Thomas’ vidnesbyrd

Det var familieaften, og alle havde en opgave. Mor skulle lede. Far skulle undervise. Børnene stod for bønnen, musikken og aktiviteten – undtagen Thomas. Denne uge var det Thomas’ tur til at bære sit vidnesbyrd, og han følte sig en lille smule flov.

Thomas havde båret sit vidnesbyrd før, men det var længe siden, og han kunne ikke helt huske, hvad det var, at han skulle sige. Så da de havde sunget åbningssangen og bedt bøn, rynkede Thomas panden.

»Det er din tur,« mindede mor ham om.

Thomas kiggede ud på deres stedsegrønne træ gennem vinduet og håbede på en eller anden måde, at det kunne fortælle ham, hvad han skulle gøre.

Far satte sig ned ved siden af Thomas og spurgte ham, hvad der var galt.

»Jeg ved ikke, hvad et vidnesbyrd er,« sagde Thomas stille.

»Jamen, jeg kan hjælpe dig,« sagde far. »Det fortæller os om de ting, du ved er sande, eller om ting, du tror på. Du kan tale om, at du kan lide at læse i skrifterne. Det hjælper dig altid til at føle Ånden.«

Men Thomas følte sig ikke klar. Alle kiggede på ham og ventede på, at han skulle gøre noget. Han rystede på hovedet. »Jeg kan ikke. Jeg ved ikke, hvad det er.«

Far klappede Thomas blidt på armen. »Det gør ikke noget. Du kan gøre det en anden gang.«

Senere på aftenen sad Thomas i sin seng med sin Mormons Bog. Far havde ret – han fik det altid bedre af at læse i skrifterne. Han prøvede at læse et kapitel hver dag, men nu begyndte kapitlerne at blive rigtig lange. Han åbnede skriften i 1 Ne 17.

»Det er et langt kapitel!« hviskede Thomas. Han bad en lille bøn til vor himmelske Fader om hjælp. Han blev overrasket over, hvor hurtigt tiden gik.

Lige inden Thomas slukkede lyset, kom far ind for at sige godnat.

»Ved du hvad, far?«

»Nej, hvad, makker?«

»Jeg har ikke læst i mine skrifter i en hel uge, fordi kapitlerne blev for lange. Men her til aften ville jeg gerne, så jeg bad en bøn, og så hjalp vor himmelske Fader mig. Jeg læste det hele, og det føltes kun som fem minutter. Bøn er en god ting.«

»Thomas, ved du hvad, du lige har gjort?« spurgte far med et smil. »Du har lige båret dit vidnesbyrd!«

»Er det rigtigt?« spurgte Thomas. »Hvad mener du?«

»Da du talte om bøn, og hvordan det hjalp dig – det er et vidnesbyrd om bøn.«

Thomas sad med åben mund af bar overraskelse. Han tænkte på alle de gange, hvor mennesker havde lært ham om vidnesbyrd. Han indså, at han havde båret et vidnesbyrd!

Thomas var så glad, at han var ved at grine. Han gav far et kram.

»Orv, jeg gjorde det!« sagde Thomas. »Far, må jeg bære mit vidnesbyrd næste uge til familieaften? Jeg ved godt, at det ikke er min tur, men jeg vil gerne tale om bøn.«

»Det synes jeg, er en rigtig god idé,« sagde far.

Mens far gik ud af værelset, tænkte Thomas på alt det, der var sket i løbet af dagen. Han var taknemlig for sin familie, skrifterne, bøn og mange andre ting. Lige i det øjeblik var han mest taknemlig for et vidnesbyrd. Han vidste, hvordan man bærer vidnesbyrd, og hvad det betyder.