om vores hjælp til oprydningsopgaver. Ydermere har Kirken gjort et godt indtryk hos mange organisationer.«

Selv om vejledning fra præstedømmet er afgørende for vellykket planlægning, er der også andet at tage hensyn til. Kathy Marler tjener i et informationsråd for flere stave i San Diego i Californien i USA. En af hendes venner fra en anden trosretning sagde, at sidste dages hellige er gode til at invitere andre til kirkesponsorerede aktiviteter, men fejler ofte i at samarbejde med andre til andre kirkers begivenheder.

Søster Marler husker, at hendes ven sagde: »I spørger blot om andre vil være med. Det ville være vidunderligt, hvis I ville spørge, om vi havde brug for hjælp. Svaret ville være et rungende ja.«

Ved at identificere andres behov, siger søster Marler, kan informationsråd til tider hjælpe et samfund mere ved at hjælpe dem med at afholde deres egne arrangementer.

Selv om det meste af informationstjenestens arbejde finder sted i samfundslivets hverdagssituationer, så kan den også fungere som en støtte for en stav, et land eller kirkeområde ved at håndtere nødsituationer, som det skete i Japan forrige år.

Da biskop Gary E. Stevenson, den præsiderende biskop, var præsident for Asien Nord Området, var han øjenvidne til, hvordan jordskælvet i 2011 ændrede medieklimaet fra den ene dag til den anden. »Jordskælvet og tsunamien rettede hele verdens og Japans øjne mod den hærgede nordøstlige kystlinje,« husker han.

Biskop Stevenson fortæller, at katastrofen skabte en »intenst interesse« for den humanitære hjælp og den frivillige indsats, der blev ydet Japan – også hjælpen fra Kirken.

Blot få dage efter tsunamien, forsynede Kirken både katastroferamte medlemmer og ikke-medlemmer med fornødenheder. »Både indenlandske og internationale medier begyndte at følge begivenhederne tæt,« siger biskop Stevenson.

Da Kirken leverede mere end 250 tons humanitært hjælpeudstyr og hvervede hjælp fra over 24.000 frivillige, der tilsammen gav 180.000 timers tjeneste, blev nødhjælpen ofte set af de lokale kommunale ledere, beretter biskop Stevenson. I et land, hvor mindre end to procent af befolkningen kalder sig kristne, ville nogle af lederne gerne lære mere om Kirkens rolle i nødhjælpen. Den nysgerrighed, siger han, skabte ikke blot mulighed for, at informationstjenestens specialister kunne hjælpe de nødlidende, men opbyggede samtidig også broer af forståelse. For eksempel skrev en journalist en uge efter, at tsunamien havde ramt Japan: »Det eneste, der konkurrerer med Mormonkirkens evne til at sprede ordet, er dens evne til at håndtere nødsituationer … Kirken er ikke kun fokuseret på sin egen flok.«¹

Den positive mediedækning var mulig takket være års opbyggelse af forbindelser. Conan og Cindy Grames, som i 2010 begyndte deres virke som repræsentanter for informationstjenesten i Asiens Nordlige Område fortæller, at »informationsrådet i Japan havde i flere år arbejdet med nøglepersoner fra lokaladministrationen rundt om i landet. Disse venskaber åbnede dørene til de lokale instanser, som så var villige til at modtage vores hjælp.« Ældste Yasuo Niiyama, som med sin hustru tjener som Kirkens informationschef i Japan, påpeger, at »selv Japans regeringsledere fik forståelse for, hvor effektiv Kirken er, og for hvor hurtigt vi kunne få nødhjælpen frem.«

Et tilfælde, hvor Japans ledere påskønnede Kirkens rettidige assistance, var da lokale præstedømmeledere fandt frem til en overfyldt flygtningelejr, der holdt til på en skole i et isoleret område. Sammen med informationsrådet og Kirkens lokale velfærdsleder fik præstedømmeledere arrangeret udbringning af mad og andet nødudstyr til lejren, som husede omkring 270 tsunamiofre.

Selv om de i lejren til at begynde med var overraskede over at modtage hjælp fra en kristen kirke, så råbte et barn anden gang »Hjælpende Hænder« kom iført deres gule veste: »Nu kommer de! Hvad mon de har med denne gang!«

Efter modtagelsen af donationerne sagde lejrkoordinatoren til ældste og søster Grames: »Jeres kirke var den første til at bringe os kød og friske grøntsager, som vi ikke havde fået siden jordskælvet.«

»Det føltes rart,« siger søster Grames, »virkelig at være en hjælpende hånd til ikke blot lejren, men også til de præstedømmeledere, der arbejdede hårdt for at nå ud til dem i nød.«

Ældste Niiyama fortæller om et andet positivt resultat af rådets anstrengelser: »At fortælle medlemmer såvel som opinionsledere om Kirkens nødhjælpsarbejde, fandt vi meget afgørende for vores målsætning som informationstjeneste. Jeg føler, at mennesker uden for Kirken nu har et bedre syn på Kirken, og at medlemmerne har større tillid til Kirkens styrke i Japan.«

Som en vital del af en verdensomspændende organisation kan præstedømmeledere få gavn af informationsråd, der har kendskab til det lokale miljø, og som er i stand til at kunne opfylde samfundets behov. Søster Serdjuk i Ukraine, udtaler: »Det er berigende at se, hvor godt præstedømmeledere har taget imod informationstjenesten som et redskab til at opnå deres præstedømmemålsætninger. Et eksempel på at udføre samfundstjeneste er den indsats, som ›Hjælpende Hænder‹ gør, og som har udviklet en fællesskabsfølelse blandt medlemmerne i grene og menigheder, og som også hjælper til at opbygge en tættere forbindelse mellem Kirken og lokalsamfundene.«