Spil for galleriet

Som ung teenager handlede skolen for mig om at holde en facade. I kender den stygge fyr fra filmene, som kommer med de smarte, kloge replikker, og som bare er supersej i forløbet? Jeg længtes dengang efter at kunne gøre det samme. Jeg prøvede at styre skærmen ligesom de bedste af de slemme fyre. Jeg lod, som om jeg havde lave standarder for at imponere mine venner på skolen. Jeg elskede lyden af latter, når jeg brugte dårligt sprog eller lavede sjov med mennesker.

Jeg ville gerne være den, som tilhørerne var begejstret for. Så jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne få mennesker til at lide mig. Jeg blev hende, der lavede sjov i biologitimen, hende der overbeviste mit volleyballhold om, at jeg var en festabe, og ødelagde mit ry som en uskyldig, naiv ung pige. Jeg tænkte: »Jeg vil ikke have, at mine venner skal tro, at jeg er et dydsmønster!«

Eftersom jeg egentlig ikke begik nogle af de alvorlige synder, folk troede, jeg begik, så prøvede jeg desperat at overbevise mig selv om, at det så var i orden at have et slemt ry. Jeg tog gruelig fejl! Mit såkaldte liv på skærmen nåede et punkt, hvor jeg ikke engang selv kunne holde ud at se på det. Jo mere populær jeg blev, jo mindre kunne jeg lide den rolle jeg spillede.

En dag talte to af mine venner om en sød og venlig, sportslig pige ved navn Jennifer, som ikke var flov over at stå ved sin tro. En af mine venner, som var den smukkeste, populæreste og sejeste pige i syvende klasse, sagde: »Jennifer er så anderledes. Jeg ville ønske, at jeg var modig nok til at tro på min kirke, som hun gør. Hun er den eneste person, jeg kender, som lever sit liv på den måde.« Jeg var lamslået.

»Hvordan kunne hun sige det uden overhovedet at nævne mig?« Jeg undrede mig. »Min kirke har trods alt høje standarder!« Jeg blev gal over, at hun ikke engang havde overvejet mig som et godt eksempel. Så følte jeg det pludselig som om, at jeg sad på første række i en biograf, der viste mit liv som aftenens spillefilm.

Jeg tænkte på det dårlige eksempel, jeg havde været over for mine venner. Hvilket ungt menneske ville se på mig og tænke: »Jeg ville ønske, at jeg var ligeså modig og enestående som hende«? Jeg kunne virkelig ikke lide den, jeg var blevet.

At ændre min person og mit ry var en lang proces, og jeg prøver stadig at holde min mund lukket i stedet for at buse ud med fornærmelser, der skal få folk til at kunne lide mig. Men jeg opdagede, at jeg kunne få mine venner til at grine uden at såre andres følelser, og at jeg i forbindelse med en uartig spøg kunne forlade lokalet uden at blive gjort til grin. Ingen behøver at være den »stygge fyr« for at have mange venner. Jeg ændrede min indstilling og min adfærd, fordi det at have fred med det, jeg tror på, er meget sejere end at prøve at skjule, hvem jeg er.