Styrken ved vor arv
Fra en tale, der blev holdt på Brigham Young University den 3. august 1980. Hvis du vil læse hele den engelske tekst, så gå ind på speeches.byu.edu.
Pionertro er ligeså nødvendig i verden i dag som i nogen anden tidsperiode.
Jeg har altid været begejstret for pionerberetninger. Min bedstemor var vores nabo, da jeg var barn. Da hun var otte år, havde hun vandret det meste af vejen over sletterne. Hun kunne huske så mange pioneroplevelser, at jeg sad tryllebundet i timevis, imens jeg lyttede til hende.
Præsident Brigham Young (1801-1877) har altid været en af mine særlige helte. Hans svar på problemer var enkle, grundlæggende og var til gavn for folket. Jeg forundres af hans ånd og begejstring, da han ledte de hellige vestpå.
Da det blev tydeligt, at omkostningerne ved at flytte nye medlemmer fra Europa til Utah ville være uoverkommelig, kom præsident Young med idéen om, at de skulle bruge håndkærrer til at krydse sletterne. Præsident Young så straks fordelene, ikke blot ved de økonomiske besparelser, men også de fysiske fordele, der ville være for folket at gå den distance og ankomme i Salt Lake dalen fulde af vigør og livskraft, efter en sådan oplevelse. Han sagde:
»Vi er overbevist om, at et sådant vogntog vil være ethvert vogntog trukket af okser overlegent. De bør have nogle få gode køer, der producerer mælk, nogle få stykker kvæg til at spise og trække vognlæsset og en slagter, om nødvendigt. På denne måde vil gruppernes udgifter, risici, tab og rådvildhed mindskes, og de hellige vil i større grad undslippe situationer med nød, pine og død, som så ofte har lagt så mange af vore brødre og søstre i støvet.
Vi foreslår at sende mænd med tro og erfaring med behørige instrukser til passende udstyrsposter, hvor de kan gennemføre de ovennævnte forslag; lad derfor de hellige, der agter at immigrere i det følgende år forstå, at det forventes, at de går og trækker deres bagage over sletterne, og at de kun på denne måde kan modtage hjælp fra Den vedvarende emigrationsfond.«1
I årene fra 1856 til 1860 lykkedes det et par tusinder af de hellige at gennemfører den 2100 km lange rejse med håndkærrer. Deres succesrige rejse blev kun skæmmet af to skæbnesvangre ture, Willies og Martins håndkærrekompagnier, som rejste alt for sent på året til at kunne undgå den tidlige vintersne. Læg igen mærke til præsident Youngs snilde. Ved generalkonferencen i oktober 1856, viede han hele konferencen til at organisere den redningsindsats, der skulle hjælpe disse nødlidende hellige. Og han instruerede brødrene i ikke at vente en uge eller måned, før de drog af sted. Han ville have flere spande af heste klar til den følgende mandag, som kunne tage ud og lette lidelserne for de hellige, der var fanget i sneen. Og det var præcis det, der skete.
Det første redningshold var på vej den følgende mandag. Beskrivelsen af den store glæde, som Willie-kompagniet oplevede, da de modtog redningsholdet, er rørende. Kaptajn Willie havde efterladt sin lille gruppe, og med en enkelt ledsager var han taget ud for at lede efter redningsholdet.
Historien fortæller: »Om aftenen, på tredjedagen efter kaptajn Willies afrejse og som solen var ved at gå smukt ned bag de fjerntliggende bakker, så vi på et højdedrag lige vest for vores lejr flere overdækkede vogne, der hver blev trukket af fire heste, der kom imod os. Nyheden spredte sig som ild rundt i lejren, og alle, der var i stand til forlade deres senge, samlede sig i store skarer for at se dem. Efter få minutter var de tæt nok til, at vi kunne se vores trofaste kaptajn gå foran kortegen. Jubelråb fyldte luften, stærke mænd græd, indtil tårerne løb ned ad deres furede og solbrændte kinder, og små børn tog del i den lykke, som nogle af dem knap nok forstod og dansede omkring i glæde. Tilbageholdenheden blev tilsidesat til fordel for jublen, og som brødrene kørte ind i lejren, faldt søstrene dem om halsen og overøste dem med kys. Brødrene blev så overvældede, at de for en stund ikke kunne ytre ord, men undertrykte alle udtryk for … følelser … i halvkvalt stilhed. Snart blev følelserne dog dæmpet og sådanne håndtryk, sådanne velkomsthilsner og sådanne påkaldelser af Guds velsignelser er sjældent blevet set!«2
Opbyggelse af stærke familier
Ud af den hårdføre pionerbestand, har der udviklet sig traditioner og en arv, der har opbygget stærke familier, som har bidraget med meget til i det vestlige USA og i resten af verden.
For år tilbage var jeg inviteret med til en frokost, der blev holdt af en detailhandler, der annoncerede åbningen af fire butikker i Salt Lake-området. På grund af min erfaring inden for detailbranchen, spurgte jeg direktøren ved bordet, hvordan han fandt modet til at åbne fire butikker på samme tid i et helt nyt markedsområde. Jeg fik et forventeligt svar. Han fortalte, at hans firma havde lavet en demografisk undersøgelse af alle de største storbyområder i USA. Firmaet var interesseret i at vide, i hvilke af disse områder der var størst potentiale for at kunne åbne en detailhandel, der henvendte sig til unge familier. Salt Lake området, destinationen for de tidlige pionerer, rangerede højest i nationen.
Firmaets resultater viste også, at arbejdskraften i Salt Lake-området er kendt for at være ærlig og driftig. Ser I, en pionerarv er stadig tydelig helt ned til den tredje og fjerde generation i området.
Dog blev jeg chokeret over en statistik, der for nylig landede på mit skrivebord. Den fastslog, at kun 7 procent af de børn, der vokser op i dagens USA, kommer fra traditionelle hjem, der består af en udarbejdende far, hjemmegående mor med et eller flere børn.3 Hver dag ser vi konsekvenserne af opløsningen af den traditionelle familie. Der er en alarmerende øgning i antallet af voldsramte hustruer, fysisk og seksuelt misbrugte børn, vandalisering i skolerne, kriminalitet blandt teenagere, graviditeter blandt unge ugifte teenagere og ældre mennesker, der bliver gamle uden at være omgivet af deres familie.
Profeterne har sagt, at hjemmet er stedet, hvor vi kan redde samfundet.4 Et godt hjem bliver ikke automatisk skabt ved, at en dreng og pige forelsker sig og bliver gift. Det kræver de selvsamme værdier, der blev udvist i pionerhjemmene – tro, mod, disciplin og dedikation – at få et vellykket ægteskab. Ligesom pionererne fik ørkenen til at blomstre som en rosengård, kan vores tilværelse forbedres, hvis vi følger deres værdier og traditioner. Pionertro er ligeså nødvendig i verden i dag som i enhver anden tidsperiode. Vi har endnu engang brug for at kende til den arv. Vi har brug for at undervise om den, vi har brug for at være stolte af den, og vi har brug for at bevare den.
Vi er meget velsignede. Sikke et ansvar, der følger med vores kundskab og forståelse. Arnold Palmer, en fremragende amerikansk golfspiller, har sagt: »At vinde er ikke alt, men at ville det, er.« Sikken fantastisk udtalelse: »At ville det, er.«
Må Gud skænke os ønsket om at vinde den største af alle de gaver, han har givet sine børn – det evige livs gave. Må Gud velsigne os med at forstå vores potentiale, så vi kan lære, vokse og udvikle en forståelse for vores arv og beslutte os for at bevare disse store gaver, der er blevet givet os, som hans børn. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at hans vej vil lede os til det evige liv.
Håndkærrepionerer, af Minerva Teichert © IRI, med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Ephraim Hanks ankommer til Martin-kompagniet, af Clark Kelley Price, må ikke kopieres; fotoillustrationer: Craig Dimond og Cody Bell